Grådlabil

Den Kvikke og jeg er fra hinanden et par dage. Okay, et par-par dage. Seks, nærmere bestemt.

Det ville ikke være så slemt, hvis det ikke var fordi han var dybt begravet i opgaveskrivning. Men det kan jeg ligesom forklare væk. ‘Han har bare travlt’, tænker jeg. ‘Det er bare fordi han engagerer så meget i det han er igang med’. Jeg er vant til at lave undskyldninger for en mand, jeg elsker, og jeg gør det glædeligt – især i tilfælde, hvor han ikke selv opfatter at jeg føler mig forsømt. For så er det jo bare fordi han ikke ved bedre, fortæller jeg mig selv. Gang på gang. Og jeg tror også på det. Sådan da. Rationelt ved jeg at jeg har ret, lige hvad angår Den Kvikke.

Men det er svært ikke at falde tilbage til den følelse jeg sad med på dette tidspunkt for et år siden. Følelsen af at være uønsket, nedprioriteret, uelsket. Jeg ved godt, det er mig det handler om, og ikke Den Kvikke. Han er ligeså åndssvagt vild med mig, som jeg er med ham. Ekskærestens forsømmelse spøger bare i kulissen, og den er svær at abstrahere fra når jeg har det som i dag. 

Især når Den Kvikke minder mig om, at vi ligeså godt kan vænne os til at være fra hinanden en uges tid af gangen, fordi det er det, sommerferien og næste semester højst sandsynligt bringer. Han siger det ikke, som om han er glad for det, langt fra, nærmere med et tungt suk, og jeg kan nærmest se det utilfredse ansigt foran mig. Men indeni mig springer der bomber da han siger det, og pludselig er jeg mere end nogensinde angst over at være endt i endnu et langdistanceforhold – og over at det, jeg er i nu, måske kommer til pludselig at ligne det, jeg var i før. Et af den slags, hvor hverdage på ingen måde flettes sammen, hvor liv leves separat og hvor afstanden i kilometer gør det nemmere for ham at holde mig en armslængde væk fra sig. 

Jeg er brændt af ilden, blander uden tvivl tingene sammen, men jeg bliver sgu ked af det når jeg kommer til at tænke sådan. I eksamenstider er jeg presset til grådlabilitet i forvejen, og det gør det ikke nemmere når ham, jeg gerne vil flette tæer med under bordet befinder sig meget længere væk end jeg bryder mig om. 

Savn er en gammel kælling, som jeg uden tvivl er bekendt med. Der var engang hvor jeg egentlig var gode venner med hende, nød hendes bittersødme og den gensynsglæde, hun bragte med sig. Men vi havde noget af en konflikt, mig og kællingen, der i efteråret, og nu føles savn som et stort hul i min mave, akkompagneret af ensomhed og en snert af desperation. Jeg ikke bare savner, når jeg ikke er hos ham, men er ramt af en knugende ensomhed der overtager hele mit væsen og forvandler mig til en uduelig pige, der kun er en skygge af hende, der drog ham til sig. Inderst inde er jeg nok bange for at savnende, bekræftelsessøgende mig får skræmt Den Kvikke væk, før jeg når at se ham igen. 

Måske er jeg bare kommet til det punkt, hvor jeg for alvor er blevet bange for at miste. Måske skal det bare ses som et tegn på, at kærligheden for alvor har slået rod, og ikke giver slip lige foreløbig. Måske er det godt nok. 

Det føles bare slet ikke særlig rart lige nu. Det hjælper ikke engang at spille på violin om det.

3 thoughts on “Grådlabil

  1. Kære du,
    Allerførst tak for din blog, jeg har fulgt dig længe. Mit liv eksploderede om ørerne på mig i august 2013, og har siden været et surrealistisk mareridt, bestående af en daglig kamp for at komme over et 23 år langt, psykopatisk dobbeltbedrag, en efterfølgende fuldstændig skånselsløs opførsel fra ex’ens side, og den absurde, men desværre ikke mindre reelle smerte over at have mistet én, der på en måde aldrig har eksisteret. For hvad fanden skal jeg sørge over? Hvem fanden skal jeg begrave? Hans krop går stadig rundt på jorden, bare med en anden beboer end den, jeg kendte og elskede…
    Jeg er 100 år ældre end du 😉 men hvert af dine ord har haft genklang i min sjæl, siden jeg stødte på dem i et af mine sorteste øjeblikke.
    Omkring angsten for at miste og forladthedsfølelse, har talrige terapitimer og megen åndelig fægtekamp ført mig til at arbejde med ”forstyrrelser i den tidlige tilknytning”. Der ligger meget om det, men tjek dette link, der giver en god beskrivelse
    http://psykologannesoelberg.dk/tidlige-forladthedssyndromer
    Alt godt til dig!

  2. Kære du. Jeg savner virkelig indlæg fra dig! Kunne du ikke skrive et der handler om: at have dumpet en vigtig eksamen, ikke vide hvad man nu skal med sit liv – fortsætte studie, finde på noget andet? Og nå jo, skriv lige lidt om, hvad man gør når man oven i købet skal på ferie på søndag med sin kæreste, og har fundet ud af at eks’en skal bo på samme hotel, samme uge med tidligere svigerfamilie og hans nye kæreste. Fedt liv ikk? Håber du nyder lykken og kærligheden stadig væk ❤

  3. Ja, savner også at høre alt er godt. – trods eksaminer :o) God ferie, jeg håber I har fundet på noget godt. Maja, et ord:Bittert. Lej en bil og kør langt væk fra hotellet og nyd livet på små afsidesliggende, hemmelige steder – skab jeres egne minder fremfor at vride nakken af led efter fortiden. (Åh, jeg ville selv være så “nysgerrig”, at jeg ville være nødt til at distrahere mig selv med ENDNU federe oplevelser)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s