Klaustrofobi

Det er ved at være små tre måneder siden, jeg sidst besøgte min familie i Sønderjylland. Det ville være løgn at sige, at det ikke er med vilje. Givet det kæmpe rod, der omgiver både min mors og min fars liv, så har jeg ærligt talt forsøgt at undgå at være hjemme uden Den Kvikke som rejsekammerat. Det er sjovt, hvordan man kan have overskud til at bære hele verdens problemer på ens skuldre, men når det kommer til at magte, at ens forældre heller ikke kan få deres liv til at hænge sammen, så bliver man pludselig så træt, så træt. Jeg gider vitterligt ikke høre om deres problemer. Jeg har været skulder for min mor nærmest siden jeg kunne gå, og jeg har fandme fået nok. Især fordi hun ikke lytter. Hun fortæller bare om sit lorteliv, og så fortsætter hun med at gøre de samme fejl om og om igen. Og det gør fandme ondt at se på. Så jeg ser væk, ja jeg gør sgu.

Og det er pisse hamrende irrationelt, det ved jeg godt.

Og selvfølgelig kan man ikke bare skubbe sin familie væk. Ikke i længden. Det bliver noget rod.

Men nu, hvor jeg har været hos min mor, der bor med min søster, min lillebror og min søsters veninde, i noget der ligner 3/7 dage (hvor Den Kvikke heldigvis skal være der de sidste 3 af dem), kan jeg godt mærke at det er godt, jeg har holdt mig væk.

Dét, at min mor stadig ser sin kæreste, som vi alle hader, er et k æ m p e issue. Det skaber så enormt meget splid imellem min søster og hende, og ethvert talt ord er en potentiel konflikt imellem de to. Min lillebror bliver bare glemt. Og veninden er konstant fanget imellem min mor og min søster. Der er dårlig stemning cirka halvdelen af døgnets vågne timer, og jeg er ved at brække mig over det.

Det nytter ikke noget at søge ro hos min far. For her er der åbenbart krise med kæresten, og alle dem hjemme i Sønderjylland har åbenbart vidst i flere måneder at han har været vores bonusmor utro, imens jeg har fået lov at blive i uvished oppe i storbyen.

Jeg holder jul hos Den Kvikke i år. Og det er jeg så uendeligt glad for, at have fået lov til.

For som jeg sidder her på mit barndomsværelse, der stadig står med to grønne vægge, kan jeg se hvordan det hele langsomt er ved at falde fra hinanden. Malingen skaller og listerne skiller fra væggene. Det er det værelse jeg flygtede op i, den dag for snart fem år siden, hvor jeg fik at vide, at mine forældre flyttede fra hinanden, det værelse, hvor jeg grædende fortalte min bedste veninde om skilsmissen, og hvordan jeg prøvede at læse til eksamen i en periode hvor far fortalte for lidt og mor fortalte for meget.

Jeg har klaustrofobi i mit barndomshjem. Det minder mig om tidspunkter fyldt med sorg og smerte, og jeg kan ikke huske ét eneste godt minde herfra, selvom der sikkert har været mange.