Doin’ the nasty / Vel også en slags milesten

Den Kvikke var jomfru før han mødte mig. Det er vel selvsagt, at jeg hurtigt fik gjort noget ved det, men ikke desto mindre har de sidste snart to måneder med ham været brugt på det jeg vil karakterisere som decideret sød sex. På begge-modtager-oralsex-cirka-lige-lang-tid-og-kommer-derefter-samtidig(-oftest-i-missionærstilling)-måden. Efter flere år med sex på hulemands-hiv-i-håret-fingre-i-munden-smæk-i-røven-niveau er det uden tvivl lækkert at det ikke skal handle om hvor avanceret det er, men at fokus i stedet er på hvor rart det er at være tæt på hinanden. Jeg får lidt bræk i munden, men der er ingen tvivl om at dét, jeg laver med Den Kvikke kan karakteriseres som at elske (ad for satan, lad som om jeg ALDRIG har sagt det!) og ikke bare er knepperi. Ind i mellem er jeg i tvivl om, hvor jeg stopper og han begynder; om det er ham der sitrer over hele kroppen, eller om det er mig. Jep. Det er uden tvivl lækkert. Og lidt kvalmefremkaldende på samme tid. Men hey: I like it. Kvali-sex, uden tvivl.

…Men det var også ret lækkert da han i går, efter hele otte(!) dages adskillelse (som altså slår vores rekord i at være væk fra hinanden med hele fem(!) dage) tog mig hårdt bagfra i runde to. Hvem havde vist man kunne det i skeen? Det havde jeg satme ikke. Min indre hulekvinde klapper under alle omstændigheder i sine små fede hænder over at manden så småt begynder at turde lidt mere. Sød fyr, jo.

Listerier eller: Fra Nyforelsket til Omvandrende Vivag-reklame på to dage

  1. Bloggis er i dag blevet fundet med søgeordene “ham jeg gik i seng med er nu min nye chef”. Puha, google-søger. Jeg føler med dig. Men jeg ved satme ikke hvad du skal gøre. Eller hvordan i alverden den søgning har ført dig herhen?
  2. Den Kvikke og jeg er angrebet af simultant svampeudbrud. Sikkert med start ved mig (okay, I mig så!). I hvert fald klør det ad fucking helvede til, jeg har brugt 250 kr i alt på apoteket og Den Kvikke går og stjæler af min svampedræbende salve imens jeg lystigt pimper mælkesyrestikpiller. Det behøver vel ikke nævnes at vi er i ufrivillig cølibat? Oh the romance. I det mindste kan vi grine af det. Mest mig. Når jeg ikke bare græder og klør mig i skridtet. Fan-fucking-tastic!
  3. Nu klør det, så jeg kan ikke længere finde ud af hvad mere jeg skal skrive. Hold dig fri af svamp, kære læser!

Øjebliksbillede #2

Det er aften, og vi er nøgne. Vi ligger under min dyne: Jeg på ryggen, og han på siden med en arm ind over mig. Han aer mig på skulderen. Vi skiftevis snakker, kysser og lukker øjnene et par øjeblikke. Vi er trætte. Det har været en lang dag. Men om lidt skal han hjem, og han skal have en fælles veninde med. Hun burde ankomme om lidt. Vi bliver ved med at udskyde at stå op. Fordi det i bund og grund er rart at ligge tæt uden tøj på, og fordi det vi i virkeligheden gerne begge vil er at falde i søvn sammen. Det er som om en boble dannes om os, der lukker resten af verden ude de sidste par minutter før han skal køre. 

Det ender naturligvis med at veninden pludselig skriver at hun altså er nede foran min opgangsdør nu. Vi flyver op, og febrilsk leder vi efter undertøjet, det er blevet væk. “Shit hvor er det typisk,” siger jeg. Vi griner. 

Ugestatus

I løbet af de sidste syv dage har jeg…

..Knaldet med 1 stk Romantiker (og efterfølgende både fortrudt og ikke-fortrudt for til sidst at konkludere at jeg i det mindste gjorde en god gerning for hvilken der venter mig mange lyserøde dildoer i himlen).

..Grædt gennemsnitligt tre timer om dagen for at ende på en cirkatotal af 18 timer. Av for helvede.

..I den forbindelse brugt næsten en hel tube øjencreme.

..Grædt i bussen.

..Grædt på banegården.

..Grædt i opgangen imens jeg låste mig ind i min lejlighed. Tre gange. Har nu en nabo, der helt sikkert tror jeg er en omvandrende selvmordsrisiko.

..Gemt mig for naboen fra opgangen, fordi jeg ikke ville have han skulle se jeg græd for tredje gang på to dage.

..Hørt virkelig meget musik fra min ‘jeg savner’-playliste.

..Tvunget mig selv ud i frivillige sociale situationer intet mindre end fire gange. Selvom jeg foretrækker dynen frygter jeg at den vil kvæle mig og efterlade mig mere ødelagt end jeg behøver være.

..Startet lidt flere samtaler med Ekskæresten end jeg plejer, dog stadig med minimum to dages mellemrum.

..Drømt ufatteligt meget om Ekskæresten, både på den behagelige, og især på den ubehagelige måde.

..Været meget angrebet af usunde ‘hvis vi nu bare havde gjort noget anderledes’-tankemønstre der ingen steder får mig og intet ændrer alligevel.

..Formået at udnytte min pludselige nedtur og trang til at barrikadere mig i lejligheden til at skrive fem ud af otte sider på en eksamensopgave. Fremgangsmåde? Tud en time. Skriv en side. Tud en time. Skriv en side. I am not kidding you.

..Været stærk skulder for sød veninde, der ikke havde så meget brug for den som jeg havde.

..Sagt til en anden veninde, at det er helt okay at være ked af det, og at der ikke er en timelimit på hvornår sorg skal gå over. Gad godt selv kunne huske det råd bedre.

Efterskælv

Siden Romantikeren smuttede klokken 11 i formiddags har jeg basically hulkegrædt, kun afbrudt af et par timer med en sød veninde, som jeg også formåede at få til at handle 80% om mig og mine tanker ift. Ekskæresten, sex med Romantikeren og faktum, at jeg reagerer så stærkt i dag. På vej hjem i bilen brød jeg sammen igen Råbte, skreg endda, over hvor meget det hele er noget pis. Somme tider til en fiktionel Ekskæreste på passagersædet, somme tider til mig selv, somme tider til hele verden. Min hals gør cirka lige så ondt som mit hjerte nu. Det hjælper jo skide meget, ikke? Jeg er så træt af at savne. Det hænger mig så langt ud af halsen. Den jeg savner, findes jo ikke mere. Der går et menneske rundt tres kilometer væk med det samme ansigt, den samme duft, den samme stemme, men det er ikke ham, jeg savner. Det er alt han var engang. Eller måske bare alt, jeg troede han var. Den version jeg ind i mellem taler med nu er en helt anden. Ham, der engang var hele min verden er bare et navn blandt mange på en liste af kontaktpersoner, som jeg kan udveksle ligegyldigheder med. Som hvordan min nabo spillede klarinet tre timer i dag. Nogle dage bærer jeg det meget bedre, end jeg gør i dag, bestemt. De fleste dage synes jeg slet, slet ikke der er noget at vende tilbage til. Det er der måske heller ikke. Men i dag ved mit hjerte ikke det, mit hoved godt ved. I dag havde jeg for første gang i over en måned lyst til bare at sætte mig i bilen for at køre hjem til ham for at se ham dybt ind i øjnene og lede efter ham, jeg kendte engang. Finde ud af, hvor fanden han blev af. Ruske ham, der tit sagde ‘hold nu kæft hvor er du smuk’ til mig, frem, ham, der droppede koncerter med sine venner for at se mig. For hold kæft, hvor jeg savner ham.

Pityfuck

Nå, men jeg fandt ud af i går at Romantikerens sidste seksuelle oplevelse var vores første og sidste gang, dengang vi var kærester. Det kunne jeg ligesom ikke stå for, så det endte faktisk med at vi knaldede. Det er officielt: Jeg har nu været sammen med én post-Ekskæresten. Valget af fyr er fint nok tror jeg: Er tryg ved Romantikeren, og meget bevidst om at vi ikke skal være kærester, for jeg føler virkelig ikke det mindste for ham i den retning. Tænder ikke engang rigtig på ham. Det gik lige, fordi lyset var slukket. Og det var fint. Ikke meget mere end fint, men helt almindeligt ganske okay, og det var overraskende ikke-akavet i morges. Dog tager jeg alligevel hermed en beslutning om aldrig nogensinde at knalde med nogen, bare for at knalde med nogen igen. Det er meget sjovere at være sammen med én man er pisse vild med. Savner Ekskæresten og det vi kunne sammen med hver fiber i min krop lige nu.

Hvad har du gang i, ven?

Jeg har som bekendt mere end én ekskæreste. To fyre har jeg i alt være seriøs med, siden den slags pjat blev moderne. Ham, der omtales som Ekskæresten, som jeg var sammen med fra ’09-’13, og så ham, der fra nu af vil blive omtalt som Romantikeren. Romantikeren og jeg var sammen hele ’08. Det var en big deal, dengang. Jeg var trods alt kun fjorten-femten år gammel. Et år med nogen er stort når man er så ung. Og så var han jo den første alting. Den første kæreste, jeg havde, og den første, jeg gik i seng med (skæg historie som jeg stadig skylder jer, men jeg venter til det helt rigtige tidspunkt!).

Det var meget specielt med mig og Romantikeren. Vi ville hinanden meget. Så forfærdeligt meget. Men vi boede i hver vores ende af landet, og mine forældre var bestemt ikke fans af aldersforskellen. Nu hvor jeg selv er så gammel som Romantikeren var dengang, forstår jeg dem godt. Deres evindelige ‘hvad vil han dog med en på fjorten?’-argument giver mening nu. Men vi gav så meget mening dengang. Vi var så rigtige. Så vi mødtes selvom jeg ikke måtte – lidt af et logistisk mareridt i øvrigt. Og vi sås sjældent. 6 gange på et år-sjældent. Og kort tid af gangen – aldrig mere end ni-ti timer. Men vi var altid i kontakt med hinanden. Han var så pisse pladderromantisk og god for mig, at jeg stadig man mærke i dag hvor meget jeg voksede som menneske sammen med ham. En dag ringede han bare til mig. Havde vel indset, at vi ingen vegne kom, og at det næppe var godt for nogen at vie sit liv til umulig kærlighed. Var måske heller ikke så vild med mig mere. Jeg græd mine øjne ud. Skrev smerten ud i form af masser af virkelig hjerteskærende digte. Og jeg kom ikke videre før Ekskæresten kom ind i billedet.

Romantikeren og jeg blev ved med at være venner, men jeg begyndte at kunne se, hvor irriterende han egentlig kunne være. Akavet og umoden kan også smides oveni bunken. Sød er han dog, og ret skæg at være sammen med. Er rigtig meget ovre ham nu, naturligvis. Respekterer ham som menneske, men er samtidig bevidst om at han er lysår for klistret til mig, og slet ikke mand nok.

Da jeg endte med at bo i samme by som Romantikeren var Ekskæresten dog lettere stramtandet, så jeg var et mønstereksempel på god kæreste/lorteven-kombinationen og lagde Romantikeren på køl for en tid. Indtil Ekskæresten og jeg ikke var kærester længere, forstås. Det er så fedt at kunne snakke med ham uden at have dårlig samvittighed ift. Ekskæresten.

Nu har jeg så pludselig rodet mig ud i en biograftur. Jeg har altså ikke set knægten i snart et år. Biograftur blev også meget hurtigt til biograftur + overnatning, fordi jeg bor meget tættere på hans uddannelsessted end han gør. Pisse fint. Han har lige skrevet at hvis jeg finder mig i hans kolde tæer i starten, så deler han sin varme med mig natten over. Hvor akavet har man lov til at være? Føler næsten jeg er nødt til at knalde med ham for at slå alle innuendoerne ihjel.

How are you doing? ;)

Nå, men jeg skal åbenbart ses med S. Efter at have sagt nej til at ses de sidste tre gange jeg har spurgt, spurgte han mig pludselig i dag om jeg ikke liiiige havde tid onsdag, måske?. Meget, meget mærkelig adfærd. Er på mange måder glad for ikke at have mere i klemme end spørgsmålet om hvorvidt jeg har nogen at fokusere på eller ej. Kan mærke jeg tør ting i forhold til ham, tager chancer og er mere lige-ud-af-posen end jeg er med folk, jeg faktisk ku’ drømme om villa og vovse med. Det er ret rart ikke at have så meget på spil, efter at have gået på æggeskaller i flere måneder.

Jeg beslutter mig hermed for, at det er helt ok hvis jeg knalder med ham på onsdag, skulle muligheden byde sig. Jeg trænger fandme. Det ægte marked er for nederen (I husker vel Fedtpikken fra forrige lørdag?), og jeg er rusten i forførelsens kunst. Øver mig lidt på S før jeg løber ud i den ægte manege igen.

Billede

Endnu mere S-ævl

Jeg kan ikke finde ud af, hvad S vil. Det er ret fjollet, at jeg overhovedet spilder tid på at overveje det, for jeg er stadig ret sikker på at jeg iiiintet seriøst er ude efter. Bare lidt opmærksomhed. Lidt nærhed. Lidt sex, måske. Lidt boost til det dér ego, der måske knækkede lidt i september.

Det var der da også lidt af, dengang i oktober, hvor vi sås, spiste mad, så film og lå i ske som to femtenårige der var lidt bange for at gøre mere end det. Men jeg var aldrig i tvivl i oktober. Jeg havde ham i min hule hånd i oktober.

Jeg er anderledes usikker på november-S. Ikke at jeg som sådan er ude på noget at være sikker på, men det lader vi ligge for nu. Min veninde C anklager mig for at være lidt vild med ham, fordi jeg pludselig er begyndt at tolke signaler, og at lade mig forvirre (som om jeg ikke altid har gjort det). Jojo, jeg får da lidt varme i kinderne, når jeg skriver med ham, men det er som om varmen aldrig rigtig når helt ned i maven, hvis I forstår, søde læsere? Jeg ved ikke hvad man kalder det så. Fascination rettere end forelskelse, vel. Tror måske mest af alt jeg er så interesseret lige pludselig, fordi han virker lidt utilgængelig. Utilgængelig er så dejlig trygt og velkendt. Ikke noget nyt der. Ekskæresten var trods alt ekspert i utilgængelighed.

Nå, men tilbage til november-S, så snakkede han jo om at han havde travlt. Sagde, jeg bare skulle prikke til ham, når jeg havde tid. Og det gjorde jeg i dag. Fik ikke så meget som en ‘ej, det gad jeg ellers godt, men..’ for S gik i stedet direkte over i ‘jeg kan ikke, for..’. Nå. Så æder jeg da bare den pose chips selv. Eller, det har jeg allerede gjort, jo.

tumblr_mekugwBP4z1r6h22v

Åh, jeg ved jo godt at det ikke er værd at bruge energi på, ikke? Det er bare så svært at lade være. Især fordi mit mønster efter et breakup er at kigge tilbage i adressebogen (who am I kidding, facebook-chatten mener jeg) og rebounde på noget unfinished business. Jeg er ikke færdig med at rebounde på S! Magter ikke at skulle ud i den rigtige verden efter nye projekter, når der stadig er ét tilbage på tryghedslisten. Jeg kan vel ikke være den eneste i verden der har det på den måde, kan jeg?

S-update, cybersex og ekskæresteprincipper

  • Jeg brød vist en af datingspillets vigtigste regler med S i går: Jeg sagde, jeg ikke gad spille spillet. At det altså var helt ok hvis han bare sagde til mig at han egentlig ikke gad bruge tid på mig, for hvis det var tilfældet så var mit liv egentlig også for kort til at bruge tid på ham. Jeg var virkelig sikker på at han bare ville gribe sin out og løbe skrigende væk, men nej; han forsikrede mig om at han bestemt gerne ville bruge tid med mig, men bare ikke havde meget tid at gi’ af lige nu – jeg skulle endelig blive ved med at hive i ham, for lige pludselig kunne der jo være en aften fri. I øvrigt mindede han mig lige om at han jo godt ved at han virker uinteresseret når vi skriver sammen, men at det er fordi han altid laver noget andet. Nå, så deeet… Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op med det. Han kan stadig tjene som en behagelig distraktion. Vi har det jo skægt sammen når vi ses. Men det er lidt som om vi ikke har set hinanden siden start/midt i oktober, og det får jeg jo ikke meget distraktionssex ud af, vel? 
  • Apropos sex, så skulle jeg have vasket op i dag, men endte i stedet på Omegle (i et desperat forsøg på at stoppe med at græde, faktisk) og på mystisk vis kom jeg til at bruge to timer på langtrukken cybersex med sød fyr fra Odense der gav så mange brystkomplimenter at mine bryster kunne flyve til Finland nu, hvis de gad! Tæller det som min vær-sammen-med-en-anden-betingelse for brud af radiostilhed? Ikke helt, vel? Men det tæller heller ikke for ingenting. Under alle omstændigheder er jeg ikke ligeså skræmt af tanken af at være sammen med en jeg ikke kender nu. Heller ikke IRL. Høhø. 
  • Jeg er midt i en ugelang bølge af hjertesmerte, men så snart den lægger sig tror jeg altså jeg kontakter ham igen. Der er faldet mange ting på plads i mit hoved, men jeg kan mærke, jeg har brug for at vende nogle flere ting med ham, og så for øvrigt at jeg ikke har lyst til at vi skal være fremmede. Jeg siger ikke, han skal være min bedste ven, og en jeg kan dele alt med, som han var før, men som minimum vil jeg have lov at tippe ham om tv-programmer han bør se, og til ind i mellem at spørge ham til råds når lokummet brænder. Jeg har endnu ikke en hylde i mit liv der står “Bare En Ekskæreste Som Jeg Ikke Kan Tale Med I Dag” på, og sådan skal det gerne blive ved med at være. Jeg hev nogle gaamle digte ud af min interaktive skrivebordsskuffe i formiddags, som jeg skrev dengang min første kæreste gik fra mig, og var ramt over hvor ondt det også gjorde på mig dengang – og tænkte så på, hvor gode venner vi egentlig er i dag. Jeg ved, hjertesmerten går over med tiden.