Sniksnak

Jeg sidder i en bus på vej på job. Hjemme i min seng ligger Den Kvikke stadig. ‘Stadig’ i den forståelse at vi snuppede en middagslur inden jeg tog afsted, og selvfølgelig ‘stadig’ i den forståelse at han stadig er min kæreste. Det går godt. Altså bortset fra at jobbet jeg har fået skaffet mig for sommeren ikke ligefrem er min kop te i virkeligheden. Men kollegerne er faktisk søde, der er mange timer at få, og jeg mangler faktisk pengene til at flikke min skrantende økonomi sammen med. Et andet bortset fra..  er faktum at jeg i år er sprunget ud som fullblown pollenallergiker og de sidste fem dage er vågnet klokken 3, 5 og 7 for at skrabe store flager af størknet klister ud af øjnene – for når man ikke har haft pollenallergi før så kan det godt tage noget tid lige at få læst memoet om at det er en god ide at gå i bad inden man lægger sig i seng. Den Kvikke er sød omkring det, selvom jeg selv er ved at gå til i ynk og selvmedlidenhed over det. Nå ja, og så var vi i Ikea i dag KUN på grund af et garderobeskab – kun for at få at vide at det var udsolgt og først kommer igen fredag.

Ej, jeg kan sgu godt mærke at jeg er inde i en negativ periode. Jeg kan godt læse det på det afsnit jeg lige har skrevet. Det er nok bare et klassisk eksempel på at selvom man ikke er begravet i dyb sorg, så kan man altid finde noget andet at tude lidt over. Man mister hurtigt følelsen i kroppen af hvordan ægte ulykkelighed føles, og pludselig kan man forveksle let irritation med en dyb krise. Selvom jeg virkelig prøver at lade være.

Der var en sød kommentatør der efterspurgte et indlæg om ikke at vide hvad man skal med sit liv. Det har jeg masser af ting at sige om, især taget i betragtning at jeg netop er blevet optaget på et tilvalgsfag i en fuldstændig anden retning end den jeg troede jeg ville gå, da jeg startede på uni. Og nu hvor jeg er optaget, er jeg sgu i tvivl igenigen! Men det er i virkeligheden nok ikke et indlæg der skal skrives af ivrige fingre i en bus.