Klaustrofobi

Det er ved at være små tre måneder siden, jeg sidst besøgte min familie i Sønderjylland. Det ville være løgn at sige, at det ikke er med vilje. Givet det kæmpe rod, der omgiver både min mors og min fars liv, så har jeg ærligt talt forsøgt at undgå at være hjemme uden Den Kvikke som rejsekammerat. Det er sjovt, hvordan man kan have overskud til at bære hele verdens problemer på ens skuldre, men når det kommer til at magte, at ens forældre heller ikke kan få deres liv til at hænge sammen, så bliver man pludselig så træt, så træt. Jeg gider vitterligt ikke høre om deres problemer. Jeg har været skulder for min mor nærmest siden jeg kunne gå, og jeg har fandme fået nok. Især fordi hun ikke lytter. Hun fortæller bare om sit lorteliv, og så fortsætter hun med at gøre de samme fejl om og om igen. Og det gør fandme ondt at se på. Så jeg ser væk, ja jeg gør sgu.

Og det er pisse hamrende irrationelt, det ved jeg godt.

Og selvfølgelig kan man ikke bare skubbe sin familie væk. Ikke i længden. Det bliver noget rod.

Men nu, hvor jeg har været hos min mor, der bor med min søster, min lillebror og min søsters veninde, i noget der ligner 3/7 dage (hvor Den Kvikke heldigvis skal være der de sidste 3 af dem), kan jeg godt mærke at det er godt, jeg har holdt mig væk.

Dét, at min mor stadig ser sin kæreste, som vi alle hader, er et k æ m p e issue. Det skaber så enormt meget splid imellem min søster og hende, og ethvert talt ord er en potentiel konflikt imellem de to. Min lillebror bliver bare glemt. Og veninden er konstant fanget imellem min mor og min søster. Der er dårlig stemning cirka halvdelen af døgnets vågne timer, og jeg er ved at brække mig over det.

Det nytter ikke noget at søge ro hos min far. For her er der åbenbart krise med kæresten, og alle dem hjemme i Sønderjylland har åbenbart vidst i flere måneder at han har været vores bonusmor utro, imens jeg har fået lov at blive i uvished oppe i storbyen.

Jeg holder jul hos Den Kvikke i år. Og det er jeg så uendeligt glad for, at have fået lov til.

For som jeg sidder her på mit barndomsværelse, der stadig står med to grønne vægge, kan jeg se hvordan det hele langsomt er ved at falde fra hinanden. Malingen skaller og listerne skiller fra væggene. Det er det værelse jeg flygtede op i, den dag for snart fem år siden, hvor jeg fik at vide, at mine forældre flyttede fra hinanden, det værelse, hvor jeg grædende fortalte min bedste veninde om skilsmissen, og hvordan jeg prøvede at læse til eksamen i en periode hvor far fortalte for lidt og mor fortalte for meget.

Jeg har klaustrofobi i mit barndomshjem. Det minder mig om tidspunkter fyldt med sorg og smerte, og jeg kan ikke huske ét eneste godt minde herfra, selvom der sikkert har været mange.

Øv.

Jeg har været virkelig ulykkelig i dag.

Og det er så fjollet. For i går beviste jeg for mig selv, i form af topkarakterer i en eksamen jeg virkelig havde gruet for, at jeg fandme godt kan, selvom jeg ikke er sammen med ham. At jeg stadig er mig, selvom han ikke er en del af regnestykket. At jeg godt kan selv. At jeg ikke har brug for at han siger til mig inden en eksamen at jeg godt kan. Det har jeg fandme andre til. Det gav et boost. I går.

I dag er ganske anderledes, for i dag gik det op for mig at jeg bestemt ikke glæder mig til at se ham. Jeg har tænkt mig at gøre det alligevel, forstås, for jeg tror virkelig det vil give mig en pointer i forhold til hvor jeg står, og hvad der skal ske i fremtiden. I den forbindelse kom jeg til at tænke på, hvad jeg ville sige til ham, hvis jeg aldrig skulle have noget at gøre med ham igen. Og så græd jeg så meget at jeg blev nødt til at blive siddende i bilen og hulke længe efter jeg havde slukket motoren.

Jeg vil ham ikke på kærestemåden længere. Jeg har ikke længere øjeblikke hvor jeg smiler når jeg tænker på ham, eller på os, dengang jeg levede i illusionen om at han var så pisse dejlig. Men svigtet sidder så stærkt i mig, og det sætter gang i daddy-issues der går helt tilbage til før jeg fyldte ti – den slags issues der får en til at tænke, at man sgu ikke kan regne med andre end sig selv. Og dem havde jeg ellers brugt så lang tid på at undertrykke.

Nu gør det ondt at en jeg stolede så meget på, slet ikke var til at stole på. Og det gør mig vred, at jeg har brugt fire år på at elske én, der i virkeligheden ikke fandtes – og at Ekskæresten lod mig leve i illusionen.

Jeg tror, kærligheden er gået væk nu, den jeg snakkede så meget om for nogle uger siden. Jeg tror det – jeg ved det ikke, før jeg står overfor ham om et par uger.

Nu er det bare vreden og sorgen over tabet af den, der skal gå væk. Hurtigt, please.

Grus

Snot. Hovedpine. Kvalme. Ondt i hver en muskel i hele min krop. Jeg er syg. Og når jeg er syg bliver jeg ynkelig. Min rygrad krymper sammen. Jeg begynder at tænke: ‘Fuck det kunne være rart hvis han var her til at hente te til mig lige nu’. Og så bagefter: ‘Nej, jeg gider ikke ha’ hans lortete’. Og så: ‘Hvem prøver du at narre? Selvfølgelig vil du ha’ hans lortete, og hans lortekærlighed og at være en del af hans lorteliv’. Jeg holder hende stangen, hende tudeprinsessen der respekterer sig selv lidt nok (og tilsvarende, elsker ham nok) til ægte at overveje om der mon kunne blive noget igen. For hun tager fucking fejl. Det kommer aldrig til at ske, for jeg vinder den diskussion hver gang. Hun skal holde sin forbandede kæft og lade mig pudse næse i fred. Basta.

Snakkede med min stedbror og min kusine fra klokken 02 til 06 i nat. Vi snakkede om tusind ting. Blandt andet om mig og Ekskæresten. Min stedbror nævnte, som mange andre, at han godt havde set os gro fra hinanden det sidste års tid. At det til sidst havde virket som om Ekskæresten sugede glæden ud af mig. Men han forstod godt, hvorfor jeg var lang tid om at se, det ikke ville gå, fordi nærhed er noget vi alle i virkeligheden higer efter og kæmper for. Det er pisse skræmmende at være alene, blev vi enige om.

Det er især pisse skræmmende at være alene når man er syg. Og når man er til familieweekend uden Ekskæresten, der ellers altid var med på de weekender. Og når man er begravet i eksamener, man ikke kan se begyndelse eller ende på. Jeg ved godt, jeg har tusind klipper i mit liv at støtte mig op ad, og det er jeg ufatteligt taknemmelig for. Det er bare vildt træls, at min favoritklippe pludselig er blevet til grus.

fredag for fanden

Jeg mødes med søde venner. Rare, fantastiske venner, som siger alle de rigtige ting og får mig til at grine højt og synge fjollet med på musikken i baren. Jeg snakker lidt for meget om mig selv, på deres opfordring, fordi de ikke har hørt hele historien om mit og Ekskærestens breakup. De er forargede over hans opførsel. Tilbyder at flække hans knæskaller. Jeg skifter mellem at forsvare ham og at lege med på deres hævn-lege. Hver gang snakken falder på Ekskæresten ser de ud som om de forventer jeg bryder sammen any minute now. Men det gør jeg ikke. Jeg hygger mig. Føler mig slet ikke så ensom sammen med dem som jeg gør med mange andre, selvom jeg godt kan mærke at jeg må koncentrere mig om at følge med i samtaler og at se interesseret ud når der tales, især når vi kommer længere ud på aftenen.

Jeg græder først i bussen på vej hjem. Da jeg græder i bussen forestiller jeg mig at der er en vildtfremmed der skal af ved samme stop som mig, der vil lægge mærke til mig og spørge mig hvad der er galt når vi står af. Det får mig til at føle mig mindre alene. Fantasien bliver dog aldrig til virkelighed. Alle passer sig selv da de tavst følges ned til blokkene og deles ud imellem de respektive bygninger. Det er okay. Jeg har heller ikke brug for det kram alligevel, bilder jeg mig selv ind.

Da jeg kommer ind i min lejlighed tænder jeg ikke lyset. Jeg sætter mig bare på sengen med jakke, hue og handsker på. Jeg giver atter efter for gråden. For ikke at skrive til ham, sender jeg en SMS til min lillesøster, hvilket jeg ellers aldrig gør. Hun siger jeg skal kaste med noget. At jeg nok skal få det godt igen. At hun godt forstår mig, at hun kender følelsen af ikke at kunne være i sin egen krop for alle de følelser den har, som man ikke vil kendes ved. Savner pludselig min lillesøster mere end min ekskæreste. Græder stadig.

Ugestatus

I løbet af de sidste syv dage har jeg…

..Knaldet med 1 stk Romantiker (og efterfølgende både fortrudt og ikke-fortrudt for til sidst at konkludere at jeg i det mindste gjorde en god gerning for hvilken der venter mig mange lyserøde dildoer i himlen).

..Grædt gennemsnitligt tre timer om dagen for at ende på en cirkatotal af 18 timer. Av for helvede.

..I den forbindelse brugt næsten en hel tube øjencreme.

..Grædt i bussen.

..Grædt på banegården.

..Grædt i opgangen imens jeg låste mig ind i min lejlighed. Tre gange. Har nu en nabo, der helt sikkert tror jeg er en omvandrende selvmordsrisiko.

..Gemt mig for naboen fra opgangen, fordi jeg ikke ville have han skulle se jeg græd for tredje gang på to dage.

..Hørt virkelig meget musik fra min ‘jeg savner’-playliste.

..Tvunget mig selv ud i frivillige sociale situationer intet mindre end fire gange. Selvom jeg foretrækker dynen frygter jeg at den vil kvæle mig og efterlade mig mere ødelagt end jeg behøver være.

..Startet lidt flere samtaler med Ekskæresten end jeg plejer, dog stadig med minimum to dages mellemrum.

..Drømt ufatteligt meget om Ekskæresten, både på den behagelige, og især på den ubehagelige måde.

..Været meget angrebet af usunde ‘hvis vi nu bare havde gjort noget anderledes’-tankemønstre der ingen steder får mig og intet ændrer alligevel.

..Formået at udnytte min pludselige nedtur og trang til at barrikadere mig i lejligheden til at skrive fem ud af otte sider på en eksamensopgave. Fremgangsmåde? Tud en time. Skriv en side. Tud en time. Skriv en side. I am not kidding you.

..Været stærk skulder for sød veninde, der ikke havde så meget brug for den som jeg havde.

..Sagt til en anden veninde, at det er helt okay at være ked af det, og at der ikke er en timelimit på hvornår sorg skal gå over. Gad godt selv kunne huske det råd bedre.

Efterskælv

Siden Romantikeren smuttede klokken 11 i formiddags har jeg basically hulkegrædt, kun afbrudt af et par timer med en sød veninde, som jeg også formåede at få til at handle 80% om mig og mine tanker ift. Ekskæresten, sex med Romantikeren og faktum, at jeg reagerer så stærkt i dag. På vej hjem i bilen brød jeg sammen igen Råbte, skreg endda, over hvor meget det hele er noget pis. Somme tider til en fiktionel Ekskæreste på passagersædet, somme tider til mig selv, somme tider til hele verden. Min hals gør cirka lige så ondt som mit hjerte nu. Det hjælper jo skide meget, ikke? Jeg er så træt af at savne. Det hænger mig så langt ud af halsen. Den jeg savner, findes jo ikke mere. Der går et menneske rundt tres kilometer væk med det samme ansigt, den samme duft, den samme stemme, men det er ikke ham, jeg savner. Det er alt han var engang. Eller måske bare alt, jeg troede han var. Den version jeg ind i mellem taler med nu er en helt anden. Ham, der engang var hele min verden er bare et navn blandt mange på en liste af kontaktpersoner, som jeg kan udveksle ligegyldigheder med. Som hvordan min nabo spillede klarinet tre timer i dag. Nogle dage bærer jeg det meget bedre, end jeg gør i dag, bestemt. De fleste dage synes jeg slet, slet ikke der er noget at vende tilbage til. Det er der måske heller ikke. Men i dag ved mit hjerte ikke det, mit hoved godt ved. I dag havde jeg for første gang i over en måned lyst til bare at sætte mig i bilen for at køre hjem til ham for at se ham dybt ind i øjnene og lede efter ham, jeg kendte engang. Finde ud af, hvor fanden han blev af. Ruske ham, der tit sagde ‘hold nu kæft hvor er du smuk’ til mig, frem, ham, der droppede koncerter med sine venner for at se mig. For hold kæft, hvor jeg savner ham.

Pityfuck

Nå, men jeg fandt ud af i går at Romantikerens sidste seksuelle oplevelse var vores første og sidste gang, dengang vi var kærester. Det kunne jeg ligesom ikke stå for, så det endte faktisk med at vi knaldede. Det er officielt: Jeg har nu været sammen med én post-Ekskæresten. Valget af fyr er fint nok tror jeg: Er tryg ved Romantikeren, og meget bevidst om at vi ikke skal være kærester, for jeg føler virkelig ikke det mindste for ham i den retning. Tænder ikke engang rigtig på ham. Det gik lige, fordi lyset var slukket. Og det var fint. Ikke meget mere end fint, men helt almindeligt ganske okay, og det var overraskende ikke-akavet i morges. Dog tager jeg alligevel hermed en beslutning om aldrig nogensinde at knalde med nogen, bare for at knalde med nogen igen. Det er meget sjovere at være sammen med én man er pisse vild med. Savner Ekskæresten og det vi kunne sammen med hver fiber i min krop lige nu.

Av, for helvede

Jeg har grædt lidt on-off hele dagen. Har haft det mærkeligt i kroppen siden jeg opdagede, at jeg havde passeret tomånedersdagen for Dagen Hvor Det Skete uden at registrere det på selve dagen. Jeg ved ikke hvad der er, med mig og datoer, men vi er ikke særlig gode venner lige nu i hvert fald.

Dén onsdag hvor vi fandt ud af, at det nok var bedst at finde ud af, hvad der skulle ske med os, i stedet for at rende rundt i limbo endnu et par måneder, gik vi en tur, mest af alt for at få noget luft på mit forgrædte ansigt, men også for i det hele taget at få mig til at stoppe med at græde; indenfor gik jeg helt i selvsving og var komplet utrøstelig. Det hjalp, det med at komme udenfor. Vi snakkede, han hele tiden med en undskyldende tone i alt han sagde, jeg selv mere kortfattet end jeg plejer, fordi jeg koncentrerede mig om at forene mig med Det Modige Ansigt. Det gik fint, imens vi gik blandt andre mennesker, men så snart vi trådte ind på de smalle skovstier måtte jeg give efter.Det var så smukt derinde; solstrålerne tvang sig vej igennem træernes sensommerblade og faldt i klatter på skovbunden omkring os. I en halv time holdt han om mig, mens jeg gav efter for vægten af det hele. Vi vidste for helvede begge, hvad det ville ende med, men jeg var hverken klar til at sige det højt eller høre det, og det vidste han nok godt. Der gik en gammel dame forbi med sin lille hund. Hold kæft, hvor hun gloede.

Hver gang mindet om den dag tvinger sig frem på min nethinde, står jeg igen midt i skoven, med trykken for brystet og en følelse af ikke at kunne trække vejret. Han er der bare ikke til at holde om mig mere.

Ting, der skete under festlighederne #2: Fedtpik!

Jeg var til julefrokost med mit arbejde i går. Både staff og kunder var inviterede, og vi nåede op på noget der ligner to hundrede mennesker. Flotte, unge mennesker overalt. Trænede, flotte unge mennesker. Jeg tænkte, inden jeg tog afsted, at jeg da under alle omstændigheder måtte kunne finde noget kneppeværdigt kød til den julefrokost.

Kødet fandt mig. Det kom i form af en flot, lyshåret medicinstuderende, der kun var et par centimeter højere end mig (smart i forhold til op-ad-toiletvæggen-sex gik jeg så langt at tænke) og enormt tålmodig med mine elendige danse-skills. Vi sad og snakkede godt en time. Han rørte hele tiden ved mig, var lidt for slibrig i sine utallige komplimenter (men slap afsted med det, fordi han fik mig til at tro på dem) og lærte mig fingerknoglernes navne.

Alt var godt, og jeg tænkte at jeg, for første gang i de seks uger kondomet har ligget i min taske, måske ville komme til at bruge det.

Indtil: “Jamen, min kæreste og jeg, vi bor oppe på [indsæt vejnavn her]”…

Nå. Okay. Det var så dét knald…

Jeg må begynde at gøre som Lisa Kudrows karakter i P.S. I Love You: “Er du single?”, “Er du heteroseksuel?”, “Har du et arbejde?”, og så lige smide en tungeslasker ind for at kvalitetsteste. Derefter kan vi snakke.

Øv. Øv, for satan.

Hovedeksposioner

Jeg sumper lidt rundt igen. Er nyligt kommet hjem fra en weekend hos de gamle, lytter til min “Av mit hjerte”-playliste på Spotify (it’s a real thing – jeg har dén, og en “Tag dig nu sammen og vær glad!”-playliste. Man er vel desperat), og prøver at få styr på den lejlighed jeg efterlod i en tilstand der lidt minder om Hiroshima efter atombomben (too soon?). Den her uge har været virkelig hård. De to skridt tilbage, og alt det dér pjat. Jeg har gjort hvad jeg kunne for at holde mig travl, men hver gang jeg sætter mig ned og trækker vejret gør det ondt helt ude i fingerspidserne.

Forvirring har ramt mig: Savner jeg efterhånden egentlig at have ham som min kæreste, eller savner jeg bare ham, hans væsen og hans måde at være på? Sidstnævnte er jo stadig tilgængeligt for mig. Han er der stadig. Jeg kan jo bare ta’ fat i ham og sige at jeg er klar til at snakke igen. Men så tænker jeg, savner jeg måske endda bare den jeg er i hans selskab? Den jeg var, dengang jeg var sikker på ham? …Sikker på mig, måske? Jeg aner det virkelig ikke. Jeg ved ikke om det er meningen, jeg skal finde et svar, men jeg kan mærke at tiden begynder at presse mig. Tik. Tak. Tik. Tak. Find ud af hvad du vil. Med hvert slag glider han længere væk, bliver sværere at nå, lærer at jeg ikke er nødvendig i hans liv, ligesom jeg jo dybest set godt ved at han på ingen måde ikke er uundværlig i mit – jeg vil bare så gerne ha’ ham i det alligevel. Men hvorfor vil jeg det? Hvad er det jeg vil ha’ fra ham? Har han overhovedet mere at gi’ mig? Det siger han jo at han har, men kan jeg bruge hans ord til noget? Har han ikke netop vist at han kan sige ét, og føle og gøre noget helt andet? Mit hoved snurrer. Måske burde jeg i virkeligheden bare ringe til ham og vende den med ham. Han kan jo bare sige det, hvis han ikke gider. ‘Det er jo ikke fordi jeg på nogen måde har tænkt mig at skære dig ud af mit liv,’ sagde han jo. Men er det bare noget han sagde for at gøre mig tilfreds, ligesom det sidste ‘jeg elsker dig’, hvor han knaptnok kunne se mig i øjnene?

Billede