Grådlabil

Den Kvikke og jeg er fra hinanden et par dage. Okay, et par-par dage. Seks, nærmere bestemt.

Det ville ikke være så slemt, hvis det ikke var fordi han var dybt begravet i opgaveskrivning. Men det kan jeg ligesom forklare væk. ‘Han har bare travlt’, tænker jeg. ‘Det er bare fordi han engagerer så meget i det han er igang med’. Jeg er vant til at lave undskyldninger for en mand, jeg elsker, og jeg gør det glædeligt – især i tilfælde, hvor han ikke selv opfatter at jeg føler mig forsømt. For så er det jo bare fordi han ikke ved bedre, fortæller jeg mig selv. Gang på gang. Og jeg tror også på det. Sådan da. Rationelt ved jeg at jeg har ret, lige hvad angår Den Kvikke.

Men det er svært ikke at falde tilbage til den følelse jeg sad med på dette tidspunkt for et år siden. Følelsen af at være uønsket, nedprioriteret, uelsket. Jeg ved godt, det er mig det handler om, og ikke Den Kvikke. Han er ligeså åndssvagt vild med mig, som jeg er med ham. Ekskærestens forsømmelse spøger bare i kulissen, og den er svær at abstrahere fra når jeg har det som i dag. 

Især når Den Kvikke minder mig om, at vi ligeså godt kan vænne os til at være fra hinanden en uges tid af gangen, fordi det er det, sommerferien og næste semester højst sandsynligt bringer. Han siger det ikke, som om han er glad for det, langt fra, nærmere med et tungt suk, og jeg kan nærmest se det utilfredse ansigt foran mig. Men indeni mig springer der bomber da han siger det, og pludselig er jeg mere end nogensinde angst over at være endt i endnu et langdistanceforhold – og over at det, jeg er i nu, måske kommer til pludselig at ligne det, jeg var i før. Et af den slags, hvor hverdage på ingen måde flettes sammen, hvor liv leves separat og hvor afstanden i kilometer gør det nemmere for ham at holde mig en armslængde væk fra sig. 

Jeg er brændt af ilden, blander uden tvivl tingene sammen, men jeg bliver sgu ked af det når jeg kommer til at tænke sådan. I eksamenstider er jeg presset til grådlabilitet i forvejen, og det gør det ikke nemmere når ham, jeg gerne vil flette tæer med under bordet befinder sig meget længere væk end jeg bryder mig om. 

Savn er en gammel kælling, som jeg uden tvivl er bekendt med. Der var engang hvor jeg egentlig var gode venner med hende, nød hendes bittersødme og den gensynsglæde, hun bragte med sig. Men vi havde noget af en konflikt, mig og kællingen, der i efteråret, og nu føles savn som et stort hul i min mave, akkompagneret af ensomhed og en snert af desperation. Jeg ikke bare savner, når jeg ikke er hos ham, men er ramt af en knugende ensomhed der overtager hele mit væsen og forvandler mig til en uduelig pige, der kun er en skygge af hende, der drog ham til sig. Inderst inde er jeg nok bange for at savnende, bekræftelsessøgende mig får skræmt Den Kvikke væk, før jeg når at se ham igen. 

Måske er jeg bare kommet til det punkt, hvor jeg for alvor er blevet bange for at miste. Måske skal det bare ses som et tegn på, at kærligheden for alvor har slået rod, og ikke giver slip lige foreløbig. Måske er det godt nok. 

Det føles bare slet ikke særlig rart lige nu. Det hjælper ikke engang at spille på violin om det.