Selvordineret skulderklap

Da jeg vågnede i morges gad jeg virkelig ikke op. Jeg vendte mig fra side til side, prøvede at jage ubehagelige billeder fra nattens mareridt ud af hovedet og at tvinge min underbevidsthed ud i bedre, rarere drømme. Bare lidt endnu. Men fem minutter senere gik min alarm. Jeg skyndte mig at slukke den. Hev telefonen over til mig og læste søde kommentarer på gårsdagens indlæg (tak for dem, I er sgu søde! <3) og tudede lidt. Tudede så lidt mere. Tudede så rigtig meget. Sendte samme SMS til tre veninder, noget alá “Jeg er i lortehumør, det er lortevejr, gider ikke skrive min lorteopgave og min lejlighed ligner lort.” Hullet var dybt i morges, forfærdeligt dybt.

Men jeg kom op. Fik redt min seng. Fik taget en opvask der har stået flere dage end jeg har lyst til at indrømme (okay, fem. Bare skyd mig). Lavede endda æg-med-ost-og-knækbrød-morgenmad. Og nu sidder jeg ved mit bord med verdens største kop te, og hvis jeg kniber øjnene sammen minder halvliterkoppen mig næsten ikke om Ekskæresten.