Resultat af Single Empowerment Night med sød pige

20 grunde til at det er sygt nice at være single:

1. Ingen at stå til ansvar for.

2. Ingen dårlig samvittighed over ikke at barbere ben.

3. Byture er tusind gange federe fordi man kan flirte med alt der har en puls uden at have dårlig samvittighed.

4. Man kan generelt flirte med alt der har en puls uden at få dårlig samvittighed. Herunder bankrådgivere, telefonsælgere, DSB-kontrollører, telefonabbonnementssælgere på gaden og ham den søde ved kassen i Netto.

5. Mere tid til alt.

6. Ingen tidspunkter hvor man ikke kan spise ostepops med god samvittighed.

7. Ingen tidspunkter hvor man ikke kan spise fisk med god samvittighed.

8. Ingen tidspunkter hvor man ikke kan spise ost med god samvittighed.

9. Ingens behov er vigtigere end ens egne.

10. Generelt mere frihed – også når man er alene. Tænker aldrig ‘hvad ville HAN dog tænke, hvis han så mig her under min dyne med serier fra 8-16?’

11. Man slipper for ‘hende den kærestekedelige’-stemplet.

12. Ingen dumme familiefester man skal til ud over sine egne. I sin egen familie. Hvor man kan folks navne. Og faktisk synes de fleste er nice.

13. Når man ikke har sex er det fordi man ikke har nogen at ha’ sex med / ikke nogen man gider ha’ sex med. Ikke fordi der er noget galt.

14. Ingen svigerforældre, man skal tvære det falske smil på overfor selvom de er for nederen til at trække vejret.

15.Intet røvhul der har en mening om hvad man skal gøre ved ens hår. Jeg klipper det kort hvis jeg har lyst. Fucking. (Det har jeg ikke. Men det er princippet i det!).

16. Ingen til at få det dårligt med sig selv (ud over en selv, men mig selv og jeg ka’ egentlig godt li’ hinanden, så det er cool).

17. Slipper  for ‘Ej skat, vil du ikke lige ordne den bums jeg har på ryggen? Jeg kan ikke nå..’ (Ordner sgu kun mine egne bumser nu. Thank God!)

18. Stakkesvis af penge der kan bruges på andet end transport, overpriced aftensmad, og gaver.

19. Ens lejlighed behøver ikke være så clean, for hey, der kommer sgu ikke nogen i den så tit alligevel. Badeværelsesrengøring behøver ikke være en ugentlig ting, nø. Hurra.

20. Man behøver ikke lade som om man gider se actionfilm andre steder end i biografen

Ugestatus

I løbet af de sidste syv dage har jeg…

..Knaldet med 1 stk Romantiker (og efterfølgende både fortrudt og ikke-fortrudt for til sidst at konkludere at jeg i det mindste gjorde en god gerning for hvilken der venter mig mange lyserøde dildoer i himlen).

..Grædt gennemsnitligt tre timer om dagen for at ende på en cirkatotal af 18 timer. Av for helvede.

..I den forbindelse brugt næsten en hel tube øjencreme.

..Grædt i bussen.

..Grædt på banegården.

..Grædt i opgangen imens jeg låste mig ind i min lejlighed. Tre gange. Har nu en nabo, der helt sikkert tror jeg er en omvandrende selvmordsrisiko.

..Gemt mig for naboen fra opgangen, fordi jeg ikke ville have han skulle se jeg græd for tredje gang på to dage.

..Hørt virkelig meget musik fra min ‘jeg savner’-playliste.

..Tvunget mig selv ud i frivillige sociale situationer intet mindre end fire gange. Selvom jeg foretrækker dynen frygter jeg at den vil kvæle mig og efterlade mig mere ødelagt end jeg behøver være.

..Startet lidt flere samtaler med Ekskæresten end jeg plejer, dog stadig med minimum to dages mellemrum.

..Drømt ufatteligt meget om Ekskæresten, både på den behagelige, og især på den ubehagelige måde.

..Været meget angrebet af usunde ‘hvis vi nu bare havde gjort noget anderledes’-tankemønstre der ingen steder får mig og intet ændrer alligevel.

..Formået at udnytte min pludselige nedtur og trang til at barrikadere mig i lejligheden til at skrive fem ud af otte sider på en eksamensopgave. Fremgangsmåde? Tud en time. Skriv en side. Tud en time. Skriv en side. I am not kidding you.

..Været stærk skulder for sød veninde, der ikke havde så meget brug for den som jeg havde.

..Sagt til en anden veninde, at det er helt okay at være ked af det, og at der ikke er en timelimit på hvornår sorg skal gå over. Gad godt selv kunne huske det råd bedre.

Ting, der skete under festlighederne #1

(Igen laver jeg en føljeton, for who am I kidding, selvfølgelig kommer der til at være tusind indlæg omhandlende udskejelser der kun finder sted fordi kødmarkedet åbenbart ikke flytter sig for mig – og så må Mohammed jo komme til bjerget, som man siger!)

  • Størstedelen af aftenen var delt imellem a) Se to veninder danse og synge meget passioneret i deres respektive fadølsbranderter, b) stirre på flot mørkhåret fyr i mørkeblå skjorte, c) forsøge at drikke min hjerne til stilhed, uden rigtig at nå det der punkt hvor jeg følte mig ægte fuld.
  • Jeg var tæt på at ringe til ham dér, men min søde veninde R var fornuftig og mindede mig om at jeg måske blev ked af det af at snakke med ham, og at det nok ikke var det rette forum at hulkegræde i. Good job, R! Selvfølgelig skulle jeg da heller ikke lave det opkald en onsdag aften efter fem shots. For dælan da. Godt det ikke skete!
  • Jeg udnævnte min veninde J til single-guru. Selvom hun nu er rimelig af markedet, kender jeg ikke nogen der kender det bedre end hende, og jeg fik alle de fede tips – deriblandt ‘du skal bare gå hen og spørge om han vil knalde’ og ‘husk at du aldrig må sige til en bolleven at du knalder med andre end ham – de bli’r pisse sure!’.
  • Selvsamme veninde formåede i en kæmpe strøm af single-snak at sige: “Jamen det er da pisse fedt for dig, for du er jo flot! Du er jo attraktiv! Det er jo en ren legeplads for sådan en som dig, du skal jo ikke arbejde så meget for det!” Noget indeni mig kradser altid når jeg får sådan nogle komplimenter smidt i hovedet. Hvad siger man? “Årh, det er jeg glad for du synes?” Og hvad gør man ved den der lille fjortenårige pige der hvisker ind i ens højre øre at komplimentgiveren lyver?
  • Flot fyr i mørkeblå skjorte (ham fra c), remember?) endte dælme med at sætte sig over og snakke med mig. Han var åbenbart bulgarer. ‘My frrrrieeends call me Diiiimiiiii!’ Hold nu op han var fuld. Og flot. Han insisterede på at få mit nummer, og fik det rigtige. Single-milesten lige der! Jeg har ikke givet mit ægte nummer til en fyr i byen siden 2009.

Billede

Google-tilståelser, Michael Cera-gifs og kriterier for hvornår vi kan snakke sammen igen

  • Jeg er nu hende der googler ‘stages of grief break up’. Jeg er overrasket over at det ikke kom før; under De Seks Dages Pausehelvede var jeg meget hurtigt hende der googlede ‘relationship break cope how’. Kan i øvrigt informere om at jeg fandt den her fine artikel som er sjov og sød, og så elsker jeg at læse de mange kommentarer fra folk der har slået op med deres kærester. Hvis jeg skal følge den beskrivelse det fine kvindesite (so American!) opgiver, så springer jeg lidt frem og tilbage mellem isolation, vrede og accept alt efter hvilket ben jeg får først ud af sengen om morgenen. Det er vist også okay.
  • Apropos vrede, så er jeg begyndt at bruge køreture på noget lidt sjovere end at græde. Jeg skælder ham ud. Lader som om han sidder ved siden af med en mundkurv på, og tvinger mig selv til halvråbe alle de ting jeg ikke kunne få mig selv til at sige til hans ansigt, fordi jeg jo godt ved han er ked af det nok i forvejen uden også at skulle råbes af. Jeg er et eller andet sted glad for at have gang i ægte radiostilhed imens jeg har det sådan her, for jeg tror jeg kunne komme til at sige virkelig mange ting til ham der ville gøre det umuligt for os at være venner på noget tidspunkt. Klassiske ting, du ved. Jeg troede fandme jeg kunne stole på dig-ting. Du er det mest egoistiske svin jeg nogensinde har brugt min tid på-ting. Min favoritter er helt sikkert: Jeg håber sgu du aldrig finder ud af hvad du vil med dit liv, at du aldrig mere finder en så villig til at finde sig i dit lort som mig, og at der ikke kommer nogen til din begravelse når du dør – jeg kommer i hvert fald ikke! og den helt simple: Vores største problem er at jeg er blevet voksen i løbet af de sidste fire år, og at du ikke er. Og det hader jeg dig for.  Jep. Radiostilhed er bestemt en god idé lige nu.
    Billede
  • Nu vi taler om radiostilhed, så er jeg kommet frem til med mig selv at den først kan brydes når jeg har opfyldt en række kriterier. 1) Jeg skal have haft en uge med flere gode dage end dårlige. En god dag behøver ikke nødvendigvis være kendetegnet af at jeg overhovedet ikke har været ked af det. Fire dage ud af syv skal jeg bare være gået i seng med tanken ‘jeg er glad for, at vi ikke er sammen mere’. 2) For både hans og min skyld skal jeg gerne have arbejdet mig igennem den værste vrede selv, så jeg ikke inderst inde har lyst til at kradse øjnene ud på ham næste gang jeg ser ham og ender med vred sex i stedet for. 3) Jeg skal have været sammen med minimum én anden (gerne S) så jeg kan sige “jep!” når han helt sikkert i et anfald af ‘åh vi er så cool med alting’ spørger mig om jeg så har været sammen med en anden siden sidst. Især i tilfælde af at han også har. Det er fandme ikke en konkurrence jeg skal tabe. (Og hvis du nu sidder der og siger ‘ej, det er altså ikke en konkurrence, og man skal passe på sin krop og sin psyke og ikke knalde med folk bare for at gøre det, så hey – fuck you!).

#21

På dag 21 efter Dagen Hvor Det Skete sidder jeg i min lejlighed med et tæppe omkring mig og jeg er for første gang siden Dagen Hvor Det Skete (nærmest) helt okay. Afklaret. Glad for efter gårsdagens aftale om et stykke tids ægte radiostilhed ikke at være slave af min smartphone, eller den type tanker der har hjemsøgt mig især de sidste to uger, navnlig:

  • Hvorfor skriver han ikke?
  • Savner han slet ikke mig?
  • Jeg vil gerne fortælle ham det her. Kan jeg det? Er det okay?
  • Hvorfor svarer han ikke?
  • Hvorfor gør jeg det her mod mig selv?
  • Hvorfor gør han det her mod mig?

Jeg kan få min indre kværulense (hende der kværulerer, forstås) til at holde kæft nu. Han skriver ikke til dig fordi du har bedt ham om at lade være. Han siger han også savner dig – det ville han ikke hvis han ikke gjorde det. Du skal lade være med at skrive til ham, for det har du lovet ham at lade være med, indtil du har fået det bedre. Indtil du faktisk magter at være venner med ham. Du skylder både dig selv og ham at lade være. Det er ikke hans job at trøste dig. Selvom han gerne vil.

Klokken er nu 21.17 på dag 21. Jeg har endnu ikke grædt. Jeg tror ikke jeg kommer til det. Jeg er afklaret i dag. Har det måske lidt ligesom på Dagen Hvor Det Skete, hvor jeg havde et par timer hvor jeg var fuldstændig cool. Muligvis fordi vægten af beslutningen og dens indflydelse på mit liv ikke rigtig kunne mærkes endnu. Måske fordi De Seks Dages Pause var meget mere forfærdelige end tiden efter Dagen Hvor Det Skete. Men også fordi jeg inderst inde var pinligt bevidst om at det var det rigtige. Og at det nok skulle gå. Uanset hvad.

Jeg har en lækker ‘det skal nok gå’-kind of day i dag. Måske fordi jeg for første gang føler jeg har taget situationen i egne hænder. Måske fordi jeg pludselig er bevidst om at jeg også selv har en indflydelse på hvordan jeg bliver glad igen, og at måden at gøre det på ikke er bare at flyde med strømmen af øv, men i stedet at gøre hvad jeg kan for at få kæmpet mig ind til bredden.

Min crawl er habil i dag. Hvor stærk en svømmer jeg er i morgen, i overmorgen og om tre uger og om et halvt år må tiden vise. Til bredden skal jeg nok komme. Spørgsmålet er bare hvor hurtigt det går.

tumblr_mtg1ne9Z2O1r1p6w8o1_500

Med frygt for at jinxe det og bryde grædende sammen i frokostpausen:

Ting jeg har gjort i dag (og klokken er altså kun 10.27!):

  • børstet tænder. Uden at græde. Har ellers gjort det til en vane at tage dagens første tudetur sammen med min elskede tandbørste. Ikke i dag, åbenbart.
  • spist ægte substansmorgenmad (der ikke var toast). Godt nok delvist lavet af Bedsteveninden, men det var stadig mig selv der fik det ned. To æg og et stykke rugbrød. Jojo. Vi flotter os rigtig.
  • kørt bil uden at græde. Big fucking deal.
  • set 1½ afsnit Grey’s Anatomy da jeg var helt alene studiets fredagsbarslokale. Uden at græde.
  • slæbt mig selv til min 10-12-undervisning, selvom jeg hade mere lyst til at se mere Grey’s. Bare lidt fjollet at pjække og være på universitetet samtidig, er det ikke? Don’t wanna be that girl.

Klokken er selvfølgelig kun 10.33 nu. Jojo, jeg er godt nok hende der sidder i bagerste hjørne i undervisningen og hører efter med et halvt øre imens fingrene glider hen over tastaturet, fordi jeg allerede på forhånd har givet op på min koncentrationsevne. Men jeg er i det mindste ikke hende der græder inden 10.36. Ikke i dag. Måske var det en god nok idé, den der radiostilhed. Det er som om der er lidt mere ro i mit hoved, end der var i går.

Billede