S-update, cybersex og ekskæresteprincipper

  • Jeg brød vist en af datingspillets vigtigste regler med S i går: Jeg sagde, jeg ikke gad spille spillet. At det altså var helt ok hvis han bare sagde til mig at han egentlig ikke gad bruge tid på mig, for hvis det var tilfældet så var mit liv egentlig også for kort til at bruge tid på ham. Jeg var virkelig sikker på at han bare ville gribe sin out og løbe skrigende væk, men nej; han forsikrede mig om at han bestemt gerne ville bruge tid med mig, men bare ikke havde meget tid at gi’ af lige nu – jeg skulle endelig blive ved med at hive i ham, for lige pludselig kunne der jo være en aften fri. I øvrigt mindede han mig lige om at han jo godt ved at han virker uinteresseret når vi skriver sammen, men at det er fordi han altid laver noget andet. Nå, så deeet… Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op med det. Han kan stadig tjene som en behagelig distraktion. Vi har det jo skægt sammen når vi ses. Men det er lidt som om vi ikke har set hinanden siden start/midt i oktober, og det får jeg jo ikke meget distraktionssex ud af, vel? 
  • Apropos sex, så skulle jeg have vasket op i dag, men endte i stedet på Omegle (i et desperat forsøg på at stoppe med at græde, faktisk) og på mystisk vis kom jeg til at bruge to timer på langtrukken cybersex med sød fyr fra Odense der gav så mange brystkomplimenter at mine bryster kunne flyve til Finland nu, hvis de gad! Tæller det som min vær-sammen-med-en-anden-betingelse for brud af radiostilhed? Ikke helt, vel? Men det tæller heller ikke for ingenting. Under alle omstændigheder er jeg ikke ligeså skræmt af tanken af at være sammen med en jeg ikke kender nu. Heller ikke IRL. Høhø. 
  • Jeg er midt i en ugelang bølge af hjertesmerte, men så snart den lægger sig tror jeg altså jeg kontakter ham igen. Der er faldet mange ting på plads i mit hoved, men jeg kan mærke, jeg har brug for at vende nogle flere ting med ham, og så for øvrigt at jeg ikke har lyst til at vi skal være fremmede. Jeg siger ikke, han skal være min bedste ven, og en jeg kan dele alt med, som han var før, men som minimum vil jeg have lov at tippe ham om tv-programmer han bør se, og til ind i mellem at spørge ham til råds når lokummet brænder. Jeg har endnu ikke en hylde i mit liv der står “Bare En Ekskæreste Som Jeg Ikke Kan Tale Med I Dag” på, og sådan skal det gerne blive ved med at være. Jeg hev nogle gaamle digte ud af min interaktive skrivebordsskuffe i formiddags, som jeg skrev dengang min første kæreste gik fra mig, og var ramt over hvor ondt det også gjorde på mig dengang – og tænkte så på, hvor gode venner vi egentlig er i dag. Jeg ved, hjertesmerten går over med tiden.

Trøstehadelisten #1

Hvis der kan lave mandehadelister og kvindehadelister (Tak, Nynne!), kan der vel også laves trøstehadelister, kan der ikke? Jo der kan! Sgu. Jeg er sikker på jeg ikke er den eneste der har været udsat for op til flere fuldstændig latterlige forsøg på trøst, den slags der er så sørgelige at man ikke ved om man skal græde eller grine. Eller skælde ud, måske. Jeg ved ikke om jeg ved et uheld er kommet til at omgive mig med verdens mest uintelligente venner, eller om folk i virkeligheden bare mister enhver idé om hvordan man agerer socialt så snart kleenexen bliver hevet frem. Jeg ved det virkelig ikke. Jeg har tre items på listen so far, og jeg tillader mig at nummerere indlægget, for der kommer helt sikkert flere dumpende undervejs efterhånden som folk bliver mere og mere utålmodige med mig.

  • “De siger det tager halvdelen af den tid forholdet varede før man stopper med at være ked af det!”
    Right. Så det du siger er, at jeg vil have det som om nogen har sparket mig midt i maven – helt indtil 2015? Det kan jeg godt se, det hjælper virkelig meget. Jeg har det allerede meget bedre. Well, fuck you very much.
  • “Ej, jeg så det godt komme, faktisk.”
    Næh, hvor må det være dejligt for dig ikke at være så chokeret. Kunne du ikke bare lige have delt din bekymring med mig for fem måneder siden, så jeg kunne have fået en headsup eller noget, i stedet for at stå her og være bagklog bagefter? Det ku’ sgu ha’ været rimelig fedt, mand.

 

Den bedste kommer fra min ellers velmenende best buddy K, der ellers ind til nu har været min ‘hvis jeg ikke er gift inden jeg er 40’-forlovede. Lad mig bare sige at forlovelsen er sat til kraftig genovervejelse.

  • “Det er ligesom dengang min hund døde!”
    Jeg synes lidt den her skal have lov til at stå for sig selv. Det er den stærk nok til.

tumblr_mus3ytWGRa1s194bvo1_400