Årsdag

I går var det et år siden, det, der havde været min verden så længe, faldt sammen om ørerne på mig. I går markerede årsdagen for starten af det, der blev til mange måneder med ondt i hjertet. 

Jeg indrømmer gerne, at jeg græd i går. Stille tårer i bilen, mens jeg hørte Taylor Swift, på vej hjem fra en hyggelig weekend med min nuværende kæreste. Det var en mærkelig slags gråd, sådan én, man ikke helt kan forklare. Den slags hvor man sidder bagefter og tænker, “hey, hvorfor græder jeg?”. 

Ind til videre er min forklaring, at det må være en slags refeksionstårer. Når jeg tænker tilbage på hvordan jeg havde det sidste efterår, så kan jeg stadig godt få en klump i maven. Hold kæft, det var ikke sjovt. Og jeg er stadig hver dag mærket af det, der skete dengang. Jeg kan mærke det i min totalt irrationelle usikkerhed på Den Kvikke, der jo bare bunder i min angst for at blive forladt. 

Jeg har aldrig lyst til at have det sådan igen. Men jeg ved, at det får jeg sikkert. Hvis ikke fordi Den Kvikke får nok af mine usikkerheder en dag, så fordi et nært familiemedlem dør eller forsvinder. 

Det er en del af menneskelivet af føle sorg og smerte, det ved jeg godt, og det siger jeg også tit til venner, der har det svært. Men jeg mærker alligevel hver dag frygten for at blive tynget så meget igen.