I stykker.

I går gjorde jeg det igen. Havde en vred samtale med ham dér, der selvfølgelig ikke var der. Jeg var vred. Sagde til den usynlige herre på stolen, at jeg håbede han var klar over, at han havde ødelagt mig, og at det er hans skyld, at jeg aldrig kommer til at stole på mine menneskekenderevner igen. At selvom jeg ved jeg har det i mig på sigt at tilgive ham, at selvom jeg forstår hans bevæggrunde, at selvom jeg i bund og grund ønsker ham det bedste, er der en særlig del af mit væsen reserveret til at hade ham, for det, han gjorde mod mig. Når jeg sidder dér og råber af passagersædet, så siger han altid undskyld i mit hoved. Selvom jeg godt ved, undskyld aldrig kommer til at være nok.

Billede

Jeg læser så mange citater og sayings på Tumblr og Instagram hver dag at det næsten er pinligt

We forgive people because we still want them in our lives.

Det læste jeg i hvert fald på Tumblr tidligere i dag. Jeg prøver virkelig, for jeg har ikke lyst til at han skal være en fremmed for mig. Jeg ved, der er masser af vigtige og uvigtige samtaler tilbage til os. Flere grineflip. Flere film, vi skal se sammen. Flere ting jeg kan gøre for at han begynder at tage sit liv lidt mere seriøst, og flere ting han kan gøre for at jeg kan tage mit lidt mindre seriøst. Jeg ved, han stadig kan tilføre mit liv værdi, og måske endda meget mere som ven end som kæreste.

Bare ikke endnu.

For jeg er bare så vred. Og skuffet. Og såret. Og ked af det. Jeg føler på en eller anden måde det burde have været mig, der gik fra ham. Jeg føler jeg er blevet pisset op og ned ad ryggen de sidste fire år uden at opdage det før til allersidst. Det gør mig stadig pisse fucking sur at han sås med den veninde uden at sige noget til mig. Jeg tænker stadigvæk at jeg ville ønske han i det mindste havde knaldet med hende, så jeg kunne være sur over det han løj om og ikke faktum at han løj. Jeg ved godt, at alle lyver. Jeg har satme også løjet mange gange i mit liv. Også overfor folk jeg elsker højt. Men jeg er så færdig med at være forstående, som jeg var hele den første måned. Meningen med ikke at snakke med ham lige nu er jo netop så jeg kan rase ud uden at skulle tage hensyn. Men måske har jeg i virkeligheden brug for at få råbt det ud til den, der fortjener møgfaldet, frem for til min bilradio, min mor eller min bedste veninde? Det er bare aldrig særlig sjovt at skælde nogen ud, der ved, de har gjort noget uretfærdigt og bare står og nikker tavst uden at reagere på anden vis.

…On another note, så har jeg gang i den vildeste selvforkælelses-streak, og det har jeg ikke rigtig råd til, men den del taler vi ikke om! Fodpleje i dag, frisør i morgen, alt for meget shopping i løbet af de sidste to måneder. Tror du mit overtræk er A) -5.600 kr, B) -1.800 kr, eller C) 5 kr (HA!)?. A, ikke? You had it right! Jeg har snart ikke penge til at være ked af det mere (eller vent, det har jeg aldrig haft).

Google-tilståelser, Michael Cera-gifs og kriterier for hvornår vi kan snakke sammen igen

  • Jeg er nu hende der googler ‘stages of grief break up’. Jeg er overrasket over at det ikke kom før; under De Seks Dages Pausehelvede var jeg meget hurtigt hende der googlede ‘relationship break cope how’. Kan i øvrigt informere om at jeg fandt den her fine artikel som er sjov og sød, og så elsker jeg at læse de mange kommentarer fra folk der har slået op med deres kærester. Hvis jeg skal følge den beskrivelse det fine kvindesite (so American!) opgiver, så springer jeg lidt frem og tilbage mellem isolation, vrede og accept alt efter hvilket ben jeg får først ud af sengen om morgenen. Det er vist også okay.
  • Apropos vrede, så er jeg begyndt at bruge køreture på noget lidt sjovere end at græde. Jeg skælder ham ud. Lader som om han sidder ved siden af med en mundkurv på, og tvinger mig selv til halvråbe alle de ting jeg ikke kunne få mig selv til at sige til hans ansigt, fordi jeg jo godt ved han er ked af det nok i forvejen uden også at skulle råbes af. Jeg er et eller andet sted glad for at have gang i ægte radiostilhed imens jeg har det sådan her, for jeg tror jeg kunne komme til at sige virkelig mange ting til ham der ville gøre det umuligt for os at være venner på noget tidspunkt. Klassiske ting, du ved. Jeg troede fandme jeg kunne stole på dig-ting. Du er det mest egoistiske svin jeg nogensinde har brugt min tid på-ting. Min favoritter er helt sikkert: Jeg håber sgu du aldrig finder ud af hvad du vil med dit liv, at du aldrig mere finder en så villig til at finde sig i dit lort som mig, og at der ikke kommer nogen til din begravelse når du dør – jeg kommer i hvert fald ikke! og den helt simple: Vores største problem er at jeg er blevet voksen i løbet af de sidste fire år, og at du ikke er. Og det hader jeg dig for.  Jep. Radiostilhed er bestemt en god idé lige nu.
    Billede
  • Nu vi taler om radiostilhed, så er jeg kommet frem til med mig selv at den først kan brydes når jeg har opfyldt en række kriterier. 1) Jeg skal have haft en uge med flere gode dage end dårlige. En god dag behøver ikke nødvendigvis være kendetegnet af at jeg overhovedet ikke har været ked af det. Fire dage ud af syv skal jeg bare være gået i seng med tanken ‘jeg er glad for, at vi ikke er sammen mere’. 2) For både hans og min skyld skal jeg gerne have arbejdet mig igennem den værste vrede selv, så jeg ikke inderst inde har lyst til at kradse øjnene ud på ham næste gang jeg ser ham og ender med vred sex i stedet for. 3) Jeg skal have været sammen med minimum én anden (gerne S) så jeg kan sige “jep!” når han helt sikkert i et anfald af ‘åh vi er så cool med alting’ spørger mig om jeg så har været sammen med en anden siden sidst. Især i tilfælde af at han også har. Det er fandme ikke en konkurrence jeg skal tabe. (Og hvis du nu sidder der og siger ‘ej, det er altså ikke en konkurrence, og man skal passe på sin krop og sin psyke og ikke knalde med folk bare for at gøre det, så hey – fuck you!).