Flirtationship

Ingenting i går. Ingenting. Jeg begynder at tænke, at hvis der ikke var et øjeblik der føltes oplagt at lave et move på, på en aften hvor a) vi lå tæt og så film 3 timer, b) jeg havde barberet ben + wuhuu (det nye fede ord! Fuck Gina, wuhuu er meget bedre), så kommer der sgu nok aldrig til at ske The sex ship has probably sailed. Det er okay, tror jeg.

Det er måske også godt nok at ha’ et flirtationship med ham.

Det er jo pisse rart, det dér med at ligge tæt under mit grimme fleece-tæppe og se en klam film.

Det er sgu nok mest dét, jeg mangler. (Kun 1% mere end jeg mangler sex, ikke?).

How are you doing? ;)

Nå, men jeg skal åbenbart ses med S. Efter at have sagt nej til at ses de sidste tre gange jeg har spurgt, spurgte han mig pludselig i dag om jeg ikke liiiige havde tid onsdag, måske?. Meget, meget mærkelig adfærd. Er på mange måder glad for ikke at have mere i klemme end spørgsmålet om hvorvidt jeg har nogen at fokusere på eller ej. Kan mærke jeg tør ting i forhold til ham, tager chancer og er mere lige-ud-af-posen end jeg er med folk, jeg faktisk ku’ drømme om villa og vovse med. Det er ret rart ikke at have så meget på spil, efter at have gået på æggeskaller i flere måneder.

Jeg beslutter mig hermed for, at det er helt ok hvis jeg knalder med ham på onsdag, skulle muligheden byde sig. Jeg trænger fandme. Det ægte marked er for nederen (I husker vel Fedtpikken fra forrige lørdag?), og jeg er rusten i forførelsens kunst. Øver mig lidt på S før jeg løber ud i den ægte manege igen.

Billede

Endnu mere S-ævl

Jeg kan ikke finde ud af, hvad S vil. Det er ret fjollet, at jeg overhovedet spilder tid på at overveje det, for jeg er stadig ret sikker på at jeg iiiintet seriøst er ude efter. Bare lidt opmærksomhed. Lidt nærhed. Lidt sex, måske. Lidt boost til det dér ego, der måske knækkede lidt i september.

Det var der da også lidt af, dengang i oktober, hvor vi sås, spiste mad, så film og lå i ske som to femtenårige der var lidt bange for at gøre mere end det. Men jeg var aldrig i tvivl i oktober. Jeg havde ham i min hule hånd i oktober.

Jeg er anderledes usikker på november-S. Ikke at jeg som sådan er ude på noget at være sikker på, men det lader vi ligge for nu. Min veninde C anklager mig for at være lidt vild med ham, fordi jeg pludselig er begyndt at tolke signaler, og at lade mig forvirre (som om jeg ikke altid har gjort det). Jojo, jeg får da lidt varme i kinderne, når jeg skriver med ham, men det er som om varmen aldrig rigtig når helt ned i maven, hvis I forstår, søde læsere? Jeg ved ikke hvad man kalder det så. Fascination rettere end forelskelse, vel. Tror måske mest af alt jeg er så interesseret lige pludselig, fordi han virker lidt utilgængelig. Utilgængelig er så dejlig trygt og velkendt. Ikke noget nyt der. Ekskæresten var trods alt ekspert i utilgængelighed.

Nå, men tilbage til november-S, så snakkede han jo om at han havde travlt. Sagde, jeg bare skulle prikke til ham, når jeg havde tid. Og det gjorde jeg i dag. Fik ikke så meget som en ‘ej, det gad jeg ellers godt, men..’ for S gik i stedet direkte over i ‘jeg kan ikke, for..’. Nå. Så æder jeg da bare den pose chips selv. Eller, det har jeg allerede gjort, jo.

tumblr_mekugwBP4z1r6h22v

Åh, jeg ved jo godt at det ikke er værd at bruge energi på, ikke? Det er bare så svært at lade være. Især fordi mit mønster efter et breakup er at kigge tilbage i adressebogen (who am I kidding, facebook-chatten mener jeg) og rebounde på noget unfinished business. Jeg er ikke færdig med at rebounde på S! Magter ikke at skulle ud i den rigtige verden efter nye projekter, når der stadig er ét tilbage på tryghedslisten. Jeg kan vel ikke være den eneste i verden der har det på den måde, kan jeg?

S-update, cybersex og ekskæresteprincipper

  • Jeg brød vist en af datingspillets vigtigste regler med S i går: Jeg sagde, jeg ikke gad spille spillet. At det altså var helt ok hvis han bare sagde til mig at han egentlig ikke gad bruge tid på mig, for hvis det var tilfældet så var mit liv egentlig også for kort til at bruge tid på ham. Jeg var virkelig sikker på at han bare ville gribe sin out og løbe skrigende væk, men nej; han forsikrede mig om at han bestemt gerne ville bruge tid med mig, men bare ikke havde meget tid at gi’ af lige nu – jeg skulle endelig blive ved med at hive i ham, for lige pludselig kunne der jo være en aften fri. I øvrigt mindede han mig lige om at han jo godt ved at han virker uinteresseret når vi skriver sammen, men at det er fordi han altid laver noget andet. Nå, så deeet… Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op med det. Han kan stadig tjene som en behagelig distraktion. Vi har det jo skægt sammen når vi ses. Men det er lidt som om vi ikke har set hinanden siden start/midt i oktober, og det får jeg jo ikke meget distraktionssex ud af, vel? 
  • Apropos sex, så skulle jeg have vasket op i dag, men endte i stedet på Omegle (i et desperat forsøg på at stoppe med at græde, faktisk) og på mystisk vis kom jeg til at bruge to timer på langtrukken cybersex med sød fyr fra Odense der gav så mange brystkomplimenter at mine bryster kunne flyve til Finland nu, hvis de gad! Tæller det som min vær-sammen-med-en-anden-betingelse for brud af radiostilhed? Ikke helt, vel? Men det tæller heller ikke for ingenting. Under alle omstændigheder er jeg ikke ligeså skræmt af tanken af at være sammen med en jeg ikke kender nu. Heller ikke IRL. Høhø. 
  • Jeg er midt i en ugelang bølge af hjertesmerte, men så snart den lægger sig tror jeg altså jeg kontakter ham igen. Der er faldet mange ting på plads i mit hoved, men jeg kan mærke, jeg har brug for at vende nogle flere ting med ham, og så for øvrigt at jeg ikke har lyst til at vi skal være fremmede. Jeg siger ikke, han skal være min bedste ven, og en jeg kan dele alt med, som han var før, men som minimum vil jeg have lov at tippe ham om tv-programmer han bør se, og til ind i mellem at spørge ham til råds når lokummet brænder. Jeg har endnu ikke en hylde i mit liv der står “Bare En Ekskæreste Som Jeg Ikke Kan Tale Med I Dag” på, og sådan skal det gerne blive ved med at være. Jeg hev nogle gaamle digte ud af min interaktive skrivebordsskuffe i formiddags, som jeg skrev dengang min første kæreste gik fra mig, og var ramt over hvor ondt det også gjorde på mig dengang – og tænkte så på, hvor gode venner vi egentlig er i dag. Jeg ved, hjertesmerten går over med tiden.

Det (knapt så) vilde singleliv

Det er virkelig lang tid siden jeg har været en del af det dér dating-spil, kan jeg godt mærke, og jeg var en bette teenager sidst, så reglerne har ændret sig siden da. Det gør det nok ikke nemmre det hele, at det er en gammel flamme jeg har set lidt, og at jeg i virkeligheden jo for søren ikke gider være kærester med ham, bare hænge lidt ud og se hvad der sker. Det bliver man jo doven af. Og doven og horny er ikke en god kombi.

I går spurgte jeg S om han ville se en film eller noget. Men nej. Han ville hellere sove.

Jeg finder mig selv helt tøsefornærmet, hvilket er virkelig åndssvagt.

Min første indskydelse var at svare: “ØH LOL, DER GIK DU LIGE GLIP AF ET 99% GARANTERET KNALD!”

Selvfølgelig blev det til et cool “Nå, okay! (:”, man er vel en sofistikeret lady.

Jeg har lidt på fornemmelsen at der ikke er mere at komme efter her. I hvert fald ligger bolden hos ham nu, og så kan jeg læne mig tilbage og se hvad han gør med den.

Muligvis skal jeg til at åbne øjnene, se i andre retninger end S’, og være mere aggressiv, hvis der ikke skal gå inflation i den sidste måneds cølibat.

Billede

intet nyt fra vestfronten

Nå, men der skete altså ikke noget med ham S i aftes. Eller altså, jo, det samme som sidst. Mad. Film. Snak. Ske. Jeg ved ikke om jeg er skuffet eller lettet over at der intet skete, som ikke også skete sidste gang. Fortryder i hvert fald denne gang ikke, at jeg ikke lagde op til det vilde. Er det latterligt gammeldags at synes at han godt lige må lave et ordentligt move hvis jeg skal knalde med ham? Jeg mener, jojo, fint nok at du kan finde ud af at ae min arm, min mave, ydersiden af mit lår, sågar min hals – det er sgu også rart – men gider du ikke lige gøre et anstændigt forsøg på at kysse mig? Så kan vi snakke om det. Eller helt lade være med at snakke, og bare for satan gøre det.

Men måske er det bare det der er hans lede plan. At få mig så seksuelt frustreret som muligt, indtil jeg går amok og kaster mig over ham, fordi det ville booste hans lorteego sååå meget. Det ku’ han fandme li’, det flabede monster. Men næh nej! Jeg bliver ikke den første der giver op.

Tydeligvis virker den her S-ting dog efter hensigten. Jeg hygger mig. Tænker på noget andet. Ser nogle film, jeg ikke har set før. Bliver mindet om, at det ikke kun er ekskæresten der er rar at være tæt på. Lærer at hjerteslag lyder meget forskellige. Jeg har, i bund og grund, noget andet at tænke på end lige faktum at jeg for tiden føler mig mere alene end jeg har gjort siden jeg var fjorten.

Men…

Billede

Den post jeg skrev for ikke at forfalde til internetporno (det virkede).

I dag (eller i går, det her er basically night blogging – hov!) er den første mærkedag efter Dagen Hvor Det Skete. Eller ikke-mærkedag, må det nærmere være. Dagen, der ville have markeret fire år. Niende fucking oktober. Som det fremgår af indlægget inden dette har det ikke ligefrem været den fedeste dag. Det har været sådan en dag hvor jeg har givet efter og givet mig selv lov til at huske hvor gode vi var. Hvor meget vi for helvede har hygget os sammen. Måske mest for at minde mig selv om at de fire år ikke bare var ud af vinduet, selvom endestationen ikke bliver som jeg havde tænkt. Flere gange kiggede jeg på klokken og tænkte ‘okay, hvis alt var som det skulle være, ville vi nu …’ og fik på den måde ført ikke-ham og ikke-mig igennem både en lang gåtur, et restaurantbesøg og en biograftur. Nåh ja, og sex, jo. Masser af sex. Lækker, lækker sex, som vi altid var så pisse gode til, selv når vi var elendige til alt andet.

Jeg begynder ligeså stille at kunne mærke at jeg ikke er vant til at være alene på den front. Sex-fronten, altså. Rightout, så ku’ jeg sgu godt noget pik. Right about now. Det behøver ikke engang være hans. Bare en eller andens.

Apropos (hæhæ) skal jeg mødes med S i morgen aften. Pizza og film. Hos ham, denne gang. Har allerede barberet ben. Fordi jeg tænker at jeg måske bare skulle tage mig sammen og finde ud af om han overhovedet kan bruges som bolleven eller ej, før jeg bliver til hende der slæber fremmede med hjem fra byen. Og før jeg får ventet så længe at han rent faktisk tror jeg er sådan en der venter med vilje, fordi jeg vil ha’ mere end bare sex. Det vil jeg ikke.

Jeg fatter ikke mit liv lige nu.  Jeg aner vitterligt ikke hvad jeg laver.

Billede

om jalousi og løgne

S besøger veninde i hovedstaden denne weekend. Jeg ved ikke om jeg er skuffet eller lettet over ikke at være den mindste smule jaloux. Sandheden er at han kunne kneppe hele København, og jeg ville nok stadig være ligeglad.

Når jeg tænker på Ham den anden sammen med sin veninde fra hovedstaden, hende jeg imod enden fandt ud af at han havde besøgt en lille håndfuld gange uden at sige noget til mig for ‘hvad nu hvis jeg misforstod det som noget det ikke var og blev ked af det?’ og senere ‘for nu var det ligesom allerede blevet til en løgn, og ingen gider fanges i at være en løgner’, når jeg tænker på dét, vender det sig i maven på mig. Da jeg fandt ud af det blev han ved med at sige ‘jamen jeg har jo ikke været sammen med hende, det skal du vide – det var aldrig på den måde’. Jeg var så rablende ligeglad. Ville næsten ønske han havde været sammen med hende. Det er nemmere at forstå at man holder kæft om folk man knalder med, end det er at forstå at man totalt undlader at fortælle sin kæreste at man har en god veninde, man har tænkt sig at beholde.

Jeg er så træt af at jeg fandt ud af det på et tidspunkt hvor han selv var kommet frem til at der ikke var så meget at kæmpe for. For jeg fortjener fandme mere undskyldning end jeg fik. Nu sidder jeg tilbage uden at vide hvornår han løj, og hvornår han ikke gjorde. Man burde i virkeligheden ikke savne sådan en røvhulsløgner så meget, burde man?

at øve sig

‘Det er så mærkeligt at det er okay at ligge sådan her med nogen, der ikke er ham,’ sagde jeg til S da vi sammenviklet lå og så film i går. ‘Ja, det er vel lidt en gråzone når man har en kæreste, det her,’ svarede han, ‘men så er det smart at jeg kan lære dig at være single igen’. Den sidste sætning blev udtalt på drenget vis, sådan som S gør det bedst, og jeg måtte le. ‘Det bliver nok ikke til mere end det, det her. Sådan noget øvelses-noget. Er det okay?’ sagde jeg bagefter, i et mere alvorligt tonefald end det der var blevet brugt resten af aftenen. Han startede med et udbrud af (måske) falsk fornærmelse, og erklærede så at det skulle vi nok finde ud af. Og så så vi videre på filmen, hans arm omkring mig og mit hoved over hans hjerte, der lød meget anderledes end Ham Du Ved Noks.

Jeg er glad nok for at jeg barberede ben. Var jeg ikke blevet så døsig af at ligge så tæt på nogen så længe, hvis jeg faktisk havde lavet et move, havde der helt sikkert været jackpot. Jeg er tilfreds blot med den viden. For nu.

 

overtænkning

Så, for et par dage siden skrev en gammel flamme til mig, lad os kalde ham S. Min og S’ historie rækker ikke længere end et par stjålne kys en weekend da jeg var fjorten, og to uger hvor jeg havde travlt med ikke at opdage at han ikke var interesseret i mere og fik gjort mig selv temmelig heftigt til grin med at sende en milliard sms’er som aldrig blev besvarede. Jaja. I de mange år efter er vi stødt på hinanden et par gange uden at nævne episoden, og har egentlig fået opbygget et behageligt bekendtskab uden de større akavetheder.

Men så skrev han til mig. På Facebook. For et par dage siden.

Eller måske skrev jeg til ham.

Noget med at vi begge bor i samme by nu. Var han mon faldet godt til, spurgte jeg måske?

Hvad der er helt sikkert er at han foreslog at mødes i løbet af ugen.

Jeg foreslog kaffe. Neutralt, tænkte jeg. Man kan altid løbe skrigende væk hvis der ikke er noget at snakke om, tænkte jeg. No big deal, tænkte jeg.

Og han blev ved med at skrive til mig.

Og jeg frydede mig på vegne af teenage-mig, der helt sikkert ville have elsket at blive spammet af S.
Og jeg frydede mig også lidt på vegne af nutidsmig, der helt sikkert har godt af at føle sig lidt eftertragtet. Selvom det måske slet ikke er det, han er ude efter. Tænkte jeg. Indtil han skrev at han dengang havde været dum ikke at indse, at han burde have været interesseret.

Nå, tænkte jeg.

Interessant, tænkte jeg.

Godt det bare er kaffe, tænkte jeg.

I går skrev han til mig igen. Om vi ikke kunne finde på noget andet end bare kaffe? Noget der involverede mad, måske?

Jeg døde lidt indeni. På en god måde. Han sagde noget med at fordi det var starten af måneden så kunne vi jo bare tage ud at spise?

Jeg frøs. Kunne ikke klare idéen om at det pludselig blev meget date-agtigt. Foreslog at lave mad sammen i stedet.

Selvfølgelig uden at indse at det involverede at være hjemme hos en af os.

Helt alene. Uden mulighed for at stikke af. Et sted hvor der er en seng.

Og at det på alle måder er meget værre end at spise sammen ude i byen.

Han var selvfølgelig på. Klart. Fedt. God idé, sagde han.

Når jeg tænker tilbage på de sidste tre dage kan jeg ikke forstå hvordan jeg har fået rodet mig ud i homecooked dinner and a movie med en gut jeg på ingen måde kan se mig selv få andet end et par nemme knald med. Akkurat 15 dage efter Dagen Hvor Det Skete. I min lejlighed, præcis syv dage efter Nogen og jeg havde vild eks-sex i den. Har ikke engang skiftet sengetøj siden.

Måske er det her en pisse god idé. Måske er det den værste i hele verden. Mit dilemma går ikke engang på om jeg skal aflyse eller ej.

Det går på om jeg skal nøjes med at barbere ben og bikinilinje, eller om jeg skal tage det hele nu man er i gang med skraberen.

Ved ikke om det er værst at virke som hende der så det komme og tog alle forholdsreglerne, eller at være hende der ikke har barberet ben i fire uger og kommer til at knalde med en alligevel.

Måske er det i virkeligheden værst at være hende der seriøst tror der kommer til at ske noget.

Især hvis der ikke gør.

Fuck.

Og hvad nu hvis han tror vi skal til at være kærester, hvis der så sker noget?

Hvad fanden gør man så? Man kan jo ikke bare sige ‘jeg gider sgu ikke bruge dig som arvemateriale, men en pik er jo en pik’.

Ku’ være fedt hvis man kunne.

Under alle omstændigheder nyder jeg at have noget andet at tænke på end lige hvor ked af det jeg er.

tumblr_mtxus4reFY1sjbuh7o3_250