Grådlabil

Den Kvikke og jeg er fra hinanden et par dage. Okay, et par-par dage. Seks, nærmere bestemt.

Det ville ikke være så slemt, hvis det ikke var fordi han var dybt begravet i opgaveskrivning. Men det kan jeg ligesom forklare væk. ‘Han har bare travlt’, tænker jeg. ‘Det er bare fordi han engagerer så meget i det han er igang med’. Jeg er vant til at lave undskyldninger for en mand, jeg elsker, og jeg gør det glædeligt – især i tilfælde, hvor han ikke selv opfatter at jeg føler mig forsømt. For så er det jo bare fordi han ikke ved bedre, fortæller jeg mig selv. Gang på gang. Og jeg tror også på det. Sådan da. Rationelt ved jeg at jeg har ret, lige hvad angår Den Kvikke.

Men det er svært ikke at falde tilbage til den følelse jeg sad med på dette tidspunkt for et år siden. Følelsen af at være uønsket, nedprioriteret, uelsket. Jeg ved godt, det er mig det handler om, og ikke Den Kvikke. Han er ligeså åndssvagt vild med mig, som jeg er med ham. Ekskærestens forsømmelse spøger bare i kulissen, og den er svær at abstrahere fra når jeg har det som i dag. 

Især når Den Kvikke minder mig om, at vi ligeså godt kan vænne os til at være fra hinanden en uges tid af gangen, fordi det er det, sommerferien og næste semester højst sandsynligt bringer. Han siger det ikke, som om han er glad for det, langt fra, nærmere med et tungt suk, og jeg kan nærmest se det utilfredse ansigt foran mig. Men indeni mig springer der bomber da han siger det, og pludselig er jeg mere end nogensinde angst over at være endt i endnu et langdistanceforhold – og over at det, jeg er i nu, måske kommer til pludselig at ligne det, jeg var i før. Et af den slags, hvor hverdage på ingen måde flettes sammen, hvor liv leves separat og hvor afstanden i kilometer gør det nemmere for ham at holde mig en armslængde væk fra sig. 

Jeg er brændt af ilden, blander uden tvivl tingene sammen, men jeg bliver sgu ked af det når jeg kommer til at tænke sådan. I eksamenstider er jeg presset til grådlabilitet i forvejen, og det gør det ikke nemmere når ham, jeg gerne vil flette tæer med under bordet befinder sig meget længere væk end jeg bryder mig om. 

Savn er en gammel kælling, som jeg uden tvivl er bekendt med. Der var engang hvor jeg egentlig var gode venner med hende, nød hendes bittersødme og den gensynsglæde, hun bragte med sig. Men vi havde noget af en konflikt, mig og kællingen, der i efteråret, og nu føles savn som et stort hul i min mave, akkompagneret af ensomhed og en snert af desperation. Jeg ikke bare savner, når jeg ikke er hos ham, men er ramt af en knugende ensomhed der overtager hele mit væsen og forvandler mig til en uduelig pige, der kun er en skygge af hende, der drog ham til sig. Inderst inde er jeg nok bange for at savnende, bekræftelsessøgende mig får skræmt Den Kvikke væk, før jeg når at se ham igen. 

Måske er jeg bare kommet til det punkt, hvor jeg for alvor er blevet bange for at miste. Måske skal det bare ses som et tegn på, at kærligheden for alvor har slået rod, og ikke giver slip lige foreløbig. Måske er det godt nok. 

Det føles bare slet ikke særlig rart lige nu. Det hjælper ikke engang at spille på violin om det.

Øjebliksbillede #4

Den Kvikke og jeg går tur hånd i hånd. Vi kigger på folks huse, og på deres haver. Mellem os flyder sætninger som: “Ej, hvis vi nogensinde skal have fliser skal der godt nok sprøjtes bedre efter ukrudt end dem der”, “Ej, det ser da mærkeligt ud med skodder på huset? Ej, de kan ikke engang lukkes! De sidder bare klistret på!” og “Jo, selvfølgelig skal vi da have en græsplæne!”. (Alt der inkluderer ivrige ‘ej!’-udbrud er naturligvis mig). Det er så tydeligt at vi begge opererer efter konceptet: Hvorfor være kærester, hvis man ikke kan se det fem år ude i fremtiden? Og endnu mere tydeligt er det, at vi begge sagtens kan se det. Det er rart og trygt, for Den Kvikke er typen man deler sit liv med – ikke én der helst vil leve parallelt. Jeg kan godt mærke, at jeg har svært ved at vænne mig til det – og jeg er endnu engang fascineret over hvor hurtigt vi er kommet til et sted, hvor vi rent faktisk kigger på folks hjem og diskuterer visioner om vores eget (måske?) fremtidige. Haps. 

Drømmespøgelser

Det er den sidste halve times søvn: Den dér, I ved nok, efter man er vågnet én gang (i mit tilfælde fordi Den Kvikke er stået op og gået igang med sit morgenritual). Jeg drømmer. Den slags drøm hvor man er både meget langt væk i sit hoved, og meget til stede i sin halvsovende krop imens – jeg registrerer hver gang jeg vender mig, og hver lyd Den Kvikke laver imens han pusler rundt i køkkenet.

Ekskæresten sender mig en SMS. Jeg er i London med mine veninder, men går på grund af beskedens indhold væk fra de andre og prøver at ringe til ham. Jeg bider mærke i de sidste to linjer af sms’en: “Det er også lige meget, fuck det, jeg er bare ked af det – glem den her besked. Lad være med at svare”. Selvfølgelig svarer jeg. Det kan godt være, vi ikke er kærester mere, men jeg kan ikke lade nogen være ked af det uden nogen at tale med. Ekskæresten virker vildt taknemmelig for at jeg ringer. Han græder, og er tilsyneladende ked af noget meget specifikt. Da jeg spørger ind til det får jeg at vide at hans far, mor og bror ved det, men at han hellere må lade være med at sige det til mig af hensyn til ‘min sikkerhed’. Jeg tænker med det samme, at han må have slået nogen ihjel. Jeg slår over i meningsløs smalltalk, hvilket beroliger ham, og efter et langt øjebliks snak lægger vi på. Bagefter får jeg en sms. “Du er sgu den mest betænksomme jeg kender. Synes det er vildt, efter jeg har været så led overfor dig. Skulle aldrig have givet slip”.

Jeg har den mærkeligste følelse i kroppen da jeg vækkes af Den Kvikkes printer.

Mange tanker er i dag blevet sendt i Ekskærestens retning. Jeg tænker efterhånden på ham uden hårde stik i hjertet, uden en følelse af savn, men klart med en følelse af vemodighed. Måske endda med taknemmelighed. Over den tid vi havde, der var god, fordi det var på en periode i mit liv hvor jeg havde brug for det. Over den tid, der ikke var så god, fordi den i retrospekt lærte mig noget om mig selv og mine grænser. Og over, at han formåede at slutte det, da jeg ikke gjorde. Det er så sygt mærkeligt, hvordan alt kan vende på en tallerken.

Det er lang tid siden, jeg har snakket med Ekskæresten. Vores sidste samtale ligger tilbage i starten af april. Jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at han skal forsvinde helt. At jeg har lyst til at vide, hvad der sker i hans liv, og at han gerne må vide, hvad der sker i mit. Men jeg har svært ved at tage kontakt igen. For hvordan starter man lige med at snakke efter sådan en samtale?

Eksamenstungsind

Jeg ligger fortsat med hovedet dybt nede i den muddergrøft der hedder eksamen. Jeg skriver på en træls opgave i et træls fag jeg ikke skal bruge til noget som helst i de jobs, jeg håber på at få når jeg er færdig. Det hjælper lidt at have Den Kvikke. At sove til klokken 11.04, knalde til 11.45 og overspringshandle til 13.30. Men nu skal jeg igang. Og være færdig. Og hold kæft, hvor jeg ikke gider det. For ved I hvad? Når den her opgave er færdig, er der en ny der skal skrives. Når den her eksamensperiode er slut, kommer den næste igen før jeg har set mig om. Og der er tre år tilbage af det.

Jeg dropper sgu ud og får arbejde i Netto. Sgu. 

Rystet pose

 #1 Man bliver lidt glad, når man pludselig får en anbefaling fra en woman.dk-bruger, der resulterer i positive ord fra deltagere i den respektive tråd, og eksploderende views – ikke antal besøgende, men folk der faktisk sætter sig ned og læser bloggis fra noget der ligner ende til anden. Sindssygt at folk faktisk bliver grebet af noget jeg har skrevet alene med min egen navle som omdrejningspunkt. Tak til den skønne kvinde der gav en anbefaling, og til dem, der tog sig tid til at endevende de sidste syv-otte måneder af mit liv. Sgu da vildt!

#4 Eksamensmåneden er kun lige startet for mit vedkommende, og jeg har allerede opnået at have fået trashet emne til eksamen to gange, at få min computer til at brænde sammen, og 5 dage inde i eksamensmåneden har jeg allerede oplevet at vågne klokken seks om morgenen med hjertebanken en halv time frem. Stooooop lige engang, jo!

#11 Sød veninde og jeg var ude at spise i dag, hvilket var virkelig tiltrængt i de her dage hvor alt for meget af min tid tilbringes enten på uni eller med Den Kvikke som omdrejningspunkt. Jeg er pisse bange for at være sådan en der glemmer mine veninder midt i al den anden kærlighed, for uanset hvad kommer Den Kvikke ikke til at kunne give det samme (#notetilmigselv)

#17 Den Kvikke har fødselsdag på torsdag. Hvilket betyder første rigtige kærestegavevalg for mig. Stress! Indlæg følger. Måske. Hvis han kan lide gaven. Ellers graver jeg mig bare ned i et hul for evigt, oui?