Drømmespøgelser

Det er den sidste halve times søvn: Den dér, I ved nok, efter man er vågnet én gang (i mit tilfælde fordi Den Kvikke er stået op og gået igang med sit morgenritual). Jeg drømmer. Den slags drøm hvor man er både meget langt væk i sit hoved, og meget til stede i sin halvsovende krop imens – jeg registrerer hver gang jeg vender mig, og hver lyd Den Kvikke laver imens han pusler rundt i køkkenet.

Ekskæresten sender mig en SMS. Jeg er i London med mine veninder, men går på grund af beskedens indhold væk fra de andre og prøver at ringe til ham. Jeg bider mærke i de sidste to linjer af sms’en: “Det er også lige meget, fuck det, jeg er bare ked af det – glem den her besked. Lad være med at svare”. Selvfølgelig svarer jeg. Det kan godt være, vi ikke er kærester mere, men jeg kan ikke lade nogen være ked af det uden nogen at tale med. Ekskæresten virker vildt taknemmelig for at jeg ringer. Han græder, og er tilsyneladende ked af noget meget specifikt. Da jeg spørger ind til det får jeg at vide at hans far, mor og bror ved det, men at han hellere må lade være med at sige det til mig af hensyn til ‘min sikkerhed’. Jeg tænker med det samme, at han må have slået nogen ihjel. Jeg slår over i meningsløs smalltalk, hvilket beroliger ham, og efter et langt øjebliks snak lægger vi på. Bagefter får jeg en sms. “Du er sgu den mest betænksomme jeg kender. Synes det er vildt, efter jeg har været så led overfor dig. Skulle aldrig have givet slip”.

Jeg har den mærkeligste følelse i kroppen da jeg vækkes af Den Kvikkes printer.

Mange tanker er i dag blevet sendt i Ekskærestens retning. Jeg tænker efterhånden på ham uden hårde stik i hjertet, uden en følelse af savn, men klart med en følelse af vemodighed. Måske endda med taknemmelighed. Over den tid vi havde, der var god, fordi det var på en periode i mit liv hvor jeg havde brug for det. Over den tid, der ikke var så god, fordi den i retrospekt lærte mig noget om mig selv og mine grænser. Og over, at han formåede at slutte det, da jeg ikke gjorde. Det er så sygt mærkeligt, hvordan alt kan vende på en tallerken.

Det er lang tid siden, jeg har snakket med Ekskæresten. Vores sidste samtale ligger tilbage i starten af april. Jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at han skal forsvinde helt. At jeg har lyst til at vide, hvad der sker i hans liv, og at han gerne må vide, hvad der sker i mit. Men jeg har svært ved at tage kontakt igen. For hvordan starter man lige med at snakke efter sådan en samtale?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s