Nu behandler han dig forhåbentligt langt bedre end jeg nogensinde gjorde?

Ekskæresten og jeg catcher up. Han er kommet videre med sit liv. Det er jeg glad for at høre. Han spørger til mig. Til min nye kæreste. Om der var noget om det? Ja, siger jeg, ja, han er fandme sød, og jeg skal møde hans forældre, og jeg er ved at dø. Ekskæresten skriver (direkte citeret): “Nu behandler han dig forhåbentligt langt bedre end jeg nogensinde gjorde?”.
Jeg stirrer ind i skærmen i lang tid før jeg svarer. Jeg har egentlig travlt. Jeg skal for helvede på arbejde, og så begynder han at tage netop dén snak. Jeg skulle jo bare lige se hvordan det gik, og jeg valgte med vilje et tidspunkt hvor jeg ikke havde lang tid.
 Da jeg endelig skriver til ham at han ikke skal være så hård ved sig selv, kan jeg mærke jeg mener det. Jeg tilføjer, at jeg ikke ville være blevet sammen med ham så længe, hvis jeg ikke syntes der var mere godt end skidt imens jeg var i det. Ekskæresten siger, at han ikke desto mindre har været ret nederen det meste af den tid han kan huske. At det er han ked af.
Jeg får indskudt at det er mærkeligt at være kærester med en, der søger mig så meget. Én der stopper op og kysser mig på gaden. Én, der skriver kærestebreve med store, store ord i.  Ekskæresten siger, at det sgu nok bare er sådan almindelige mennesker er, og bag joken og den drengede smiley ser jeg selvkritikken og troen på at være forkert, som han nok aldrig undslipper.
Men han bliver hurtigt alvorlig igen.
Han siger, han gerne vil undskylde oprigtigt for alt hvad han har gjort. At det først efter han så, jeg var af markedet, at han mærkede at han var ked af hvad der skete mellem os. Jeg skriver bare, at alt vel også kommer i perspektiv når den ene lukker døren helt.
Jeg siger herefter, at det er okay. At jeg har været vred, helt åndssvagt vred, men har sluppet det nu – og godt ved, at hans issues altid har handlet om ham, ikke om mig.
To ting gjorde det nemt for mig oprigtigt at give ham den tilgivelse han beder om.
1) Jeg er så pisse glad og har så pisse meget overskud, og det ved jeg at jeg ikke ville have hvis Ekskæresten og jeg ikke var gået fra hinanden. Han ville have trukket mig langt med ned i sit sorte, sorte hul, og jeg var villigt fulgt efter.
2) Jeg blev testet negativ for klamydia i sidste uge, og ved dermed at hvis han har knaldet med det kvindelige bekendtskab han løj om al den tid vi var sammen, så har jeg da i det mindste ikke fået klamydia af det. Det tæller da også for noget!
Men damn, ti minutter har aldrig gået så langsomt før.
Og hvor er det pisse rart, at han siger undskyld nu. For man siger sgu ikke undskyld et halvt år efter det er slut, uden oprigtigt at mene det.

Forsinket

Hele to slags forsinket. Here goes:
Forsinket var jeg til træning i dag. Hele 10 minutter. Aber warum?! tænker du! Jo, jo, det gør du altså! Og ja. Fandme fordi jeg bakkede op i en parkeret bil og måtte bruge ti minutter på febrilsk at finde et stykke papir og en kuglepen helt oppe i min venindes lejlighed på fjerde sal. Er dælme glad for at min egen er solid – og at jeg i øvrigt ramte med anhængertrækket. Der er kun ansvarsforsikring på min bette skrotbunke, så havde den været i stykker var det nok byebye til den.

Forsinket nummer to? Forsinket reaktion. På to ting. Først og fremmest skaden på den flotte grå bil, og det ydmygende telefonopkald jeg måtte lave til min (fucking søde og overbærende) far. Men så i den grad også en forsinket reaktion på mødet med Ekskæresten den anden dag. Brudstykker af samtaler kører rundt i mit hoved, og har gjort det siden jeg kørte hjemmefra ham. Min krop ved godt, den har indhentet mit hoved nu, og forstår det helt ægte er slut, og at der aldrig bliver noget mellem os igen. Den kæmper imod med alt hvad den kan, for ikke at skulle give slip på dét, den har kendt så længe. Det er bare så meget på tide at jeg giver slip nu. Tårerne jeg har grædt i dag føles endnu engang som afskedstårer mest af alt, og det giver en mærkelig rolig, lettet følelse at græde dem (bagefter altså – imens er det jo bare standard hulkegråd, som yours truly er alt for kendt for). Ekskæresten og jeg fik det sammen, vi kunne, før vi mødte vores udløbsdato. I onsdags løb jeg tør for alle grunde til at vi skulle kunne have en fremtid sammen, af den simple grund at vores planer for fremtiden, og vores syn på hvad der er et godt liv, er fuldstændig uforenelige. Før i tiden elskede jeg ham for hans eventyrlyst og rodløshed, og det gør jeg på sin vis stadigvæk – jeg ved bare, at jeg ikke skal stå på sidelinjen mens han udlever den. Og at det er okay, jeg har det sådan.Det betyder ikke, at der er noget galt med mig. At jeg gerne vil have et stabilt, rutinepræget liv, betyder ikke, at jeg er mærkelig. Det betyder bare, at jeg ikke skal være sammen med en som ham. Jeg er så lettet over, at jeg ikke længere skal lade som om at jeg kan indstille mig på at være sammen med en, der med korte mellemrum er væk et halvt år af gangen – eller på at jeg skal vente med at få børn til jeg bliver fyrre, fordi han skal være færdig med dét liv først. Der er ingen grund til krampagtigt at holde fast i noget, der ultimativt vil komme til at gøre os begge bundulykkelige, fordi der ikke er plads til de mennesker, vi i virkeligheden er, når vi er sammen. Forhold er fandme tough work, især når man er sammen i lang tid – og der er ingen grund til at slæbe et tungt læs, hvis man får skader af det. Det vidste han længe før jeg gjorde. Men jeg tror, jeg har forstået det nu. Sådan rigtig, midt i hjertet-forstået det. Jeg tror også endelig på at det virkelig var ligeså meget af hensyn til mig, som til ham selv, at han tog initiativ til at give slip. Han vidste jo godt, jeg ikke var glad sammen med ham mere i andet end bittesmå glimt. Han ville ikke byde mig at vente mere på én, der sgu nok ikke blev færdig med sig selv før om meget lang tid. Jeg tror på hans dårlige samvittighed nu, og jeg tror på at det aldrig var hans mening at skabe en kyniker med sine handlinger.

Jeg tror endelig, paradoksalt nok, på, at vores brud er det bedste, der er sket for mig siden vi fandt sammen.

Det er mange nye perspektiver at vænne sig til. Det tager måske lige lidt tid. Og uanset hvor okay jeg bliver, vil der helt sikkert altid være en del af mig der er markeret med Ekskærestens navn, fordi han har sat en dyb signatur i mit liv, og den jeg er i dag. Men ved I hvad? Det er faktisk okay. For han er slet ikke et dårligt menneske, som jeg godt ved, jeg nogengange har fået ham til at virke som – men når man er vred og ked af det, så er det de dårlige sider man fokuserer på. Han er én, der har givet mig masser af glæde, og fået mig til at grine mere end tusind gange. Én der har været der for mig når jeg har haft det svært – holdt om mig når jeg har grædt, kysset mit når jeg var vred. Det vil jeg altid elske ham for.
Jeg tror snart, jeg når et punkt, hvor der ikke er flere tårer at græde over Ekskæresten. Et punkt hvor jeg bliver nødt til at finde et nyt blog-navn til ham, fordi jeg skal vænne mig til at tænke på ham som noget andet end én der slap væk. Et punkt, hvor bloggen begynder at blive fyldt med historier om sjove dates, byture og snak om de fede og knapt så fede sider ved at være alene. Det er en mærkelig følelse. Jeg ved ikke, om jeg kan lide den. Men jeg tror, den er rigtig sund. Og jeg tror, det betyder at lyset er på vej tilbage.

Det går sgu nok alt sammen, tror jeg

Jeg blev glad af at læse mit triste indlæg fra den 7. januar. For jeg har faktisk haft nogle gode dage. Ikke bare ‘jeg græder ikke i dag’-dage, men dage hvor jeg faktisk har kunnet mærke hvor okay jeg har været helt inde i hjertehulen. Jeg snakkede med nogle piger til træning i dag om ham, uden at være sørgelig omkring det, og følte ikke jeg løj da jeg sagde, det gik meget bedre nu – eller at jeg mest var modig da jeg sagde at vi nok bare havde ramt en mur og ikke kunne komme videre. Det føltes ægte. Der er noget indeni mig der er ved at falde på plads, en eller anden form for accept måske.

..Og så er jeg begyndt at kunne se fordelene i at være alene, uden at skulle tvinge det frem. Det hjælper måske også meget. Jeg begynder ægte at tro på det der med at det er tusind gange bedre at være alene, end det er at være i et forhold, man ikke er tilfreds med. Jeg volder sgu ikke mig selv så mange kvaler som Ekskæresten voldte mig i sin tid, og jeg kommer sgu ikke til at gøre mig selv så ked af det, som han gjorde mig.

Har i øvrigt haft virkelig konstruktive samtaler med Ekskæresten på det sidste. Han skrev for et par dage siden at han kedede sig, og at han var træt af at han ikke kunne få lov at lave det, han gerne ville. Jeg greb chancen og sagde til ham, at han måtte ikke lade en gammel drøm ødelægge sit liv, men i stedet finde en ny (note til selv: Husk dine egne gode råd!). Han svarede ikke, og da jeg senere konfronterede ham med det, sagde han at det var fordi jeg havde givet ham noget at tænke over – og at jeg jo for fanden havde ret. Var sådan cirka 120% på røven over at have haft så åben samtale med ham, og at han oven i købet selv krøb til korset og indrømmede at han ikke trivedes, i stedet for at fyre en ligegyldig floskel af når jeg spurgte. Ved ikke rigtig, hvad der sker med ham, men jeg tror måske, det er noget sundt. Jeg er begyndt ægte at tro på at vi kan finde ud af at være venner. IM-samtaler glider nemmere, og det gør på ingen måde ondt at snakke med ham. Ikke at kontakt til ham nogensinde har været problematisk – på det værste tidspunkt føltes det bare lidt meningsløst. Sådan lidt, hvad kan jeg egentlig bruge dig til? Men Ekskæresten overrasker disse dage. Viser interesse. Deler ting. På en meget, meget venskabelig måde, selvfølgelig. Håber for guds skyld ikke, han laver et eller andet form for move, når vi ses. Så bliver jeg vred, og virkelig ked af det, tror jeg. Det er vel også ok, right?

 

Radiostilhed: Afbrudt

Kan I huske den film, Ekskæresten og jeg lovede hinanden at se sammen? Løftet gav vi hinanden da vi endnu ikke vidste om vi ville blive sammen eller ej.

Ekskæresten og jeg har som bekendt skrevet sammen nogle gange siden jeg brød radiostilheden for en måneds tid siden. Mønstret er at der går nogle dage imellem hver gang. Jeg starter en samtale med at fortælle om noget nice jeg har gjort til træning eller på mit arbejde, og han holder den kørende i tusind år ved at spørge interesseret ind til ting, jeg godt ved han måske ikke er så skide interesseret i. Jeg bad ham som bekendt om at vise mig, han faktisk ville mig, hvis vi skulle være venner, fordi jeg ikke ville finde mig i at være tovholder i et venskab han ikke gad. Jeg tror hans voldsomt interessevisende adfærd er et forsøg på virkelig at vise, at han bestemt ikke er ligeglad. Det er rart nok, har jeg tænkt om det nogle gange, men det at det er mig, der tager kontakt, har tit fået mig til at overveje om han gør det af dårlig samvittighed og hensyn til mig i højere grad end sit eget behov for at have mig i sit liv.

Nå, men i går skrev han altså til mig, out of nowhere, for at informere mig om at han altså havde fået fat i filmen nu. Om jeg havde set den uden ham, eller om vi stadig skulle se den sammen? Jeg var vildt overrasket, fordi jeg havde troet det var mig der skulle holde ham op på den film. Jeg sagde til ham at det må blive i januar, når jeg er færdig med mine eksamener, og lovede ham at komme med nogle datoer når vi kommer tættere på.

Der er lang tid til januar, siger jeg til mig selv. Jeg er glad for det, kan jeg mærke. Både for udsigten til at ses, men også for at det ikke er i overmorgen eller på fredag. Overraskende nok glæder jeg mig ikke til at se ham, på samme måde, som jeg troede jeg ville. Det er ikke noget jeg ser frem til med en lille glad sommerfugl i maven. Jeg tror bestemt heller ikke det skal tages som et tegn på at han pludselig savner mig vildt meget og at han vil til at sige vi skal være sammen igen (selvom det kunne være lidt fedt at sige “d’øh, hvad tror du selv smarte?”, må jeg indrømme).

Jeg tror bare virkelig han reelt stadig har en plads til mig i sit liv, som han gerne vil have jeg optager. Én, jeg ikke skal kæmpe, for at få lov at have, men en, han faktisk frivilligt vil give mig. Det gør mig glad, for jeg har jo også en plads til ham i mit liv, om end den er meget mindre end den der var til ham før.

Så jo. Den nutidige udgave af os går det faktisk godt med ind til videre. Nu mangler jeg bare at få sluttet fred med fortiden også.

Kvartalsstatus

Det er tre måneder siden mit eget personlige helvede startede. Så på datoen i nat og mærkede alle mine indre organer synke tyve centimeter. Det er gået op for mig at jeg bruger meget mere tid på at tænke over ham og os end jeg gjorde, da vi var sammen. Gik i dag så langt som at overveje at sende ham en casual sms alá ‘hvis det her venne-shit nogensinde skal blive en realitet er jeg nødt til at have snakket nogle flere ting ihjel med dig’. Sendte den aldrig. Men jeg gør det en dag. Jeg kan ikke blive ved med at gå med det hele oppe i mit hoved, og selvom han sikkert ikke har alle svarene, kan det være han kan nogen af dem. Er det en dum idé?

Jeg vil have ryddet op i min lejlighed i dag, og have taget opvasken. Jeg tager ned og træner i eftermiddag. Jeg retter de sidste detaljer på eksamensopgaven i aften.

Jeg er så forbandet ensom.

Hvis bare..

Tre dage har jeg tilbragt hjemme i syden. Jeg formåede rent faktisk at overnatte i min fars hus – det, med alle minderne, der ind til nu har gjort så forfærdeligt ondt. Det gør de ikke mere. Ikke på samme måde, i hvert fald. Det hele er så bittersødt for mig lige nu. Jeg begynder at tro på mig selv når jeg siger, jeg er okay. Fake it til’ you make it-tilgangen virker ret godt, tror jeg.

I bilen på vej hjem græd jeg over den her sang, da den spillede i radioen. Jeg græd, fordi den mindede mig om at stå sammen med ekskæresten i hans køkken, om at vaske op med ham (han vasker op, jeg tørrer af), om at grine med ham. Jeg er ikke i tvivl om, at kærligheden ikke er gået væk, og jeg ved ikke, om den kommer til at gøre det. Jeg kan stadig mærke det helt nede i maven, når jeg giver mig selv lov til at tænke på de gode ting ved ham – og ved os. Det er bare altid efterfulgt af stikket i maven. ‘Du kunne jo ikke stole på ham’-stikket. ‘Han var jo ikke den du troede’-stikket. ‘Det er jo ikke ham, du skal blive gammel med’-stikket. Og så bliver jeg ked af det. For jeg ville nok stadig så gerne, at det kunne være nemt. At det kunne være os. Men det kan det ikke, minder jeg mig selv om. Det skal det ikke. Der er ikke nok gode ting til at opveje de dårlige, og jeg skal ikke være sammen med én, der har så lidt at byde ind med. Én, jeg i virkeligheden ikke respekterer, uanset hvor meget jeg holder af ham.

Ift. hvordan det går med at få kommunikeret lidt med ham igen, sans relationship? Det går faktisk godt. Vi har skrevet sammen et par gange siden det skæbnesvangre (okay, ro på mig selv) opkald. Slet ikke fra mandag til fredag, fordi vanen i at skrive til ham slet ikke ligger i mig mere. Det er godt, tror jeg, sundt. Jeg tror virkelig at han mente dét der med at vi stadig skulle være en del af hinandens liv, selvom det ikke var som kærester. Og at han lyttede, da jeg bad ham om at vise mig det, hvis han ville mig. Han stiller virkelig mange spørgsmål. Også til ting, jeg ved, han er komplet ligeglad med, men som han ved jeg elsker at ævle om. (“Hvad fik du at spise på caféen?” fx). Selvom det er lidt akavet her i starten, giver det mig håb om at han kan blive til ‘min rigtig gode ven, X’ og ikke bare ‘min ekskæreste’, efterhånden som tiden går og såret heler.

Billede

“Hallo?”

Mit hjerte banker hårdt da jeg finder hans navn i min telefon og trykker på det. Jeg sidder et langt minut og kigger på hans kontaktoplysninger – skal/skal ikke, spørger jeg mig selv for tiende gang i dag, men jeg har allerede taget beslutningen. Jeg ringer op. Det virker som evigheder før han tager telefonen, men da han gør er det med det velkendte, spørgende “hallo?” han altid bruger, som er han i tvivl om det er mig, eller en ivrig telefonsælger. Jeg rømmer mig, tvinger stemmen i gang. “Hej du. Hvordan har du det?” Han fortæller mig at han stadig ikke laver noget. Fortæller at hans mor har sladret om mit frisureskift – hun har jo facebook, forstås, i modsætning til ham. Jeg siger, jeg havde ondt i maven inden jeg ringede til ham, og han svarer, at det var der da ingen grund til. Vi snakker frem og tilbage – han fortæller om sin bedste vens far der midt i fyrrerne pludselig har fået en hjerneblødning. Åh, hvor forfærdeligt, siger vi. Åh, hvor forfærdeligt. Jeg fortæller ham at jeg har prøvet at være til undervisning med tømmermænd, og at mine egne jobs som underviser går strygende.

Jeg tager mig sammen, da vi har talt om trivialiteter et stykke tid. Fortæller ham, at grunden til at jeg havde så ondt i maven, var at jeg ville sige noget til ham – noget, der kunne komme til at lyde lidt hårdt, eller strengt, eller voldsomt, måske. Han beder mig om at sige hvad det er, og jeg får endelig sat ord på dét, der har fyldt i mit hoved siden jeg begyndte at tænke på at kontakte ham igen: Jeg gider ikke være den der trækker læsset i forhold til vores venskab. Jeg gider ikke være den der sørger for vi får talt sammen, eller set hinanden. Han får, hvad han giver, og ikke noget ud over det, for jeg er færdig med at give ham mere end jeg får. Først misforstår han mig. Tror, jeg hentyder til at han ikke har kontaktet mig i radiostilhedsperioden, går i defensiven og siger ‘jamen du bad mig jo..’. Jeg afbryder ham, forklarer hvad jeg i virkeligheden mener, og så fatter han det endelig. Siger, han udmærket forstår, og ikke havde forventet andet.

Jeg får fortalt ham, at jeg har savnet ham rigtig meget. Han siger, han også har savnet mig. Jeg kan mærke en klump i halsen og tårer stige op i øjnene da jeg tilføjer: “Men jeg savner efterhånden dig mere end jeg savner os, hvis du forstår”. Det gør han.

Jeg bliver ikke rørt fordi jeg er ked af det, men fordi jeg kan mærke, jeg taler sandt.
Vandet i mine øjne flyder aldrig over, klumpen i min hals lader sig synke.

Vi taler videre et par minutter mere, før jeg lægger på.

tumblr_lvc6ctErOP1qzjp5co1_500

Google-tilståelser, Michael Cera-gifs og kriterier for hvornår vi kan snakke sammen igen

  • Jeg er nu hende der googler ‘stages of grief break up’. Jeg er overrasket over at det ikke kom før; under De Seks Dages Pausehelvede var jeg meget hurtigt hende der googlede ‘relationship break cope how’. Kan i øvrigt informere om at jeg fandt den her fine artikel som er sjov og sød, og så elsker jeg at læse de mange kommentarer fra folk der har slået op med deres kærester. Hvis jeg skal følge den beskrivelse det fine kvindesite (so American!) opgiver, så springer jeg lidt frem og tilbage mellem isolation, vrede og accept alt efter hvilket ben jeg får først ud af sengen om morgenen. Det er vist også okay.
  • Apropos vrede, så er jeg begyndt at bruge køreture på noget lidt sjovere end at græde. Jeg skælder ham ud. Lader som om han sidder ved siden af med en mundkurv på, og tvinger mig selv til halvråbe alle de ting jeg ikke kunne få mig selv til at sige til hans ansigt, fordi jeg jo godt ved han er ked af det nok i forvejen uden også at skulle råbes af. Jeg er et eller andet sted glad for at have gang i ægte radiostilhed imens jeg har det sådan her, for jeg tror jeg kunne komme til at sige virkelig mange ting til ham der ville gøre det umuligt for os at være venner på noget tidspunkt. Klassiske ting, du ved. Jeg troede fandme jeg kunne stole på dig-ting. Du er det mest egoistiske svin jeg nogensinde har brugt min tid på-ting. Min favoritter er helt sikkert: Jeg håber sgu du aldrig finder ud af hvad du vil med dit liv, at du aldrig mere finder en så villig til at finde sig i dit lort som mig, og at der ikke kommer nogen til din begravelse når du dør – jeg kommer i hvert fald ikke! og den helt simple: Vores største problem er at jeg er blevet voksen i løbet af de sidste fire år, og at du ikke er. Og det hader jeg dig for.  Jep. Radiostilhed er bestemt en god idé lige nu.
    Billede
  • Nu vi taler om radiostilhed, så er jeg kommet frem til med mig selv at den først kan brydes når jeg har opfyldt en række kriterier. 1) Jeg skal have haft en uge med flere gode dage end dårlige. En god dag behøver ikke nødvendigvis være kendetegnet af at jeg overhovedet ikke har været ked af det. Fire dage ud af syv skal jeg bare være gået i seng med tanken ‘jeg er glad for, at vi ikke er sammen mere’. 2) For både hans og min skyld skal jeg gerne have arbejdet mig igennem den værste vrede selv, så jeg ikke inderst inde har lyst til at kradse øjnene ud på ham næste gang jeg ser ham og ender med vred sex i stedet for. 3) Jeg skal have været sammen med minimum én anden (gerne S) så jeg kan sige “jep!” når han helt sikkert i et anfald af ‘åh vi er så cool med alting’ spørger mig om jeg så har været sammen med en anden siden sidst. Især i tilfælde af at han også har. Det er fandme ikke en konkurrence jeg skal tabe. (Og hvis du nu sidder der og siger ‘ej, det er altså ikke en konkurrence, og man skal passe på sin krop og sin psyke og ikke knalde med folk bare for at gøre det, så hey – fuck you!).

ægte radiostilhed

Jeg skrev med min veninde C i dag. “Tror du ikke det er bedst bare at lade være med at snakke med ham et stykke tid? Boycotte ham. Få ham ud af systemet?” spurgte hun. Jeg fik tårer i øjnene i undervisningen. Blinkede som bare fanden. Distraherede muligvis min underviser. Tog hjem to timer før min dag egentlig var slut. Hun blev ved med at skrive kloge ting imens jeg var ude at handle (panikhandle, på den måde hvor man bare smider ting ned i kurven uden at have den svageste anelse om hvad man handler til). “Du har fandme været god til at give ham plads de sidste mange måneder. Nu er det din tur til at få plads”.

Jeg græd i bilen på vej hjem. Imens jeg panikåd en hel pose grovchips. Ti minutter. Ny rekord. Sørgelig rekord.

Jeg græd stadig da jeg kom ind i min lejlighed. Men så tørrede jeg tårerne væk. Udnyttede et øjebliks klarhed til at finde hans navn iblandt mine telefonkontakter. Jeg ringede op. Ventede et langt åndeløst øjeblik og håbede at min telefon ikke havde noget telefonnet. ‘Hallo?’ kom det fra den anden ende. Han var nok forvirret over at jeg ringede. Troede måske endda det var et lommeopkald. Forståeligt nok. Jeg lagde ansigtet i de modigste folder jeg kunne præstere, og håbede at min stemme ikke ville ryste for meget.

‘Jeg ville bare fortælle dig at jeg nok ikke skriver til dig de næste par uger. Og du skal helst lade være med at skrive til mig, også’.
– ‘Nå.. Øh.. Hvadøøh, hvordan kan det være?’

Min stemme knækkede og jeg hikstede mig igennem resten af samtalen.

‘Jeg kommer bare ingen steder. De eneste tidspunkter jeg har været okay de sidste tre uger har været når vi har snakket sammen. Sådan skal det heller ikke være, for helvede. Og det her er bare det eneste jeg har kontrol over.’
– ‘Nej, selvfølgelig ikke.. Det forstår jeg godt.’
‘Du skal stadig ikke se [film vi gav hånd på at se sammen uanset hvad der skete] uden mig! Jeg kan bare ikke være venner lige nu.’
– ‘Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det. Men så må du.. skrive, eller ringe eller noget når du er .. når du har fået det bedre, okay?’
‘Jo.. Det er bare så pisse hårdt det her. Jeg savner dig så pisse meget.’
– ‘Hør, jeg savner jo også dig,’ og så sagde han mit navn. Mit forbandede lortenavn, der plejede at lyde så godt på hans læber, men nu lød forvrænget og ulækkert.

Jeg gik i panik. Havde pludselig tusind ting at sige, og ikke nok tid at sige det i.
‘Husk at passe på dig selv! Og at ta’ dig sammen! Gør noget, for helvede!’ endte jeg med. Det lød så hårdt. Men han forstod godt hvad jeg mente.
‘Det skal jeg nok. Jeg håber virkelig du får det bedre.’

Der var stille. I flere sekunder.

‘Jamenøøøh,’ mumlede han. ‘Du må .. ja, du må ta’ at få det bedre, ikke?’
‘Jo. Jeg gør hvad jeg kan. Hils omkring dig.’ Jeg tænkte især på hans mor. Hans søde, søde mor, der skrev til mig en uge efter vi var gået fra hinanden. Jeg er glad for at ha’ lært dig at kende, skrev hun.
‘Jo. I lige måde,’ sagde han.

Da jeg fik skubbet et ‘hejhej’ frem mellem mine bævrende læber var det så lavt at jeg knapt selv kunne høre det. Men det kunne han.

Samtalen tog knapt to minutter. Men det var de længste to minutter i hele mit liv.

tumblr_mtxunupGGd1rpinwco1_500

sporadisk radiostilhed

Selvom alt er anderledes nu, er det stadig ham jeg har lyst til at sige ting til, når der sker små ting omkring mig. Ham jeg har lyst til at diskutere mit nye arbejde med. Ham jeg vil trøstes af. Ham jeg gerne vil være sammen med.

Jeg tvinger mig selv til kun at kontakte ham hver anden dag nu. Det er ikke fordi der er meget at snakke om for os lige nu alligevel. Jeg bliver altid ked af det, fordi der er så meget jeg ikke kan sige. Så meget jeg gerne vil snakke om, men ikke har lyst til at snakke om alligevel.