Det går sgu nok alt sammen, tror jeg

Jeg blev glad af at læse mit triste indlæg fra den 7. januar. For jeg har faktisk haft nogle gode dage. Ikke bare ‘jeg græder ikke i dag’-dage, men dage hvor jeg faktisk har kunnet mærke hvor okay jeg har været helt inde i hjertehulen. Jeg snakkede med nogle piger til træning i dag om ham, uden at være sørgelig omkring det, og følte ikke jeg løj da jeg sagde, det gik meget bedre nu – eller at jeg mest var modig da jeg sagde at vi nok bare havde ramt en mur og ikke kunne komme videre. Det føltes ægte. Der er noget indeni mig der er ved at falde på plads, en eller anden form for accept måske.

..Og så er jeg begyndt at kunne se fordelene i at være alene, uden at skulle tvinge det frem. Det hjælper måske også meget. Jeg begynder ægte at tro på det der med at det er tusind gange bedre at være alene, end det er at være i et forhold, man ikke er tilfreds med. Jeg volder sgu ikke mig selv så mange kvaler som Ekskæresten voldte mig i sin tid, og jeg kommer sgu ikke til at gøre mig selv så ked af det, som han gjorde mig.

Har i øvrigt haft virkelig konstruktive samtaler med Ekskæresten på det sidste. Han skrev for et par dage siden at han kedede sig, og at han var træt af at han ikke kunne få lov at lave det, han gerne ville. Jeg greb chancen og sagde til ham, at han måtte ikke lade en gammel drøm ødelægge sit liv, men i stedet finde en ny (note til selv: Husk dine egne gode råd!). Han svarede ikke, og da jeg senere konfronterede ham med det, sagde han at det var fordi jeg havde givet ham noget at tænke over – og at jeg jo for fanden havde ret. Var sådan cirka 120% på røven over at have haft så åben samtale med ham, og at han oven i købet selv krøb til korset og indrømmede at han ikke trivedes, i stedet for at fyre en ligegyldig floskel af når jeg spurgte. Ved ikke rigtig, hvad der sker med ham, men jeg tror måske, det er noget sundt. Jeg er begyndt ægte at tro på at vi kan finde ud af at være venner. IM-samtaler glider nemmere, og det gør på ingen måde ondt at snakke med ham. Ikke at kontakt til ham nogensinde har været problematisk – på det værste tidspunkt føltes det bare lidt meningsløst. Sådan lidt, hvad kan jeg egentlig bruge dig til? Men Ekskæresten overrasker disse dage. Viser interesse. Deler ting. På en meget, meget venskabelig måde, selvfølgelig. Håber for guds skyld ikke, han laver et eller andet form for move, når vi ses. Så bliver jeg vred, og virkelig ked af det, tror jeg. Det er vel også ok, right?

 

2014 + Sniksnak + Sniksnak om 2014

Jeg var ved at falde i søvn på bilen på vejen hjem fra syden i dag. Hvad gør jeg, tror du? Jeg giver mig da til at surfe efter de vildeste tudesange jeg kan finde på alverdens radiostationer, og så giver jeg mig til at græde i bilen. Hulkegræde, abe-style. Bare for at holde mig vågen, og for at kombinere en much-needed tudetur med et tidspunkt hvor jeg alligevel var alene og havde spildtid. Det skulle ligesom også passes, ikke? …Jeg er ved at blive alt, alt for god til det der med at have tristheden som en slags undertrøje alle de andre følelser ligger udenpå, og som udgangspunkt altid kan trækkes frem igennem alle de følelsesmæssige overfrakker. Men ret sejt, synes jeg alligevel, på en måde også. Synes sgu jeg tackler det godt. Skulderklap. 

Nå, men videre til obligatorisk Planer for 2014-snak, der jo er pisse vigtig.

2014 skal handle om mig.

Jeg skal have et projekt, og projektet bliver min krops sundhed og udseende. Jeg skal smide 10 kg, og træne så latterligt meget, og spise så latterligt fornuftigt, at man begynder at kunne se hvor stærk jeg er. Nå ja, og så skal jeg jo også være endnu stærkere, men det følger jo med. Måske – MÅSKE(!) – vil jeg endda begynde at løbe igen? I 2014 vil jeg være den bedste fysiske udgave af mig selv nogensinde i alle aspekter. Det er ikke noget der skal gå hurtigt. Det må gerne ske gradvist. Men det kommer til at ske. Jeg har købt proteinpulver og alt muligt! (Og vi ved jo alle, at det betyder, at man automatisk bliver buff as hell så).

Jeg skal ikke bruge 2014 på febrilsk at lede efter en ny Mr. Wonderful. Jeg har været fikseret på én fyr i alt for mange år, og hvis der er et tidspunkt der er mere perfekt til at have mig selv i fokus, så er det nu, i starten af tyverne, hvor det alligevel er for tidligt at finde den, man vil starte familie med (….indrøm det nu bare, fyrene stikker jo af alligevel hvis de ved det er den tanke man har!). Jeg skal bruge 2014 på at være single med stort S. Jeg skal kysse med fyre, hvis navne jeg ikke kan huske dagen efter, og som udgangspunkt skal ingen være gode nok før de er helt, helt rigtige. Jeg vil ikke bruge 2014 på at være ærgerlig over at være alene, men i i stedet på at udnytte at jeg er – fx ved at bruge al den overflødige energi på projektet ovenfor.

I 2014 vil jeg have færdigbearbejdet mine følelser for Ekskæresten. I første omgang skal jeg ses med ham engang i januar. Mærke, hvordan jeg egentlig i virkeligheden føler, når vi er i samme rum. Det kan være, jeg også skal have snakket med ham om ting og sager endnu engang. Så tager jeg den derfra. Måske involverer det selvhjælpsbøger. Måske involverer det at tage endnu en pause fra at snakke med ham. Måske involverer det helt at give slip på ham i alle betydninger. Jeg håber ikke, det bliver det sidste, men hvis jeg stadig ikke har det bedre på det her tidspunkt næste år, er det dér, den ender. Under alle omstændigheder kan jeg ikke blive ved med at være så ked af det. Det siger jeg ikke, fordi jeg ikke synes der skal være plads til det, men fordi jeg ganske enkelt har lyst til at være glad helt ned i de inderste lag igen. Og det ved jeg, jeg kan være, når svigtet er bearbejdet.

…Og så vil jeg (igen i år) prøve at gøre det til en vane aldrig at efterlade en opvask på køkkenbordet, når jeg går i seng. Det indebærer minimum én opvask hver dag. For det er fandme for klamt, det andet. Trust me.

Jeg er sikker på at 2014 som minimum bliver bedre end 2013.
Og resten skal jeg sgu nok selv sørge for!

Uden lokalbedøvelse

Jeg tror der sker noget indeni mig de her dage. At noget er ved at falde på plads. Men det gør ondt, som en skulder der har været ude af led og skal resettes, eller som at få lavet sting i et kødsår uden lokalbedøvelse. Det er som om hver en fiber i min krop kæmper imod det, der ganske, ganske langsomt er ved at ske. Jeg drømmer tit om ham for tiden. Har lange, trættende drømme, hvor han tigger og beder om at jeg tager ham tilbage (ha, som om det nogensinde kommer til at ske). Der sker altid én af to ting. Enten siger jeg ja. Og så føles alt forkert, og jeg ender med at ombestemme mig. Ellers siger jeg med det samme nej, og begynder at råbe af ham, vred over at han overhovedet har den frækhed at tro at jeg på noget tidspunkt ville spilde energi på ham igen på den måde. Uanset hvilken af drømmene jeg har vågner jeg altid badet i sved, står op, går i bad og tænker på noget andet. Formår ofte at gå en hel dag uden at tænke på det før om aftenen når jeg ligger i min seng.

Lige indtil jeg kommer til at åbne Instagram og går igang med at læse #breakupquotes. I dag læste jeg: “I loved him so much that if he slit my throat with my last dying breath, I would apologize for bleeding on his shirt”. Med tårer i øjnene indså jeg, at det var jo mig, der havde det sådan. Og at det var både forfærdeligt og fantastisk at elske på den måde. Men sådan har jeg det ikke mere. Jeg vil ikke være sammen med ham for hver en pris, som jeg ville engang. Han er ikke det værd. Jeg har skrevet det på bloggen mange gange, i forsøg på at få mit hjerte til at forstå hvad mit hoved godt vidste, ved at få sat ord på det. Men i dag gik det virkelig op for mig: Jeg elsker ham ikke betingelsesløst mere. Jojo, selvfølgelig er fremskridtet et af de små, og ikke voldsomt revolutionerende. Jeg har ikke givet slip. Men jeg har nået et punkt, hvor jeg ikke engang ved om det er ægte kærlighed der er tilbage, så meget som det er angst for at give slip på det, der var. Selvom jeg er vred på ham, og selvom jeg ikke vil have os tilbage, nu jeg har fået syn på vores skyggesider, så savner jeg det stadig. Jeg savner stadig ham. Jeg nærer stærke, komplicerede følelser for en illusion der for længst er brast sammen. Jeg sørger over dens forfald.

Men jeg elsker ikke betingelsesløst mere.

Og det er godt. Men det gør ondt.

Resultat af Single Empowerment Night med sød pige

20 grunde til at det er sygt nice at være single:

1. Ingen at stå til ansvar for.

2. Ingen dårlig samvittighed over ikke at barbere ben.

3. Byture er tusind gange federe fordi man kan flirte med alt der har en puls uden at have dårlig samvittighed.

4. Man kan generelt flirte med alt der har en puls uden at få dårlig samvittighed. Herunder bankrådgivere, telefonsælgere, DSB-kontrollører, telefonabbonnementssælgere på gaden og ham den søde ved kassen i Netto.

5. Mere tid til alt.

6. Ingen tidspunkter hvor man ikke kan spise ostepops med god samvittighed.

7. Ingen tidspunkter hvor man ikke kan spise fisk med god samvittighed.

8. Ingen tidspunkter hvor man ikke kan spise ost med god samvittighed.

9. Ingens behov er vigtigere end ens egne.

10. Generelt mere frihed – også når man er alene. Tænker aldrig ‘hvad ville HAN dog tænke, hvis han så mig her under min dyne med serier fra 8-16?’

11. Man slipper for ‘hende den kærestekedelige’-stemplet.

12. Ingen dumme familiefester man skal til ud over sine egne. I sin egen familie. Hvor man kan folks navne. Og faktisk synes de fleste er nice.

13. Når man ikke har sex er det fordi man ikke har nogen at ha’ sex med / ikke nogen man gider ha’ sex med. Ikke fordi der er noget galt.

14. Ingen svigerforældre, man skal tvære det falske smil på overfor selvom de er for nederen til at trække vejret.

15.Intet røvhul der har en mening om hvad man skal gøre ved ens hår. Jeg klipper det kort hvis jeg har lyst. Fucking. (Det har jeg ikke. Men det er princippet i det!).

16. Ingen til at få det dårligt med sig selv (ud over en selv, men mig selv og jeg ka’ egentlig godt li’ hinanden, så det er cool).

17. Slipper  for ‘Ej skat, vil du ikke lige ordne den bums jeg har på ryggen? Jeg kan ikke nå..’ (Ordner sgu kun mine egne bumser nu. Thank God!)

18. Stakkesvis af penge der kan bruges på andet end transport, overpriced aftensmad, og gaver.

19. Ens lejlighed behøver ikke være så clean, for hey, der kommer sgu ikke nogen i den så tit alligevel. Badeværelsesrengøring behøver ikke være en ugentlig ting, nø. Hurra.

20. Man behøver ikke lade som om man gider se actionfilm andre steder end i biografen

Fremtiden der kunne have været, men heldigvis ikke bliver

Nogengange, når jeg er allermest ked af det, og savner Ekskæresten allermest, forestiller jeg mig det liv, vi kunne have haft sammen. Det starter altid som en slags selvtortur. ‘Det kunne have været så rart,’ starter jeg altid med at tænke. Og det er også rart at tænke på de første fem minutter.

 

Børnene vi har er fucking pæne. Og fucking kloge, og fucking søde. De har hans smil, hans øjne, og det syn for de små ting, der fik mig til at falde for deres far. Vi fungerer godt som en familie. Vi er enige om børneopdragelse, hvad vi skal have til aftensmad, og hvad vi skal se i fjernsynet. Vi har pisse god sex, vi er glade for hinanden, men vi snakker ikke særlig meget sammen om andet end børnene. Vi giver plads til hinanden. Ingen af os føler den ene er bundet hjemme hele tiden, fordi vi skylder hinanden at være kedelige sammen. Vi laver lige så meget hver for sig, som vi gør sammen. Har vores egne sejre i vores egne liv. Men vi deler ikke sejrene. Mine sejre er mine. Men nederlagene deler vi. Især hans. Det kan vi ikke lade være med, for han tåler ikke nederlag så godt. Han trækker sig ind i sig selv. Stopper med at give. Jeg begynder at bruge den tid væk fra familien, vi er så gode til at unde hinanden, på at søge bekræftelse andetsteds. Jeg har sikkert en affære med en eller anden sød fyr fra mit arbejde. Jeg fortæller ham det, da der er gået tilpas lang tid. Han bliver rasende på en helt særlig, kold måde, men vidste det jo godt hele tiden. Huset sælges. Børnene skilles fra hinanden. Glansbilledet brænder.

 

Hellere nu end senere, tænker jeg, og det ender altid med at selvtorturen ender i at jeg er lettet over, at det er slut nu. At vi ikke trak den længere ud og først accepterede at vi var forkerte for hinanden på et tidspunkt hvor det ville være meget værre.

Radiostilhed: Afbrudt

Kan I huske den film, Ekskæresten og jeg lovede hinanden at se sammen? Løftet gav vi hinanden da vi endnu ikke vidste om vi ville blive sammen eller ej.

Ekskæresten og jeg har som bekendt skrevet sammen nogle gange siden jeg brød radiostilheden for en måneds tid siden. Mønstret er at der går nogle dage imellem hver gang. Jeg starter en samtale med at fortælle om noget nice jeg har gjort til træning eller på mit arbejde, og han holder den kørende i tusind år ved at spørge interesseret ind til ting, jeg godt ved han måske ikke er så skide interesseret i. Jeg bad ham som bekendt om at vise mig, han faktisk ville mig, hvis vi skulle være venner, fordi jeg ikke ville finde mig i at være tovholder i et venskab han ikke gad. Jeg tror hans voldsomt interessevisende adfærd er et forsøg på virkelig at vise, at han bestemt ikke er ligeglad. Det er rart nok, har jeg tænkt om det nogle gange, men det at det er mig, der tager kontakt, har tit fået mig til at overveje om han gør det af dårlig samvittighed og hensyn til mig i højere grad end sit eget behov for at have mig i sit liv.

Nå, men i går skrev han altså til mig, out of nowhere, for at informere mig om at han altså havde fået fat i filmen nu. Om jeg havde set den uden ham, eller om vi stadig skulle se den sammen? Jeg var vildt overrasket, fordi jeg havde troet det var mig der skulle holde ham op på den film. Jeg sagde til ham at det må blive i januar, når jeg er færdig med mine eksamener, og lovede ham at komme med nogle datoer når vi kommer tættere på.

Der er lang tid til januar, siger jeg til mig selv. Jeg er glad for det, kan jeg mærke. Både for udsigten til at ses, men også for at det ikke er i overmorgen eller på fredag. Overraskende nok glæder jeg mig ikke til at se ham, på samme måde, som jeg troede jeg ville. Det er ikke noget jeg ser frem til med en lille glad sommerfugl i maven. Jeg tror bestemt heller ikke det skal tages som et tegn på at han pludselig savner mig vildt meget og at han vil til at sige vi skal være sammen igen (selvom det kunne være lidt fedt at sige “d’øh, hvad tror du selv smarte?”, må jeg indrømme).

Jeg tror bare virkelig han reelt stadig har en plads til mig i sit liv, som han gerne vil have jeg optager. Én, jeg ikke skal kæmpe, for at få lov at have, men en, han faktisk frivilligt vil give mig. Det gør mig glad, for jeg har jo også en plads til ham i mit liv, om end den er meget mindre end den der var til ham før.

Så jo. Den nutidige udgave af os går det faktisk godt med ind til videre. Nu mangler jeg bare at få sluttet fred med fortiden også.

Selvordineret skulderklap

Da jeg vågnede i morges gad jeg virkelig ikke op. Jeg vendte mig fra side til side, prøvede at jage ubehagelige billeder fra nattens mareridt ud af hovedet og at tvinge min underbevidsthed ud i bedre, rarere drømme. Bare lidt endnu. Men fem minutter senere gik min alarm. Jeg skyndte mig at slukke den. Hev telefonen over til mig og læste søde kommentarer på gårsdagens indlæg (tak for dem, I er sgu søde! <3) og tudede lidt. Tudede så lidt mere. Tudede så rigtig meget. Sendte samme SMS til tre veninder, noget alá “Jeg er i lortehumør, det er lortevejr, gider ikke skrive min lorteopgave og min lejlighed ligner lort.” Hullet var dybt i morges, forfærdeligt dybt.

Men jeg kom op. Fik redt min seng. Fik taget en opvask der har stået flere dage end jeg har lyst til at indrømme (okay, fem. Bare skyd mig). Lavede endda æg-med-ost-og-knækbrød-morgenmad. Og nu sidder jeg ved mit bord med verdens største kop te, og hvis jeg kniber øjnene sammen minder halvliterkoppen mig næsten ikke om Ekskæresten.

 

Hvad har du gang i, ven?

Jeg har som bekendt mere end én ekskæreste. To fyre har jeg i alt være seriøs med, siden den slags pjat blev moderne. Ham, der omtales som Ekskæresten, som jeg var sammen med fra ’09-’13, og så ham, der fra nu af vil blive omtalt som Romantikeren. Romantikeren og jeg var sammen hele ’08. Det var en big deal, dengang. Jeg var trods alt kun fjorten-femten år gammel. Et år med nogen er stort når man er så ung. Og så var han jo den første alting. Den første kæreste, jeg havde, og den første, jeg gik i seng med (skæg historie som jeg stadig skylder jer, men jeg venter til det helt rigtige tidspunkt!).

Det var meget specielt med mig og Romantikeren. Vi ville hinanden meget. Så forfærdeligt meget. Men vi boede i hver vores ende af landet, og mine forældre var bestemt ikke fans af aldersforskellen. Nu hvor jeg selv er så gammel som Romantikeren var dengang, forstår jeg dem godt. Deres evindelige ‘hvad vil han dog med en på fjorten?’-argument giver mening nu. Men vi gav så meget mening dengang. Vi var så rigtige. Så vi mødtes selvom jeg ikke måtte – lidt af et logistisk mareridt i øvrigt. Og vi sås sjældent. 6 gange på et år-sjældent. Og kort tid af gangen – aldrig mere end ni-ti timer. Men vi var altid i kontakt med hinanden. Han var så pisse pladderromantisk og god for mig, at jeg stadig man mærke i dag hvor meget jeg voksede som menneske sammen med ham. En dag ringede han bare til mig. Havde vel indset, at vi ingen vegne kom, og at det næppe var godt for nogen at vie sit liv til umulig kærlighed. Var måske heller ikke så vild med mig mere. Jeg græd mine øjne ud. Skrev smerten ud i form af masser af virkelig hjerteskærende digte. Og jeg kom ikke videre før Ekskæresten kom ind i billedet.

Romantikeren og jeg blev ved med at være venner, men jeg begyndte at kunne se, hvor irriterende han egentlig kunne være. Akavet og umoden kan også smides oveni bunken. Sød er han dog, og ret skæg at være sammen med. Er rigtig meget ovre ham nu, naturligvis. Respekterer ham som menneske, men er samtidig bevidst om at han er lysår for klistret til mig, og slet ikke mand nok.

Da jeg endte med at bo i samme by som Romantikeren var Ekskæresten dog lettere stramtandet, så jeg var et mønstereksempel på god kæreste/lorteven-kombinationen og lagde Romantikeren på køl for en tid. Indtil Ekskæresten og jeg ikke var kærester længere, forstås. Det er så fedt at kunne snakke med ham uden at have dårlig samvittighed ift. Ekskæresten.

Nu har jeg så pludselig rodet mig ud i en biograftur. Jeg har altså ikke set knægten i snart et år. Biograftur blev også meget hurtigt til biograftur + overnatning, fordi jeg bor meget tættere på hans uddannelsessted end han gør. Pisse fint. Han har lige skrevet at hvis jeg finder mig i hans kolde tæer i starten, så deler han sin varme med mig natten over. Hvor akavet har man lov til at være? Føler næsten jeg er nødt til at knalde med ham for at slå alle innuendoerne ihjel.

Grådshævet pandafjæs i ulvetime-Bilka eller: BRING IT ON

tumblr_mvt4ugpM2p1slysm9o1_500

Jeg sad i bilen på Bilkas parkeringsplads og græd i dag. Det er to måneder, siden jeg havde fødselsdag i dag. To måneder, siden jeg sidst så ham. Da vi sagde farvel græd jeg, og sagde til ham at det værste var at jeg ikke vidste om der ville gå to uger eller to måneder før vi så hinanden igen. Dengang var to måneder det absolutte rædselsscenarie i mit hoved; jeg kunne slet, slet ikke forestille mig så lang tid uden at se ham. Det gør i dag til en milesten. Det gør i dag svær. Jeg ved ikke, om jeg savner i dag, jeg tror det ikke – men dagen har været tilbragt med en klump i halsen, ikke desto mindre, og i morges havde jeg svært ved at komme ud af sengen. Ikke på jeg-trykker-bare-snooze-jeg-ligger-så-rart-måden, men på jeg-kan-ikke-overskue-at-skulle-se-folk-i-øjnene-for-de-ser-nok-lige-igennem-mig-måden. Men jeg stod op. Jeg tog op og underviste. Jeg kom igennem dagen, selvom jeg virkeligvirkeligvirkelig bare gerne ville have ligget i min seng.

Derfor prøver jeg noget nyt i dag. Jeg vælger at være stolt af mig selv. Ikke bare for at komme igennem i dag, tårer på Bilkas parkeringsplads eller ej, men for at have rejst mig op hver gang jeg havde lyst til at blive liggende under dynen i min elendighed. Jeg er stolt af mig selv for hver fest jeg har været til (inkluderende: hvert shot jeg har taget, hver dans jeg har danset) selvom min indskydelse altid er at tilbringe fredag aften alene. Jeg er stolt af mig selv for hvert modigt ansigt jeg har produceret, hvert smil, jeg har smilet, og hvert grin jeg har grint. Jeg er stolt af mig selv for hver træning jeg har været til, hvert bad jeg har taget, hvert hjemmelavet måltid jeg har lavet, og for hver gang jeg gik ud med skraldespanden. Jeg vælger at være stolt af mig selv i dag, fordi jeg lige nu  for helvede godt kan se, at jeg er meget bedre til det her, end jeg giver mig selv credit for til hverdag. Det kræver fandme guts at tørre tårerne væk og gå ind i ulvetime-Bilka med grådshævet pandafjæs, og stadig formå at se ekspedienten i øjnene.

Somme tider føler jeg mig svag og ynkelig over at være så ked af det, men i dag kan jeg se, at det slet ikke er det, det kommer an på. Det kan være pisse ligemeget hvor ked af det jeg er. Det er ikke et tegn på svaghed at føle sig ødelagt efter at være blevet svigtet, efter at have fået vendt op og ned på dét, man troede, var ens liv. Det er til gengæld et tegn på enorm styrke, ikke at give op, selvom det kunne være så dejligt nemt bare at blive rødvinsalkoholiker og burde sig inde med chick flicks og kleenex 24-7.

Det skal fandme nok blive godt igen alt sammen. Det skal jeg sgu nok sørge for. Fandme!