Ikke en skid tættere på

Jeg starter på tilvalg til september, det sidste år af min bacheloruddannelse. Jeg vil helst ikke ud med hvilket, fordi det ville gøre mig galt nem at finde, og så ryger hele anonymiteten, men jeg vil dog røbe at det ligger langt fra hvad jeg nogensinde troede jeg ville komme til at læse. Og hold kæft, hvor har jeg haft krise over det fag. Og snakket med mange studievejledere. Og Den Kvikke. Og min mor. Og min far. Og mindst tre veninder. Og jeg er altså hende dér, der normalt har nok i at vende ting med sig selv, så det siger en del. 

Det er lidt som om at fra man går i folkeskolen, så bliver man tvunget til at skabe en eller anden idé om sig selv i sit hoved. Hvem man er. Hvem man vil være. Hvad man vil lave. Sådan var det i hvert fald for mig. Jeg troede fuldt og fast jeg ville være underviser igennem hele min folkeskoletid og hele min gymnasietid. Mest fordi jeg er tryg i rutiner. Og skolesystemet kender man ligesom. Og jobbet er ok ensformigt, og man ved sgu hvad man får, for man har været i det så længe. 

Jeg var sikret optagelse fordi jeg havde et højt snit, men synes alligevel jeg burde have en andenprioritet da jeg søgte ind, så jeg begyndte at researche uddannelser, noget jeg ikke engang havde overvejet at gøre før. For tænk hvis jeg blev fristet? Tænk hvis jeg skulle ændre retning lige pludselig, inden jeg overhovedet var startet? Jeg fandt en pisse fed uddannelse, primært rettet mod markedsføring og kommunikation. Jeg så mig selv som tekstforfatter, som sprogligt kreativ, psykologisk udspekuleret type. Og et øjeblik var det på skærmen foran mig, prioriteterne byttet om – den sikre, vante vej, der havde været i horisonten så længe, og så den nye, skide spændende, som jeg faktisk brændte meget mere for. 

Men jeg var en wuss. Så jeg valgte det nemmeste, det kendte. Og jeg havde egentlig en god mavefornemmelse med det da jeg gjorde det, det er snart det særeste.

For fra første dag på universitetet sad det i kroppen på mig at jeg havde valgt forkert. Den dag i dag fortryder jeg stadig at jeg ikke byttede om på de to prioriteter. Og det var så tæt på. SÅ tæt på at gå en vej, der tilbyder så meget mere fleksibilitet, udfordring og fritænkning til mig. 

I stedet er jeg nu nødsaget til at lave krumspring for at ende med noget lignende. Så jeg snupper en tilvalgsfag her. En kandidat dér. Eller måske endda en markedsføringsøkonom-uddannelse efter bacheloren i stedet for kandidaten. Jeg skal bruge tonsvis af tid på at sætte mig ind i meritter og pis og lort det næste års tid, for at se om det bliver det jeg er nødt til at gøre.

Der er selvfølgelig ingen garanti for at jeg ikke står med følelsen af fuck om to år igen og pludselig vil være cirkusdirektør i stedet for. Det har snart været det værste. Det er skræmmende for mig at man pludselig helt kan vende på en tallerken i forhold til hvad man vil. For for mig er det altså en pisse vigtig del af hvem man er. Men måske er det ikke meningen at ens identitet skal være statisk. Det er vel meningen at man skal vokse som menneske. Udvikle sig, og sådan noget skidt.

Man skal bare for helvede huske at følge med sig selv når man gør det. Og det har jeg lært af det her.