Øjebliksbillede #4

Den Kvikke og jeg går tur hånd i hånd. Vi kigger på folks huse, og på deres haver. Mellem os flyder sætninger som: “Ej, hvis vi nogensinde skal have fliser skal der godt nok sprøjtes bedre efter ukrudt end dem der”, “Ej, det ser da mærkeligt ud med skodder på huset? Ej, de kan ikke engang lukkes! De sidder bare klistret på!” og “Jo, selvfølgelig skal vi da have en græsplæne!”. (Alt der inkluderer ivrige ‘ej!’-udbrud er naturligvis mig). Det er så tydeligt at vi begge opererer efter konceptet: Hvorfor være kærester, hvis man ikke kan se det fem år ude i fremtiden? Og endnu mere tydeligt er det, at vi begge sagtens kan se det. Det er rart og trygt, for Den Kvikke er typen man deler sit liv med – ikke én der helst vil leve parallelt. Jeg kan godt mærke, at jeg har svært ved at vænne mig til det – og jeg er endnu engang fascineret over hvor hurtigt vi er kommet til et sted, hvor vi rent faktisk kigger på folks hjem og diskuterer visioner om vores eget (måske?) fremtidige. Haps. 

Doin’ the nasty / Vel også en slags milesten

Den Kvikke var jomfru før han mødte mig. Det er vel selvsagt, at jeg hurtigt fik gjort noget ved det, men ikke desto mindre har de sidste snart to måneder med ham været brugt på det jeg vil karakterisere som decideret sød sex. På begge-modtager-oralsex-cirka-lige-lang-tid-og-kommer-derefter-samtidig(-oftest-i-missionærstilling)-måden. Efter flere år med sex på hulemands-hiv-i-håret-fingre-i-munden-smæk-i-røven-niveau er det uden tvivl lækkert at det ikke skal handle om hvor avanceret det er, men at fokus i stedet er på hvor rart det er at være tæt på hinanden. Jeg får lidt bræk i munden, men der er ingen tvivl om at dét, jeg laver med Den Kvikke kan karakteriseres som at elske (ad for satan, lad som om jeg ALDRIG har sagt det!) og ikke bare er knepperi. Ind i mellem er jeg i tvivl om, hvor jeg stopper og han begynder; om det er ham der sitrer over hele kroppen, eller om det er mig. Jep. Det er uden tvivl lækkert. Og lidt kvalmefremkaldende på samme tid. Men hey: I like it. Kvali-sex, uden tvivl.

…Men det var også ret lækkert da han i går, efter hele otte(!) dages adskillelse (som altså slår vores rekord i at være væk fra hinanden med hele fem(!) dage) tog mig hårdt bagfra i runde to. Hvem havde vist man kunne det i skeen? Det havde jeg satme ikke. Min indre hulekvinde klapper under alle omstændigheder i sine små fede hænder over at manden så småt begynder at turde lidt mere. Sød fyr, jo.

Om at glo

Den Kvikke sidder og laver skolearbejde to meter fra mig. Han sidder ved spisebordet, jeg i sofaen, og han bemærker ikke at jeg sidder og ser på ham, og har gjort det stort set hele den time vi har siddet sådan her. 

Hans ører stritter lidt ud til siderne. Ikke sådan ægte flyveører, men godt på vej derhenad. Håret i hans pande sidder mærkeligt fordi voksen på dette tidspunkt på aftenen begynder at give op for det massive koslik han har i pandehåret. Det ene øjenbryn er en smule kraftigere, lidt mere kurvet på midten end det andet, så ser man godt efter ser det altid ud som om han jokende har det løftet. Kæben er skarpt skåret og står i stærk kontrast til det ellers drengede ansigt med den lille næse og de markerede kindben. Hans mundvige kurver blidt opad, som om et smil altid er ved at finde vej til hans læber.

Jeg føler ikke jeg har lavet meget andet siden sidst i februar end at sidde og glo på ham.

Og jeg har stadig ikke nået et punkt hvor jeg har set mig mæt, hvor jeg efterhånden tænker “jeg ved sgu da for helvede godt hvordan han ser ud”. 

Ind til videre glor jeg bare. Og smiler, hver gang jeg opdager noget nyt. Og så kaster jeg lidt indvendigt op over mig selv indvendigt over hvor klistret det er.

Øjebliksbillede #3

Vi ligger i hans seng på en lørdag. Nøgne igen. Det er som om, vi egentlig altid er nøgne. Han siger noget sjovt, og smiler på den særlige måde han altid smiler på når han godt ved at jeg griner på grund af ham. I et anfald af fuldstændig sindssyge siger jeg, “årh, jeg får sådan lyst til at sige noget der er lidt tidligt at begynde på,” til ham, og da ordene kommer ud af min mund er jeg klar over at det er for sent at trække det tilbage. Jeg kan ikke bare sige “glem det”, og være mig selv bekendt – det er jeg for stolt til. Den Kvikke er afventende, men han smiler. På de få sekunder der går fra den første sætning til den næste kan jeg mærke mine kinder blive røde, og mit hjerte begynde at banke hårdt imod mine ribben. “Jeg elsker dig”, ender jeg med helt forsigtigt at hviske. Han siger det ikke tilbage, men reagerer så godt man nu kan i den situation: med et årh! og et langt, inderligt kys. Lidt efter ligger han med hovedet på mit bryst, han siger: “Jeg synes dit hjerte banker lidt hurtigt, hva’?” hvortil jeg, mærkende, om muligt, endnu mere farve stige til mine kinder, svarer: “Det er jo også pisse grænseoverskridende at sige sådan noget højt første gang”. Han kysser mig igen. Det er helt okay, at han ikke siger det tilbage. Jeg behøver ikke ord for at vide, han er glad for mig. Sådan har jeg aldrig haft det før.

Øjebliksbillede #2

Det er aften, og vi er nøgne. Vi ligger under min dyne: Jeg på ryggen, og han på siden med en arm ind over mig. Han aer mig på skulderen. Vi skiftevis snakker, kysser og lukker øjnene et par øjeblikke. Vi er trætte. Det har været en lang dag. Men om lidt skal han hjem, og han skal have en fælles veninde med. Hun burde ankomme om lidt. Vi bliver ved med at udskyde at stå op. Fordi det i bund og grund er rart at ligge tæt uden tøj på, og fordi det vi i virkeligheden gerne begge vil er at falde i søvn sammen. Det er som om en boble dannes om os, der lukker resten af verden ude de sidste par minutter før han skal køre. 

Det ender naturligvis med at veninden pludselig skriver at hun altså er nede foran min opgangsdør nu. Vi flyver op, og febrilsk leder vi efter undertøjet, det er blevet væk. “Shit hvor er det typisk,” siger jeg. Vi griner. 

Fra 1 til 100 på 1094 ord: At sætte af fra bunden og finde lyset

Det er indlæg nummer 100, det her. Fuck, mand. 100 indlæg over 6 måneder betyder at jeg gennemsnitligt har fyret 16 indlæg af i måneden om, hvor lidt jeg egentlig aner hvad jeg render rundt og laver. Det er nærliggende at tage et kig i arkiverne.

Mit allerførste indlæg var vel nærmest dramatisk. Jeg var knust den 30. september, og hele mit verden stod i brand.

I oktober spøgte Ekskæresten. Han var overalt hvor jeg færdedes. Når jeg spillede EGO med min familie. Hver gang jeg kørte bil. Og især i mine drømme. På gode dage havde jeg altid en følelse af, at jeg ikke kunne nyde at være glad, følelsen af at holde vejret under vand. Det ledte til at jeg brød kontakt med ham den 7. oktober. Radiostilheden brød jeg præcis en måned efter.

I november begyndte jeg at søge tilbage til virkeligheden. Jeg festede mere, end jeg havde gjort i rigtig lang tid Min yndling i serien af fest-indlæg er det fra en firmajulefrokost, hvor jeg blev udsat for det vildeste fedtpikkeri. Jeg knaldede sågar med min første kæreste, Romantikeren. Omend det var et lidt dumt move set i retrospekt, satte det en masse tanker igang, som jeg manglede at tænke. Jeg tudede i Bilka, helt ligesom i oktober – men i denne omgang sluttede jeg gråden af med at give mig selv et kæmpe stort skulderklap. Jeg valgte at være stolt af mig selv for at komme ud af sengen hver morgen, i stedet for at banke mig selv i hovedet med at jeg stadig var ked af det. Jeg havde en overfladisk flirt med S (tryk dig til arkiv af indlæg tagget med S), som mest af alt var et desperat forsøg på at føle nogens interesse. S og jeg sås tre gange, vi kyssede aldrig, og al kommunikation ophørte efter tredje gang vi sås uden nogen action. Direkte fra vennezonen til ikke-vennezonen. S var dog ikke et dårligt move for mig, synes jeg. Han fik mig sgu til at grine og gav mig noget ret uskyldig fysisk nærhed uden forventninger om mere, på et tidspunkt hvor jeg virkelig manglede det. Selvom der skete rigtig meget i november, havde jeg det stadig gennemgående skidt. Jeg savnede Ekskæresten som bare pokker, og jeg begyndte også at kunne mærke, at jeg var vred på ham.

Starten af december var hård for mig. I eftermælet af at have været sammen med Romantikeren havde jeg en vildt hård uge, hvor mange tanker om Ekskæresten fyldte forfærdeligt meget. I december skrev jeg: ‘Jeg har ikke indrømmet det for nogen før nu. […] (men jeg er virkelig) pissebange for at være ked af det for evigt. At alt mit eget og Ekskærestens ‘Det skal nok gå’-snak virkelig bare er noget pis. At kærligheden aldrig går over, og at jeg sidder om ti år og stadig har følelsen af at det var ham, jeg skulle være blevet gammel med. Jeg er bange for at han bliver the one that got away.’ Da der var gået tre måneder siden vi gik fra hinanden, begyndte jeg at tænke på at ses med ham. For at tale. Pludselig tog han initiativ til at ses. Det var rart.
Der var meget fremgang i december, selvom den startede godt. Jeg lavede en liste over rare ting ved at være single og jeg begyndte at spekulere på hvad verden og kærligheden ville byde mig i fremtiden. Noget sagde klik i mig, og kærligheden til det der var, begyndte at falme.

Januar startede i tårer, fordi jeg kom til at skrive til Ekskæresten fuld til nytår. Jeg var også stadig ramt af vrede, og ærgerlighed over at det endte som det gjorde. Og så havde jeg tusind tanker om hvorvidt vi burde være venner, om jeg magtede at ses med ham og om jeg i det hele taget stadig ønskede ham i mit liv. Men jeg downloadede også Tinder, havde en date (fandme!). Og så mødtes jeg endelig med ham. Og de ter det bedste jeg nogensinde gjorde for mig selv. Sidst i januar gav jeg endelig slip.

Det gav plads til at jeg i februar med åbent hjerte kunne møde Den Kvikke, som jeg lynhurtigt faldt for. Der ligger kun to indlæg på bloggen fra hele februar, og det skyldes at jeg brugte de første tre uger af måneden på konstant at skrive med ham, på den helt klistrede og klamme måde, og den sidste uge nærmest boede sammen med ham. I den forbindelse fik jeg ham endelig til at kysse mig, og så gik det stærkt derefter.

Her i marts er vi blevet kærester. Et par timer før vi satte ord på, hvad vi lavede, skrev jeg dette indlæg. Jeg skrev: ‘Måske er det fordi jeg i virkeligheden har glemt, hvordan det føles at være glad for nogen, uden at det fra starten er krydret med undertoner af usikkerhed. Måske har jeg glemt, at det også kan være nemt og ukompliceret og afslappet.’

Selvom det går pisse godt nu, selvom jeg er så tæt på lykkelig, jeg kan huske at have været i lang tid, så kan jeg mærke at Ekskæresten har gjort noget ved mig, i forhold til at tage folks ærlighed for givet. Måske spiller han også ind i forhold til min nyerhvervede frygt for at turde tale højt om mine følelser, uden forbehold. Men han har bestemt ikke ødelagt mig. Og han er bestemt ikke ‘the one that got away’. Allerede efter så kort tid giver Den Kvikke og mig allerede så meget mere mening end Ekskæresten og jeg nogensinde gjorde. Min tid var ikke spildt på Ekskæresten – det var godt, så længe det var godt, og jeg vidste jo ikke, at der fandtes bedre. Og jeg er så glad for, at jeg gav mig selv lov til at være ked af det, så længe jeg havde brug for det. Jeg har sgu ikke undertrykt noget, eller ydet (særlig meget) selvcensur. Når jeg læser bloggens seks måneders indlæg igennem, bliver jeg så pisse stolt af mig selv. Ikke fordi jeg formåede at give slip på Ekskæresten for det var sgu nok kommet med tiden helt naturligt, men fordi jeg aldrig gav op. Fordi jeg ikke lukkede mig inde mere end en dag af gangen. Fordi jeg igennem det meste af processen godt kunne se, at jeg var sej. Selvom det føltes sådan imens jeg stod i det, kan jeg se nu, at jeg aldrig gav slip på mig selv og min styrke undervejs, og det er jeg pisse stolt af. Fandme.

Og jeg er så glad nu. Hold kæft, hvor er jeg glad.

Muskelfibre

Jeg læste engang et citat, hvor der stod noget i retningen af, at hjertet er en muskel ligesom alle andre muskler – og at når det rives i stykker, vokser det sig større og stærkere, så vi derfor kan elske mere efter at have fået hjertet knust. 

Jeg har altid tænkt at det var lidt noget lort, men lige i dette øjeblik, så tror jeg det passer. Selvfølgelig er det uretfærdigt at sammenligne en begyndelse med en ende, men det føles, som om det passer.

Klokken 23.42

En skål med fyfadslys står på min kommode og blafrer træt. Vi ligger tæt omslyngede. Huden er lidt fugtig, så vores overkroppe klistrer ufrivilligt til hinanden. En af os flytter på sig, og dette resulterer i en lyd der mest af alt lyder som velcro der åbnes. Det griner vi af. Der er ingen tvivl. Lige nu, lige nu og her, kan jeg godt sige jeg elsker dig, og være sikker på at det er den reneste sandhed. Men jeg lader være.

For vi har jo kun kendt hinanden i seks uger, og vi har jo kun været sådan kærester-kærester i to. Det hele går så pisse hurtigt. Vi er sprunget over den obligatoriske ‘jeg lader som om jeg hader dig i to måneder, og så kan det måske være..’-periode, der typisk kendetegner dansk kurmageri. På et tidspunkt skal det stoppe med at gå så hurtigt. På en tidspunkt må en eller andens grænse overskrides, enten hans eller min. Jeg har ikke lyst til at være den, der vælter det hele. Det skræmmer mig, at jeg knytter mig så hurtigt til ham.

Så jeg tier stille. Kysser ham længe og blidt i stedet, tænker tanken tusind gange. Og holder min mund. Selvom det føles at komme hjem, når jeg er sammen med ham.

Jeg ved i virkeligheden ikke, hvor skrøbelige vi er. Og jeg har ikke lyst til at finde ud af det.

Øjebliksbillede #1

Vi ligger i hans seng. Jeg kan se at Ekskæresten har sendt en fuld sms til mig i nat. Jeg svarer. Spørger samtidig Den Kvikke henkastet, ‘hey, er du egentlig OK med at jeg stadig har en smule med ham at gøre ind i mellem? Ellers skal du altså sige til!’. ‘Selvfølgelig er det OK!’ erklærer Den Kvikke og kysser mig. Jeg skriver færdig med Ekskæresten, slutter af med at sige at han må have en god dag uden for mange tømmermænd og lægger hovedet tilbage på puden. Den Kvikke og jeg ligger og ser på hinanden i en rum tid. Jeg kan mærke, jeg får en klump i halsen. ‘Du kunne aldrig finde på at lyve overfor mig, vel?’ spørger jeg efter megen tids tilløb. Han kysser mig igen. Joker lidt alá ‘hvad skulle jeg dog lyve om?’, og bliver så alvorlig igen. Nej, siger han. Nej, det kunne jeg ikke. ‘Godt,’ siger jeg. ‘Man bliver nemlig sindssyg af at holde af folk der lyver’.