Forsinket

Hele to slags forsinket. Here goes:
Forsinket var jeg til træning i dag. Hele 10 minutter. Aber warum?! tænker du! Jo, jo, det gør du altså! Og ja. Fandme fordi jeg bakkede op i en parkeret bil og måtte bruge ti minutter på febrilsk at finde et stykke papir og en kuglepen helt oppe i min venindes lejlighed på fjerde sal. Er dælme glad for at min egen er solid – og at jeg i øvrigt ramte med anhængertrækket. Der er kun ansvarsforsikring på min bette skrotbunke, så havde den været i stykker var det nok byebye til den.

Forsinket nummer to? Forsinket reaktion. På to ting. Først og fremmest skaden på den flotte grå bil, og det ydmygende telefonopkald jeg måtte lave til min (fucking søde og overbærende) far. Men så i den grad også en forsinket reaktion på mødet med Ekskæresten den anden dag. Brudstykker af samtaler kører rundt i mit hoved, og har gjort det siden jeg kørte hjemmefra ham. Min krop ved godt, den har indhentet mit hoved nu, og forstår det helt ægte er slut, og at der aldrig bliver noget mellem os igen. Den kæmper imod med alt hvad den kan, for ikke at skulle give slip på dét, den har kendt så længe. Det er bare så meget på tide at jeg giver slip nu. Tårerne jeg har grædt i dag føles endnu engang som afskedstårer mest af alt, og det giver en mærkelig rolig, lettet følelse at græde dem (bagefter altså – imens er det jo bare standard hulkegråd, som yours truly er alt for kendt for). Ekskæresten og jeg fik det sammen, vi kunne, før vi mødte vores udløbsdato. I onsdags løb jeg tør for alle grunde til at vi skulle kunne have en fremtid sammen, af den simple grund at vores planer for fremtiden, og vores syn på hvad der er et godt liv, er fuldstændig uforenelige. Før i tiden elskede jeg ham for hans eventyrlyst og rodløshed, og det gør jeg på sin vis stadigvæk – jeg ved bare, at jeg ikke skal stå på sidelinjen mens han udlever den. Og at det er okay, jeg har det sådan.Det betyder ikke, at der er noget galt med mig. At jeg gerne vil have et stabilt, rutinepræget liv, betyder ikke, at jeg er mærkelig. Det betyder bare, at jeg ikke skal være sammen med en som ham. Jeg er så lettet over, at jeg ikke længere skal lade som om at jeg kan indstille mig på at være sammen med en, der med korte mellemrum er væk et halvt år af gangen – eller på at jeg skal vente med at få børn til jeg bliver fyrre, fordi han skal være færdig med dét liv først. Der er ingen grund til krampagtigt at holde fast i noget, der ultimativt vil komme til at gøre os begge bundulykkelige, fordi der ikke er plads til de mennesker, vi i virkeligheden er, når vi er sammen. Forhold er fandme tough work, især når man er sammen i lang tid – og der er ingen grund til at slæbe et tungt læs, hvis man får skader af det. Det vidste han længe før jeg gjorde. Men jeg tror, jeg har forstået det nu. Sådan rigtig, midt i hjertet-forstået det. Jeg tror også endelig på at det virkelig var ligeså meget af hensyn til mig, som til ham selv, at han tog initiativ til at give slip. Han vidste jo godt, jeg ikke var glad sammen med ham mere i andet end bittesmå glimt. Han ville ikke byde mig at vente mere på én, der sgu nok ikke blev færdig med sig selv før om meget lang tid. Jeg tror på hans dårlige samvittighed nu, og jeg tror på at det aldrig var hans mening at skabe en kyniker med sine handlinger.

Jeg tror endelig, paradoksalt nok, på, at vores brud er det bedste, der er sket for mig siden vi fandt sammen.

Det er mange nye perspektiver at vænne sig til. Det tager måske lige lidt tid. Og uanset hvor okay jeg bliver, vil der helt sikkert altid være en del af mig der er markeret med Ekskærestens navn, fordi han har sat en dyb signatur i mit liv, og den jeg er i dag. Men ved I hvad? Det er faktisk okay. For han er slet ikke et dårligt menneske, som jeg godt ved, jeg nogengange har fået ham til at virke som – men når man er vred og ked af det, så er det de dårlige sider man fokuserer på. Han er én, der har givet mig masser af glæde, og fået mig til at grine mere end tusind gange. Én der har været der for mig når jeg har haft det svært – holdt om mig når jeg har grædt, kysset mit når jeg var vred. Det vil jeg altid elske ham for.
Jeg tror snart, jeg når et punkt, hvor der ikke er flere tårer at græde over Ekskæresten. Et punkt hvor jeg bliver nødt til at finde et nyt blog-navn til ham, fordi jeg skal vænne mig til at tænke på ham som noget andet end én der slap væk. Et punkt, hvor bloggen begynder at blive fyldt med historier om sjove dates, byture og snak om de fede og knapt så fede sider ved at være alene. Det er en mærkelig følelse. Jeg ved ikke, om jeg kan lide den. Men jeg tror, den er rigtig sund. Og jeg tror, det betyder at lyset er på vej tilbage.

Hopper på Tinder-bølgen, fandme

Min lejlighed er så kold disse dage at jeg er nødt til at have en varmeblæser tændt. I lejligheden ved siden af spiller min nabo på et blæseinstrument for anden time. En messingblæser af en art, tror jeg. Måske en trækbasun. Ved i hvert fald at det er til at få spat af, det er sikkert!

Jeg har haft gode dage siden jeg skrev sidst – en overvægt af dem endda. Jeg har haft øjeblikke hvor jeg spontant har smilet uden grund, men jeg har også drømt om Ekskæresten og tilbragt en hel dag i zombieagtig tilstand imens jeg forsøgte at tygge drømmen ihjel. Den sidder stadig i mig – ikke som en drøm med et handlingsforløb, men som en følelse af ubehag, krummede tæer og spændte skuldre. Ved ikke om det er min underbevidsthed der kæmper med at ugen hvor vi har aftalt at ses kommer tættere på, eller om det bare er almindelige blues. Følelsen i bunden bliver bedre og bedre, kan jeg mærke. Men jeg er ved at nå et punkt hvor jeg synes mit liv er spild af pæne trusser og velplejet hud.

…Så jeg har faktisk downloadet Tinder. Og så skal jeg smide et skab af hos den førsteårsstuderende. Måske man skulle lave et mindre move, lægge en føler ud? Stadig uden intentioner om at finde en af gå steady med, selvfølgelig. Det vil jeg ikke. Dypper bare lige tæerne i vandet, ikke.

 

 

Det går sgu nok alt sammen, tror jeg

Jeg blev glad af at læse mit triste indlæg fra den 7. januar. For jeg har faktisk haft nogle gode dage. Ikke bare ‘jeg græder ikke i dag’-dage, men dage hvor jeg faktisk har kunnet mærke hvor okay jeg har været helt inde i hjertehulen. Jeg snakkede med nogle piger til træning i dag om ham, uden at være sørgelig omkring det, og følte ikke jeg løj da jeg sagde, det gik meget bedre nu – eller at jeg mest var modig da jeg sagde at vi nok bare havde ramt en mur og ikke kunne komme videre. Det føltes ægte. Der er noget indeni mig der er ved at falde på plads, en eller anden form for accept måske.

..Og så er jeg begyndt at kunne se fordelene i at være alene, uden at skulle tvinge det frem. Det hjælper måske også meget. Jeg begynder ægte at tro på det der med at det er tusind gange bedre at være alene, end det er at være i et forhold, man ikke er tilfreds med. Jeg volder sgu ikke mig selv så mange kvaler som Ekskæresten voldte mig i sin tid, og jeg kommer sgu ikke til at gøre mig selv så ked af det, som han gjorde mig.

Har i øvrigt haft virkelig konstruktive samtaler med Ekskæresten på det sidste. Han skrev for et par dage siden at han kedede sig, og at han var træt af at han ikke kunne få lov at lave det, han gerne ville. Jeg greb chancen og sagde til ham, at han måtte ikke lade en gammel drøm ødelægge sit liv, men i stedet finde en ny (note til selv: Husk dine egne gode råd!). Han svarede ikke, og da jeg senere konfronterede ham med det, sagde han at det var fordi jeg havde givet ham noget at tænke over – og at jeg jo for fanden havde ret. Var sådan cirka 120% på røven over at have haft så åben samtale med ham, og at han oven i købet selv krøb til korset og indrømmede at han ikke trivedes, i stedet for at fyre en ligegyldig floskel af når jeg spurgte. Ved ikke rigtig, hvad der sker med ham, men jeg tror måske, det er noget sundt. Jeg er begyndt ægte at tro på at vi kan finde ud af at være venner. IM-samtaler glider nemmere, og det gør på ingen måde ondt at snakke med ham. Ikke at kontakt til ham nogensinde har været problematisk – på det værste tidspunkt føltes det bare lidt meningsløst. Sådan lidt, hvad kan jeg egentlig bruge dig til? Men Ekskæresten overrasker disse dage. Viser interesse. Deler ting. På en meget, meget venskabelig måde, selvfølgelig. Håber for guds skyld ikke, han laver et eller andet form for move, når vi ses. Så bliver jeg vred, og virkelig ked af det, tror jeg. Det er vel også ok, right?

 

Øv.

Jeg har været virkelig ulykkelig i dag.

Og det er så fjollet. For i går beviste jeg for mig selv, i form af topkarakterer i en eksamen jeg virkelig havde gruet for, at jeg fandme godt kan, selvom jeg ikke er sammen med ham. At jeg stadig er mig, selvom han ikke er en del af regnestykket. At jeg godt kan selv. At jeg ikke har brug for at han siger til mig inden en eksamen at jeg godt kan. Det har jeg fandme andre til. Det gav et boost. I går.

I dag er ganske anderledes, for i dag gik det op for mig at jeg bestemt ikke glæder mig til at se ham. Jeg har tænkt mig at gøre det alligevel, forstås, for jeg tror virkelig det vil give mig en pointer i forhold til hvor jeg står, og hvad der skal ske i fremtiden. I den forbindelse kom jeg til at tænke på, hvad jeg ville sige til ham, hvis jeg aldrig skulle have noget at gøre med ham igen. Og så græd jeg så meget at jeg blev nødt til at blive siddende i bilen og hulke længe efter jeg havde slukket motoren.

Jeg vil ham ikke på kærestemåden længere. Jeg har ikke længere øjeblikke hvor jeg smiler når jeg tænker på ham, eller på os, dengang jeg levede i illusionen om at han var så pisse dejlig. Men svigtet sidder så stærkt i mig, og det sætter gang i daddy-issues der går helt tilbage til før jeg fyldte ti – den slags issues der får en til at tænke, at man sgu ikke kan regne med andre end sig selv. Og dem havde jeg ellers brugt så lang tid på at undertrykke.

Nu gør det ondt at en jeg stolede så meget på, slet ikke var til at stole på. Og det gør mig vred, at jeg har brugt fire år på at elske én, der i virkeligheden ikke fandtes – og at Ekskæresten lod mig leve i illusionen.

Jeg tror, kærligheden er gået væk nu, den jeg snakkede så meget om for nogle uger siden. Jeg tror det – jeg ved det ikke, før jeg står overfor ham om et par uger.

Nu er det bare vreden og sorgen over tabet af den, der skal gå væk. Hurtigt, please.

2014 + Sniksnak + Sniksnak om 2014

Jeg var ved at falde i søvn på bilen på vejen hjem fra syden i dag. Hvad gør jeg, tror du? Jeg giver mig da til at surfe efter de vildeste tudesange jeg kan finde på alverdens radiostationer, og så giver jeg mig til at græde i bilen. Hulkegræde, abe-style. Bare for at holde mig vågen, og for at kombinere en much-needed tudetur med et tidspunkt hvor jeg alligevel var alene og havde spildtid. Det skulle ligesom også passes, ikke? …Jeg er ved at blive alt, alt for god til det der med at have tristheden som en slags undertrøje alle de andre følelser ligger udenpå, og som udgangspunkt altid kan trækkes frem igennem alle de følelsesmæssige overfrakker. Men ret sejt, synes jeg alligevel, på en måde også. Synes sgu jeg tackler det godt. Skulderklap. 

Nå, men videre til obligatorisk Planer for 2014-snak, der jo er pisse vigtig.

2014 skal handle om mig.

Jeg skal have et projekt, og projektet bliver min krops sundhed og udseende. Jeg skal smide 10 kg, og træne så latterligt meget, og spise så latterligt fornuftigt, at man begynder at kunne se hvor stærk jeg er. Nå ja, og så skal jeg jo også være endnu stærkere, men det følger jo med. Måske – MÅSKE(!) – vil jeg endda begynde at løbe igen? I 2014 vil jeg være den bedste fysiske udgave af mig selv nogensinde i alle aspekter. Det er ikke noget der skal gå hurtigt. Det må gerne ske gradvist. Men det kommer til at ske. Jeg har købt proteinpulver og alt muligt! (Og vi ved jo alle, at det betyder, at man automatisk bliver buff as hell så).

Jeg skal ikke bruge 2014 på febrilsk at lede efter en ny Mr. Wonderful. Jeg har været fikseret på én fyr i alt for mange år, og hvis der er et tidspunkt der er mere perfekt til at have mig selv i fokus, så er det nu, i starten af tyverne, hvor det alligevel er for tidligt at finde den, man vil starte familie med (….indrøm det nu bare, fyrene stikker jo af alligevel hvis de ved det er den tanke man har!). Jeg skal bruge 2014 på at være single med stort S. Jeg skal kysse med fyre, hvis navne jeg ikke kan huske dagen efter, og som udgangspunkt skal ingen være gode nok før de er helt, helt rigtige. Jeg vil ikke bruge 2014 på at være ærgerlig over at være alene, men i i stedet på at udnytte at jeg er – fx ved at bruge al den overflødige energi på projektet ovenfor.

I 2014 vil jeg have færdigbearbejdet mine følelser for Ekskæresten. I første omgang skal jeg ses med ham engang i januar. Mærke, hvordan jeg egentlig i virkeligheden føler, når vi er i samme rum. Det kan være, jeg også skal have snakket med ham om ting og sager endnu engang. Så tager jeg den derfra. Måske involverer det selvhjælpsbøger. Måske involverer det at tage endnu en pause fra at snakke med ham. Måske involverer det helt at give slip på ham i alle betydninger. Jeg håber ikke, det bliver det sidste, men hvis jeg stadig ikke har det bedre på det her tidspunkt næste år, er det dér, den ender. Under alle omstændigheder kan jeg ikke blive ved med at være så ked af det. Det siger jeg ikke, fordi jeg ikke synes der skal være plads til det, men fordi jeg ganske enkelt har lyst til at være glad helt ned i de inderste lag igen. Og det ved jeg, jeg kan være, når svigtet er bearbejdet.

…Og så vil jeg (igen i år) prøve at gøre det til en vane aldrig at efterlade en opvask på køkkenbordet, når jeg går i seng. Det indebærer minimum én opvask hver dag. For det er fandme for klamt, det andet. Trust me.

Jeg er sikker på at 2014 som minimum bliver bedre end 2013.
Og resten skal jeg sgu nok selv sørge for!

Tilståelse

Jeg får det skidt, hvis jeg åbner Skype og Ekskæresten ikke er online. Uanset om jeg har tænkt mig at skrive til ham eller ej. Mit hjerte synker helt ned i maven når det lille grønne flueben ikke står foran hans nickname (som jeg fucking fandt på, og som han stadig bruger, og som rimer på mit. Fuckingfuckfuck. Dårligste idé ever).

Det føles godt og trygt, når jeg ved han er ved sin computer, piller lidt i sin navle og spiller et latterligt computerspil.

Kan slet ikke lide tanken om at han potentielt er ude i den rigtige verden, hvor han kan møde en pige, han kan være ærlig overfor og elske på en måde der ikke bare kan ses i hans øjne nu og da.

Bliv ved din computer, Ekskæreste. Jeg er ikke klar til at du render nogensteder.

(Som du nok har gættet, så er jeg sgu lidt nede for tiden. Det er også okay. Bare lidt noget lort. Men okay).

Kortsluttet hjerne

I nat drømte jeg at jeg løb ind i Ekskæresten og hans nye mandekæreste (!?!?!?!) på en snusket bar i Aalborg. Hvad jeg lavede i Aalborg meldte historien ikke noget om, ej heller hvad mandekæresten hed. Havde til gengæld dybfølt heart-to-heart med homo-udgave af Ekskæreste om at det da var derfor det aldrig var gået med os to, selvom vi var så glade for hinanden, og han undskyldte mange gange for ikke at have indset det tidligere.

Første tanke: Hvis det dog bare var så simpelt! Har på fornemmelsen at jeg ville være tusind gange mindre jaloux på nye mandekærester end nye pigekærester (gud forbyde han nogensinde får sådan en igen, av. Han er, for min skyld, nødt til at leve og dø single. Det tror jeg heller ikke han har noget imod).

Anden tanke: Hvad fanden skete der lige der?

Image

Grus

Snot. Hovedpine. Kvalme. Ondt i hver en muskel i hele min krop. Jeg er syg. Og når jeg er syg bliver jeg ynkelig. Min rygrad krymper sammen. Jeg begynder at tænke: ‘Fuck det kunne være rart hvis han var her til at hente te til mig lige nu’. Og så bagefter: ‘Nej, jeg gider ikke ha’ hans lortete’. Og så: ‘Hvem prøver du at narre? Selvfølgelig vil du ha’ hans lortete, og hans lortekærlighed og at være en del af hans lorteliv’. Jeg holder hende stangen, hende tudeprinsessen der respekterer sig selv lidt nok (og tilsvarende, elsker ham nok) til ægte at overveje om der mon kunne blive noget igen. For hun tager fucking fejl. Det kommer aldrig til at ske, for jeg vinder den diskussion hver gang. Hun skal holde sin forbandede kæft og lade mig pudse næse i fred. Basta.

Snakkede med min stedbror og min kusine fra klokken 02 til 06 i nat. Vi snakkede om tusind ting. Blandt andet om mig og Ekskæresten. Min stedbror nævnte, som mange andre, at han godt havde set os gro fra hinanden det sidste års tid. At det til sidst havde virket som om Ekskæresten sugede glæden ud af mig. Men han forstod godt, hvorfor jeg var lang tid om at se, det ikke ville gå, fordi nærhed er noget vi alle i virkeligheden higer efter og kæmper for. Det er pisse skræmmende at være alene, blev vi enige om.

Det er især pisse skræmmende at være alene når man er syg. Og når man er til familieweekend uden Ekskæresten, der ellers altid var med på de weekender. Og når man er begravet i eksamener, man ikke kan se begyndelse eller ende på. Jeg ved godt, jeg har tusind klipper i mit liv at støtte mig op ad, og det er jeg ufatteligt taknemmelig for. Det er bare vildt træls, at min favoritklippe pludselig er blevet til grus.

Ting, der skete under festlighederne #4: Crybaby

  • Jeg drak fadøl. Mange fadøl.
  • Jeg blev fuld for første gang i lang tid. Meget fuld.
  • Jeg blev lagt an på af ok lækker økonomistuderende. Lige indtil han fandt ud af, at jeg var humanist. Så gik han. Det må man åbenbart ikke være hvis man skal score økonomer. Så ved jeg det til en anden gang. Siger jeg er medicinstuderende fra nu af.
  • Jeg var verdens dårligste til reaktionsspil og blev drukket for vildt under bordet af den grund.
  • Jeg havde heart-to-hearts med mange søde mennesker. Bondede bl.a. med folk fra mit hold, jeg ellers ikke har talt så meget med. Rart.
  • Fordi jeg ikke havde logget af Skype skrev Ekskæresten til mig ved ti-tiden om en fælles vens nyeste mærkelige kæreste. Han virkede stramtandet over at jeg (igen) var i byen på en onsdag. Blev vred, Meredith style (se 1:08 og frem!) men uden at sige noget til ham om det. Kæmpede til gengæld mod tårerne resten af aftenen.
  • Græd på et toilet da jeg rettede makeup. Var fabulous og festede videre alligevel.
  • Græd, da jeg gik alene fra Snusket Bar 1 til Snusket Bar 2. Satte mig decideret på en bænk og hulkegræd klokken 01 midt i Aarhus.
  • Blev trøstet af flere søde venner på Snusket Bar 2, der godt kunne se, festen var gået af mig. Deriblandt Ham Den Lumre, der for en gangs skyld ikke lavede én eneste lummer remark, men blot lyttede, trøstede og sagde: “jamen det er noget lort, men det tager bare den tid det tager”. Kunne pludselig se den fyr, jeg havde heart-to-hearts med for et år siden i stedet for ham den klamme type. Han er sgu nok stadig derinde et sted.
  • Gik grædende en kilometer hjem til M, der åbenbart havde hevet et (platonisk!) mandligt bekendtskab med hjem. Havde kun g-strenge med, så det platoniske mandlige bekendtskab der skulle sove i sengen hos os fik fornøjelsen af min bare røv fra 02:30 til 09:30 i morges. Så deeet. Note til mig selv: Husk altid mormortrusser når du sover hos M! Du ved aldrig hvad der sker!

Radiostilhed: Afbrudt

Kan I huske den film, Ekskæresten og jeg lovede hinanden at se sammen? Løftet gav vi hinanden da vi endnu ikke vidste om vi ville blive sammen eller ej.

Ekskæresten og jeg har som bekendt skrevet sammen nogle gange siden jeg brød radiostilheden for en måneds tid siden. Mønstret er at der går nogle dage imellem hver gang. Jeg starter en samtale med at fortælle om noget nice jeg har gjort til træning eller på mit arbejde, og han holder den kørende i tusind år ved at spørge interesseret ind til ting, jeg godt ved han måske ikke er så skide interesseret i. Jeg bad ham som bekendt om at vise mig, han faktisk ville mig, hvis vi skulle være venner, fordi jeg ikke ville finde mig i at være tovholder i et venskab han ikke gad. Jeg tror hans voldsomt interessevisende adfærd er et forsøg på virkelig at vise, at han bestemt ikke er ligeglad. Det er rart nok, har jeg tænkt om det nogle gange, men det at det er mig, der tager kontakt, har tit fået mig til at overveje om han gør det af dårlig samvittighed og hensyn til mig i højere grad end sit eget behov for at have mig i sit liv.

Nå, men i går skrev han altså til mig, out of nowhere, for at informere mig om at han altså havde fået fat i filmen nu. Om jeg havde set den uden ham, eller om vi stadig skulle se den sammen? Jeg var vildt overrasket, fordi jeg havde troet det var mig der skulle holde ham op på den film. Jeg sagde til ham at det må blive i januar, når jeg er færdig med mine eksamener, og lovede ham at komme med nogle datoer når vi kommer tættere på.

Der er lang tid til januar, siger jeg til mig selv. Jeg er glad for det, kan jeg mærke. Både for udsigten til at ses, men også for at det ikke er i overmorgen eller på fredag. Overraskende nok glæder jeg mig ikke til at se ham, på samme måde, som jeg troede jeg ville. Det er ikke noget jeg ser frem til med en lille glad sommerfugl i maven. Jeg tror bestemt heller ikke det skal tages som et tegn på at han pludselig savner mig vildt meget og at han vil til at sige vi skal være sammen igen (selvom det kunne være lidt fedt at sige “d’øh, hvad tror du selv smarte?”, må jeg indrømme).

Jeg tror bare virkelig han reelt stadig har en plads til mig i sit liv, som han gerne vil have jeg optager. Én, jeg ikke skal kæmpe, for at få lov at have, men en, han faktisk frivilligt vil give mig. Det gør mig glad, for jeg har jo også en plads til ham i mit liv, om end den er meget mindre end den der var til ham før.

Så jo. Den nutidige udgave af os går det faktisk godt med ind til videre. Nu mangler jeg bare at få sluttet fred med fortiden også.