Uden lokalbedøvelse

Jeg tror der sker noget indeni mig de her dage. At noget er ved at falde på plads. Men det gør ondt, som en skulder der har været ude af led og skal resettes, eller som at få lavet sting i et kødsår uden lokalbedøvelse. Det er som om hver en fiber i min krop kæmper imod det, der ganske, ganske langsomt er ved at ske. Jeg drømmer tit om ham for tiden. Har lange, trættende drømme, hvor han tigger og beder om at jeg tager ham tilbage (ha, som om det nogensinde kommer til at ske). Der sker altid én af to ting. Enten siger jeg ja. Og så føles alt forkert, og jeg ender med at ombestemme mig. Ellers siger jeg med det samme nej, og begynder at råbe af ham, vred over at han overhovedet har den frækhed at tro at jeg på noget tidspunkt ville spilde energi på ham igen på den måde. Uanset hvilken af drømmene jeg har vågner jeg altid badet i sved, står op, går i bad og tænker på noget andet. Formår ofte at gå en hel dag uden at tænke på det før om aftenen når jeg ligger i min seng.

Lige indtil jeg kommer til at åbne Instagram og går igang med at læse #breakupquotes. I dag læste jeg: “I loved him so much that if he slit my throat with my last dying breath, I would apologize for bleeding on his shirt”. Med tårer i øjnene indså jeg, at det var jo mig, der havde det sådan. Og at det var både forfærdeligt og fantastisk at elske på den måde. Men sådan har jeg det ikke mere. Jeg vil ikke være sammen med ham for hver en pris, som jeg ville engang. Han er ikke det værd. Jeg har skrevet det på bloggen mange gange, i forsøg på at få mit hjerte til at forstå hvad mit hoved godt vidste, ved at få sat ord på det. Men i dag gik det virkelig op for mig: Jeg elsker ham ikke betingelsesløst mere. Jojo, selvfølgelig er fremskridtet et af de små, og ikke voldsomt revolutionerende. Jeg har ikke givet slip. Men jeg har nået et punkt, hvor jeg ikke engang ved om det er ægte kærlighed der er tilbage, så meget som det er angst for at give slip på det, der var. Selvom jeg er vred på ham, og selvom jeg ikke vil have os tilbage, nu jeg har fået syn på vores skyggesider, så savner jeg det stadig. Jeg savner stadig ham. Jeg nærer stærke, komplicerede følelser for en illusion der for længst er brast sammen. Jeg sørger over dens forfald.

Men jeg elsker ikke betingelsesløst mere.

Og det er godt. Men det gør ondt.

Grus

Snot. Hovedpine. Kvalme. Ondt i hver en muskel i hele min krop. Jeg er syg. Og når jeg er syg bliver jeg ynkelig. Min rygrad krymper sammen. Jeg begynder at tænke: ‘Fuck det kunne være rart hvis han var her til at hente te til mig lige nu’. Og så bagefter: ‘Nej, jeg gider ikke ha’ hans lortete’. Og så: ‘Hvem prøver du at narre? Selvfølgelig vil du ha’ hans lortete, og hans lortekærlighed og at være en del af hans lorteliv’. Jeg holder hende stangen, hende tudeprinsessen der respekterer sig selv lidt nok (og tilsvarende, elsker ham nok) til ægte at overveje om der mon kunne blive noget igen. For hun tager fucking fejl. Det kommer aldrig til at ske, for jeg vinder den diskussion hver gang. Hun skal holde sin forbandede kæft og lade mig pudse næse i fred. Basta.

Snakkede med min stedbror og min kusine fra klokken 02 til 06 i nat. Vi snakkede om tusind ting. Blandt andet om mig og Ekskæresten. Min stedbror nævnte, som mange andre, at han godt havde set os gro fra hinanden det sidste års tid. At det til sidst havde virket som om Ekskæresten sugede glæden ud af mig. Men han forstod godt, hvorfor jeg var lang tid om at se, det ikke ville gå, fordi nærhed er noget vi alle i virkeligheden higer efter og kæmper for. Det er pisse skræmmende at være alene, blev vi enige om.

Det er især pisse skræmmende at være alene når man er syg. Og når man er til familieweekend uden Ekskæresten, der ellers altid var med på de weekender. Og når man er begravet i eksamener, man ikke kan se begyndelse eller ende på. Jeg ved godt, jeg har tusind klipper i mit liv at støtte mig op ad, og det er jeg ufatteligt taknemmelig for. Det er bare vildt træls, at min favoritklippe pludselig er blevet til grus.

Fremtiden der kunne have været, men heldigvis ikke bliver

Nogengange, når jeg er allermest ked af det, og savner Ekskæresten allermest, forestiller jeg mig det liv, vi kunne have haft sammen. Det starter altid som en slags selvtortur. ‘Det kunne have været så rart,’ starter jeg altid med at tænke. Og det er også rart at tænke på de første fem minutter.

 

Børnene vi har er fucking pæne. Og fucking kloge, og fucking søde. De har hans smil, hans øjne, og det syn for de små ting, der fik mig til at falde for deres far. Vi fungerer godt som en familie. Vi er enige om børneopdragelse, hvad vi skal have til aftensmad, og hvad vi skal se i fjernsynet. Vi har pisse god sex, vi er glade for hinanden, men vi snakker ikke særlig meget sammen om andet end børnene. Vi giver plads til hinanden. Ingen af os føler den ene er bundet hjemme hele tiden, fordi vi skylder hinanden at være kedelige sammen. Vi laver lige så meget hver for sig, som vi gør sammen. Har vores egne sejre i vores egne liv. Men vi deler ikke sejrene. Mine sejre er mine. Men nederlagene deler vi. Især hans. Det kan vi ikke lade være med, for han tåler ikke nederlag så godt. Han trækker sig ind i sig selv. Stopper med at give. Jeg begynder at bruge den tid væk fra familien, vi er så gode til at unde hinanden, på at søge bekræftelse andetsteds. Jeg har sikkert en affære med en eller anden sød fyr fra mit arbejde. Jeg fortæller ham det, da der er gået tilpas lang tid. Han bliver rasende på en helt særlig, kold måde, men vidste det jo godt hele tiden. Huset sælges. Børnene skilles fra hinanden. Glansbilledet brænder.

 

Hellere nu end senere, tænker jeg, og det ender altid med at selvtorturen ender i at jeg er lettet over, at det er slut nu. At vi ikke trak den længere ud og først accepterede at vi var forkerte for hinanden på et tidspunkt hvor det ville være meget værre.

Kvartalsstatus

Det er tre måneder siden mit eget personlige helvede startede. Så på datoen i nat og mærkede alle mine indre organer synke tyve centimeter. Det er gået op for mig at jeg bruger meget mere tid på at tænke over ham og os end jeg gjorde, da vi var sammen. Gik i dag så langt som at overveje at sende ham en casual sms alá ‘hvis det her venne-shit nogensinde skal blive en realitet er jeg nødt til at have snakket nogle flere ting ihjel med dig’. Sendte den aldrig. Men jeg gør det en dag. Jeg kan ikke blive ved med at gå med det hele oppe i mit hoved, og selvom han sikkert ikke har alle svarene, kan det være han kan nogen af dem. Er det en dum idé?

Jeg vil have ryddet op i min lejlighed i dag, og have taget opvasken. Jeg tager ned og træner i eftermiddag. Jeg retter de sidste detaljer på eksamensopgaven i aften.

Jeg er så forbandet ensom.

Deterministisk hovedpine med et strejf af optimisme

Det meste af tiden er jeg god til det. Det der med at holde hovedet relativt højt, selvom jeg ligger på gulvet. Men der er tidspunkter, især har de været der den sidste uges tid, hvor jeg virkelig sætter spørgsmålstegn ved alting. Kan det virkelig passe, at mit liv er blevet sådan her? At jeg er blevet sådan her? At vi er endt sådan her? Selvom jeg godt kan fortælle hvad der skete og hvorfor det skete, så forstår jeg det stadig ikke. Jeg forstår ikke hvordan det kan gå til at ham, jeg følte mig allermest tryg ved, grinede allermest med og allerhest ville være sammen med pludselig er reduceret til en bunke minder der giver mig ondt i maven. Ikke alene giver det mig ondt i maven fordi det er så forfærdeligt trist, at det er slut, men også fordi jeg er bange.

Jeg har ikke indrømmet det for nogen før nu. Men det er jeg virkelig. Pisse bange for at være ked af det for evigt. At alt mit eget og Ekskærestens ‘Det skal nok gå’-snak virkelig bare er noget pis. At kærligheden aldrig går over, og at jeg sidder om ti år og stadig har følelsen af at det var ham, jeg skulle være blevet gammel med. Jeg er bange for at han bliver the one that got away. Jeg er bange for at jeg aldrig møder et menneske der kan få mig til at føle som han gjorde. Det lyder så åndssvagt at sige det højt, for selvfølgelig har man ikke kun én chance for at blive lykkelig. Og selvfølgelig kan man også være lykkelig alene hvis man skal. Alligevel nager tvivlen: Hvad nu, hvis jeg tager fejl? Hvis jeg i virkeligheden har givet slip på ham, jeg skulle være blevet gammel med og har fucket up i et eller andet derterministisk puslespil? Var det meningen, vi skulle være blevet sammen, var det meningen vi skulle have kæmpet?

Skulle jeg have sagt “nej for helvede, det er ikke i orden” da han foreslog muligheden for at stoppe? Jeg magter virkelig ikke den slags tanker. For der er ingen vej tilbage for mig nu. Skulle det være gået, skulle det være gået i september. Ind i mellem eksperimenterer jeg med at vende puslespillet om. Måske var det det helt rigtige. Et led i en større plan hvor jeg til som slutresultat er lykkeligere end nogensinde. Måske møder jeg i næste uge min næste store kærlighed. Og måske bliver han endda den sidste, så jeg slipper for at have det så skidt igen. Man kan jo håbe. Hvis nogen har et nummer på ham/hende med cheatsheetet og alle de store planer, så giv mig det endelig. Har en seriøs høne at plukke med vedkommende.

Image

Ugestatus

I løbet af de sidste syv dage har jeg…

..Knaldet med 1 stk Romantiker (og efterfølgende både fortrudt og ikke-fortrudt for til sidst at konkludere at jeg i det mindste gjorde en god gerning for hvilken der venter mig mange lyserøde dildoer i himlen).

..Grædt gennemsnitligt tre timer om dagen for at ende på en cirkatotal af 18 timer. Av for helvede.

..I den forbindelse brugt næsten en hel tube øjencreme.

..Grædt i bussen.

..Grædt på banegården.

..Grædt i opgangen imens jeg låste mig ind i min lejlighed. Tre gange. Har nu en nabo, der helt sikkert tror jeg er en omvandrende selvmordsrisiko.

..Gemt mig for naboen fra opgangen, fordi jeg ikke ville have han skulle se jeg græd for tredje gang på to dage.

..Hørt virkelig meget musik fra min ‘jeg savner’-playliste.

..Tvunget mig selv ud i frivillige sociale situationer intet mindre end fire gange. Selvom jeg foretrækker dynen frygter jeg at den vil kvæle mig og efterlade mig mere ødelagt end jeg behøver være.

..Startet lidt flere samtaler med Ekskæresten end jeg plejer, dog stadig med minimum to dages mellemrum.

..Drømt ufatteligt meget om Ekskæresten, både på den behagelige, og især på den ubehagelige måde.

..Været meget angrebet af usunde ‘hvis vi nu bare havde gjort noget anderledes’-tankemønstre der ingen steder får mig og intet ændrer alligevel.

..Formået at udnytte min pludselige nedtur og trang til at barrikadere mig i lejligheden til at skrive fem ud af otte sider på en eksamensopgave. Fremgangsmåde? Tud en time. Skriv en side. Tud en time. Skriv en side. I am not kidding you.

..Været stærk skulder for sød veninde, der ikke havde så meget brug for den som jeg havde.

..Sagt til en anden veninde, at det er helt okay at være ked af det, og at der ikke er en timelimit på hvornår sorg skal gå over. Gad godt selv kunne huske det råd bedre.

Efterskælv

Siden Romantikeren smuttede klokken 11 i formiddags har jeg basically hulkegrædt, kun afbrudt af et par timer med en sød veninde, som jeg også formåede at få til at handle 80% om mig og mine tanker ift. Ekskæresten, sex med Romantikeren og faktum, at jeg reagerer så stærkt i dag. På vej hjem i bilen brød jeg sammen igen Råbte, skreg endda, over hvor meget det hele er noget pis. Somme tider til en fiktionel Ekskæreste på passagersædet, somme tider til mig selv, somme tider til hele verden. Min hals gør cirka lige så ondt som mit hjerte nu. Det hjælper jo skide meget, ikke? Jeg er så træt af at savne. Det hænger mig så langt ud af halsen. Den jeg savner, findes jo ikke mere. Der går et menneske rundt tres kilometer væk med det samme ansigt, den samme duft, den samme stemme, men det er ikke ham, jeg savner. Det er alt han var engang. Eller måske bare alt, jeg troede han var. Den version jeg ind i mellem taler med nu er en helt anden. Ham, der engang var hele min verden er bare et navn blandt mange på en liste af kontaktpersoner, som jeg kan udveksle ligegyldigheder med. Som hvordan min nabo spillede klarinet tre timer i dag. Nogle dage bærer jeg det meget bedre, end jeg gør i dag, bestemt. De fleste dage synes jeg slet, slet ikke der er noget at vende tilbage til. Det er der måske heller ikke. Men i dag ved mit hjerte ikke det, mit hoved godt ved. I dag havde jeg for første gang i over en måned lyst til bare at sætte mig i bilen for at køre hjem til ham for at se ham dybt ind i øjnene og lede efter ham, jeg kendte engang. Finde ud af, hvor fanden han blev af. Ruske ham, der tit sagde ‘hold nu kæft hvor er du smuk’ til mig, frem, ham, der droppede koncerter med sine venner for at se mig. For hold kæft, hvor jeg savner ham.

Av, for helvede

Jeg har grædt lidt on-off hele dagen. Har haft det mærkeligt i kroppen siden jeg opdagede, at jeg havde passeret tomånedersdagen for Dagen Hvor Det Skete uden at registrere det på selve dagen. Jeg ved ikke hvad der er, med mig og datoer, men vi er ikke særlig gode venner lige nu i hvert fald.

Dén onsdag hvor vi fandt ud af, at det nok var bedst at finde ud af, hvad der skulle ske med os, i stedet for at rende rundt i limbo endnu et par måneder, gik vi en tur, mest af alt for at få noget luft på mit forgrædte ansigt, men også for i det hele taget at få mig til at stoppe med at græde; indenfor gik jeg helt i selvsving og var komplet utrøstelig. Det hjalp, det med at komme udenfor. Vi snakkede, han hele tiden med en undskyldende tone i alt han sagde, jeg selv mere kortfattet end jeg plejer, fordi jeg koncentrerede mig om at forene mig med Det Modige Ansigt. Det gik fint, imens vi gik blandt andre mennesker, men så snart vi trådte ind på de smalle skovstier måtte jeg give efter.Det var så smukt derinde; solstrålerne tvang sig vej igennem træernes sensommerblade og faldt i klatter på skovbunden omkring os. I en halv time holdt han om mig, mens jeg gav efter for vægten af det hele. Vi vidste for helvede begge, hvad det ville ende med, men jeg var hverken klar til at sige det højt eller høre det, og det vidste han nok godt. Der gik en gammel dame forbi med sin lille hund. Hold kæft, hvor hun gloede.

Hver gang mindet om den dag tvinger sig frem på min nethinde, står jeg igen midt i skoven, med trykken for brystet og en følelse af ikke at kunne trække vejret. Han er der bare ikke til at holde om mig mere.

S-update, cybersex og ekskæresteprincipper

  • Jeg brød vist en af datingspillets vigtigste regler med S i går: Jeg sagde, jeg ikke gad spille spillet. At det altså var helt ok hvis han bare sagde til mig at han egentlig ikke gad bruge tid på mig, for hvis det var tilfældet så var mit liv egentlig også for kort til at bruge tid på ham. Jeg var virkelig sikker på at han bare ville gribe sin out og løbe skrigende væk, men nej; han forsikrede mig om at han bestemt gerne ville bruge tid med mig, men bare ikke havde meget tid at gi’ af lige nu – jeg skulle endelig blive ved med at hive i ham, for lige pludselig kunne der jo være en aften fri. I øvrigt mindede han mig lige om at han jo godt ved at han virker uinteresseret når vi skriver sammen, men at det er fordi han altid laver noget andet. Nå, så deeet… Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op med det. Han kan stadig tjene som en behagelig distraktion. Vi har det jo skægt sammen når vi ses. Men det er lidt som om vi ikke har set hinanden siden start/midt i oktober, og det får jeg jo ikke meget distraktionssex ud af, vel? 
  • Apropos sex, så skulle jeg have vasket op i dag, men endte i stedet på Omegle (i et desperat forsøg på at stoppe med at græde, faktisk) og på mystisk vis kom jeg til at bruge to timer på langtrukken cybersex med sød fyr fra Odense der gav så mange brystkomplimenter at mine bryster kunne flyve til Finland nu, hvis de gad! Tæller det som min vær-sammen-med-en-anden-betingelse for brud af radiostilhed? Ikke helt, vel? Men det tæller heller ikke for ingenting. Under alle omstændigheder er jeg ikke ligeså skræmt af tanken af at være sammen med en jeg ikke kender nu. Heller ikke IRL. Høhø. 
  • Jeg er midt i en ugelang bølge af hjertesmerte, men så snart den lægger sig tror jeg altså jeg kontakter ham igen. Der er faldet mange ting på plads i mit hoved, men jeg kan mærke, jeg har brug for at vende nogle flere ting med ham, og så for øvrigt at jeg ikke har lyst til at vi skal være fremmede. Jeg siger ikke, han skal være min bedste ven, og en jeg kan dele alt med, som han var før, men som minimum vil jeg have lov at tippe ham om tv-programmer han bør se, og til ind i mellem at spørge ham til råds når lokummet brænder. Jeg har endnu ikke en hylde i mit liv der står “Bare En Ekskæreste Som Jeg Ikke Kan Tale Med I Dag” på, og sådan skal det gerne blive ved med at være. Jeg hev nogle gaamle digte ud af min interaktive skrivebordsskuffe i formiddags, som jeg skrev dengang min første kæreste gik fra mig, og var ramt over hvor ondt det også gjorde på mig dengang – og tænkte så på, hvor gode venner vi egentlig er i dag. Jeg ved, hjertesmerten går over med tiden.

Mandag morgen-av

Weekenderne er sværest, fordi det er dem, jeg før i tiden reserverede til ham. Vi ville gå lange ture, se film, høre musik, lave lækker mad, snakke om alting og ingenting, han ville coache mig igennem et eller andet computerspil, og han ville altid overfalde mig med kys når han kom ind ad døren. Det føles som om det er evigheder siden nu. Men jeg savner det.

Jeg savner ham virkelig, virkelig meget lige nu, og jeg var tæt på at skrive til ham i går, men jeg lod være. For jeg er ikke klar til at være hans ven endnu, selvom jeg virkelig ville ønske jeg bare kunne give ham lov til at være min lidt. Jeg har ondt i hele venstre side af kæften fordi en af mine visdomstænder synes den skal vokse. Det er svært at savne og have tandpine samtidig, åbenbart.

I nat drømte jeg om ham. Jeg drømte jeg besøgte ham, at vi kyssede og holdt om hinanden i hans seng. At jeg sagde, “hør, jeg gider ikke blive gammel med dig, for jeg tror ikke du er særlig sjov at blive gammel med alligevel, ikke når jeg ikke er et dumt nok menneske til at stole på dig igen. Jeg elsker dig, men jeg har ikke lyst til at få mine børn sammen med en, der kan finde på at stikke af det øjeblik det bliver lidt hårdt. Jeg fortjener mere end det”. Han så chokeret ud. “Men.. Du elsker mig jo?” mumlede han imens han så ned. “Ja, men ikke nok til at finde mig i dit lort resten af mit liv”.

Jeg er først kommet i tanker om drømmen i løbet af morgenen, imens jeg trissede rundt og hørte musik. Jeg får en mærkelig følelse i maven når jeg tænker på den. Hvorfor siger drømme-jeg så meget lort til ham, kom jeg til at tænke i første indskydelse. Det kan hun da ikke være bekendt. Jo længere tid der går, jo mere tænker jeg at det er ham, der ikke kan være det bekendt. Jeg ved godt der skal to til tango, og at jeg også har min del i at vi ikke er sammen mere  – da det kom til rent faktisk at snakke om det, var jeg jo ikke ligefrem hende der kæmpede for det; jeg satte mig bare til at tude, fortalte kun om lettelsen over at det var slut, og ikke forkertheden der med det samme satte sig fast i min krop – men jeg har fandme altid gjort alt hvad jeg kunne for, at han ikke skulle komme til at føle sig uønsket, samtidig med at jeg fandt mig i selv at føle mig mere og mere overflødig i hans liv.

Nå, men det her indlæg skulle sådan set have været et sødt, upbeat, ‘hold nu kæft hvor er jeg ok’-agtigt et, hvori jeg praler over at jeg brugte hele weekenden på at se Pretty Little Liars (er næsten igennem sæson 2), og at jeg kun græd på passende tidspunkter. Jeg ville også fortælle, at jeg spiser havregrød til morgenmad for første gang siden dagen efter Dagen Hvor Det Skete (hvor han nærmest tvang det i mig), og at det imod al forventning stadig smager godt.

Men nu endte jeg med at græde ned i havregrøden i stedet for. Så deeet.

tumblr_mub0ncRDhr1suszz7o1_500