2014 + Sniksnak + Sniksnak om 2014

Jeg var ved at falde i søvn på bilen på vejen hjem fra syden i dag. Hvad gør jeg, tror du? Jeg giver mig da til at surfe efter de vildeste tudesange jeg kan finde på alverdens radiostationer, og så giver jeg mig til at græde i bilen. Hulkegræde, abe-style. Bare for at holde mig vågen, og for at kombinere en much-needed tudetur med et tidspunkt hvor jeg alligevel var alene og havde spildtid. Det skulle ligesom også passes, ikke? …Jeg er ved at blive alt, alt for god til det der med at have tristheden som en slags undertrøje alle de andre følelser ligger udenpå, og som udgangspunkt altid kan trækkes frem igennem alle de følelsesmæssige overfrakker. Men ret sejt, synes jeg alligevel, på en måde også. Synes sgu jeg tackler det godt. Skulderklap. 

Nå, men videre til obligatorisk Planer for 2014-snak, der jo er pisse vigtig.

2014 skal handle om mig.

Jeg skal have et projekt, og projektet bliver min krops sundhed og udseende. Jeg skal smide 10 kg, og træne så latterligt meget, og spise så latterligt fornuftigt, at man begynder at kunne se hvor stærk jeg er. Nå ja, og så skal jeg jo også være endnu stærkere, men det følger jo med. Måske – MÅSKE(!) – vil jeg endda begynde at løbe igen? I 2014 vil jeg være den bedste fysiske udgave af mig selv nogensinde i alle aspekter. Det er ikke noget der skal gå hurtigt. Det må gerne ske gradvist. Men det kommer til at ske. Jeg har købt proteinpulver og alt muligt! (Og vi ved jo alle, at det betyder, at man automatisk bliver buff as hell så).

Jeg skal ikke bruge 2014 på febrilsk at lede efter en ny Mr. Wonderful. Jeg har været fikseret på én fyr i alt for mange år, og hvis der er et tidspunkt der er mere perfekt til at have mig selv i fokus, så er det nu, i starten af tyverne, hvor det alligevel er for tidligt at finde den, man vil starte familie med (….indrøm det nu bare, fyrene stikker jo af alligevel hvis de ved det er den tanke man har!). Jeg skal bruge 2014 på at være single med stort S. Jeg skal kysse med fyre, hvis navne jeg ikke kan huske dagen efter, og som udgangspunkt skal ingen være gode nok før de er helt, helt rigtige. Jeg vil ikke bruge 2014 på at være ærgerlig over at være alene, men i i stedet på at udnytte at jeg er – fx ved at bruge al den overflødige energi på projektet ovenfor.

I 2014 vil jeg have færdigbearbejdet mine følelser for Ekskæresten. I første omgang skal jeg ses med ham engang i januar. Mærke, hvordan jeg egentlig i virkeligheden føler, når vi er i samme rum. Det kan være, jeg også skal have snakket med ham om ting og sager endnu engang. Så tager jeg den derfra. Måske involverer det selvhjælpsbøger. Måske involverer det at tage endnu en pause fra at snakke med ham. Måske involverer det helt at give slip på ham i alle betydninger. Jeg håber ikke, det bliver det sidste, men hvis jeg stadig ikke har det bedre på det her tidspunkt næste år, er det dér, den ender. Under alle omstændigheder kan jeg ikke blive ved med at være så ked af det. Det siger jeg ikke, fordi jeg ikke synes der skal være plads til det, men fordi jeg ganske enkelt har lyst til at være glad helt ned i de inderste lag igen. Og det ved jeg, jeg kan være, når svigtet er bearbejdet.

…Og så vil jeg (igen i år) prøve at gøre det til en vane aldrig at efterlade en opvask på køkkenbordet, når jeg går i seng. Det indebærer minimum én opvask hver dag. For det er fandme for klamt, det andet. Trust me.

Jeg er sikker på at 2014 som minimum bliver bedre end 2013.
Og resten skal jeg sgu nok selv sørge for!

Uden lokalbedøvelse

Jeg tror der sker noget indeni mig de her dage. At noget er ved at falde på plads. Men det gør ondt, som en skulder der har været ude af led og skal resettes, eller som at få lavet sting i et kødsår uden lokalbedøvelse. Det er som om hver en fiber i min krop kæmper imod det, der ganske, ganske langsomt er ved at ske. Jeg drømmer tit om ham for tiden. Har lange, trættende drømme, hvor han tigger og beder om at jeg tager ham tilbage (ha, som om det nogensinde kommer til at ske). Der sker altid én af to ting. Enten siger jeg ja. Og så føles alt forkert, og jeg ender med at ombestemme mig. Ellers siger jeg med det samme nej, og begynder at råbe af ham, vred over at han overhovedet har den frækhed at tro at jeg på noget tidspunkt ville spilde energi på ham igen på den måde. Uanset hvilken af drømmene jeg har vågner jeg altid badet i sved, står op, går i bad og tænker på noget andet. Formår ofte at gå en hel dag uden at tænke på det før om aftenen når jeg ligger i min seng.

Lige indtil jeg kommer til at åbne Instagram og går igang med at læse #breakupquotes. I dag læste jeg: “I loved him so much that if he slit my throat with my last dying breath, I would apologize for bleeding on his shirt”. Med tårer i øjnene indså jeg, at det var jo mig, der havde det sådan. Og at det var både forfærdeligt og fantastisk at elske på den måde. Men sådan har jeg det ikke mere. Jeg vil ikke være sammen med ham for hver en pris, som jeg ville engang. Han er ikke det værd. Jeg har skrevet det på bloggen mange gange, i forsøg på at få mit hjerte til at forstå hvad mit hoved godt vidste, ved at få sat ord på det. Men i dag gik det virkelig op for mig: Jeg elsker ham ikke betingelsesløst mere. Jojo, selvfølgelig er fremskridtet et af de små, og ikke voldsomt revolutionerende. Jeg har ikke givet slip. Men jeg har nået et punkt, hvor jeg ikke engang ved om det er ægte kærlighed der er tilbage, så meget som det er angst for at give slip på det, der var. Selvom jeg er vred på ham, og selvom jeg ikke vil have os tilbage, nu jeg har fået syn på vores skyggesider, så savner jeg det stadig. Jeg savner stadig ham. Jeg nærer stærke, komplicerede følelser for en illusion der for længst er brast sammen. Jeg sørger over dens forfald.

Men jeg elsker ikke betingelsesløst mere.

Og det er godt. Men det gør ondt.

Resultat af Single Empowerment Night med sød pige

20 grunde til at det er sygt nice at være single:

1. Ingen at stå til ansvar for.

2. Ingen dårlig samvittighed over ikke at barbere ben.

3. Byture er tusind gange federe fordi man kan flirte med alt der har en puls uden at have dårlig samvittighed.

4. Man kan generelt flirte med alt der har en puls uden at få dårlig samvittighed. Herunder bankrådgivere, telefonsælgere, DSB-kontrollører, telefonabbonnementssælgere på gaden og ham den søde ved kassen i Netto.

5. Mere tid til alt.

6. Ingen tidspunkter hvor man ikke kan spise ostepops med god samvittighed.

7. Ingen tidspunkter hvor man ikke kan spise fisk med god samvittighed.

8. Ingen tidspunkter hvor man ikke kan spise ost med god samvittighed.

9. Ingens behov er vigtigere end ens egne.

10. Generelt mere frihed – også når man er alene. Tænker aldrig ‘hvad ville HAN dog tænke, hvis han så mig her under min dyne med serier fra 8-16?’

11. Man slipper for ‘hende den kærestekedelige’-stemplet.

12. Ingen dumme familiefester man skal til ud over sine egne. I sin egen familie. Hvor man kan folks navne. Og faktisk synes de fleste er nice.

13. Når man ikke har sex er det fordi man ikke har nogen at ha’ sex med / ikke nogen man gider ha’ sex med. Ikke fordi der er noget galt.

14. Ingen svigerforældre, man skal tvære det falske smil på overfor selvom de er for nederen til at trække vejret.

15.Intet røvhul der har en mening om hvad man skal gøre ved ens hår. Jeg klipper det kort hvis jeg har lyst. Fucking. (Det har jeg ikke. Men det er princippet i det!).

16. Ingen til at få det dårligt med sig selv (ud over en selv, men mig selv og jeg ka’ egentlig godt li’ hinanden, så det er cool).

17. Slipper  for ‘Ej skat, vil du ikke lige ordne den bums jeg har på ryggen? Jeg kan ikke nå..’ (Ordner sgu kun mine egne bumser nu. Thank God!)

18. Stakkesvis af penge der kan bruges på andet end transport, overpriced aftensmad, og gaver.

19. Ens lejlighed behøver ikke være så clean, for hey, der kommer sgu ikke nogen i den så tit alligevel. Badeværelsesrengøring behøver ikke være en ugentlig ting, nø. Hurra.

20. Man behøver ikke lade som om man gider se actionfilm andre steder end i biografen

Fremtiden der kunne have været, men heldigvis ikke bliver

Nogengange, når jeg er allermest ked af det, og savner Ekskæresten allermest, forestiller jeg mig det liv, vi kunne have haft sammen. Det starter altid som en slags selvtortur. ‘Det kunne have været så rart,’ starter jeg altid med at tænke. Og det er også rart at tænke på de første fem minutter.

 

Børnene vi har er fucking pæne. Og fucking kloge, og fucking søde. De har hans smil, hans øjne, og det syn for de små ting, der fik mig til at falde for deres far. Vi fungerer godt som en familie. Vi er enige om børneopdragelse, hvad vi skal have til aftensmad, og hvad vi skal se i fjernsynet. Vi har pisse god sex, vi er glade for hinanden, men vi snakker ikke særlig meget sammen om andet end børnene. Vi giver plads til hinanden. Ingen af os føler den ene er bundet hjemme hele tiden, fordi vi skylder hinanden at være kedelige sammen. Vi laver lige så meget hver for sig, som vi gør sammen. Har vores egne sejre i vores egne liv. Men vi deler ikke sejrene. Mine sejre er mine. Men nederlagene deler vi. Især hans. Det kan vi ikke lade være med, for han tåler ikke nederlag så godt. Han trækker sig ind i sig selv. Stopper med at give. Jeg begynder at bruge den tid væk fra familien, vi er så gode til at unde hinanden, på at søge bekræftelse andetsteds. Jeg har sikkert en affære med en eller anden sød fyr fra mit arbejde. Jeg fortæller ham det, da der er gået tilpas lang tid. Han bliver rasende på en helt særlig, kold måde, men vidste det jo godt hele tiden. Huset sælges. Børnene skilles fra hinanden. Glansbilledet brænder.

 

Hellere nu end senere, tænker jeg, og det ender altid med at selvtorturen ender i at jeg er lettet over, at det er slut nu. At vi ikke trak den længere ud og først accepterede at vi var forkerte for hinanden på et tidspunkt hvor det ville være meget værre.

Selvordineret skulderklap

Da jeg vågnede i morges gad jeg virkelig ikke op. Jeg vendte mig fra side til side, prøvede at jage ubehagelige billeder fra nattens mareridt ud af hovedet og at tvinge min underbevidsthed ud i bedre, rarere drømme. Bare lidt endnu. Men fem minutter senere gik min alarm. Jeg skyndte mig at slukke den. Hev telefonen over til mig og læste søde kommentarer på gårsdagens indlæg (tak for dem, I er sgu søde! <3) og tudede lidt. Tudede så lidt mere. Tudede så rigtig meget. Sendte samme SMS til tre veninder, noget alá “Jeg er i lortehumør, det er lortevejr, gider ikke skrive min lorteopgave og min lejlighed ligner lort.” Hullet var dybt i morges, forfærdeligt dybt.

Men jeg kom op. Fik redt min seng. Fik taget en opvask der har stået flere dage end jeg har lyst til at indrømme (okay, fem. Bare skyd mig). Lavede endda æg-med-ost-og-knækbrød-morgenmad. Og nu sidder jeg ved mit bord med verdens største kop te, og hvis jeg kniber øjnene sammen minder halvliterkoppen mig næsten ikke om Ekskæresten.

 

Grådshævet pandafjæs i ulvetime-Bilka eller: BRING IT ON

tumblr_mvt4ugpM2p1slysm9o1_500

Jeg sad i bilen på Bilkas parkeringsplads og græd i dag. Det er to måneder, siden jeg havde fødselsdag i dag. To måneder, siden jeg sidst så ham. Da vi sagde farvel græd jeg, og sagde til ham at det værste var at jeg ikke vidste om der ville gå to uger eller to måneder før vi så hinanden igen. Dengang var to måneder det absolutte rædselsscenarie i mit hoved; jeg kunne slet, slet ikke forestille mig så lang tid uden at se ham. Det gør i dag til en milesten. Det gør i dag svær. Jeg ved ikke, om jeg savner i dag, jeg tror det ikke – men dagen har været tilbragt med en klump i halsen, ikke desto mindre, og i morges havde jeg svært ved at komme ud af sengen. Ikke på jeg-trykker-bare-snooze-jeg-ligger-så-rart-måden, men på jeg-kan-ikke-overskue-at-skulle-se-folk-i-øjnene-for-de-ser-nok-lige-igennem-mig-måden. Men jeg stod op. Jeg tog op og underviste. Jeg kom igennem dagen, selvom jeg virkeligvirkeligvirkelig bare gerne ville have ligget i min seng.

Derfor prøver jeg noget nyt i dag. Jeg vælger at være stolt af mig selv. Ikke bare for at komme igennem i dag, tårer på Bilkas parkeringsplads eller ej, men for at have rejst mig op hver gang jeg havde lyst til at blive liggende under dynen i min elendighed. Jeg er stolt af mig selv for hver fest jeg har været til (inkluderende: hvert shot jeg har taget, hver dans jeg har danset) selvom min indskydelse altid er at tilbringe fredag aften alene. Jeg er stolt af mig selv for hvert modigt ansigt jeg har produceret, hvert smil, jeg har smilet, og hvert grin jeg har grint. Jeg er stolt af mig selv for hver træning jeg har været til, hvert bad jeg har taget, hvert hjemmelavet måltid jeg har lavet, og for hver gang jeg gik ud med skraldespanden. Jeg vælger at være stolt af mig selv i dag, fordi jeg lige nu  for helvede godt kan se, at jeg er meget bedre til det her, end jeg giver mig selv credit for til hverdag. Det kræver fandme guts at tørre tårerne væk og gå ind i ulvetime-Bilka med grådshævet pandafjæs, og stadig formå at se ekspedienten i øjnene.

Somme tider føler jeg mig svag og ynkelig over at være så ked af det, men i dag kan jeg se, at det slet ikke er det, det kommer an på. Det kan være pisse ligemeget hvor ked af det jeg er. Det er ikke et tegn på svaghed at føle sig ødelagt efter at være blevet svigtet, efter at have fået vendt op og ned på dét, man troede, var ens liv. Det er til gengæld et tegn på enorm styrke, ikke at give op, selvom det kunne være så dejligt nemt bare at blive rødvinsalkoholiker og burde sig inde med chick flicks og kleenex 24-7.

Det skal fandme nok blive godt igen alt sammen. Det skal jeg sgu nok sørge for. Fandme!

 

Heal the scars from off my back, I don’t need them anymore

Jeg følte ægte glæde i går. Ikke bare den slags der kommer, når man er sammen med folk og virkelig hygger sig, men den ganske særlige slags, man oplever, når man er helt alene og ikke kan lade være med at smile, selvom man ingen grund har til det. Jeg gik storsmilende op ad M.P. Bruuns Gade med dette lækre nummer i ørerne og havde pludselig følelsen af, at hele verden bare kunne komme an.

Før ekskæresten og jeg slog op havde jeg den tit, følelsen i maven der gør det umuligt ikke at smile. Jeg havde den især når jeg sad i bilen på vej hjem til ham. Det føltes fantastisk i går at opdage, at dén følelse måske i virkeligheden ikke havde så meget med ham at gøre, som med mig selv, og at jeg på ingen måde behøver være hans, eller bare nogens for at være lykkelig. Men det var heller ikke kun rart, for med glæden kom kontrast gik op for mig hvor hårdt det her har været på mig, og hvor lidt jeg føler mig hjemme i det mørkeblå følelsesregister, selvom jeg virkelig gør hvad jeg kan for ikke at gå til i bar elendighed over at være nedtrykt. Herregud, vi skal jo alle igennem det pjat. Det er ikke første gang jeg har haft en så stor følelsesmæssig krise over noget, og det bliver ikke den sidste.

Men det er bare meget mere mig at gå storsmilende rundt i Aarhus Midtby med musik i ørerne. Mere af det, tak!

Skizokærlighed og to-do-lister

I går var jeg til Ladies Night. 4-retters middag, mandestrip, dildoparty, sprut, smøger, søde venner og onanisnak af alle ting. Jeg kom småfuld hjem med et smil på læben, fuldstændig modsat hvad der skete sidste gang jeg var i byen. Jeg har på fornemmelsen at jeg er kommet langt de sidste to uger. Jeg ved ikke om radiostilhed er den største faktor, eller om det i virkeligheden er tid.

Forstå mig ret, jeg savner ham stadig. ‘Du har jo ikke sådan ægte sluppet ham,’ sagde søde E til mig i går. Hun har nok ret. Hvis jeg ikke kan sove ligger jeg og tænker vores bedste øjeblikke igennem fra start til slut. Hvad han sagde. Hvad jeg sagde. Hvordan han lyder når han griner. ‘Men det er jo også svært når man elsker nogen,’ sagde hun også. ‘Jeg tror slet ikke det er meningen at man skal kunne give så hurtigt slip efter fire år. Der var jo en grund til at man var sammen’. Jeg tror E har ret. Selvom jeg bliver mere og mere bevidst om at Ekskæresten og jeg ikke skal være sammen, får åbnet øjnene for flere og flere grunde til at vi for satan ikke er rigtige for hinanden, selvom jeg måske endda i glimt er enig med min farmor i at han endda ikke er god nok til mig, finder jeg stadig mig selv med et smil i mundvigen når jeg tænker på ham. Hvornår går kærligheden over? Da han var her til min fødselsdag, en uge efter vi gik fra hinanden, lå vi i min seng og snakkede i lang tid efter vi var kommet hjem fra middagen med min familie. ‘Jeg ved godt vi ikke skal være sammen, og jeg tror også det er for det bedste,’ sagde jeg til ham. ‘Men man kan ikke bare tage alt hvad man føler for nogen og pakke det i en kasse, og så stille det ind på en hylde’. Det ku’ ellers være smart, hva’? Det er i forvirrende at bære på så mange modsatrettede følelser.

Under alle omstændigheder går det bedre. Okay, okay, jeg småtuder lige nu, men det er første gang siden tirsdag, og ikke noget hysterisk hyænetuderi. Jeg prøver at vende blikket fremad. Skriver to-do-lister for i dag og i morgen. Prøver at hive mig selv ud af det hul, jeg så behageligt har fået lagt mig i og har ligget i i snart to måneder. Planlægger endda at støvsuge min skotøjsæske af en lejlighed. At begynde at lave madpakker igen, i stedet for at købe mig fattig i kantinen på universitetet (434 kroner i september. av.). Og at træne i morgen. Pik.

Jeg behøver ikke være stoppet med at savne os, før jeg rejser mig og bevæger mig fremad.

Billede

En dag med lys for enden af tunellen

Jeg skal helt tilbage til lørdag for at tælle tilbage til en dag hvor jeg hele dagen sad med en følelse af ægte håbløshed. Samlet tudetid siden i lørdags er ikke mere end sølle femogfyrre minutter, og jeg kan mærke der er noget der skifter inde i mig; jeg ser ikke længere tilbage på de sidste fire år med idealiserende øjne, men begynder at kunne se de ting, jeg for fanden er glad for jeg ikke skal trækkes med mere. Som for eksempel hvor elendig han var til at lave aftaler. Hvor sjældent jeg følte, han virkelig, virkelig ville mig. Hvor irriterende det var nærmest at skulle tigge om lidt af hans tid. Hva’ fanden sker der for at jeg har fundet mig i det? Og det var jo ikke bare de sidste tre måneder – det var nærmere alt ud over det første halve år.

Jeg er gået så vidt som at have været i bad to dage i træk for første gang i en måned. Jeg går ud fra at jeg er i gang med det dér ene skridt frem – afventer spændt de to tilbage, realistisk som jeg er.

Billede