Forsinket

Hele to slags forsinket. Here goes:
Forsinket var jeg til træning i dag. Hele 10 minutter. Aber warum?! tænker du! Jo, jo, det gør du altså! Og ja. Fandme fordi jeg bakkede op i en parkeret bil og måtte bruge ti minutter på febrilsk at finde et stykke papir og en kuglepen helt oppe i min venindes lejlighed på fjerde sal. Er dælme glad for at min egen er solid – og at jeg i øvrigt ramte med anhængertrækket. Der er kun ansvarsforsikring på min bette skrotbunke, så havde den været i stykker var det nok byebye til den.

Forsinket nummer to? Forsinket reaktion. På to ting. Først og fremmest skaden på den flotte grå bil, og det ydmygende telefonopkald jeg måtte lave til min (fucking søde og overbærende) far. Men så i den grad også en forsinket reaktion på mødet med Ekskæresten den anden dag. Brudstykker af samtaler kører rundt i mit hoved, og har gjort det siden jeg kørte hjemmefra ham. Min krop ved godt, den har indhentet mit hoved nu, og forstår det helt ægte er slut, og at der aldrig bliver noget mellem os igen. Den kæmper imod med alt hvad den kan, for ikke at skulle give slip på dét, den har kendt så længe. Det er bare så meget på tide at jeg giver slip nu. Tårerne jeg har grædt i dag føles endnu engang som afskedstårer mest af alt, og det giver en mærkelig rolig, lettet følelse at græde dem (bagefter altså – imens er det jo bare standard hulkegråd, som yours truly er alt for kendt for). Ekskæresten og jeg fik det sammen, vi kunne, før vi mødte vores udløbsdato. I onsdags løb jeg tør for alle grunde til at vi skulle kunne have en fremtid sammen, af den simple grund at vores planer for fremtiden, og vores syn på hvad der er et godt liv, er fuldstændig uforenelige. Før i tiden elskede jeg ham for hans eventyrlyst og rodløshed, og det gør jeg på sin vis stadigvæk – jeg ved bare, at jeg ikke skal stå på sidelinjen mens han udlever den. Og at det er okay, jeg har det sådan.Det betyder ikke, at der er noget galt med mig. At jeg gerne vil have et stabilt, rutinepræget liv, betyder ikke, at jeg er mærkelig. Det betyder bare, at jeg ikke skal være sammen med en som ham. Jeg er så lettet over, at jeg ikke længere skal lade som om at jeg kan indstille mig på at være sammen med en, der med korte mellemrum er væk et halvt år af gangen – eller på at jeg skal vente med at få børn til jeg bliver fyrre, fordi han skal være færdig med dét liv først. Der er ingen grund til krampagtigt at holde fast i noget, der ultimativt vil komme til at gøre os begge bundulykkelige, fordi der ikke er plads til de mennesker, vi i virkeligheden er, når vi er sammen. Forhold er fandme tough work, især når man er sammen i lang tid – og der er ingen grund til at slæbe et tungt læs, hvis man får skader af det. Det vidste han længe før jeg gjorde. Men jeg tror, jeg har forstået det nu. Sådan rigtig, midt i hjertet-forstået det. Jeg tror også endelig på at det virkelig var ligeså meget af hensyn til mig, som til ham selv, at han tog initiativ til at give slip. Han vidste jo godt, jeg ikke var glad sammen med ham mere i andet end bittesmå glimt. Han ville ikke byde mig at vente mere på én, der sgu nok ikke blev færdig med sig selv før om meget lang tid. Jeg tror på hans dårlige samvittighed nu, og jeg tror på at det aldrig var hans mening at skabe en kyniker med sine handlinger.

Jeg tror endelig, paradoksalt nok, på, at vores brud er det bedste, der er sket for mig siden vi fandt sammen.

Det er mange nye perspektiver at vænne sig til. Det tager måske lige lidt tid. Og uanset hvor okay jeg bliver, vil der helt sikkert altid være en del af mig der er markeret med Ekskærestens navn, fordi han har sat en dyb signatur i mit liv, og den jeg er i dag. Men ved I hvad? Det er faktisk okay. For han er slet ikke et dårligt menneske, som jeg godt ved, jeg nogengange har fået ham til at virke som – men når man er vred og ked af det, så er det de dårlige sider man fokuserer på. Han er én, der har givet mig masser af glæde, og fået mig til at grine mere end tusind gange. Én der har været der for mig når jeg har haft det svært – holdt om mig når jeg har grædt, kysset mit når jeg var vred. Det vil jeg altid elske ham for.
Jeg tror snart, jeg når et punkt, hvor der ikke er flere tårer at græde over Ekskæresten. Et punkt hvor jeg bliver nødt til at finde et nyt blog-navn til ham, fordi jeg skal vænne mig til at tænke på ham som noget andet end én der slap væk. Et punkt, hvor bloggen begynder at blive fyldt med historier om sjove dates, byture og snak om de fede og knapt så fede sider ved at være alene. Det er en mærkelig følelse. Jeg ved ikke, om jeg kan lide den. Men jeg tror, den er rigtig sund. Og jeg tror, det betyder at lyset er på vej tilbage.

Det går sgu nok alt sammen, tror jeg

Jeg blev glad af at læse mit triste indlæg fra den 7. januar. For jeg har faktisk haft nogle gode dage. Ikke bare ‘jeg græder ikke i dag’-dage, men dage hvor jeg faktisk har kunnet mærke hvor okay jeg har været helt inde i hjertehulen. Jeg snakkede med nogle piger til træning i dag om ham, uden at være sørgelig omkring det, og følte ikke jeg løj da jeg sagde, det gik meget bedre nu – eller at jeg mest var modig da jeg sagde at vi nok bare havde ramt en mur og ikke kunne komme videre. Det føltes ægte. Der er noget indeni mig der er ved at falde på plads, en eller anden form for accept måske.

..Og så er jeg begyndt at kunne se fordelene i at være alene, uden at skulle tvinge det frem. Det hjælper måske også meget. Jeg begynder ægte at tro på det der med at det er tusind gange bedre at være alene, end det er at være i et forhold, man ikke er tilfreds med. Jeg volder sgu ikke mig selv så mange kvaler som Ekskæresten voldte mig i sin tid, og jeg kommer sgu ikke til at gøre mig selv så ked af det, som han gjorde mig.

Har i øvrigt haft virkelig konstruktive samtaler med Ekskæresten på det sidste. Han skrev for et par dage siden at han kedede sig, og at han var træt af at han ikke kunne få lov at lave det, han gerne ville. Jeg greb chancen og sagde til ham, at han måtte ikke lade en gammel drøm ødelægge sit liv, men i stedet finde en ny (note til selv: Husk dine egne gode råd!). Han svarede ikke, og da jeg senere konfronterede ham med det, sagde han at det var fordi jeg havde givet ham noget at tænke over – og at jeg jo for fanden havde ret. Var sådan cirka 120% på røven over at have haft så åben samtale med ham, og at han oven i købet selv krøb til korset og indrømmede at han ikke trivedes, i stedet for at fyre en ligegyldig floskel af når jeg spurgte. Ved ikke rigtig, hvad der sker med ham, men jeg tror måske, det er noget sundt. Jeg er begyndt ægte at tro på at vi kan finde ud af at være venner. IM-samtaler glider nemmere, og det gør på ingen måde ondt at snakke med ham. Ikke at kontakt til ham nogensinde har været problematisk – på det værste tidspunkt føltes det bare lidt meningsløst. Sådan lidt, hvad kan jeg egentlig bruge dig til? Men Ekskæresten overrasker disse dage. Viser interesse. Deler ting. På en meget, meget venskabelig måde, selvfølgelig. Håber for guds skyld ikke, han laver et eller andet form for move, når vi ses. Så bliver jeg vred, og virkelig ked af det, tror jeg. Det er vel også ok, right?

 

Radiostilhed: Afbrudt

Kan I huske den film, Ekskæresten og jeg lovede hinanden at se sammen? Løftet gav vi hinanden da vi endnu ikke vidste om vi ville blive sammen eller ej.

Ekskæresten og jeg har som bekendt skrevet sammen nogle gange siden jeg brød radiostilheden for en måneds tid siden. Mønstret er at der går nogle dage imellem hver gang. Jeg starter en samtale med at fortælle om noget nice jeg har gjort til træning eller på mit arbejde, og han holder den kørende i tusind år ved at spørge interesseret ind til ting, jeg godt ved han måske ikke er så skide interesseret i. Jeg bad ham som bekendt om at vise mig, han faktisk ville mig, hvis vi skulle være venner, fordi jeg ikke ville finde mig i at være tovholder i et venskab han ikke gad. Jeg tror hans voldsomt interessevisende adfærd er et forsøg på virkelig at vise, at han bestemt ikke er ligeglad. Det er rart nok, har jeg tænkt om det nogle gange, men det at det er mig, der tager kontakt, har tit fået mig til at overveje om han gør det af dårlig samvittighed og hensyn til mig i højere grad end sit eget behov for at have mig i sit liv.

Nå, men i går skrev han altså til mig, out of nowhere, for at informere mig om at han altså havde fået fat i filmen nu. Om jeg havde set den uden ham, eller om vi stadig skulle se den sammen? Jeg var vildt overrasket, fordi jeg havde troet det var mig der skulle holde ham op på den film. Jeg sagde til ham at det må blive i januar, når jeg er færdig med mine eksamener, og lovede ham at komme med nogle datoer når vi kommer tættere på.

Der er lang tid til januar, siger jeg til mig selv. Jeg er glad for det, kan jeg mærke. Både for udsigten til at ses, men også for at det ikke er i overmorgen eller på fredag. Overraskende nok glæder jeg mig ikke til at se ham, på samme måde, som jeg troede jeg ville. Det er ikke noget jeg ser frem til med en lille glad sommerfugl i maven. Jeg tror bestemt heller ikke det skal tages som et tegn på at han pludselig savner mig vildt meget og at han vil til at sige vi skal være sammen igen (selvom det kunne være lidt fedt at sige “d’øh, hvad tror du selv smarte?”, må jeg indrømme).

Jeg tror bare virkelig han reelt stadig har en plads til mig i sit liv, som han gerne vil have jeg optager. Én, jeg ikke skal kæmpe, for at få lov at have, men en, han faktisk frivilligt vil give mig. Det gør mig glad, for jeg har jo også en plads til ham i mit liv, om end den er meget mindre end den der var til ham før.

Så jo. Den nutidige udgave af os går det faktisk godt med ind til videre. Nu mangler jeg bare at få sluttet fred med fortiden også.

“Hallo?”

Mit hjerte banker hårdt da jeg finder hans navn i min telefon og trykker på det. Jeg sidder et langt minut og kigger på hans kontaktoplysninger – skal/skal ikke, spørger jeg mig selv for tiende gang i dag, men jeg har allerede taget beslutningen. Jeg ringer op. Det virker som evigheder før han tager telefonen, men da han gør er det med det velkendte, spørgende “hallo?” han altid bruger, som er han i tvivl om det er mig, eller en ivrig telefonsælger. Jeg rømmer mig, tvinger stemmen i gang. “Hej du. Hvordan har du det?” Han fortæller mig at han stadig ikke laver noget. Fortæller at hans mor har sladret om mit frisureskift – hun har jo facebook, forstås, i modsætning til ham. Jeg siger, jeg havde ondt i maven inden jeg ringede til ham, og han svarer, at det var der da ingen grund til. Vi snakker frem og tilbage – han fortæller om sin bedste vens far der midt i fyrrerne pludselig har fået en hjerneblødning. Åh, hvor forfærdeligt, siger vi. Åh, hvor forfærdeligt. Jeg fortæller ham at jeg har prøvet at være til undervisning med tømmermænd, og at mine egne jobs som underviser går strygende.

Jeg tager mig sammen, da vi har talt om trivialiteter et stykke tid. Fortæller ham, at grunden til at jeg havde så ondt i maven, var at jeg ville sige noget til ham – noget, der kunne komme til at lyde lidt hårdt, eller strengt, eller voldsomt, måske. Han beder mig om at sige hvad det er, og jeg får endelig sat ord på dét, der har fyldt i mit hoved siden jeg begyndte at tænke på at kontakte ham igen: Jeg gider ikke være den der trækker læsset i forhold til vores venskab. Jeg gider ikke være den der sørger for vi får talt sammen, eller set hinanden. Han får, hvad han giver, og ikke noget ud over det, for jeg er færdig med at give ham mere end jeg får. Først misforstår han mig. Tror, jeg hentyder til at han ikke har kontaktet mig i radiostilhedsperioden, går i defensiven og siger ‘jamen du bad mig jo..’. Jeg afbryder ham, forklarer hvad jeg i virkeligheden mener, og så fatter han det endelig. Siger, han udmærket forstår, og ikke havde forventet andet.

Jeg får fortalt ham, at jeg har savnet ham rigtig meget. Han siger, han også har savnet mig. Jeg kan mærke en klump i halsen og tårer stige op i øjnene da jeg tilføjer: “Men jeg savner efterhånden dig mere end jeg savner os, hvis du forstår”. Det gør han.

Jeg bliver ikke rørt fordi jeg er ked af det, men fordi jeg kan mærke, jeg taler sandt.
Vandet i mine øjne flyder aldrig over, klumpen i min hals lader sig synke.

Vi taler videre et par minutter mere, før jeg lægger på.

tumblr_lvc6ctErOP1qzjp5co1_500

Hovedeksposioner

Jeg sumper lidt rundt igen. Er nyligt kommet hjem fra en weekend hos de gamle, lytter til min “Av mit hjerte”-playliste på Spotify (it’s a real thing – jeg har dén, og en “Tag dig nu sammen og vær glad!”-playliste. Man er vel desperat), og prøver at få styr på den lejlighed jeg efterlod i en tilstand der lidt minder om Hiroshima efter atombomben (too soon?). Den her uge har været virkelig hård. De to skridt tilbage, og alt det dér pjat. Jeg har gjort hvad jeg kunne for at holde mig travl, men hver gang jeg sætter mig ned og trækker vejret gør det ondt helt ude i fingerspidserne.

Forvirring har ramt mig: Savner jeg efterhånden egentlig at have ham som min kæreste, eller savner jeg bare ham, hans væsen og hans måde at være på? Sidstnævnte er jo stadig tilgængeligt for mig. Han er der stadig. Jeg kan jo bare ta’ fat i ham og sige at jeg er klar til at snakke igen. Men så tænker jeg, savner jeg måske endda bare den jeg er i hans selskab? Den jeg var, dengang jeg var sikker på ham? …Sikker på mig, måske? Jeg aner det virkelig ikke. Jeg ved ikke om det er meningen, jeg skal finde et svar, men jeg kan mærke at tiden begynder at presse mig. Tik. Tak. Tik. Tak. Find ud af hvad du vil. Med hvert slag glider han længere væk, bliver sværere at nå, lærer at jeg ikke er nødvendig i hans liv, ligesom jeg jo dybest set godt ved at han på ingen måde ikke er uundværlig i mit – jeg vil bare så gerne ha’ ham i det alligevel. Men hvorfor vil jeg det? Hvad er det jeg vil ha’ fra ham? Har han overhovedet mere at gi’ mig? Det siger han jo at han har, men kan jeg bruge hans ord til noget? Har han ikke netop vist at han kan sige ét, og føle og gøre noget helt andet? Mit hoved snurrer. Måske burde jeg i virkeligheden bare ringe til ham og vende den med ham. Han kan jo bare sige det, hvis han ikke gider. ‘Det er jo ikke fordi jeg på nogen måde har tænkt mig at skære dig ud af mit liv,’ sagde han jo. Men er det bare noget han sagde for at gøre mig tilfreds, ligesom det sidste ‘jeg elsker dig’, hvor han knaptnok kunne se mig i øjnene?

Billede

En tanke, der slog mig i dag:

 

Shit, hvis han nogensinde fandt den her blog, ville han dø af grin.

Han ville dø af grin, fordi han ville synes det var latterligt. Så uendeligt latterligt at gøre noget så småt til noget så stort og forfærdeligt.

Bagefter ville han nok blive irriteret. “Det er jo ikke vigtigt,” ville han tænke. “Hvem læser det her lort?” ville han tænke. “Hvorfor skriver hun sådan noget?” ville han tænke. “Hvorfor kan hun ikke bare sige nogen af alle tingene til mig i stedet for til resten af verden?” ville han nok også tænke.

Men jeg tror også han ville blive ked af det. Rigtig ked af det.
“Betød jeg så meget?” ville han tænke. “Var jeg virkelig så vigtig for hende som hun sagde jeg var?”

Da det sluttede og han trøstede mig sagde han et par gange: “Husk at det, der bliver værst for dig, er dét at noget ændrer sig i dit liv”. Jeg tror aldrig det gik op for ham at han var meget mere end en gammel vane.

Jeg græd i lang tid i går. Skrev et slags brev, der aldrig bliver sendt. Accepterede, at selvom jeg ikke er utrøstelig hver dag, og så småt er begyndt på at leve dét liv der nu ikke længere involverer ham, så er det kun de alleryderste lag der er helet. Det gør stadig ondt helt inde i knoglerne når jeg vågner efter at have drømt drømme, hvor vi stadig er sammen, og når jeg ikke kan sove forestiller jeg mig stadig at det ikke er min anden dyne der ligger bag mig, men ham, og at han holder om mig og siger at alt er ok. Men samtidig er jeg begyndt at afsky ham og alt hvad han har budt mig, og at tvivle på om jeg overhovedet magter Projekt Just Friends når de inderste lag også er helede. Jeg frygter at han ville være lige så håbløs som ven, som han var som kæreste. Jeg har ikke brug for en ven der er utaknemmelig, lyver, og forøvrigt hellere vil spille computer end snakke med mig – og jeg vil jo nok ikke kunne tænke at sexen i det mindste er fantastisk, som jeg altid trøstede mig selv med da vi var kærester. Næh, så er der rarere og mere givende ting jeg kan bruge min dyrebare tid på. (Mind mig om at lave en alvorlig forventningsafstemning når radiostilheden afbrydes).