Deterministisk hovedpine med et strejf af optimisme

Det meste af tiden er jeg god til det. Det der med at holde hovedet relativt højt, selvom jeg ligger på gulvet. Men der er tidspunkter, især har de været der den sidste uges tid, hvor jeg virkelig sætter spørgsmålstegn ved alting. Kan det virkelig passe, at mit liv er blevet sådan her? At jeg er blevet sådan her? At vi er endt sådan her? Selvom jeg godt kan fortælle hvad der skete og hvorfor det skete, så forstår jeg det stadig ikke. Jeg forstår ikke hvordan det kan gå til at ham, jeg følte mig allermest tryg ved, grinede allermest med og allerhest ville være sammen med pludselig er reduceret til en bunke minder der giver mig ondt i maven. Ikke alene giver det mig ondt i maven fordi det er så forfærdeligt trist, at det er slut, men også fordi jeg er bange.

Jeg har ikke indrømmet det for nogen før nu. Men det er jeg virkelig. Pisse bange for at være ked af det for evigt. At alt mit eget og Ekskærestens ‘Det skal nok gå’-snak virkelig bare er noget pis. At kærligheden aldrig går over, og at jeg sidder om ti år og stadig har følelsen af at det var ham, jeg skulle være blevet gammel med. Jeg er bange for at han bliver the one that got away. Jeg er bange for at jeg aldrig møder et menneske der kan få mig til at føle som han gjorde. Det lyder så åndssvagt at sige det højt, for selvfølgelig har man ikke kun én chance for at blive lykkelig. Og selvfølgelig kan man også være lykkelig alene hvis man skal. Alligevel nager tvivlen: Hvad nu, hvis jeg tager fejl? Hvis jeg i virkeligheden har givet slip på ham, jeg skulle være blevet gammel med og har fucket up i et eller andet derterministisk puslespil? Var det meningen, vi skulle være blevet sammen, var det meningen vi skulle have kæmpet?

Skulle jeg have sagt “nej for helvede, det er ikke i orden” da han foreslog muligheden for at stoppe? Jeg magter virkelig ikke den slags tanker. For der er ingen vej tilbage for mig nu. Skulle det være gået, skulle det være gået i september. Ind i mellem eksperimenterer jeg med at vende puslespillet om. Måske var det det helt rigtige. Et led i en større plan hvor jeg til som slutresultat er lykkeligere end nogensinde. Måske møder jeg i næste uge min næste store kærlighed. Og måske bliver han endda den sidste, så jeg slipper for at have det så skidt igen. Man kan jo håbe. Hvis nogen har et nummer på ham/hende med cheatsheetet og alle de store planer, så giv mig det endelig. Har en seriøs høne at plukke med vedkommende.

Image

Av, for helvede

Jeg har grædt lidt on-off hele dagen. Har haft det mærkeligt i kroppen siden jeg opdagede, at jeg havde passeret tomånedersdagen for Dagen Hvor Det Skete uden at registrere det på selve dagen. Jeg ved ikke hvad der er, med mig og datoer, men vi er ikke særlig gode venner lige nu i hvert fald.

Dén onsdag hvor vi fandt ud af, at det nok var bedst at finde ud af, hvad der skulle ske med os, i stedet for at rende rundt i limbo endnu et par måneder, gik vi en tur, mest af alt for at få noget luft på mit forgrædte ansigt, men også for i det hele taget at få mig til at stoppe med at græde; indenfor gik jeg helt i selvsving og var komplet utrøstelig. Det hjalp, det med at komme udenfor. Vi snakkede, han hele tiden med en undskyldende tone i alt han sagde, jeg selv mere kortfattet end jeg plejer, fordi jeg koncentrerede mig om at forene mig med Det Modige Ansigt. Det gik fint, imens vi gik blandt andre mennesker, men så snart vi trådte ind på de smalle skovstier måtte jeg give efter.Det var så smukt derinde; solstrålerne tvang sig vej igennem træernes sensommerblade og faldt i klatter på skovbunden omkring os. I en halv time holdt han om mig, mens jeg gav efter for vægten af det hele. Vi vidste for helvede begge, hvad det ville ende med, men jeg var hverken klar til at sige det højt eller høre det, og det vidste han nok godt. Der gik en gammel dame forbi med sin lille hund. Hold kæft, hvor hun gloede.

Hver gang mindet om den dag tvinger sig frem på min nethinde, står jeg igen midt i skoven, med trykken for brystet og en følelse af ikke at kunne trække vejret. Han er der bare ikke til at holde om mig mere.

Mandag morgen-av

Weekenderne er sværest, fordi det er dem, jeg før i tiden reserverede til ham. Vi ville gå lange ture, se film, høre musik, lave lækker mad, snakke om alting og ingenting, han ville coache mig igennem et eller andet computerspil, og han ville altid overfalde mig med kys når han kom ind ad døren. Det føles som om det er evigheder siden nu. Men jeg savner det.

Jeg savner ham virkelig, virkelig meget lige nu, og jeg var tæt på at skrive til ham i går, men jeg lod være. For jeg er ikke klar til at være hans ven endnu, selvom jeg virkelig ville ønske jeg bare kunne give ham lov til at være min lidt. Jeg har ondt i hele venstre side af kæften fordi en af mine visdomstænder synes den skal vokse. Det er svært at savne og have tandpine samtidig, åbenbart.

I nat drømte jeg om ham. Jeg drømte jeg besøgte ham, at vi kyssede og holdt om hinanden i hans seng. At jeg sagde, “hør, jeg gider ikke blive gammel med dig, for jeg tror ikke du er særlig sjov at blive gammel med alligevel, ikke når jeg ikke er et dumt nok menneske til at stole på dig igen. Jeg elsker dig, men jeg har ikke lyst til at få mine børn sammen med en, der kan finde på at stikke af det øjeblik det bliver lidt hårdt. Jeg fortjener mere end det”. Han så chokeret ud. “Men.. Du elsker mig jo?” mumlede han imens han så ned. “Ja, men ikke nok til at finde mig i dit lort resten af mit liv”.

Jeg er først kommet i tanker om drømmen i løbet af morgenen, imens jeg trissede rundt og hørte musik. Jeg får en mærkelig følelse i maven når jeg tænker på den. Hvorfor siger drømme-jeg så meget lort til ham, kom jeg til at tænke i første indskydelse. Det kan hun da ikke være bekendt. Jo længere tid der går, jo mere tænker jeg at det er ham, der ikke kan være det bekendt. Jeg ved godt der skal to til tango, og at jeg også har min del i at vi ikke er sammen mere  – da det kom til rent faktisk at snakke om det, var jeg jo ikke ligefrem hende der kæmpede for det; jeg satte mig bare til at tude, fortalte kun om lettelsen over at det var slut, og ikke forkertheden der med det samme satte sig fast i min krop – men jeg har fandme altid gjort alt hvad jeg kunne for, at han ikke skulle komme til at føle sig uønsket, samtidig med at jeg fandt mig i selv at føle mig mere og mere overflødig i hans liv.

Nå, men det her indlæg skulle sådan set have været et sødt, upbeat, ‘hold nu kæft hvor er jeg ok’-agtigt et, hvori jeg praler over at jeg brugte hele weekenden på at se Pretty Little Liars (er næsten igennem sæson 2), og at jeg kun græd på passende tidspunkter. Jeg ville også fortælle, at jeg spiser havregrød til morgenmad for første gang siden dagen efter Dagen Hvor Det Skete (hvor han nærmest tvang det i mig), og at det imod al forventning stadig smager godt.

Men nu endte jeg med at græde ned i havregrøden i stedet for. Så deeet.

tumblr_mub0ncRDhr1suszz7o1_500

 

Intermezzo #1: Busstoppestedet fra helvede

Jeg kan se busstoppestedet fra mit undervisningslokale. Det står der stadig. Det sted, hvor vi sagde farvel til hinanden et par timer efter at have haft den snak der endte med at starte en storm. Hvis jeg kniber øjnene sammen og virkelig prøver, så kan jeg se os vente derovre. Lidt væk fra skuret. Bag træerne.

Du sidder på metalstangen med din sorte rygsæk på. Spiser slik. Jeg kan ikke huske hvad det er for noget slik, men jeg siger til dig, at jeg ikke vil have noget, da du tilbyder. Jeg vimser rundt om dig. Du holder modvilligt om mig, kysser mig på panden, men først da jeg har vimset tilstrækkeligt længe til at du regner ud, at det er det, jeg mangler. Stemningen er trykket, det ved vi begge, men vi taler som om der ikke er noget galt. Som om mine øjne ikke stadig er røde efter at have grædt. Som om intet har ændret sig. Du taler om religion. Om hvordan det ikke giver mening. Vi har haft den samtale tusind gange, føles det som, og du siger altid det samme. Jeg siger at for nogen mennesker giver det heller ikke mening at spilde hele sit liv på at spille computerspil, men at man kan blive nødt til at give plads til dem der gør det alligevel. Du opdager vist ikke spydigheden i min kommentar, du griner bare. Vi griner begge to, men latteren føles hul og tom og falsk, og den dør hurtigt hen. Jeg skal mødes med mine veninder når din bus er kørt. ‘Du kan bare tage afsted,’ siger du, men jeg vil ikke have at det er okay at jeg tager afsted ti minutter før din bus kommer, jeg vil have at du vil have at jeg bliver. At de ti minutter betyder noget for dig. At jeg gør. At du ikke bare vil hjem og væk fra mig. Men det tror jeg du vil. Især i dag. Jeg nægter blankt. ‘Ikke før vi kan se bussen,’ siger jeg. Du nikker tavst. Spiser et stykke slik. Min mave snurrer. Noget er helt forkert. Vi ved det begge to. Ingen af os siger noget efter det, vi står blot med hinanden i hånden og venter på at bussen kommer. Ingen af os siger noget da den endelig kommer. Ikke før vi når hen til den og du slipper mine hænder, kysser mig, siger : ‘Vi ses, du! Hyg dig med pigerne’, og forsvinder ind i bussen. Jeg ser bussen køre, og så sætter jeg mig ned på bænken og græder.

Jeg hader det busstoppested.

Billede

Tre tanker

  • Vi spillede EGO hjemme hos min mor i går aftes. Rundt om sofabordet sad vi, fem hoveder, og prøvede at finde ud af hvor godt vi egentlig kendte hinanden. Min søsters kæreste trak et spørgsmål: “Hvis du helt selv måtte vælge, hvilket efternavn ville du så helst have: Taylor, Minelli eller Eastwood?”. Jeg fik en klump i halsen. Det spørgsmål fik Ekskæresten da vi spillede spillet herhjemme sidst. Eastwood, svarede han dengang, og jeg havde gættet rigtigt, og han kommer aldrig til at være med til at spille spil hjemme hos min mor mere.
  • Jeg mærker bruddet meget, når jeg er sammen med andre mennesker. Når snakken går, tager jeg hele tiden mig selv i at skulle lige til anekdotisk at sige, “Nåh ja, Ekskæresten….”. Jeg når at stoppe mig selv ni ud af ti gange – for jeg vil ikke være hende der kun kan snakke om sin ekskæreste, fordi hun intet liv har selv. Jeg må satme lige ta’ at lave mine egne historier, så.
  • Det forskrækker mig hvor akavet jeg føler mig når jeg omgås min gamle gymnasieklasse. De er jo alle sammen søde mennesker, og ingen vil mig noget ondt – jeg har ingen dårlige erfaringer med den flok. Alligevel dør jeg lidt når vi sidder ti om et bord til brunch, fordi jeg er så uendeligt bange for at sige eller gøre noget forkert. Jeg tror jeg klarede det okay i går. Fik sagt noget om, at jeg nok skal sørge for at ha’ en masse skandaler at fortælle om når vi når til vores julefrokost i december, fordi det er så lang tid siden jeg sidst var single. Folk grinede. Mission accomplished.

Billede

En dag med lys for enden af tunellen

Jeg skal helt tilbage til lørdag for at tælle tilbage til en dag hvor jeg hele dagen sad med en følelse af ægte håbløshed. Samlet tudetid siden i lørdags er ikke mere end sølle femogfyrre minutter, og jeg kan mærke der er noget der skifter inde i mig; jeg ser ikke længere tilbage på de sidste fire år med idealiserende øjne, men begynder at kunne se de ting, jeg for fanden er glad for jeg ikke skal trækkes med mere. Som for eksempel hvor elendig han var til at lave aftaler. Hvor sjældent jeg følte, han virkelig, virkelig ville mig. Hvor irriterende det var nærmest at skulle tigge om lidt af hans tid. Hva’ fanden sker der for at jeg har fundet mig i det? Og det var jo ikke bare de sidste tre måneder – det var nærmere alt ud over det første halve år.

Jeg er gået så vidt som at have været i bad to dage i træk for første gang i en måned. Jeg går ud fra at jeg er i gang med det dér ene skridt frem – afventer spændt de to tilbage, realistisk som jeg er.

Billede

Skål i Verdi for bedsteforældre der speaker the truth!

Jeg er hjemme hos den (ene) gamle lige nu, fordi han har fødselsdag. I det hus, hvor Ham der og jeg tilbragte det meste af vores tid de første tre år vi var sammen, fordi det var her jeg boede. Jeg ser ham overalt. I køkkenet, hvor han et par gange overraskede mig ved at lægge armene om mig bagfra to timer før hans tog overhovedet skulle være på stationen. På badeværelset, hvor han engang kom til at stikke tandbørsten op i næsen fordi jeg fik ham til at grine mens vi børstede tænder. Selv på bonuslillesøsters værelse, hvor vi engang knaldede to minutter efter han var kommet ind ad døren, fordi vi ikke liiige kunne nå at slæbe os hele vejen ned i kælderen, hvor mit værelse var. Der er slet ikke så meget af Ham i min egen lejlighed, fordi vi størstedelen af tiden var hos ham, efter jeg flyttede ud. Han havde dobbeltseng, forstås, og jeg kun halvandenmands. Det er rart nok nu, det med at Han ikke er der overalt hele tiden. Men det gør det sværere at komme hjem til et hus, hvor jeg kun har gode minder. Om ham. Om os. Jeg tror min hukommelse er meget selektiv. Selvfølgelig var der også dårlige ting dengang. Jeg kan bare ikke huske dem. Pis.

En time brugte jeg i morges på at græde. Farmor bankede pænt på og kom ind og lagde sig ved siden af mig. Sagde kloge ting. Ting, som jeg efterhånden begynder at være klar til selv at tænke, sige og høre. Ting som: “I finder da aldrig sammen igen! Og gud ske lov for det!”, “Han er jo ikke god nok til dig – der kan du da godt se, kan du ikke? Han er sgu da en lallerøv!”, “Han forkælede dig jo aldrig, og gav aldrig noget igen”, “Man kan ikke bruge sin ungdom på at nøjes – det bruger man sgu nok tid på når man er gammel”, “Du har sgu da brug for en rigtig mand!”, “Du blev jo kun sammen med ham så længe fordi du er sådan en tryghedsnarkoman”, “Du fandt også på undskyldninger for ham hele tiden! Det var til at brække sig over!”, og “det er satme godt at han i det mindste ikke nåede at tage dit selvværd fra dig!”.

Jeg elsker min farmor. Især for at kalde ham en lallerøv – det er sådan cirka den mest dækkende beskrivelse jeg har hørt af ham nogensinde – men også for at få banket lidt mere ind i hovedet på mig at jeg fortjener meget bedre end det jeg har fundet mig i.
Og at måske – bare måske – er han slet ikke værd at savne så meget. Uanset hvor sød han kunne være, når han gad.

Billede

Om dengang jeg købte kondomer

“Ej, hold lige min taske,” sagde jeg til Veninden med det Lyse Hår da vi stod i køen til Bilka Foods kasse fem. “Jeg skal liige..”. Da jeg gik over til stativet må jeg have haft samme udtryk i ansigtet som små teenagedrenge har når de køber deres første pakke kondomer. Jeg hev den sidste af de blå pakker fra RFSU ned og vendte mig grinende over imod Veninden med det Lyse Hår. “Man ved jo aldrig, vel?” bemærkede jeg kækt, smed den lille firkantede pakke ned ovenpå roastbeefen, jeg skulle købe til vores aftensmad. “Ej, jeg synes det er så fedt at du er så frisk, altså!” grinede hun.

Den mandlige Bilka-medarbejder bippede med det vildeste pokerfjæs kondomerne og roastbeefen ind i kassen. Jeg betalte. Mine tanker var et helt, helt andet sted. Jeg fatter ikke at jeg er et sted i mit liv hvor jeg faktisk ikke har nok i at ta’ ppiller, tror jeg blandt andet jeg nåede at tænke. Og noget med at min ekskæreste hader kondomer. Og noget med om de 18,5 cm kondomet måler mon er stort eller småt eller lige præcis midt i mellem? Og noget med at sidste gang jeg var i en kondomkøbs-situation var for fem år siden var i en Matas i Århus da min allerførste kæreste og jeg var på vej ned for at knalde på et vandrerhjemsværelse vi kun tilbragte en time i (det var i øvrigt første gang jeg havde sex, og første og sidste gang vi havde sex – en skæg historie som jeg lover at fortælle en anden god gang!)

Da vi var kommet lidt væk fra kassen grinede Veninden med det Lyse Hår til mig: “Ej, han var da SÅ meget ved at sige ‘ha’ en go’ aften, høhø (;’ i stedet for ‘ha’ en go’ dag’, var han ikke?”

Der er vel egentlig to pointer med det her indlæg, dog meget små pointer:

  1. Vi er vist alle sammen lidt som fjortenårige drenge når vi køber prævention i dagligvareforretninger, og
  2. hallo, jeg har købt min første pakke kondomer nogensinde! Big step.

tumblr_mswva5BvvP1sddfoho1_250

første etape

Det er over en måned siden det hele startede med at vælte nu.

En måned siden jeg var så dum at presse lidt mere på med at flytte sammen end jeg har gjort før. Fordi jeg tænkte: “heck, fire år – hvor længe skal vi vente endnu?”. Fordi jeg var træt af bare at være weekendkærester med ham, jeg kunne se mig selv blive gammel med. Fordi intet holdt ham i hans hjemby mere. Han skulle alligevel starte forfra på noget. Hvorfor ikke med mig?

Vi var lige kommet hjem fra en tur ned i gågaden.

“Jeg er bare slet ikke klar til at flytte sammen med nogen,” sagde han. Hvis vi bare kunne have talt om det som to voksne mennesker, hvis han ikke bare havde lydt så irriteret over at jeg overhovedet havde den frækhed at foreslå det. Jeg havde ikke lyst til at vise ham hvor ked af det han gjorde mig, så jeg vendte ryggen til. “Nu er du sur, eller hvad?” spurgte han. Selvfølgelig. Mænd, ikke? Jeg rystede på hovedet. Lagde mig over i sengen ved siden af ham. Prøvede at forklare ham at jeg nogle gange følte at vi ikke kom nogen steder. At det var hårdt, for jeg ville gerne rigtig mange steder. Han var stille i lang tid.

Jeg brød mig bestemt ikke om det svar, han endelig kom frem til. “Har du tænkt på at vi måske fandt hinanden for tidligt? Jeg mener, vi passer jo fint sammen. Jeg kan rigtig godt li’ dig. Vi er gode sammen. Men ..” Det sidste ord hang i luften i lang tid. I retrospekt går det op for mig, at han brugte små ord. Vi passer fint sammen. Jeg kan rigtig godt li’ dig. Wauw. Bragende følelsesorkester. Han startede på en helt anden sætning: “Det er jo bare sådan.. der er ingen af os der har fået løbet hornene af sig. Jeg ved ikke om det er noget du har brug for, og jeg ved heller ikke om jeg har, men..”

Vi snakkede om det dér, når man taler med én, der kunne have været interessant hvis vi ikke havde haft hinanden – hvordan man kan tænke ‘hvad nu hvis..’ og blive helt svimmel af tanken om alle de muligheder man måske giver afkald på. Ingen af os lagde skjul på at det var sket. Jeg sagde at det ikke hæmmede mig. At det ikke var noget jeg tænkte videre over. For alle har det sådan. Alle der har været sammen med nogen i lang tid kommer til at overveje om det er det rigtige. Uanset hvor glad man er for sin kæreste.

Han sagde at han ind i mellem tænkte at jeg måske skulle lade være med at gå og vente på ham hele tiden. Finde en anden, der var mere klar til alle de ting, han ikke var klar til. Jeg rystede på hovedet. Græd. Sagde til ham at det for satan ikke var lige meget for mig hvem jeg endte sammen med. Jeg ville jo ikke bare have nogen. Jeg ville have ham. “Du skal bare vide, at du er nok for mig,” fortalte jeg ham, inden jeg kyssede ham. “Jeg behøver vitterligt intet andet end dig”. Og han kyssede mig tilbage. Og alt var godt igen. Indtil dagen efter hvor jeg fik tid til at tænke over, hvad det var, han havde sagt. Indtil jeg begyndte at få følelsen af, at jeg havde tacklet ham i et forsøg på at gå fra mig, helt uden at registrere at det var det, jeg gjorde.

Jeg føler mig så dum.

Billede

pislort

I bilen på vej hjem fra en spontan biografdate med verdens sødeste veninde kom jeg spontant til at overveje hvornår jeg sidst var sådan rigtig lykkelig med ham. Ikke bare glad et øjeblik, distraheret for en stund fra andre ting der ellers ihærdigt trak mig ned, men ægte lykkelig.

Ikke hele september i hvert fald.
Heller ikke i august.
Vistnok heller ikke juli.

Tre måneder, mindst. Tre måneder, uden et specifikt øjeblik jeg kan pege ud og sige: ‘I det øjeblik var alt som det skulle være, og jeg var sikker på os’. Tre måneder hvor jeg lukkede øjnene for det, og tog hvad jeg kunne få af afledning for min usikkerhed. Tre måneder hvor jeg satte min lid til at det ville gå over. At der var en grund til at vi stadig var sammen. At han forhelvede nok var ligeså lidt interesseret i at give slip på mig som jeg var i at give slip på ham. Tre måneder som jeg tilbragte på listefødder, rædselsslagen for at vælte et vaklende korthus, der havde taget for lang tid at bygge til at lade rive ned. Tre måneders usikkerhed krydret med ‘det er nok bare mig’, ‘det er også bare fordi han..’.

Når jeg tænker på sommeren er jeg nærmest lettet over at det er slut. Nærmest. 50,001% måske.
Men ser jeg bag de sidste tre måneder ligger der så forbandet meget ren lykke at jeg bliver svimmel af at tænke på det.

Jeg prøver at lade være.

Jeg prøver at lade være, for hvis jeg overhovedet giver mig selv lov til at tænke på hvor gode vi var engang, giver plads til ‘jamen hvis vi nu bare ikke havde givet op, så kunne det være..’ og ‘hvorfor kan det ikke bare være nok at elske hinanden?’, så visner en lille del af mig.

Jeg er nødt til at huske at vi kun var gode i glimt til sidst, og forsøge ikke at blive blændet af lysskæret.

tumblr_mtluwgYR2M1sp2irto1_500