første etape

Det er over en måned siden det hele startede med at vælte nu.

En måned siden jeg var så dum at presse lidt mere på med at flytte sammen end jeg har gjort før. Fordi jeg tænkte: “heck, fire år – hvor længe skal vi vente endnu?”. Fordi jeg var træt af bare at være weekendkærester med ham, jeg kunne se mig selv blive gammel med. Fordi intet holdt ham i hans hjemby mere. Han skulle alligevel starte forfra på noget. Hvorfor ikke med mig?

Vi var lige kommet hjem fra en tur ned i gågaden.

“Jeg er bare slet ikke klar til at flytte sammen med nogen,” sagde han. Hvis vi bare kunne have talt om det som to voksne mennesker, hvis han ikke bare havde lydt så irriteret over at jeg overhovedet havde den frækhed at foreslå det. Jeg havde ikke lyst til at vise ham hvor ked af det han gjorde mig, så jeg vendte ryggen til. “Nu er du sur, eller hvad?” spurgte han. Selvfølgelig. Mænd, ikke? Jeg rystede på hovedet. Lagde mig over i sengen ved siden af ham. Prøvede at forklare ham at jeg nogle gange følte at vi ikke kom nogen steder. At det var hårdt, for jeg ville gerne rigtig mange steder. Han var stille i lang tid.

Jeg brød mig bestemt ikke om det svar, han endelig kom frem til. “Har du tænkt på at vi måske fandt hinanden for tidligt? Jeg mener, vi passer jo fint sammen. Jeg kan rigtig godt li’ dig. Vi er gode sammen. Men ..” Det sidste ord hang i luften i lang tid. I retrospekt går det op for mig, at han brugte små ord. Vi passer fint sammen. Jeg kan rigtig godt li’ dig. Wauw. Bragende følelsesorkester. Han startede på en helt anden sætning: “Det er jo bare sådan.. der er ingen af os der har fået løbet hornene af sig. Jeg ved ikke om det er noget du har brug for, og jeg ved heller ikke om jeg har, men..”

Vi snakkede om det dér, når man taler med én, der kunne have været interessant hvis vi ikke havde haft hinanden – hvordan man kan tænke ‘hvad nu hvis..’ og blive helt svimmel af tanken om alle de muligheder man måske giver afkald på. Ingen af os lagde skjul på at det var sket. Jeg sagde at det ikke hæmmede mig. At det ikke var noget jeg tænkte videre over. For alle har det sådan. Alle der har været sammen med nogen i lang tid kommer til at overveje om det er det rigtige. Uanset hvor glad man er for sin kæreste.

Han sagde at han ind i mellem tænkte at jeg måske skulle lade være med at gå og vente på ham hele tiden. Finde en anden, der var mere klar til alle de ting, han ikke var klar til. Jeg rystede på hovedet. Græd. Sagde til ham at det for satan ikke var lige meget for mig hvem jeg endte sammen med. Jeg ville jo ikke bare have nogen. Jeg ville have ham. “Du skal bare vide, at du er nok for mig,” fortalte jeg ham, inden jeg kyssede ham. “Jeg behøver vitterligt intet andet end dig”. Og han kyssede mig tilbage. Og alt var godt igen. Indtil dagen efter hvor jeg fik tid til at tænke over, hvad det var, han havde sagt. Indtil jeg begyndte at få følelsen af, at jeg havde tacklet ham i et forsøg på at gå fra mig, helt uden at registrere at det var det, jeg gjorde.

Jeg føler mig så dum.

Billede