Ikke en skid tættere på

Jeg starter på tilvalg til september, det sidste år af min bacheloruddannelse. Jeg vil helst ikke ud med hvilket, fordi det ville gøre mig galt nem at finde, og så ryger hele anonymiteten, men jeg vil dog røbe at det ligger langt fra hvad jeg nogensinde troede jeg ville komme til at læse. Og hold kæft, hvor har jeg haft krise over det fag. Og snakket med mange studievejledere. Og Den Kvikke. Og min mor. Og min far. Og mindst tre veninder. Og jeg er altså hende dér, der normalt har nok i at vende ting med sig selv, så det siger en del. 

Det er lidt som om at fra man går i folkeskolen, så bliver man tvunget til at skabe en eller anden idé om sig selv i sit hoved. Hvem man er. Hvem man vil være. Hvad man vil lave. Sådan var det i hvert fald for mig. Jeg troede fuldt og fast jeg ville være underviser igennem hele min folkeskoletid og hele min gymnasietid. Mest fordi jeg er tryg i rutiner. Og skolesystemet kender man ligesom. Og jobbet er ok ensformigt, og man ved sgu hvad man får, for man har været i det så længe. 

Jeg var sikret optagelse fordi jeg havde et højt snit, men synes alligevel jeg burde have en andenprioritet da jeg søgte ind, så jeg begyndte at researche uddannelser, noget jeg ikke engang havde overvejet at gøre før. For tænk hvis jeg blev fristet? Tænk hvis jeg skulle ændre retning lige pludselig, inden jeg overhovedet var startet? Jeg fandt en pisse fed uddannelse, primært rettet mod markedsføring og kommunikation. Jeg så mig selv som tekstforfatter, som sprogligt kreativ, psykologisk udspekuleret type. Og et øjeblik var det på skærmen foran mig, prioriteterne byttet om – den sikre, vante vej, der havde været i horisonten så længe, og så den nye, skide spændende, som jeg faktisk brændte meget mere for. 

Men jeg var en wuss. Så jeg valgte det nemmeste, det kendte. Og jeg havde egentlig en god mavefornemmelse med det da jeg gjorde det, det er snart det særeste.

For fra første dag på universitetet sad det i kroppen på mig at jeg havde valgt forkert. Den dag i dag fortryder jeg stadig at jeg ikke byttede om på de to prioriteter. Og det var så tæt på. SÅ tæt på at gå en vej, der tilbyder så meget mere fleksibilitet, udfordring og fritænkning til mig. 

I stedet er jeg nu nødsaget til at lave krumspring for at ende med noget lignende. Så jeg snupper en tilvalgsfag her. En kandidat dér. Eller måske endda en markedsføringsøkonom-uddannelse efter bacheloren i stedet for kandidaten. Jeg skal bruge tonsvis af tid på at sætte mig ind i meritter og pis og lort det næste års tid, for at se om det bliver det jeg er nødt til at gøre.

Der er selvfølgelig ingen garanti for at jeg ikke står med følelsen af fuck om to år igen og pludselig vil være cirkusdirektør i stedet for. Det har snart været det værste. Det er skræmmende for mig at man pludselig helt kan vende på en tallerken i forhold til hvad man vil. For for mig er det altså en pisse vigtig del af hvem man er. Men måske er det ikke meningen at ens identitet skal være statisk. Det er vel meningen at man skal vokse som menneske. Udvikle sig, og sådan noget skidt.

Man skal bare for helvede huske at følge med sig selv når man gør det. Og det har jeg lært af det her.

Nå.

Nogengange siger Den Kvikke ting på en måde, i et særligt tonefald, der er helt identisk med den måde Ekskæresten siger dem på.

Især ordet “nå”.

Det er sært så meget er ord kan kradse hele vejen ned ad rygsøjlen. Jeg får lyst til at flå hovedet af ham når han gør det. Han kan da ikke være bekendt pludselig at sige et ord ligesom Ekskæresten siger det? Hvad bilder han sig ind?

Jeg er bange for at ligegyldigheden pludselig sniger sig ind i ham. Først i hans enkelte ord, så i sætninger, så i hans kropssprog og til sidst i hans blik. Jeg er bange for at han pludselig bliver til én der vender sig til den modsatte side når jeg græder i sengen ved siden af ham, til én der hellere vil stirre på sin iPad end på mig.

Ekskæresten var jo også skide sød i starten, ikke?
Indtil han ikke rigtig var det mere.
Hvad hvis Den Kvikke ender ligesådan?

Og det er åndssvagt. Og jeg glemmer også den forfærdelige række af tanker så snart han begynder at snakke om at finde lejlighed med mig, og vi endda diskuterer muligheden for måske at købe. Købe. Købe et sted. Sammen. What. Commitment level 50000. Og han tager det som den dybeste selvfølge at det er os to, siger sætninger som ‘når vi bliver gamle’, ‘når vi får børn’, ‘når vi får et hus’. Og alt er perfekt.

Men så siger jeg noget. Og så siger han “nå”, på den der røvhamrendelorteirriterende måde. Og så er jeg lige inde i kaosset i mit hoved igen.

Som om jeg forventer at alt jeg lukker ud af min mund er pisse genialt. Som om jeg ikke godt ved at jeg sgu nogengange lukker ligegyldigt lort ud, der bare fortjener et ligegyldigt svar (og really, hvem kan se sig fri for orddiarre? Den her kvinde kan ikke!). Som om han ikke har ret til at tænke “nå” uden at der skal tillægges en masse betydning til det, uden at det betyder jordens vores undergang. Arghhhmen for helvede, det er jo åndssvagt.

Hjerne ønskes. Snarligt, før min kæreste opdager at jeg er skingrende sindssyg bange for at miste ham. Det er sgu ikke så classy.

Kærestekilo

“Jeg synes du har taget lidt på, hvordan kan det være?” spurgte en gammel ven mig for en uges tid siden. “Øh, jeg vejer vist indenfor de samme 5 kg jeg altid svinger indenfor”, fik jeg fremmumlet, halvvejs flov, halvvejs trodsig. Der har godt nok været mange gange indenfor de sidste par uger hvor Den Kvikke har måttet lægge øre til ‘jamen seriøst, ER jeg ved at blive tyk eller hvad?’. Men når det kommer udefra, og uden initiativ fra mig, så rammer det sgu.

Især når min mor så gentager samme smøre dagen efter. Av for helvede.

Så jeg gik på vægten i dag. Sgu. Og jeg har for hælvød taget rundt regnet 6(!) kærestekilo på – og 6 kilo er fandme meget når man ikke er højere end 1,60.

Så nu bider jeg i det sure æble. Dropper de elskede chips lidt. Træner en smule.
I ved, bare en uge eller to, til jeg falder i chips-foran-fjernsynet-fælden igen.

Føler sgu altid jeg er fanget mellem pigen, der godt ka’ li’ at være fit, og pigen der elsker at spise fedt. Balanceret livsstil søges.

Sniksnak

Jeg sidder i en bus på vej på job. Hjemme i min seng ligger Den Kvikke stadig. ‘Stadig’ i den forståelse at vi snuppede en middagslur inden jeg tog afsted, og selvfølgelig ‘stadig’ i den forståelse at han stadig er min kæreste. Det går godt. Altså bortset fra at jobbet jeg har fået skaffet mig for sommeren ikke ligefrem er min kop te i virkeligheden. Men kollegerne er faktisk søde, der er mange timer at få, og jeg mangler faktisk pengene til at flikke min skrantende økonomi sammen med. Et andet bortset fra..  er faktum at jeg i år er sprunget ud som fullblown pollenallergiker og de sidste fem dage er vågnet klokken 3, 5 og 7 for at skrabe store flager af størknet klister ud af øjnene – for når man ikke har haft pollenallergi før så kan det godt tage noget tid lige at få læst memoet om at det er en god ide at gå i bad inden man lægger sig i seng. Den Kvikke er sød omkring det, selvom jeg selv er ved at gå til i ynk og selvmedlidenhed over det. Nå ja, og så var vi i Ikea i dag KUN på grund af et garderobeskab – kun for at få at vide at det var udsolgt og først kommer igen fredag.

Ej, jeg kan sgu godt mærke at jeg er inde i en negativ periode. Jeg kan godt læse det på det afsnit jeg lige har skrevet. Det er nok bare et klassisk eksempel på at selvom man ikke er begravet i dyb sorg, så kan man altid finde noget andet at tude lidt over. Man mister hurtigt følelsen i kroppen af hvordan ægte ulykkelighed føles, og pludselig kan man forveksle let irritation med en dyb krise. Selvom jeg virkelig prøver at lade være.

Der var en sød kommentatør der efterspurgte et indlæg om ikke at vide hvad man skal med sit liv. Det har jeg masser af ting at sige om, især taget i betragtning at jeg netop er blevet optaget på et tilvalgsfag i en fuldstændig anden retning end den jeg troede jeg ville gå, da jeg startede på uni. Og nu hvor jeg er optaget, er jeg sgu i tvivl igenigen! Men det er i virkeligheden nok ikke et indlæg der skal skrives af ivrige fingre i en bus.