Øjebliksbillede #1

Vi ligger i hans seng. Jeg kan se at Ekskæresten har sendt en fuld sms til mig i nat. Jeg svarer. Spørger samtidig Den Kvikke henkastet, ‘hey, er du egentlig OK med at jeg stadig har en smule med ham at gøre ind i mellem? Ellers skal du altså sige til!’. ‘Selvfølgelig er det OK!’ erklærer Den Kvikke og kysser mig. Jeg skriver færdig med Ekskæresten, slutter af med at sige at han må have en god dag uden for mange tømmermænd og lægger hovedet tilbage på puden. Den Kvikke og jeg ligger og ser på hinanden i en rum tid. Jeg kan mærke, jeg får en klump i halsen. ‘Du kunne aldrig finde på at lyve overfor mig, vel?’ spørger jeg efter megen tids tilløb. Han kysser mig igen. Joker lidt alá ‘hvad skulle jeg dog lyve om?’, og bliver så alvorlig igen. Nej, siger han. Nej, det kunne jeg ikke. ‘Godt,’ siger jeg. ‘Man bliver nemlig sindssyg af at holde af folk der lyver’. 

Hovedeksposioner

Jeg sumper lidt rundt igen. Er nyligt kommet hjem fra en weekend hos de gamle, lytter til min “Av mit hjerte”-playliste på Spotify (it’s a real thing – jeg har dén, og en “Tag dig nu sammen og vær glad!”-playliste. Man er vel desperat), og prøver at få styr på den lejlighed jeg efterlod i en tilstand der lidt minder om Hiroshima efter atombomben (too soon?). Den her uge har været virkelig hård. De to skridt tilbage, og alt det dér pjat. Jeg har gjort hvad jeg kunne for at holde mig travl, men hver gang jeg sætter mig ned og trækker vejret gør det ondt helt ude i fingerspidserne.

Forvirring har ramt mig: Savner jeg efterhånden egentlig at have ham som min kæreste, eller savner jeg bare ham, hans væsen og hans måde at være på? Sidstnævnte er jo stadig tilgængeligt for mig. Han er der stadig. Jeg kan jo bare ta’ fat i ham og sige at jeg er klar til at snakke igen. Men så tænker jeg, savner jeg måske endda bare den jeg er i hans selskab? Den jeg var, dengang jeg var sikker på ham? …Sikker på mig, måske? Jeg aner det virkelig ikke. Jeg ved ikke om det er meningen, jeg skal finde et svar, men jeg kan mærke at tiden begynder at presse mig. Tik. Tak. Tik. Tak. Find ud af hvad du vil. Med hvert slag glider han længere væk, bliver sværere at nå, lærer at jeg ikke er nødvendig i hans liv, ligesom jeg jo dybest set godt ved at han på ingen måde ikke er uundværlig i mit – jeg vil bare så gerne ha’ ham i det alligevel. Men hvorfor vil jeg det? Hvad er det jeg vil ha’ fra ham? Har han overhovedet mere at gi’ mig? Det siger han jo at han har, men kan jeg bruge hans ord til noget? Har han ikke netop vist at han kan sige ét, og føle og gøre noget helt andet? Mit hoved snurrer. Måske burde jeg i virkeligheden bare ringe til ham og vende den med ham. Han kan jo bare sige det, hvis han ikke gider. ‘Det er jo ikke fordi jeg på nogen måde har tænkt mig at skære dig ud af mit liv,’ sagde han jo. Men er det bare noget han sagde for at gøre mig tilfreds, ligesom det sidste ‘jeg elsker dig’, hvor han knaptnok kunne se mig i øjnene?

Billede

Jeg læser så mange citater og sayings på Tumblr og Instagram hver dag at det næsten er pinligt

We forgive people because we still want them in our lives.

Det læste jeg i hvert fald på Tumblr tidligere i dag. Jeg prøver virkelig, for jeg har ikke lyst til at han skal være en fremmed for mig. Jeg ved, der er masser af vigtige og uvigtige samtaler tilbage til os. Flere grineflip. Flere film, vi skal se sammen. Flere ting jeg kan gøre for at han begynder at tage sit liv lidt mere seriøst, og flere ting han kan gøre for at jeg kan tage mit lidt mindre seriøst. Jeg ved, han stadig kan tilføre mit liv værdi, og måske endda meget mere som ven end som kæreste.

Bare ikke endnu.

For jeg er bare så vred. Og skuffet. Og såret. Og ked af det. Jeg føler på en eller anden måde det burde have været mig, der gik fra ham. Jeg føler jeg er blevet pisset op og ned ad ryggen de sidste fire år uden at opdage det før til allersidst. Det gør mig stadig pisse fucking sur at han sås med den veninde uden at sige noget til mig. Jeg tænker stadigvæk at jeg ville ønske han i det mindste havde knaldet med hende, så jeg kunne være sur over det han løj om og ikke faktum at han løj. Jeg ved godt, at alle lyver. Jeg har satme også løjet mange gange i mit liv. Også overfor folk jeg elsker højt. Men jeg er så færdig med at være forstående, som jeg var hele den første måned. Meningen med ikke at snakke med ham lige nu er jo netop så jeg kan rase ud uden at skulle tage hensyn. Men måske har jeg i virkeligheden brug for at få råbt det ud til den, der fortjener møgfaldet, frem for til min bilradio, min mor eller min bedste veninde? Det er bare aldrig særlig sjovt at skælde nogen ud, der ved, de har gjort noget uretfærdigt og bare står og nikker tavst uden at reagere på anden vis.

…On another note, så har jeg gang i den vildeste selvforkælelses-streak, og det har jeg ikke rigtig råd til, men den del taler vi ikke om! Fodpleje i dag, frisør i morgen, alt for meget shopping i løbet af de sidste to måneder. Tror du mit overtræk er A) -5.600 kr, B) -1.800 kr, eller C) 5 kr (HA!)?. A, ikke? You had it right! Jeg har snart ikke penge til at være ked af det mere (eller vent, det har jeg aldrig haft).

om jalousi og løgne

S besøger veninde i hovedstaden denne weekend. Jeg ved ikke om jeg er skuffet eller lettet over ikke at være den mindste smule jaloux. Sandheden er at han kunne kneppe hele København, og jeg ville nok stadig være ligeglad.

Når jeg tænker på Ham den anden sammen med sin veninde fra hovedstaden, hende jeg imod enden fandt ud af at han havde besøgt en lille håndfuld gange uden at sige noget til mig for ‘hvad nu hvis jeg misforstod det som noget det ikke var og blev ked af det?’ og senere ‘for nu var det ligesom allerede blevet til en løgn, og ingen gider fanges i at være en løgner’, når jeg tænker på dét, vender det sig i maven på mig. Da jeg fandt ud af det blev han ved med at sige ‘jamen jeg har jo ikke været sammen med hende, det skal du vide – det var aldrig på den måde’. Jeg var så rablende ligeglad. Ville næsten ønske han havde været sammen med hende. Det er nemmere at forstå at man holder kæft om folk man knalder med, end det er at forstå at man totalt undlader at fortælle sin kæreste at man har en god veninde, man har tænkt sig at beholde.

Jeg er så træt af at jeg fandt ud af det på et tidspunkt hvor han selv var kommet frem til at der ikke var så meget at kæmpe for. For jeg fortjener fandme mere undskyldning end jeg fik. Nu sidder jeg tilbage uden at vide hvornår han løj, og hvornår han ikke gjorde. Man burde i virkeligheden ikke savne sådan en røvhulsløgner så meget, burde man?