Bare glem det

“Huset skal sælges,” siger min mor til mig i telefonen.

Det hus, jeg er vokset op i, forstås. Mit barndomshjem. Som har stået tomt i fire år, mens min mor boede sammen med sin ubehagelige kæreste. Det hus, min mor nu igen bor i, ikke bare med min lillebror og min søster, men også med min søsters to venner. Det mærkeligste hus i verden. Min mor bilder sig ind at de bor der på lige fod, hende og teenagepigerne. Tager sig en offerrolle i alting, og gør på den måde sit i forvejen patetiske liv endnu mere sørgeligt. Fortæller sig selv, at det da er sunde forhold at bo under.

Vi ved noget andet, mig og min søster. Og alle andre i hele verden. Og nu regner min mor altså med at jeg giver hende ret i at det er det mest forfærdelige verden, at deres Bofællesskab Fra Helvede skal opløses.

“Ej, mor, det lyder da godt! Det er jeg sikker på bliver godt for jer! Skal I så til at finde lejlighed nu? Dig og lillebror? Det bliver da så godt for jer at komme ud af den gamle ruin!” svarer jeg i et forsøg på at være positiv. Jeg synes virkelig det er godt. Jeg synes virkelig det er noget lort at min mor bilder sig selv ind at hun i en alder af fem og fyrre ikke kan finde ud af at bo alene. Psykisk ustabil eller ej, så er det ikke optimalt for en femogfyrreårig at bo i bofællesskab med en flok teenagepiger. Det er for mærkeligt.

Min mor bliver vred. Altid vred, når jeg prøver at sprede lidt optimisme. Men på den stille, ulmende måde.

…”Bare glem det mor”, ender jeg med at sige, som jeg så tit har gjort.

Man kan ikke være ærlig overfor min mor.

Jeg magter bare heller ikke at fylde hende med endnu flere illusioner end hun allerede fylder sig selv med. Og jeg er træt af at tale hende efter munden.