Hopper på Tinder-bølgen, fandme

Min lejlighed er så kold disse dage at jeg er nødt til at have en varmeblæser tændt. I lejligheden ved siden af spiller min nabo på et blæseinstrument for anden time. En messingblæser af en art, tror jeg. Måske en trækbasun. Ved i hvert fald at det er til at få spat af, det er sikkert!

Jeg har haft gode dage siden jeg skrev sidst – en overvægt af dem endda. Jeg har haft øjeblikke hvor jeg spontant har smilet uden grund, men jeg har også drømt om Ekskæresten og tilbragt en hel dag i zombieagtig tilstand imens jeg forsøgte at tygge drømmen ihjel. Den sidder stadig i mig – ikke som en drøm med et handlingsforløb, men som en følelse af ubehag, krummede tæer og spændte skuldre. Ved ikke om det er min underbevidsthed der kæmper med at ugen hvor vi har aftalt at ses kommer tættere på, eller om det bare er almindelige blues. Følelsen i bunden bliver bedre og bedre, kan jeg mærke. Men jeg er ved at nå et punkt hvor jeg synes mit liv er spild af pæne trusser og velplejet hud.

…Så jeg har faktisk downloadet Tinder. Og så skal jeg smide et skab af hos den førsteårsstuderende. Måske man skulle lave et mindre move, lægge en føler ud? Stadig uden intentioner om at finde en af gå steady med, selvfølgelig. Det vil jeg ikke. Dypper bare lige tæerne i vandet, ikke.

 

 

Øv.

Jeg har været virkelig ulykkelig i dag.

Og det er så fjollet. For i går beviste jeg for mig selv, i form af topkarakterer i en eksamen jeg virkelig havde gruet for, at jeg fandme godt kan, selvom jeg ikke er sammen med ham. At jeg stadig er mig, selvom han ikke er en del af regnestykket. At jeg godt kan selv. At jeg ikke har brug for at han siger til mig inden en eksamen at jeg godt kan. Det har jeg fandme andre til. Det gav et boost. I går.

I dag er ganske anderledes, for i dag gik det op for mig at jeg bestemt ikke glæder mig til at se ham. Jeg har tænkt mig at gøre det alligevel, forstås, for jeg tror virkelig det vil give mig en pointer i forhold til hvor jeg står, og hvad der skal ske i fremtiden. I den forbindelse kom jeg til at tænke på, hvad jeg ville sige til ham, hvis jeg aldrig skulle have noget at gøre med ham igen. Og så græd jeg så meget at jeg blev nødt til at blive siddende i bilen og hulke længe efter jeg havde slukket motoren.

Jeg vil ham ikke på kærestemåden længere. Jeg har ikke længere øjeblikke hvor jeg smiler når jeg tænker på ham, eller på os, dengang jeg levede i illusionen om at han var så pisse dejlig. Men svigtet sidder så stærkt i mig, og det sætter gang i daddy-issues der går helt tilbage til før jeg fyldte ti – den slags issues der får en til at tænke, at man sgu ikke kan regne med andre end sig selv. Og dem havde jeg ellers brugt så lang tid på at undertrykke.

Nu gør det ondt at en jeg stolede så meget på, slet ikke var til at stole på. Og det gør mig vred, at jeg har brugt fire år på at elske én, der i virkeligheden ikke fandtes – og at Ekskæresten lod mig leve i illusionen.

Jeg tror, kærligheden er gået væk nu, den jeg snakkede så meget om for nogle uger siden. Jeg tror det – jeg ved det ikke, før jeg står overfor ham om et par uger.

Nu er det bare vreden og sorgen over tabet af den, der skal gå væk. Hurtigt, please.

Tilståelse

Jeg får det skidt, hvis jeg åbner Skype og Ekskæresten ikke er online. Uanset om jeg har tænkt mig at skrive til ham eller ej. Mit hjerte synker helt ned i maven når det lille grønne flueben ikke står foran hans nickname (som jeg fucking fandt på, og som han stadig bruger, og som rimer på mit. Fuckingfuckfuck. Dårligste idé ever).

Det føles godt og trygt, når jeg ved han er ved sin computer, piller lidt i sin navle og spiller et latterligt computerspil.

Kan slet ikke lide tanken om at han potentielt er ude i den rigtige verden, hvor han kan møde en pige, han kan være ærlig overfor og elske på en måde der ikke bare kan ses i hans øjne nu og da.

Bliv ved din computer, Ekskæreste. Jeg er ikke klar til at du render nogensteder.

(Som du nok har gættet, så er jeg sgu lidt nede for tiden. Det er også okay. Bare lidt noget lort. Men okay).

Ting, der skete under festlighederne #4: Crybaby

  • Jeg drak fadøl. Mange fadøl.
  • Jeg blev fuld for første gang i lang tid. Meget fuld.
  • Jeg blev lagt an på af ok lækker økonomistuderende. Lige indtil han fandt ud af, at jeg var humanist. Så gik han. Det må man åbenbart ikke være hvis man skal score økonomer. Så ved jeg det til en anden gang. Siger jeg er medicinstuderende fra nu af.
  • Jeg var verdens dårligste til reaktionsspil og blev drukket for vildt under bordet af den grund.
  • Jeg havde heart-to-hearts med mange søde mennesker. Bondede bl.a. med folk fra mit hold, jeg ellers ikke har talt så meget med. Rart.
  • Fordi jeg ikke havde logget af Skype skrev Ekskæresten til mig ved ti-tiden om en fælles vens nyeste mærkelige kæreste. Han virkede stramtandet over at jeg (igen) var i byen på en onsdag. Blev vred, Meredith style (se 1:08 og frem!) men uden at sige noget til ham om det. Kæmpede til gengæld mod tårerne resten af aftenen.
  • Græd på et toilet da jeg rettede makeup. Var fabulous og festede videre alligevel.
  • Græd, da jeg gik alene fra Snusket Bar 1 til Snusket Bar 2. Satte mig decideret på en bænk og hulkegræd klokken 01 midt i Aarhus.
  • Blev trøstet af flere søde venner på Snusket Bar 2, der godt kunne se, festen var gået af mig. Deriblandt Ham Den Lumre, der for en gangs skyld ikke lavede én eneste lummer remark, men blot lyttede, trøstede og sagde: “jamen det er noget lort, men det tager bare den tid det tager”. Kunne pludselig se den fyr, jeg havde heart-to-hearts med for et år siden i stedet for ham den klamme type. Han er sgu nok stadig derinde et sted.
  • Gik grædende en kilometer hjem til M, der åbenbart havde hevet et (platonisk!) mandligt bekendtskab med hjem. Havde kun g-strenge med, så det platoniske mandlige bekendtskab der skulle sove i sengen hos os fik fornøjelsen af min bare røv fra 02:30 til 09:30 i morges. Så deeet. Note til mig selv: Husk altid mormortrusser når du sover hos M! Du ved aldrig hvad der sker!

Kvartalsstatus

Det er tre måneder siden mit eget personlige helvede startede. Så på datoen i nat og mærkede alle mine indre organer synke tyve centimeter. Det er gået op for mig at jeg bruger meget mere tid på at tænke over ham og os end jeg gjorde, da vi var sammen. Gik i dag så langt som at overveje at sende ham en casual sms alá ‘hvis det her venne-shit nogensinde skal blive en realitet er jeg nødt til at have snakket nogle flere ting ihjel med dig’. Sendte den aldrig. Men jeg gør det en dag. Jeg kan ikke blive ved med at gå med det hele oppe i mit hoved, og selvom han sikkert ikke har alle svarene, kan det være han kan nogen af dem. Er det en dum idé?

Jeg vil have ryddet op i min lejlighed i dag, og have taget opvasken. Jeg tager ned og træner i eftermiddag. Jeg retter de sidste detaljer på eksamensopgaven i aften.

Jeg er så forbandet ensom.

fredag for fanden

Jeg mødes med søde venner. Rare, fantastiske venner, som siger alle de rigtige ting og får mig til at grine højt og synge fjollet med på musikken i baren. Jeg snakker lidt for meget om mig selv, på deres opfordring, fordi de ikke har hørt hele historien om mit og Ekskærestens breakup. De er forargede over hans opførsel. Tilbyder at flække hans knæskaller. Jeg skifter mellem at forsvare ham og at lege med på deres hævn-lege. Hver gang snakken falder på Ekskæresten ser de ud som om de forventer jeg bryder sammen any minute now. Men det gør jeg ikke. Jeg hygger mig. Føler mig slet ikke så ensom sammen med dem som jeg gør med mange andre, selvom jeg godt kan mærke at jeg må koncentrere mig om at følge med i samtaler og at se interesseret ud når der tales, især når vi kommer længere ud på aftenen.

Jeg græder først i bussen på vej hjem. Da jeg græder i bussen forestiller jeg mig at der er en vildtfremmed der skal af ved samme stop som mig, der vil lægge mærke til mig og spørge mig hvad der er galt når vi står af. Det får mig til at føle mig mindre alene. Fantasien bliver dog aldrig til virkelighed. Alle passer sig selv da de tavst følges ned til blokkene og deles ud imellem de respektive bygninger. Det er okay. Jeg har heller ikke brug for det kram alligevel, bilder jeg mig selv ind.

Da jeg kommer ind i min lejlighed tænder jeg ikke lyset. Jeg sætter mig bare på sengen med jakke, hue og handsker på. Jeg giver atter efter for gråden. For ikke at skrive til ham, sender jeg en SMS til min lillesøster, hvilket jeg ellers aldrig gør. Hun siger jeg skal kaste med noget. At jeg nok skal få det godt igen. At hun godt forstår mig, at hun kender følelsen af ikke at kunne være i sin egen krop for alle de følelser den har, som man ikke vil kendes ved. Savner pludselig min lillesøster mere end min ekskæreste. Græder stadig.

Deterministisk hovedpine med et strejf af optimisme

Det meste af tiden er jeg god til det. Det der med at holde hovedet relativt højt, selvom jeg ligger på gulvet. Men der er tidspunkter, især har de været der den sidste uges tid, hvor jeg virkelig sætter spørgsmålstegn ved alting. Kan det virkelig passe, at mit liv er blevet sådan her? At jeg er blevet sådan her? At vi er endt sådan her? Selvom jeg godt kan fortælle hvad der skete og hvorfor det skete, så forstår jeg det stadig ikke. Jeg forstår ikke hvordan det kan gå til at ham, jeg følte mig allermest tryg ved, grinede allermest med og allerhest ville være sammen med pludselig er reduceret til en bunke minder der giver mig ondt i maven. Ikke alene giver det mig ondt i maven fordi det er så forfærdeligt trist, at det er slut, men også fordi jeg er bange.

Jeg har ikke indrømmet det for nogen før nu. Men det er jeg virkelig. Pisse bange for at være ked af det for evigt. At alt mit eget og Ekskærestens ‘Det skal nok gå’-snak virkelig bare er noget pis. At kærligheden aldrig går over, og at jeg sidder om ti år og stadig har følelsen af at det var ham, jeg skulle være blevet gammel med. Jeg er bange for at han bliver the one that got away. Jeg er bange for at jeg aldrig møder et menneske der kan få mig til at føle som han gjorde. Det lyder så åndssvagt at sige det højt, for selvfølgelig har man ikke kun én chance for at blive lykkelig. Og selvfølgelig kan man også være lykkelig alene hvis man skal. Alligevel nager tvivlen: Hvad nu, hvis jeg tager fejl? Hvis jeg i virkeligheden har givet slip på ham, jeg skulle være blevet gammel med og har fucket up i et eller andet derterministisk puslespil? Var det meningen, vi skulle være blevet sammen, var det meningen vi skulle have kæmpet?

Skulle jeg have sagt “nej for helvede, det er ikke i orden” da han foreslog muligheden for at stoppe? Jeg magter virkelig ikke den slags tanker. For der er ingen vej tilbage for mig nu. Skulle det være gået, skulle det være gået i september. Ind i mellem eksperimenterer jeg med at vende puslespillet om. Måske var det det helt rigtige. Et led i en større plan hvor jeg til som slutresultat er lykkeligere end nogensinde. Måske møder jeg i næste uge min næste store kærlighed. Og måske bliver han endda den sidste, så jeg slipper for at have det så skidt igen. Man kan jo håbe. Hvis nogen har et nummer på ham/hende med cheatsheetet og alle de store planer, så giv mig det endelig. Har en seriøs høne at plukke med vedkommende.

Image

Efterskælv

Siden Romantikeren smuttede klokken 11 i formiddags har jeg basically hulkegrædt, kun afbrudt af et par timer med en sød veninde, som jeg også formåede at få til at handle 80% om mig og mine tanker ift. Ekskæresten, sex med Romantikeren og faktum, at jeg reagerer så stærkt i dag. På vej hjem i bilen brød jeg sammen igen Råbte, skreg endda, over hvor meget det hele er noget pis. Somme tider til en fiktionel Ekskæreste på passagersædet, somme tider til mig selv, somme tider til hele verden. Min hals gør cirka lige så ondt som mit hjerte nu. Det hjælper jo skide meget, ikke? Jeg er så træt af at savne. Det hænger mig så langt ud af halsen. Den jeg savner, findes jo ikke mere. Der går et menneske rundt tres kilometer væk med det samme ansigt, den samme duft, den samme stemme, men det er ikke ham, jeg savner. Det er alt han var engang. Eller måske bare alt, jeg troede han var. Den version jeg ind i mellem taler med nu er en helt anden. Ham, der engang var hele min verden er bare et navn blandt mange på en liste af kontaktpersoner, som jeg kan udveksle ligegyldigheder med. Som hvordan min nabo spillede klarinet tre timer i dag. Nogle dage bærer jeg det meget bedre, end jeg gør i dag, bestemt. De fleste dage synes jeg slet, slet ikke der er noget at vende tilbage til. Det er der måske heller ikke. Men i dag ved mit hjerte ikke det, mit hoved godt ved. I dag havde jeg for første gang i over en måned lyst til bare at sætte mig i bilen for at køre hjem til ham for at se ham dybt ind i øjnene og lede efter ham, jeg kendte engang. Finde ud af, hvor fanden han blev af. Ruske ham, der tit sagde ‘hold nu kæft hvor er du smuk’ til mig, frem, ham, der droppede koncerter med sine venner for at se mig. For hold kæft, hvor jeg savner ham.

Grådshævet pandafjæs i ulvetime-Bilka eller: BRING IT ON

tumblr_mvt4ugpM2p1slysm9o1_500

Jeg sad i bilen på Bilkas parkeringsplads og græd i dag. Det er to måneder, siden jeg havde fødselsdag i dag. To måneder, siden jeg sidst så ham. Da vi sagde farvel græd jeg, og sagde til ham at det værste var at jeg ikke vidste om der ville gå to uger eller to måneder før vi så hinanden igen. Dengang var to måneder det absolutte rædselsscenarie i mit hoved; jeg kunne slet, slet ikke forestille mig så lang tid uden at se ham. Det gør i dag til en milesten. Det gør i dag svær. Jeg ved ikke, om jeg savner i dag, jeg tror det ikke – men dagen har været tilbragt med en klump i halsen, ikke desto mindre, og i morges havde jeg svært ved at komme ud af sengen. Ikke på jeg-trykker-bare-snooze-jeg-ligger-så-rart-måden, men på jeg-kan-ikke-overskue-at-skulle-se-folk-i-øjnene-for-de-ser-nok-lige-igennem-mig-måden. Men jeg stod op. Jeg tog op og underviste. Jeg kom igennem dagen, selvom jeg virkeligvirkeligvirkelig bare gerne ville have ligget i min seng.

Derfor prøver jeg noget nyt i dag. Jeg vælger at være stolt af mig selv. Ikke bare for at komme igennem i dag, tårer på Bilkas parkeringsplads eller ej, men for at have rejst mig op hver gang jeg havde lyst til at blive liggende under dynen i min elendighed. Jeg er stolt af mig selv for hver fest jeg har været til (inkluderende: hvert shot jeg har taget, hver dans jeg har danset) selvom min indskydelse altid er at tilbringe fredag aften alene. Jeg er stolt af mig selv for hvert modigt ansigt jeg har produceret, hvert smil, jeg har smilet, og hvert grin jeg har grint. Jeg er stolt af mig selv for hver træning jeg har været til, hvert bad jeg har taget, hvert hjemmelavet måltid jeg har lavet, og for hver gang jeg gik ud med skraldespanden. Jeg vælger at være stolt af mig selv i dag, fordi jeg lige nu  for helvede godt kan se, at jeg er meget bedre til det her, end jeg giver mig selv credit for til hverdag. Det kræver fandme guts at tørre tårerne væk og gå ind i ulvetime-Bilka med grådshævet pandafjæs, og stadig formå at se ekspedienten i øjnene.

Somme tider føler jeg mig svag og ynkelig over at være så ked af det, men i dag kan jeg se, at det slet ikke er det, det kommer an på. Det kan være pisse ligemeget hvor ked af det jeg er. Det er ikke et tegn på svaghed at føle sig ødelagt efter at være blevet svigtet, efter at have fået vendt op og ned på dét, man troede, var ens liv. Det er til gengæld et tegn på enorm styrke, ikke at give op, selvom det kunne være så dejligt nemt bare at blive rødvinsalkoholiker og burde sig inde med chick flicks og kleenex 24-7.

Det skal fandme nok blive godt igen alt sammen. Det skal jeg sgu nok sørge for. Fandme!

 

Kære Aarhus Byråd: Brænd banegården og byg en ny, please?

Jeg er så forbandet træt af at jævnligt at være ked af det på den der måde hvor hjertet synker helt ned i maven. Jeg er træt af at jeg ikke kan smile til glade par der går foran banegården med hinanden i hånden, men i stedet kommer til at sende onde øjne og hviske grimme ord. Jeg er træt af, at jeg ikke kan færdes på selvsamme banegård uden at få tårer i øjnene, fordi vi er over det hele. Det er det eneste sted her i min egen by hvor sporene af os er så tydelige, at jeg kan se os. I ankomsthallen kan jeg se tusind goddag- og farvelkys, inklusive det allerførste. Jeg kan se os smile til hinanden i 7-Eleven. Jeg kan se os gå ud af de automatiske døre med hinanden i hånden.

Uanset hvor langt jeg kommer, uanset hvor god en dag har været, så får jeg altid lyst til at lægge mig i fosterstilling og se Grey’s Anatomy en uge i træk efter at have været på banegården. Det er til at brække sig over. For jeg kan jo ikke lægge mig i fosterstilling. Jeg har en opvask, der skal tages, en taske, der skal pakkes ud, og 3-4 timers undervisningsrelateret arbejde. Derudover burde jeg også læse til mit studie. Hvorfor kan verden ikke bare lige stoppe og vente på de dage, hvor jeg ikke magter at den fortsætter uden os?