Forsinket

Hele to slags forsinket. Here goes:
Forsinket var jeg til træning i dag. Hele 10 minutter. Aber warum?! tænker du! Jo, jo, det gør du altså! Og ja. Fandme fordi jeg bakkede op i en parkeret bil og måtte bruge ti minutter på febrilsk at finde et stykke papir og en kuglepen helt oppe i min venindes lejlighed på fjerde sal. Er dælme glad for at min egen er solid – og at jeg i øvrigt ramte med anhængertrækket. Der er kun ansvarsforsikring på min bette skrotbunke, så havde den været i stykker var det nok byebye til den.

Forsinket nummer to? Forsinket reaktion. På to ting. Først og fremmest skaden på den flotte grå bil, og det ydmygende telefonopkald jeg måtte lave til min (fucking søde og overbærende) far. Men så i den grad også en forsinket reaktion på mødet med Ekskæresten den anden dag. Brudstykker af samtaler kører rundt i mit hoved, og har gjort det siden jeg kørte hjemmefra ham. Min krop ved godt, den har indhentet mit hoved nu, og forstår det helt ægte er slut, og at der aldrig bliver noget mellem os igen. Den kæmper imod med alt hvad den kan, for ikke at skulle give slip på dét, den har kendt så længe. Det er bare så meget på tide at jeg giver slip nu. Tårerne jeg har grædt i dag føles endnu engang som afskedstårer mest af alt, og det giver en mærkelig rolig, lettet følelse at græde dem (bagefter altså – imens er det jo bare standard hulkegråd, som yours truly er alt for kendt for). Ekskæresten og jeg fik det sammen, vi kunne, før vi mødte vores udløbsdato. I onsdags løb jeg tør for alle grunde til at vi skulle kunne have en fremtid sammen, af den simple grund at vores planer for fremtiden, og vores syn på hvad der er et godt liv, er fuldstændig uforenelige. Før i tiden elskede jeg ham for hans eventyrlyst og rodløshed, og det gør jeg på sin vis stadigvæk – jeg ved bare, at jeg ikke skal stå på sidelinjen mens han udlever den. Og at det er okay, jeg har det sådan.Det betyder ikke, at der er noget galt med mig. At jeg gerne vil have et stabilt, rutinepræget liv, betyder ikke, at jeg er mærkelig. Det betyder bare, at jeg ikke skal være sammen med en som ham. Jeg er så lettet over, at jeg ikke længere skal lade som om at jeg kan indstille mig på at være sammen med en, der med korte mellemrum er væk et halvt år af gangen – eller på at jeg skal vente med at få børn til jeg bliver fyrre, fordi han skal være færdig med dét liv først. Der er ingen grund til krampagtigt at holde fast i noget, der ultimativt vil komme til at gøre os begge bundulykkelige, fordi der ikke er plads til de mennesker, vi i virkeligheden er, når vi er sammen. Forhold er fandme tough work, især når man er sammen i lang tid – og der er ingen grund til at slæbe et tungt læs, hvis man får skader af det. Det vidste han længe før jeg gjorde. Men jeg tror, jeg har forstået det nu. Sådan rigtig, midt i hjertet-forstået det. Jeg tror også endelig på at det virkelig var ligeså meget af hensyn til mig, som til ham selv, at han tog initiativ til at give slip. Han vidste jo godt, jeg ikke var glad sammen med ham mere i andet end bittesmå glimt. Han ville ikke byde mig at vente mere på én, der sgu nok ikke blev færdig med sig selv før om meget lang tid. Jeg tror på hans dårlige samvittighed nu, og jeg tror på at det aldrig var hans mening at skabe en kyniker med sine handlinger.

Jeg tror endelig, paradoksalt nok, på, at vores brud er det bedste, der er sket for mig siden vi fandt sammen.

Det er mange nye perspektiver at vænne sig til. Det tager måske lige lidt tid. Og uanset hvor okay jeg bliver, vil der helt sikkert altid være en del af mig der er markeret med Ekskærestens navn, fordi han har sat en dyb signatur i mit liv, og den jeg er i dag. Men ved I hvad? Det er faktisk okay. For han er slet ikke et dårligt menneske, som jeg godt ved, jeg nogengange har fået ham til at virke som – men når man er vred og ked af det, så er det de dårlige sider man fokuserer på. Han er én, der har givet mig masser af glæde, og fået mig til at grine mere end tusind gange. Én der har været der for mig når jeg har haft det svært – holdt om mig når jeg har grædt, kysset mit når jeg var vred. Det vil jeg altid elske ham for.
Jeg tror snart, jeg når et punkt, hvor der ikke er flere tårer at græde over Ekskæresten. Et punkt hvor jeg bliver nødt til at finde et nyt blog-navn til ham, fordi jeg skal vænne mig til at tænke på ham som noget andet end én der slap væk. Et punkt, hvor bloggen begynder at blive fyldt med historier om sjove dates, byture og snak om de fede og knapt så fede sider ved at være alene. Det er en mærkelig følelse. Jeg ved ikke, om jeg kan lide den. Men jeg tror, den er rigtig sund. Og jeg tror, det betyder at lyset er på vej tilbage.

Grådshævet pandafjæs i ulvetime-Bilka eller: BRING IT ON

tumblr_mvt4ugpM2p1slysm9o1_500

Jeg sad i bilen på Bilkas parkeringsplads og græd i dag. Det er to måneder, siden jeg havde fødselsdag i dag. To måneder, siden jeg sidst så ham. Da vi sagde farvel græd jeg, og sagde til ham at det værste var at jeg ikke vidste om der ville gå to uger eller to måneder før vi så hinanden igen. Dengang var to måneder det absolutte rædselsscenarie i mit hoved; jeg kunne slet, slet ikke forestille mig så lang tid uden at se ham. Det gør i dag til en milesten. Det gør i dag svær. Jeg ved ikke, om jeg savner i dag, jeg tror det ikke – men dagen har været tilbragt med en klump i halsen, ikke desto mindre, og i morges havde jeg svært ved at komme ud af sengen. Ikke på jeg-trykker-bare-snooze-jeg-ligger-så-rart-måden, men på jeg-kan-ikke-overskue-at-skulle-se-folk-i-øjnene-for-de-ser-nok-lige-igennem-mig-måden. Men jeg stod op. Jeg tog op og underviste. Jeg kom igennem dagen, selvom jeg virkeligvirkeligvirkelig bare gerne ville have ligget i min seng.

Derfor prøver jeg noget nyt i dag. Jeg vælger at være stolt af mig selv. Ikke bare for at komme igennem i dag, tårer på Bilkas parkeringsplads eller ej, men for at have rejst mig op hver gang jeg havde lyst til at blive liggende under dynen i min elendighed. Jeg er stolt af mig selv for hver fest jeg har været til (inkluderende: hvert shot jeg har taget, hver dans jeg har danset) selvom min indskydelse altid er at tilbringe fredag aften alene. Jeg er stolt af mig selv for hvert modigt ansigt jeg har produceret, hvert smil, jeg har smilet, og hvert grin jeg har grint. Jeg er stolt af mig selv for hver træning jeg har været til, hvert bad jeg har taget, hvert hjemmelavet måltid jeg har lavet, og for hver gang jeg gik ud med skraldespanden. Jeg vælger at være stolt af mig selv i dag, fordi jeg lige nu  for helvede godt kan se, at jeg er meget bedre til det her, end jeg giver mig selv credit for til hverdag. Det kræver fandme guts at tørre tårerne væk og gå ind i ulvetime-Bilka med grådshævet pandafjæs, og stadig formå at se ekspedienten i øjnene.

Somme tider føler jeg mig svag og ynkelig over at være så ked af det, men i dag kan jeg se, at det slet ikke er det, det kommer an på. Det kan være pisse ligemeget hvor ked af det jeg er. Det er ikke et tegn på svaghed at føle sig ødelagt efter at være blevet svigtet, efter at have fået vendt op og ned på dét, man troede, var ens liv. Det er til gengæld et tegn på enorm styrke, ikke at give op, selvom det kunne være så dejligt nemt bare at blive rødvinsalkoholiker og burde sig inde med chick flicks og kleenex 24-7.

Det skal fandme nok blive godt igen alt sammen. Det skal jeg sgu nok sørge for. Fandme!

 

How are you doing? ;)

Nå, men jeg skal åbenbart ses med S. Efter at have sagt nej til at ses de sidste tre gange jeg har spurgt, spurgte han mig pludselig i dag om jeg ikke liiiige havde tid onsdag, måske?. Meget, meget mærkelig adfærd. Er på mange måder glad for ikke at have mere i klemme end spørgsmålet om hvorvidt jeg har nogen at fokusere på eller ej. Kan mærke jeg tør ting i forhold til ham, tager chancer og er mere lige-ud-af-posen end jeg er med folk, jeg faktisk ku’ drømme om villa og vovse med. Det er ret rart ikke at have så meget på spil, efter at have gået på æggeskaller i flere måneder.

Jeg beslutter mig hermed for, at det er helt ok hvis jeg knalder med ham på onsdag, skulle muligheden byde sig. Jeg trænger fandme. Det ægte marked er for nederen (I husker vel Fedtpikken fra forrige lørdag?), og jeg er rusten i forførelsens kunst. Øver mig lidt på S før jeg løber ud i den ægte manege igen.

Billede

Hovedeksposioner

Jeg sumper lidt rundt igen. Er nyligt kommet hjem fra en weekend hos de gamle, lytter til min “Av mit hjerte”-playliste på Spotify (it’s a real thing – jeg har dén, og en “Tag dig nu sammen og vær glad!”-playliste. Man er vel desperat), og prøver at få styr på den lejlighed jeg efterlod i en tilstand der lidt minder om Hiroshima efter atombomben (too soon?). Den her uge har været virkelig hård. De to skridt tilbage, og alt det dér pjat. Jeg har gjort hvad jeg kunne for at holde mig travl, men hver gang jeg sætter mig ned og trækker vejret gør det ondt helt ude i fingerspidserne.

Forvirring har ramt mig: Savner jeg efterhånden egentlig at have ham som min kæreste, eller savner jeg bare ham, hans væsen og hans måde at være på? Sidstnævnte er jo stadig tilgængeligt for mig. Han er der stadig. Jeg kan jo bare ta’ fat i ham og sige at jeg er klar til at snakke igen. Men så tænker jeg, savner jeg måske endda bare den jeg er i hans selskab? Den jeg var, dengang jeg var sikker på ham? …Sikker på mig, måske? Jeg aner det virkelig ikke. Jeg ved ikke om det er meningen, jeg skal finde et svar, men jeg kan mærke at tiden begynder at presse mig. Tik. Tak. Tik. Tak. Find ud af hvad du vil. Med hvert slag glider han længere væk, bliver sværere at nå, lærer at jeg ikke er nødvendig i hans liv, ligesom jeg jo dybest set godt ved at han på ingen måde ikke er uundværlig i mit – jeg vil bare så gerne ha’ ham i det alligevel. Men hvorfor vil jeg det? Hvad er det jeg vil ha’ fra ham? Har han overhovedet mere at gi’ mig? Det siger han jo at han har, men kan jeg bruge hans ord til noget? Har han ikke netop vist at han kan sige ét, og føle og gøre noget helt andet? Mit hoved snurrer. Måske burde jeg i virkeligheden bare ringe til ham og vende den med ham. Han kan jo bare sige det, hvis han ikke gider. ‘Det er jo ikke fordi jeg på nogen måde har tænkt mig at skære dig ud af mit liv,’ sagde han jo. Men er det bare noget han sagde for at gøre mig tilfreds, ligesom det sidste ‘jeg elsker dig’, hvor han knaptnok kunne se mig i øjnene?

Billede

Tre tanker

  • Vi spillede EGO hjemme hos min mor i går aftes. Rundt om sofabordet sad vi, fem hoveder, og prøvede at finde ud af hvor godt vi egentlig kendte hinanden. Min søsters kæreste trak et spørgsmål: “Hvis du helt selv måtte vælge, hvilket efternavn ville du så helst have: Taylor, Minelli eller Eastwood?”. Jeg fik en klump i halsen. Det spørgsmål fik Ekskæresten da vi spillede spillet herhjemme sidst. Eastwood, svarede han dengang, og jeg havde gættet rigtigt, og han kommer aldrig til at være med til at spille spil hjemme hos min mor mere.
  • Jeg mærker bruddet meget, når jeg er sammen med andre mennesker. Når snakken går, tager jeg hele tiden mig selv i at skulle lige til anekdotisk at sige, “Nåh ja, Ekskæresten….”. Jeg når at stoppe mig selv ni ud af ti gange – for jeg vil ikke være hende der kun kan snakke om sin ekskæreste, fordi hun intet liv har selv. Jeg må satme lige ta’ at lave mine egne historier, så.
  • Det forskrækker mig hvor akavet jeg føler mig når jeg omgås min gamle gymnasieklasse. De er jo alle sammen søde mennesker, og ingen vil mig noget ondt – jeg har ingen dårlige erfaringer med den flok. Alligevel dør jeg lidt når vi sidder ti om et bord til brunch, fordi jeg er så uendeligt bange for at sige eller gøre noget forkert. Jeg tror jeg klarede det okay i går. Fik sagt noget om, at jeg nok skal sørge for at ha’ en masse skandaler at fortælle om når vi når til vores julefrokost i december, fordi det er så lang tid siden jeg sidst var single. Folk grinede. Mission accomplished.

Billede

En dag med lys for enden af tunellen

Jeg skal helt tilbage til lørdag for at tælle tilbage til en dag hvor jeg hele dagen sad med en følelse af ægte håbløshed. Samlet tudetid siden i lørdags er ikke mere end sølle femogfyrre minutter, og jeg kan mærke der er noget der skifter inde i mig; jeg ser ikke længere tilbage på de sidste fire år med idealiserende øjne, men begynder at kunne se de ting, jeg for fanden er glad for jeg ikke skal trækkes med mere. Som for eksempel hvor elendig han var til at lave aftaler. Hvor sjældent jeg følte, han virkelig, virkelig ville mig. Hvor irriterende det var nærmest at skulle tigge om lidt af hans tid. Hva’ fanden sker der for at jeg har fundet mig i det? Og det var jo ikke bare de sidste tre måneder – det var nærmere alt ud over det første halve år.

Jeg er gået så vidt som at have været i bad to dage i træk for første gang i en måned. Jeg går ud fra at jeg er i gang med det dér ene skridt frem – afventer spændt de to tilbage, realistisk som jeg er.

Billede

Om dengang jeg købte kondomer

“Ej, hold lige min taske,” sagde jeg til Veninden med det Lyse Hår da vi stod i køen til Bilka Foods kasse fem. “Jeg skal liige..”. Da jeg gik over til stativet må jeg have haft samme udtryk i ansigtet som små teenagedrenge har når de køber deres første pakke kondomer. Jeg hev den sidste af de blå pakker fra RFSU ned og vendte mig grinende over imod Veninden med det Lyse Hår. “Man ved jo aldrig, vel?” bemærkede jeg kækt, smed den lille firkantede pakke ned ovenpå roastbeefen, jeg skulle købe til vores aftensmad. “Ej, jeg synes det er så fedt at du er så frisk, altså!” grinede hun.

Den mandlige Bilka-medarbejder bippede med det vildeste pokerfjæs kondomerne og roastbeefen ind i kassen. Jeg betalte. Mine tanker var et helt, helt andet sted. Jeg fatter ikke at jeg er et sted i mit liv hvor jeg faktisk ikke har nok i at ta’ ppiller, tror jeg blandt andet jeg nåede at tænke. Og noget med at min ekskæreste hader kondomer. Og noget med om de 18,5 cm kondomet måler mon er stort eller småt eller lige præcis midt i mellem? Og noget med at sidste gang jeg var i en kondomkøbs-situation var for fem år siden var i en Matas i Århus da min allerførste kæreste og jeg var på vej ned for at knalde på et vandrerhjemsværelse vi kun tilbragte en time i (det var i øvrigt første gang jeg havde sex, og første og sidste gang vi havde sex – en skæg historie som jeg lover at fortælle en anden god gang!)

Da vi var kommet lidt væk fra kassen grinede Veninden med det Lyse Hår til mig: “Ej, han var da SÅ meget ved at sige ‘ha’ en go’ aften, høhø (;’ i stedet for ‘ha’ en go’ dag’, var han ikke?”

Der er vel egentlig to pointer med det her indlæg, dog meget små pointer:

  1. Vi er vist alle sammen lidt som fjortenårige drenge når vi køber prævention i dagligvareforretninger, og
  2. hallo, jeg har købt min første pakke kondomer nogensinde! Big step.

tumblr_mswva5BvvP1sddfoho1_250

at øve sig

‘Det er så mærkeligt at det er okay at ligge sådan her med nogen, der ikke er ham,’ sagde jeg til S da vi sammenviklet lå og så film i går. ‘Ja, det er vel lidt en gråzone når man har en kæreste, det her,’ svarede han, ‘men så er det smart at jeg kan lære dig at være single igen’. Den sidste sætning blev udtalt på drenget vis, sådan som S gør det bedst, og jeg måtte le. ‘Det bliver nok ikke til mere end det, det her. Sådan noget øvelses-noget. Er det okay?’ sagde jeg bagefter, i et mere alvorligt tonefald end det der var blevet brugt resten af aftenen. Han startede med et udbrud af (måske) falsk fornærmelse, og erklærede så at det skulle vi nok finde ud af. Og så så vi videre på filmen, hans arm omkring mig og mit hoved over hans hjerte, der lød meget anderledes end Ham Du Ved Noks.

Jeg er glad nok for at jeg barberede ben. Var jeg ikke blevet så døsig af at ligge så tæt på nogen så længe, hvis jeg faktisk havde lavet et move, havde der helt sikkert været jackpot. Jeg er tilfreds blot med den viden. For nu.