Klaustrofobi

Det er ved at være små tre måneder siden, jeg sidst besøgte min familie i Sønderjylland. Det ville være løgn at sige, at det ikke er med vilje. Givet det kæmpe rod, der omgiver både min mors og min fars liv, så har jeg ærligt talt forsøgt at undgå at være hjemme uden Den Kvikke som rejsekammerat. Det er sjovt, hvordan man kan have overskud til at bære hele verdens problemer på ens skuldre, men når det kommer til at magte, at ens forældre heller ikke kan få deres liv til at hænge sammen, så bliver man pludselig så træt, så træt. Jeg gider vitterligt ikke høre om deres problemer. Jeg har været skulder for min mor nærmest siden jeg kunne gå, og jeg har fandme fået nok. Især fordi hun ikke lytter. Hun fortæller bare om sit lorteliv, og så fortsætter hun med at gøre de samme fejl om og om igen. Og det gør fandme ondt at se på. Så jeg ser væk, ja jeg gør sgu.

Og det er pisse hamrende irrationelt, det ved jeg godt.

Og selvfølgelig kan man ikke bare skubbe sin familie væk. Ikke i længden. Det bliver noget rod.

Men nu, hvor jeg har været hos min mor, der bor med min søster, min lillebror og min søsters veninde, i noget der ligner 3/7 dage (hvor Den Kvikke heldigvis skal være der de sidste 3 af dem), kan jeg godt mærke at det er godt, jeg har holdt mig væk.

Dét, at min mor stadig ser sin kæreste, som vi alle hader, er et k æ m p e issue. Det skaber så enormt meget splid imellem min søster og hende, og ethvert talt ord er en potentiel konflikt imellem de to. Min lillebror bliver bare glemt. Og veninden er konstant fanget imellem min mor og min søster. Der er dårlig stemning cirka halvdelen af døgnets vågne timer, og jeg er ved at brække mig over det.

Det nytter ikke noget at søge ro hos min far. For her er der åbenbart krise med kæresten, og alle dem hjemme i Sønderjylland har åbenbart vidst i flere måneder at han har været vores bonusmor utro, imens jeg har fået lov at blive i uvished oppe i storbyen.

Jeg holder jul hos Den Kvikke i år. Og det er jeg så uendeligt glad for, at have fået lov til.

For som jeg sidder her på mit barndomsværelse, der stadig står med to grønne vægge, kan jeg se hvordan det hele langsomt er ved at falde fra hinanden. Malingen skaller og listerne skiller fra væggene. Det er det værelse jeg flygtede op i, den dag for snart fem år siden, hvor jeg fik at vide, at mine forældre flyttede fra hinanden, det værelse, hvor jeg grædende fortalte min bedste veninde om skilsmissen, og hvordan jeg prøvede at læse til eksamen i en periode hvor far fortalte for lidt og mor fortalte for meget.

Jeg har klaustrofobi i mit barndomshjem. Det minder mig om tidspunkter fyldt med sorg og smerte, og jeg kan ikke huske ét eneste godt minde herfra, selvom der sikkert har været mange.

5 thoughts on “Klaustrofobi

  1. Jeg har sådan en voldsom lyst til at give dig en ordentlig krammer. Og fortælle dig at du gør det rigtige. Og at det er pisse uretfærdigt at du har haft sådan en barndom, og at dine forældre ikke har kunnet / kan tage deres forældrerolle alvorligt. Nu har du dig i fokus – det er simpelthen så flot! Helt enormt! Du er kommet så langt, kan jeg læse mig til.
    Men hvor er det fantastisk at du får en jul med svigerfamilien! Jeg håber, at du må få en jul på den gode, varme og hyggelige måde.
    For, når alt kommer til alt, så er du deres barn (uanset alder) og de er dine forældre. Men ved du hvad? Du kommer ikke til at videregive det samme pis til dine børn engang. Det er dér sejren er.

  2. Åh for pokker altså. Jeg er helt enig med Ann. Hvor er det godt, at du siger fra. Og hvor tager du det bare flot. Kram herfra!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s