Bare glem det

“Huset skal sælges,” siger min mor til mig i telefonen.

Det hus, jeg er vokset op i, forstås. Mit barndomshjem. Som har stået tomt i fire år, mens min mor boede sammen med sin ubehagelige kæreste. Det hus, min mor nu igen bor i, ikke bare med min lillebror og min søster, men også med min søsters to venner. Det mærkeligste hus i verden. Min mor bilder sig ind at de bor der på lige fod, hende og teenagepigerne. Tager sig en offerrolle i alting, og gør på den måde sit i forvejen patetiske liv endnu mere sørgeligt. Fortæller sig selv, at det da er sunde forhold at bo under.

Vi ved noget andet, mig og min søster. Og alle andre i hele verden. Og nu regner min mor altså med at jeg giver hende ret i at det er det mest forfærdelige verden, at deres Bofællesskab Fra Helvede skal opløses.

“Ej, mor, det lyder da godt! Det er jeg sikker på bliver godt for jer! Skal I så til at finde lejlighed nu? Dig og lillebror? Det bliver da så godt for jer at komme ud af den gamle ruin!” svarer jeg i et forsøg på at være positiv. Jeg synes virkelig det er godt. Jeg synes virkelig det er noget lort at min mor bilder sig selv ind at hun i en alder af fem og fyrre ikke kan finde ud af at bo alene. Psykisk ustabil eller ej, så er det ikke optimalt for en femogfyrreårig at bo i bofællesskab med en flok teenagepiger. Det er for mærkeligt.

Min mor bliver vred. Altid vred, når jeg prøver at sprede lidt optimisme. Men på den stille, ulmende måde.

…”Bare glem det mor”, ender jeg med at sige, som jeg så tit har gjort.

Man kan ikke være ærlig overfor min mor.

Jeg magter bare heller ikke at fylde hende med endnu flere illusioner end hun allerede fylder sig selv med. Og jeg er træt af at tale hende efter munden.

Øjebliksbillede #3

Vi ligger i hans seng på en lørdag. Nøgne igen. Det er som om, vi egentlig altid er nøgne. Han siger noget sjovt, og smiler på den særlige måde han altid smiler på når han godt ved at jeg griner på grund af ham. I et anfald af fuldstændig sindssyge siger jeg, “årh, jeg får sådan lyst til at sige noget der er lidt tidligt at begynde på,” til ham, og da ordene kommer ud af min mund er jeg klar over at det er for sent at trække det tilbage. Jeg kan ikke bare sige “glem det”, og være mig selv bekendt – det er jeg for stolt til. Den Kvikke er afventende, men han smiler. På de få sekunder der går fra den første sætning til den næste kan jeg mærke mine kinder blive røde, og mit hjerte begynde at banke hårdt imod mine ribben. “Jeg elsker dig”, ender jeg med helt forsigtigt at hviske. Han siger det ikke tilbage, men reagerer så godt man nu kan i den situation: med et årh! og et langt, inderligt kys. Lidt efter ligger han med hovedet på mit bryst, han siger: “Jeg synes dit hjerte banker lidt hurtigt, hva’?” hvortil jeg, mærkende, om muligt, endnu mere farve stige til mine kinder, svarer: “Det er jo også pisse grænseoverskridende at sige sådan noget højt første gang”. Han kysser mig igen. Det er helt okay, at han ikke siger det tilbage. Jeg behøver ikke ord for at vide, han er glad for mig. Sådan har jeg aldrig haft det før.

Øv.

Jeg har været virkelig ulykkelig i dag.

Og det er så fjollet. For i går beviste jeg for mig selv, i form af topkarakterer i en eksamen jeg virkelig havde gruet for, at jeg fandme godt kan, selvom jeg ikke er sammen med ham. At jeg stadig er mig, selvom han ikke er en del af regnestykket. At jeg godt kan selv. At jeg ikke har brug for at han siger til mig inden en eksamen at jeg godt kan. Det har jeg fandme andre til. Det gav et boost. I går.

I dag er ganske anderledes, for i dag gik det op for mig at jeg bestemt ikke glæder mig til at se ham. Jeg har tænkt mig at gøre det alligevel, forstås, for jeg tror virkelig det vil give mig en pointer i forhold til hvor jeg står, og hvad der skal ske i fremtiden. I den forbindelse kom jeg til at tænke på, hvad jeg ville sige til ham, hvis jeg aldrig skulle have noget at gøre med ham igen. Og så græd jeg så meget at jeg blev nødt til at blive siddende i bilen og hulke længe efter jeg havde slukket motoren.

Jeg vil ham ikke på kærestemåden længere. Jeg har ikke længere øjeblikke hvor jeg smiler når jeg tænker på ham, eller på os, dengang jeg levede i illusionen om at han var så pisse dejlig. Men svigtet sidder så stærkt i mig, og det sætter gang i daddy-issues der går helt tilbage til før jeg fyldte ti – den slags issues der får en til at tænke, at man sgu ikke kan regne med andre end sig selv. Og dem havde jeg ellers brugt så lang tid på at undertrykke.

Nu gør det ondt at en jeg stolede så meget på, slet ikke var til at stole på. Og det gør mig vred, at jeg har brugt fire år på at elske én, der i virkeligheden ikke fandtes – og at Ekskæresten lod mig leve i illusionen.

Jeg tror, kærligheden er gået væk nu, den jeg snakkede så meget om for nogle uger siden. Jeg tror det – jeg ved det ikke, før jeg står overfor ham om et par uger.

Nu er det bare vreden og sorgen over tabet af den, der skal gå væk. Hurtigt, please.

Tilståelse

Jeg får det skidt, hvis jeg åbner Skype og Ekskæresten ikke er online. Uanset om jeg har tænkt mig at skrive til ham eller ej. Mit hjerte synker helt ned i maven når det lille grønne flueben ikke står foran hans nickname (som jeg fucking fandt på, og som han stadig bruger, og som rimer på mit. Fuckingfuckfuck. Dårligste idé ever).

Det føles godt og trygt, når jeg ved han er ved sin computer, piller lidt i sin navle og spiller et latterligt computerspil.

Kan slet ikke lide tanken om at han potentielt er ude i den rigtige verden, hvor han kan møde en pige, han kan være ærlig overfor og elske på en måde der ikke bare kan ses i hans øjne nu og da.

Bliv ved din computer, Ekskæreste. Jeg er ikke klar til at du render nogensteder.

(Som du nok har gættet, så er jeg sgu lidt nede for tiden. Det er også okay. Bare lidt noget lort. Men okay).

fredag for fanden

Jeg mødes med søde venner. Rare, fantastiske venner, som siger alle de rigtige ting og får mig til at grine højt og synge fjollet med på musikken i baren. Jeg snakker lidt for meget om mig selv, på deres opfordring, fordi de ikke har hørt hele historien om mit og Ekskærestens breakup. De er forargede over hans opførsel. Tilbyder at flække hans knæskaller. Jeg skifter mellem at forsvare ham og at lege med på deres hævn-lege. Hver gang snakken falder på Ekskæresten ser de ud som om de forventer jeg bryder sammen any minute now. Men det gør jeg ikke. Jeg hygger mig. Føler mig slet ikke så ensom sammen med dem som jeg gør med mange andre, selvom jeg godt kan mærke at jeg må koncentrere mig om at følge med i samtaler og at se interesseret ud når der tales, især når vi kommer længere ud på aftenen.

Jeg græder først i bussen på vej hjem. Da jeg græder i bussen forestiller jeg mig at der er en vildtfremmed der skal af ved samme stop som mig, der vil lægge mærke til mig og spørge mig hvad der er galt når vi står af. Det får mig til at føle mig mindre alene. Fantasien bliver dog aldrig til virkelighed. Alle passer sig selv da de tavst følges ned til blokkene og deles ud imellem de respektive bygninger. Det er okay. Jeg har heller ikke brug for det kram alligevel, bilder jeg mig selv ind.

Da jeg kommer ind i min lejlighed tænder jeg ikke lyset. Jeg sætter mig bare på sengen med jakke, hue og handsker på. Jeg giver atter efter for gråden. For ikke at skrive til ham, sender jeg en SMS til min lillesøster, hvilket jeg ellers aldrig gør. Hun siger jeg skal kaste med noget. At jeg nok skal få det godt igen. At hun godt forstår mig, at hun kender følelsen af ikke at kunne være i sin egen krop for alle de følelser den har, som man ikke vil kendes ved. Savner pludselig min lillesøster mere end min ekskæreste. Græder stadig.

Deterministisk hovedpine med et strejf af optimisme

Det meste af tiden er jeg god til det. Det der med at holde hovedet relativt højt, selvom jeg ligger på gulvet. Men der er tidspunkter, især har de været der den sidste uges tid, hvor jeg virkelig sætter spørgsmålstegn ved alting. Kan det virkelig passe, at mit liv er blevet sådan her? At jeg er blevet sådan her? At vi er endt sådan her? Selvom jeg godt kan fortælle hvad der skete og hvorfor det skete, så forstår jeg det stadig ikke. Jeg forstår ikke hvordan det kan gå til at ham, jeg følte mig allermest tryg ved, grinede allermest med og allerhest ville være sammen med pludselig er reduceret til en bunke minder der giver mig ondt i maven. Ikke alene giver det mig ondt i maven fordi det er så forfærdeligt trist, at det er slut, men også fordi jeg er bange.

Jeg har ikke indrømmet det for nogen før nu. Men det er jeg virkelig. Pisse bange for at være ked af det for evigt. At alt mit eget og Ekskærestens ‘Det skal nok gå’-snak virkelig bare er noget pis. At kærligheden aldrig går over, og at jeg sidder om ti år og stadig har følelsen af at det var ham, jeg skulle være blevet gammel med. Jeg er bange for at han bliver the one that got away. Jeg er bange for at jeg aldrig møder et menneske der kan få mig til at føle som han gjorde. Det lyder så åndssvagt at sige det højt, for selvfølgelig har man ikke kun én chance for at blive lykkelig. Og selvfølgelig kan man også være lykkelig alene hvis man skal. Alligevel nager tvivlen: Hvad nu, hvis jeg tager fejl? Hvis jeg i virkeligheden har givet slip på ham, jeg skulle være blevet gammel med og har fucket up i et eller andet derterministisk puslespil? Var det meningen, vi skulle være blevet sammen, var det meningen vi skulle have kæmpet?

Skulle jeg have sagt “nej for helvede, det er ikke i orden” da han foreslog muligheden for at stoppe? Jeg magter virkelig ikke den slags tanker. For der er ingen vej tilbage for mig nu. Skulle det være gået, skulle det være gået i september. Ind i mellem eksperimenterer jeg med at vende puslespillet om. Måske var det det helt rigtige. Et led i en større plan hvor jeg til som slutresultat er lykkeligere end nogensinde. Måske møder jeg i næste uge min næste store kærlighed. Og måske bliver han endda den sidste, så jeg slipper for at have det så skidt igen. Man kan jo håbe. Hvis nogen har et nummer på ham/hende med cheatsheetet og alle de store planer, så giv mig det endelig. Har en seriøs høne at plukke med vedkommende.

Image

Ugestatus

I løbet af de sidste syv dage har jeg…

..Knaldet med 1 stk Romantiker (og efterfølgende både fortrudt og ikke-fortrudt for til sidst at konkludere at jeg i det mindste gjorde en god gerning for hvilken der venter mig mange lyserøde dildoer i himlen).

..Grædt gennemsnitligt tre timer om dagen for at ende på en cirkatotal af 18 timer. Av for helvede.

..I den forbindelse brugt næsten en hel tube øjencreme.

..Grædt i bussen.

..Grædt på banegården.

..Grædt i opgangen imens jeg låste mig ind i min lejlighed. Tre gange. Har nu en nabo, der helt sikkert tror jeg er en omvandrende selvmordsrisiko.

..Gemt mig for naboen fra opgangen, fordi jeg ikke ville have han skulle se jeg græd for tredje gang på to dage.

..Hørt virkelig meget musik fra min ‘jeg savner’-playliste.

..Tvunget mig selv ud i frivillige sociale situationer intet mindre end fire gange. Selvom jeg foretrækker dynen frygter jeg at den vil kvæle mig og efterlade mig mere ødelagt end jeg behøver være.

..Startet lidt flere samtaler med Ekskæresten end jeg plejer, dog stadig med minimum to dages mellemrum.

..Drømt ufatteligt meget om Ekskæresten, både på den behagelige, og især på den ubehagelige måde.

..Været meget angrebet af usunde ‘hvis vi nu bare havde gjort noget anderledes’-tankemønstre der ingen steder får mig og intet ændrer alligevel.

..Formået at udnytte min pludselige nedtur og trang til at barrikadere mig i lejligheden til at skrive fem ud af otte sider på en eksamensopgave. Fremgangsmåde? Tud en time. Skriv en side. Tud en time. Skriv en side. I am not kidding you.

..Været stærk skulder for sød veninde, der ikke havde så meget brug for den som jeg havde.

..Sagt til en anden veninde, at det er helt okay at være ked af det, og at der ikke er en timelimit på hvornår sorg skal gå over. Gad godt selv kunne huske det råd bedre.

Efterskælv

Siden Romantikeren smuttede klokken 11 i formiddags har jeg basically hulkegrædt, kun afbrudt af et par timer med en sød veninde, som jeg også formåede at få til at handle 80% om mig og mine tanker ift. Ekskæresten, sex med Romantikeren og faktum, at jeg reagerer så stærkt i dag. På vej hjem i bilen brød jeg sammen igen Råbte, skreg endda, over hvor meget det hele er noget pis. Somme tider til en fiktionel Ekskæreste på passagersædet, somme tider til mig selv, somme tider til hele verden. Min hals gør cirka lige så ondt som mit hjerte nu. Det hjælper jo skide meget, ikke? Jeg er så træt af at savne. Det hænger mig så langt ud af halsen. Den jeg savner, findes jo ikke mere. Der går et menneske rundt tres kilometer væk med det samme ansigt, den samme duft, den samme stemme, men det er ikke ham, jeg savner. Det er alt han var engang. Eller måske bare alt, jeg troede han var. Den version jeg ind i mellem taler med nu er en helt anden. Ham, der engang var hele min verden er bare et navn blandt mange på en liste af kontaktpersoner, som jeg kan udveksle ligegyldigheder med. Som hvordan min nabo spillede klarinet tre timer i dag. Nogle dage bærer jeg det meget bedre, end jeg gør i dag, bestemt. De fleste dage synes jeg slet, slet ikke der er noget at vende tilbage til. Det er der måske heller ikke. Men i dag ved mit hjerte ikke det, mit hoved godt ved. I dag havde jeg for første gang i over en måned lyst til bare at sætte mig i bilen for at køre hjem til ham for at se ham dybt ind i øjnene og lede efter ham, jeg kendte engang. Finde ud af, hvor fanden han blev af. Ruske ham, der tit sagde ‘hold nu kæft hvor er du smuk’ til mig, frem, ham, der droppede koncerter med sine venner for at se mig. For hold kæft, hvor jeg savner ham.

Pityfuck

Nå, men jeg fandt ud af i går at Romantikerens sidste seksuelle oplevelse var vores første og sidste gang, dengang vi var kærester. Det kunne jeg ligesom ikke stå for, så det endte faktisk med at vi knaldede. Det er officielt: Jeg har nu været sammen med én post-Ekskæresten. Valget af fyr er fint nok tror jeg: Er tryg ved Romantikeren, og meget bevidst om at vi ikke skal være kærester, for jeg føler virkelig ikke det mindste for ham i den retning. Tænder ikke engang rigtig på ham. Det gik lige, fordi lyset var slukket. Og det var fint. Ikke meget mere end fint, men helt almindeligt ganske okay, og det var overraskende ikke-akavet i morges. Dog tager jeg alligevel hermed en beslutning om aldrig nogensinde at knalde med nogen, bare for at knalde med nogen igen. Det er meget sjovere at være sammen med én man er pisse vild med. Savner Ekskæresten og det vi kunne sammen med hver fiber i min krop lige nu.

Kære Aarhus Byråd: Brænd banegården og byg en ny, please?

Jeg er så forbandet træt af at jævnligt at være ked af det på den der måde hvor hjertet synker helt ned i maven. Jeg er træt af at jeg ikke kan smile til glade par der går foran banegården med hinanden i hånden, men i stedet kommer til at sende onde øjne og hviske grimme ord. Jeg er træt af, at jeg ikke kan færdes på selvsamme banegård uden at få tårer i øjnene, fordi vi er over det hele. Det er det eneste sted her i min egen by hvor sporene af os er så tydelige, at jeg kan se os. I ankomsthallen kan jeg se tusind goddag- og farvelkys, inklusive det allerførste. Jeg kan se os smile til hinanden i 7-Eleven. Jeg kan se os gå ud af de automatiske døre med hinanden i hånden.

Uanset hvor langt jeg kommer, uanset hvor god en dag har været, så får jeg altid lyst til at lægge mig i fosterstilling og se Grey’s Anatomy en uge i træk efter at have været på banegården. Det er til at brække sig over. For jeg kan jo ikke lægge mig i fosterstilling. Jeg har en opvask, der skal tages, en taske, der skal pakkes ud, og 3-4 timers undervisningsrelateret arbejde. Derudover burde jeg også læse til mit studie. Hvorfor kan verden ikke bare lige stoppe og vente på de dage, hvor jeg ikke magter at den fortsætter uden os?