Øjebliksbillede #4

Den Kvikke og jeg går tur hånd i hånd. Vi kigger på folks huse, og på deres haver. Mellem os flyder sætninger som: “Ej, hvis vi nogensinde skal have fliser skal der godt nok sprøjtes bedre efter ukrudt end dem der”, “Ej, det ser da mærkeligt ud med skodder på huset? Ej, de kan ikke engang lukkes! De sidder bare klistret på!” og “Jo, selvfølgelig skal vi da have en græsplæne!”. (Alt der inkluderer ivrige ‘ej!’-udbrud er naturligvis mig). Det er så tydeligt at vi begge opererer efter konceptet: Hvorfor være kærester, hvis man ikke kan se det fem år ude i fremtiden? Og endnu mere tydeligt er det, at vi begge sagtens kan se det. Det er rart og trygt, for Den Kvikke er typen man deler sit liv med – ikke én der helst vil leve parallelt. Jeg kan godt mærke, at jeg har svært ved at vænne mig til det – og jeg er endnu engang fascineret over hvor hurtigt vi er kommet til et sted, hvor vi rent faktisk kigger på folks hjem og diskuterer visioner om vores eget (måske?) fremtidige. Haps. 

Doin’ the nasty / Vel også en slags milesten

Den Kvikke var jomfru før han mødte mig. Det er vel selvsagt, at jeg hurtigt fik gjort noget ved det, men ikke desto mindre har de sidste snart to måneder med ham været brugt på det jeg vil karakterisere som decideret sød sex. På begge-modtager-oralsex-cirka-lige-lang-tid-og-kommer-derefter-samtidig(-oftest-i-missionærstilling)-måden. Efter flere år med sex på hulemands-hiv-i-håret-fingre-i-munden-smæk-i-røven-niveau er det uden tvivl lækkert at det ikke skal handle om hvor avanceret det er, men at fokus i stedet er på hvor rart det er at være tæt på hinanden. Jeg får lidt bræk i munden, men der er ingen tvivl om at dét, jeg laver med Den Kvikke kan karakteriseres som at elske (ad for satan, lad som om jeg ALDRIG har sagt det!) og ikke bare er knepperi. Ind i mellem er jeg i tvivl om, hvor jeg stopper og han begynder; om det er ham der sitrer over hele kroppen, eller om det er mig. Jep. Det er uden tvivl lækkert. Og lidt kvalmefremkaldende på samme tid. Men hey: I like it. Kvali-sex, uden tvivl.

…Men det var også ret lækkert da han i går, efter hele otte(!) dages adskillelse (som altså slår vores rekord i at være væk fra hinanden med hele fem(!) dage) tog mig hårdt bagfra i runde to. Hvem havde vist man kunne det i skeen? Det havde jeg satme ikke. Min indre hulekvinde klapper under alle omstændigheder i sine små fede hænder over at manden så småt begynder at turde lidt mere. Sød fyr, jo.

Om at glo

Den Kvikke sidder og laver skolearbejde to meter fra mig. Han sidder ved spisebordet, jeg i sofaen, og han bemærker ikke at jeg sidder og ser på ham, og har gjort det stort set hele den time vi har siddet sådan her. 

Hans ører stritter lidt ud til siderne. Ikke sådan ægte flyveører, men godt på vej derhenad. Håret i hans pande sidder mærkeligt fordi voksen på dette tidspunkt på aftenen begynder at give op for det massive koslik han har i pandehåret. Det ene øjenbryn er en smule kraftigere, lidt mere kurvet på midten end det andet, så ser man godt efter ser det altid ud som om han jokende har det løftet. Kæben er skarpt skåret og står i stærk kontrast til det ellers drengede ansigt med den lille næse og de markerede kindben. Hans mundvige kurver blidt opad, som om et smil altid er ved at finde vej til hans læber.

Jeg føler ikke jeg har lavet meget andet siden sidst i februar end at sidde og glo på ham.

Og jeg har stadig ikke nået et punkt hvor jeg har set mig mæt, hvor jeg efterhånden tænker “jeg ved sgu da for helvede godt hvordan han ser ud”. 

Ind til videre glor jeg bare. Og smiler, hver gang jeg opdager noget nyt. Og så kaster jeg lidt indvendigt op over mig selv indvendigt over hvor klistret det er.

Listerier eller: Fra Nyforelsket til Omvandrende Vivag-reklame på to dage

  1. Bloggis er i dag blevet fundet med søgeordene “ham jeg gik i seng med er nu min nye chef”. Puha, google-søger. Jeg føler med dig. Men jeg ved satme ikke hvad du skal gøre. Eller hvordan i alverden den søgning har ført dig herhen?
  2. Den Kvikke og jeg er angrebet af simultant svampeudbrud. Sikkert med start ved mig (okay, I mig så!). I hvert fald klør det ad fucking helvede til, jeg har brugt 250 kr i alt på apoteket og Den Kvikke går og stjæler af min svampedræbende salve imens jeg lystigt pimper mælkesyrestikpiller. Det behøver vel ikke nævnes at vi er i ufrivillig cølibat? Oh the romance. I det mindste kan vi grine af det. Mest mig. Når jeg ikke bare græder og klør mig i skridtet. Fan-fucking-tastic!
  3. Nu klør det, så jeg kan ikke længere finde ud af hvad mere jeg skal skrive. Hold dig fri af svamp, kære læser!

Øjebliksbillede #3

Vi ligger i hans seng på en lørdag. Nøgne igen. Det er som om, vi egentlig altid er nøgne. Han siger noget sjovt, og smiler på den særlige måde han altid smiler på når han godt ved at jeg griner på grund af ham. I et anfald af fuldstændig sindssyge siger jeg, “årh, jeg får sådan lyst til at sige noget der er lidt tidligt at begynde på,” til ham, og da ordene kommer ud af min mund er jeg klar over at det er for sent at trække det tilbage. Jeg kan ikke bare sige “glem det”, og være mig selv bekendt – det er jeg for stolt til. Den Kvikke er afventende, men han smiler. På de få sekunder der går fra den første sætning til den næste kan jeg mærke mine kinder blive røde, og mit hjerte begynde at banke hårdt imod mine ribben. “Jeg elsker dig”, ender jeg med helt forsigtigt at hviske. Han siger det ikke tilbage, men reagerer så godt man nu kan i den situation: med et årh! og et langt, inderligt kys. Lidt efter ligger han med hovedet på mit bryst, han siger: “Jeg synes dit hjerte banker lidt hurtigt, hva’?” hvortil jeg, mærkende, om muligt, endnu mere farve stige til mine kinder, svarer: “Det er jo også pisse grænseoverskridende at sige sådan noget højt første gang”. Han kysser mig igen. Det er helt okay, at han ikke siger det tilbage. Jeg behøver ikke ord for at vide, han er glad for mig. Sådan har jeg aldrig haft det før.

Øjebliksbillede #2

Det er aften, og vi er nøgne. Vi ligger under min dyne: Jeg på ryggen, og han på siden med en arm ind over mig. Han aer mig på skulderen. Vi skiftevis snakker, kysser og lukker øjnene et par øjeblikke. Vi er trætte. Det har været en lang dag. Men om lidt skal han hjem, og han skal have en fælles veninde med. Hun burde ankomme om lidt. Vi bliver ved med at udskyde at stå op. Fordi det i bund og grund er rart at ligge tæt uden tøj på, og fordi det vi i virkeligheden gerne begge vil er at falde i søvn sammen. Det er som om en boble dannes om os, der lukker resten af verden ude de sidste par minutter før han skal køre. 

Det ender naturligvis med at veninden pludselig skriver at hun altså er nede foran min opgangsdør nu. Vi flyver op, og febrilsk leder vi efter undertøjet, det er blevet væk. “Shit hvor er det typisk,” siger jeg. Vi griner. 

Muskelfibre

Jeg læste engang et citat, hvor der stod noget i retningen af, at hjertet er en muskel ligesom alle andre muskler – og at når det rives i stykker, vokser det sig større og stærkere, så vi derfor kan elske mere efter at have fået hjertet knust. 

Jeg har altid tænkt at det var lidt noget lort, men lige i dette øjeblik, så tror jeg det passer. Selvfølgelig er det uretfærdigt at sammenligne en begyndelse med en ende, men det føles, som om det passer.

Klokken 23.42

En skål med fyfadslys står på min kommode og blafrer træt. Vi ligger tæt omslyngede. Huden er lidt fugtig, så vores overkroppe klistrer ufrivilligt til hinanden. En af os flytter på sig, og dette resulterer i en lyd der mest af alt lyder som velcro der åbnes. Det griner vi af. Der er ingen tvivl. Lige nu, lige nu og her, kan jeg godt sige jeg elsker dig, og være sikker på at det er den reneste sandhed. Men jeg lader være.

For vi har jo kun kendt hinanden i seks uger, og vi har jo kun været sådan kærester-kærester i to. Det hele går så pisse hurtigt. Vi er sprunget over den obligatoriske ‘jeg lader som om jeg hader dig i to måneder, og så kan det måske være..’-periode, der typisk kendetegner dansk kurmageri. På et tidspunkt skal det stoppe med at gå så hurtigt. På en tidspunkt må en eller andens grænse overskrides, enten hans eller min. Jeg har ikke lyst til at være den, der vælter det hele. Det skræmmer mig, at jeg knytter mig så hurtigt til ham.

Så jeg tier stille. Kysser ham længe og blidt i stedet, tænker tanken tusind gange. Og holder min mund. Selvom det føles at komme hjem, når jeg er sammen med ham.

Jeg ved i virkeligheden ikke, hvor skrøbelige vi er. Og jeg har ikke lyst til at finde ud af det.

Øjebliksbillede #1

Vi ligger i hans seng. Jeg kan se at Ekskæresten har sendt en fuld sms til mig i nat. Jeg svarer. Spørger samtidig Den Kvikke henkastet, ‘hey, er du egentlig OK med at jeg stadig har en smule med ham at gøre ind i mellem? Ellers skal du altså sige til!’. ‘Selvfølgelig er det OK!’ erklærer Den Kvikke og kysser mig. Jeg skriver færdig med Ekskæresten, slutter af med at sige at han må have en god dag uden for mange tømmermænd og lægger hovedet tilbage på puden. Den Kvikke og jeg ligger og ser på hinanden i en rum tid. Jeg kan mærke, jeg får en klump i halsen. ‘Du kunne aldrig finde på at lyve overfor mig, vel?’ spørger jeg efter megen tids tilløb. Han kysser mig igen. Joker lidt alá ‘hvad skulle jeg dog lyve om?’, og bliver så alvorlig igen. Nej, siger han. Nej, det kunne jeg ikke. ‘Godt,’ siger jeg. ‘Man bliver nemlig sindssyg af at holde af folk der lyver’.