Hopper på Tinder-bølgen, fandme

Min lejlighed er så kold disse dage at jeg er nødt til at have en varmeblæser tændt. I lejligheden ved siden af spiller min nabo på et blæseinstrument for anden time. En messingblæser af en art, tror jeg. Måske en trækbasun. Ved i hvert fald at det er til at få spat af, det er sikkert!

Jeg har haft gode dage siden jeg skrev sidst – en overvægt af dem endda. Jeg har haft øjeblikke hvor jeg spontant har smilet uden grund, men jeg har også drømt om Ekskæresten og tilbragt en hel dag i zombieagtig tilstand imens jeg forsøgte at tygge drømmen ihjel. Den sidder stadig i mig – ikke som en drøm med et handlingsforløb, men som en følelse af ubehag, krummede tæer og spændte skuldre. Ved ikke om det er min underbevidsthed der kæmper med at ugen hvor vi har aftalt at ses kommer tættere på, eller om det bare er almindelige blues. Følelsen i bunden bliver bedre og bedre, kan jeg mærke. Men jeg er ved at nå et punkt hvor jeg synes mit liv er spild af pæne trusser og velplejet hud.

…Så jeg har faktisk downloadet Tinder. Og så skal jeg smide et skab af hos den førsteårsstuderende. Måske man skulle lave et mindre move, lægge en føler ud? Stadig uden intentioner om at finde en af gå steady med, selvfølgelig. Det vil jeg ikke. Dypper bare lige tæerne i vandet, ikke.

 

 

Det går sgu nok alt sammen, tror jeg

Jeg blev glad af at læse mit triste indlæg fra den 7. januar. For jeg har faktisk haft nogle gode dage. Ikke bare ‘jeg græder ikke i dag’-dage, men dage hvor jeg faktisk har kunnet mærke hvor okay jeg har været helt inde i hjertehulen. Jeg snakkede med nogle piger til træning i dag om ham, uden at være sørgelig omkring det, og følte ikke jeg løj da jeg sagde, det gik meget bedre nu – eller at jeg mest var modig da jeg sagde at vi nok bare havde ramt en mur og ikke kunne komme videre. Det føltes ægte. Der er noget indeni mig der er ved at falde på plads, en eller anden form for accept måske.

..Og så er jeg begyndt at kunne se fordelene i at være alene, uden at skulle tvinge det frem. Det hjælper måske også meget. Jeg begynder ægte at tro på det der med at det er tusind gange bedre at være alene, end det er at være i et forhold, man ikke er tilfreds med. Jeg volder sgu ikke mig selv så mange kvaler som Ekskæresten voldte mig i sin tid, og jeg kommer sgu ikke til at gøre mig selv så ked af det, som han gjorde mig.

Har i øvrigt haft virkelig konstruktive samtaler med Ekskæresten på det sidste. Han skrev for et par dage siden at han kedede sig, og at han var træt af at han ikke kunne få lov at lave det, han gerne ville. Jeg greb chancen og sagde til ham, at han måtte ikke lade en gammel drøm ødelægge sit liv, men i stedet finde en ny (note til selv: Husk dine egne gode råd!). Han svarede ikke, og da jeg senere konfronterede ham med det, sagde han at det var fordi jeg havde givet ham noget at tænke over – og at jeg jo for fanden havde ret. Var sådan cirka 120% på røven over at have haft så åben samtale med ham, og at han oven i købet selv krøb til korset og indrømmede at han ikke trivedes, i stedet for at fyre en ligegyldig floskel af når jeg spurgte. Ved ikke rigtig, hvad der sker med ham, men jeg tror måske, det er noget sundt. Jeg er begyndt ægte at tro på at vi kan finde ud af at være venner. IM-samtaler glider nemmere, og det gør på ingen måde ondt at snakke med ham. Ikke at kontakt til ham nogensinde har været problematisk – på det værste tidspunkt føltes det bare lidt meningsløst. Sådan lidt, hvad kan jeg egentlig bruge dig til? Men Ekskæresten overrasker disse dage. Viser interesse. Deler ting. På en meget, meget venskabelig måde, selvfølgelig. Håber for guds skyld ikke, han laver et eller andet form for move, når vi ses. Så bliver jeg vred, og virkelig ked af det, tror jeg. Det er vel også ok, right?

 

2014 + Sniksnak + Sniksnak om 2014

Jeg var ved at falde i søvn på bilen på vejen hjem fra syden i dag. Hvad gør jeg, tror du? Jeg giver mig da til at surfe efter de vildeste tudesange jeg kan finde på alverdens radiostationer, og så giver jeg mig til at græde i bilen. Hulkegræde, abe-style. Bare for at holde mig vågen, og for at kombinere en much-needed tudetur med et tidspunkt hvor jeg alligevel var alene og havde spildtid. Det skulle ligesom også passes, ikke? …Jeg er ved at blive alt, alt for god til det der med at have tristheden som en slags undertrøje alle de andre følelser ligger udenpå, og som udgangspunkt altid kan trækkes frem igennem alle de følelsesmæssige overfrakker. Men ret sejt, synes jeg alligevel, på en måde også. Synes sgu jeg tackler det godt. Skulderklap. 

Nå, men videre til obligatorisk Planer for 2014-snak, der jo er pisse vigtig.

2014 skal handle om mig.

Jeg skal have et projekt, og projektet bliver min krops sundhed og udseende. Jeg skal smide 10 kg, og træne så latterligt meget, og spise så latterligt fornuftigt, at man begynder at kunne se hvor stærk jeg er. Nå ja, og så skal jeg jo også være endnu stærkere, men det følger jo med. Måske – MÅSKE(!) – vil jeg endda begynde at løbe igen? I 2014 vil jeg være den bedste fysiske udgave af mig selv nogensinde i alle aspekter. Det er ikke noget der skal gå hurtigt. Det må gerne ske gradvist. Men det kommer til at ske. Jeg har købt proteinpulver og alt muligt! (Og vi ved jo alle, at det betyder, at man automatisk bliver buff as hell så).

Jeg skal ikke bruge 2014 på febrilsk at lede efter en ny Mr. Wonderful. Jeg har været fikseret på én fyr i alt for mange år, og hvis der er et tidspunkt der er mere perfekt til at have mig selv i fokus, så er det nu, i starten af tyverne, hvor det alligevel er for tidligt at finde den, man vil starte familie med (….indrøm det nu bare, fyrene stikker jo af alligevel hvis de ved det er den tanke man har!). Jeg skal bruge 2014 på at være single med stort S. Jeg skal kysse med fyre, hvis navne jeg ikke kan huske dagen efter, og som udgangspunkt skal ingen være gode nok før de er helt, helt rigtige. Jeg vil ikke bruge 2014 på at være ærgerlig over at være alene, men i i stedet på at udnytte at jeg er – fx ved at bruge al den overflødige energi på projektet ovenfor.

I 2014 vil jeg have færdigbearbejdet mine følelser for Ekskæresten. I første omgang skal jeg ses med ham engang i januar. Mærke, hvordan jeg egentlig i virkeligheden føler, når vi er i samme rum. Det kan være, jeg også skal have snakket med ham om ting og sager endnu engang. Så tager jeg den derfra. Måske involverer det selvhjælpsbøger. Måske involverer det at tage endnu en pause fra at snakke med ham. Måske involverer det helt at give slip på ham i alle betydninger. Jeg håber ikke, det bliver det sidste, men hvis jeg stadig ikke har det bedre på det her tidspunkt næste år, er det dér, den ender. Under alle omstændigheder kan jeg ikke blive ved med at være så ked af det. Det siger jeg ikke, fordi jeg ikke synes der skal være plads til det, men fordi jeg ganske enkelt har lyst til at være glad helt ned i de inderste lag igen. Og det ved jeg, jeg kan være, når svigtet er bearbejdet.

…Og så vil jeg (igen i år) prøve at gøre det til en vane aldrig at efterlade en opvask på køkkenbordet, når jeg går i seng. Det indebærer minimum én opvask hver dag. For det er fandme for klamt, det andet. Trust me.

Jeg er sikker på at 2014 som minimum bliver bedre end 2013.
Og resten skal jeg sgu nok selv sørge for!

Tilståelse

Jeg får det skidt, hvis jeg åbner Skype og Ekskæresten ikke er online. Uanset om jeg har tænkt mig at skrive til ham eller ej. Mit hjerte synker helt ned i maven når det lille grønne flueben ikke står foran hans nickname (som jeg fucking fandt på, og som han stadig bruger, og som rimer på mit. Fuckingfuckfuck. Dårligste idé ever).

Det føles godt og trygt, når jeg ved han er ved sin computer, piller lidt i sin navle og spiller et latterligt computerspil.

Kan slet ikke lide tanken om at han potentielt er ude i den rigtige verden, hvor han kan møde en pige, han kan være ærlig overfor og elske på en måde der ikke bare kan ses i hans øjne nu og da.

Bliv ved din computer, Ekskæreste. Jeg er ikke klar til at du render nogensteder.

(Som du nok har gættet, så er jeg sgu lidt nede for tiden. Det er også okay. Bare lidt noget lort. Men okay).

Kortsluttet hjerne

I nat drømte jeg at jeg løb ind i Ekskæresten og hans nye mandekæreste (!?!?!?!) på en snusket bar i Aalborg. Hvad jeg lavede i Aalborg meldte historien ikke noget om, ej heller hvad mandekæresten hed. Havde til gengæld dybfølt heart-to-heart med homo-udgave af Ekskæreste om at det da var derfor det aldrig var gået med os to, selvom vi var så glade for hinanden, og han undskyldte mange gange for ikke at have indset det tidligere.

Første tanke: Hvis det dog bare var så simpelt! Har på fornemmelsen at jeg ville være tusind gange mindre jaloux på nye mandekærester end nye pigekærester (gud forbyde han nogensinde får sådan en igen, av. Han er, for min skyld, nødt til at leve og dø single. Det tror jeg heller ikke han har noget imod).

Anden tanke: Hvad fanden skete der lige der?

Uden lokalbedøvelse

Jeg tror der sker noget indeni mig de her dage. At noget er ved at falde på plads. Men det gør ondt, som en skulder der har været ude af led og skal resettes, eller som at få lavet sting i et kødsår uden lokalbedøvelse. Det er som om hver en fiber i min krop kæmper imod det, der ganske, ganske langsomt er ved at ske. Jeg drømmer tit om ham for tiden. Har lange, trættende drømme, hvor han tigger og beder om at jeg tager ham tilbage (ha, som om det nogensinde kommer til at ske). Der sker altid én af to ting. Enten siger jeg ja. Og så føles alt forkert, og jeg ender med at ombestemme mig. Ellers siger jeg med det samme nej, og begynder at råbe af ham, vred over at han overhovedet har den frækhed at tro at jeg på noget tidspunkt ville spilde energi på ham igen på den måde. Uanset hvilken af drømmene jeg har vågner jeg altid badet i sved, står op, går i bad og tænker på noget andet. Formår ofte at gå en hel dag uden at tænke på det før om aftenen når jeg ligger i min seng.

Lige indtil jeg kommer til at åbne Instagram og går igang med at læse #breakupquotes. I dag læste jeg: “I loved him so much that if he slit my throat with my last dying breath, I would apologize for bleeding on his shirt”. Med tårer i øjnene indså jeg, at det var jo mig, der havde det sådan. Og at det var både forfærdeligt og fantastisk at elske på den måde. Men sådan har jeg det ikke mere. Jeg vil ikke være sammen med ham for hver en pris, som jeg ville engang. Han er ikke det værd. Jeg har skrevet det på bloggen mange gange, i forsøg på at få mit hjerte til at forstå hvad mit hoved godt vidste, ved at få sat ord på det. Men i dag gik det virkelig op for mig: Jeg elsker ham ikke betingelsesløst mere. Jojo, selvfølgelig er fremskridtet et af de små, og ikke voldsomt revolutionerende. Jeg har ikke givet slip. Men jeg har nået et punkt, hvor jeg ikke engang ved om det er ægte kærlighed der er tilbage, så meget som det er angst for at give slip på det, der var. Selvom jeg er vred på ham, og selvom jeg ikke vil have os tilbage, nu jeg har fået syn på vores skyggesider, så savner jeg det stadig. Jeg savner stadig ham. Jeg nærer stærke, komplicerede følelser for en illusion der for længst er brast sammen. Jeg sørger over dens forfald.

Men jeg elsker ikke betingelsesløst mere.

Og det er godt. Men det gør ondt.

Grus

Snot. Hovedpine. Kvalme. Ondt i hver en muskel i hele min krop. Jeg er syg. Og når jeg er syg bliver jeg ynkelig. Min rygrad krymper sammen. Jeg begynder at tænke: ‘Fuck det kunne være rart hvis han var her til at hente te til mig lige nu’. Og så bagefter: ‘Nej, jeg gider ikke ha’ hans lortete’. Og så: ‘Hvem prøver du at narre? Selvfølgelig vil du ha’ hans lortete, og hans lortekærlighed og at være en del af hans lorteliv’. Jeg holder hende stangen, hende tudeprinsessen der respekterer sig selv lidt nok (og tilsvarende, elsker ham nok) til ægte at overveje om der mon kunne blive noget igen. For hun tager fucking fejl. Det kommer aldrig til at ske, for jeg vinder den diskussion hver gang. Hun skal holde sin forbandede kæft og lade mig pudse næse i fred. Basta.

Snakkede med min stedbror og min kusine fra klokken 02 til 06 i nat. Vi snakkede om tusind ting. Blandt andet om mig og Ekskæresten. Min stedbror nævnte, som mange andre, at han godt havde set os gro fra hinanden det sidste års tid. At det til sidst havde virket som om Ekskæresten sugede glæden ud af mig. Men han forstod godt, hvorfor jeg var lang tid om at se, det ikke ville gå, fordi nærhed er noget vi alle i virkeligheden higer efter og kæmper for. Det er pisse skræmmende at være alene, blev vi enige om.

Det er især pisse skræmmende at være alene når man er syg. Og når man er til familieweekend uden Ekskæresten, der ellers altid var med på de weekender. Og når man er begravet i eksamener, man ikke kan se begyndelse eller ende på. Jeg ved godt, jeg har tusind klipper i mit liv at støtte mig op ad, og det er jeg ufatteligt taknemmelig for. Det er bare vildt træls, at min favoritklippe pludselig er blevet til grus.

Fremtiden der kunne have været, men heldigvis ikke bliver

Nogengange, når jeg er allermest ked af det, og savner Ekskæresten allermest, forestiller jeg mig det liv, vi kunne have haft sammen. Det starter altid som en slags selvtortur. ‘Det kunne have været så rart,’ starter jeg altid med at tænke. Og det er også rart at tænke på de første fem minutter.

 

Børnene vi har er fucking pæne. Og fucking kloge, og fucking søde. De har hans smil, hans øjne, og det syn for de små ting, der fik mig til at falde for deres far. Vi fungerer godt som en familie. Vi er enige om børneopdragelse, hvad vi skal have til aftensmad, og hvad vi skal se i fjernsynet. Vi har pisse god sex, vi er glade for hinanden, men vi snakker ikke særlig meget sammen om andet end børnene. Vi giver plads til hinanden. Ingen af os føler den ene er bundet hjemme hele tiden, fordi vi skylder hinanden at være kedelige sammen. Vi laver lige så meget hver for sig, som vi gør sammen. Har vores egne sejre i vores egne liv. Men vi deler ikke sejrene. Mine sejre er mine. Men nederlagene deler vi. Især hans. Det kan vi ikke lade være med, for han tåler ikke nederlag så godt. Han trækker sig ind i sig selv. Stopper med at give. Jeg begynder at bruge den tid væk fra familien, vi er så gode til at unde hinanden, på at søge bekræftelse andetsteds. Jeg har sikkert en affære med en eller anden sød fyr fra mit arbejde. Jeg fortæller ham det, da der er gået tilpas lang tid. Han bliver rasende på en helt særlig, kold måde, men vidste det jo godt hele tiden. Huset sælges. Børnene skilles fra hinanden. Glansbilledet brænder.

 

Hellere nu end senere, tænker jeg, og det ender altid med at selvtorturen ender i at jeg er lettet over, at det er slut nu. At vi ikke trak den længere ud og først accepterede at vi var forkerte for hinanden på et tidspunkt hvor det ville være meget værre.

Radiostilhed: Afbrudt

Kan I huske den film, Ekskæresten og jeg lovede hinanden at se sammen? Løftet gav vi hinanden da vi endnu ikke vidste om vi ville blive sammen eller ej.

Ekskæresten og jeg har som bekendt skrevet sammen nogle gange siden jeg brød radiostilheden for en måneds tid siden. Mønstret er at der går nogle dage imellem hver gang. Jeg starter en samtale med at fortælle om noget nice jeg har gjort til træning eller på mit arbejde, og han holder den kørende i tusind år ved at spørge interesseret ind til ting, jeg godt ved han måske ikke er så skide interesseret i. Jeg bad ham som bekendt om at vise mig, han faktisk ville mig, hvis vi skulle være venner, fordi jeg ikke ville finde mig i at være tovholder i et venskab han ikke gad. Jeg tror hans voldsomt interessevisende adfærd er et forsøg på virkelig at vise, at han bestemt ikke er ligeglad. Det er rart nok, har jeg tænkt om det nogle gange, men det at det er mig, der tager kontakt, har tit fået mig til at overveje om han gør det af dårlig samvittighed og hensyn til mig i højere grad end sit eget behov for at have mig i sit liv.

Nå, men i går skrev han altså til mig, out of nowhere, for at informere mig om at han altså havde fået fat i filmen nu. Om jeg havde set den uden ham, eller om vi stadig skulle se den sammen? Jeg var vildt overrasket, fordi jeg havde troet det var mig der skulle holde ham op på den film. Jeg sagde til ham at det må blive i januar, når jeg er færdig med mine eksamener, og lovede ham at komme med nogle datoer når vi kommer tættere på.

Der er lang tid til januar, siger jeg til mig selv. Jeg er glad for det, kan jeg mærke. Både for udsigten til at ses, men også for at det ikke er i overmorgen eller på fredag. Overraskende nok glæder jeg mig ikke til at se ham, på samme måde, som jeg troede jeg ville. Det er ikke noget jeg ser frem til med en lille glad sommerfugl i maven. Jeg tror bestemt heller ikke det skal tages som et tegn på at han pludselig savner mig vildt meget og at han vil til at sige vi skal være sammen igen (selvom det kunne være lidt fedt at sige “d’øh, hvad tror du selv smarte?”, må jeg indrømme).

Jeg tror bare virkelig han reelt stadig har en plads til mig i sit liv, som han gerne vil have jeg optager. Én, jeg ikke skal kæmpe, for at få lov at have, men en, han faktisk frivilligt vil give mig. Det gør mig glad, for jeg har jo også en plads til ham i mit liv, om end den er meget mindre end den der var til ham før.

Så jo. Den nutidige udgave af os går det faktisk godt med ind til videre. Nu mangler jeg bare at få sluttet fred med fortiden også.

Kvartalsstatus

Det er tre måneder siden mit eget personlige helvede startede. Så på datoen i nat og mærkede alle mine indre organer synke tyve centimeter. Det er gået op for mig at jeg bruger meget mere tid på at tænke over ham og os end jeg gjorde, da vi var sammen. Gik i dag så langt som at overveje at sende ham en casual sms alá ‘hvis det her venne-shit nogensinde skal blive en realitet er jeg nødt til at have snakket nogle flere ting ihjel med dig’. Sendte den aldrig. Men jeg gør det en dag. Jeg kan ikke blive ved med at gå med det hele oppe i mit hoved, og selvom han sikkert ikke har alle svarene, kan det være han kan nogen af dem. Er det en dum idé?

Jeg vil have ryddet op i min lejlighed i dag, og have taget opvasken. Jeg tager ned og træner i eftermiddag. Jeg retter de sidste detaljer på eksamensopgaven i aften.

Jeg er så forbandet ensom.