80?!

I er 80, der officielt har valgt at følge bloggen på Bloglovin’ nu. Jeg kan se på mine stats, at der er endnu flere der kigger forbi nu og da. Jeg synes stadig det er ret vildt, at I overhovedet gider. Jeg er jo bare hende der den lidt ynkelige type der skriver om hvor nederen det er at gå igennem kærestesorg?! Det er jo hverken et originalt eller et pisse opmuntrende koncept, og jeg kan ikke lade være med at tænke at I ind i mellem må føle jer koblet lidt af sporet over ting jeg kun deler halvt – af hensyn til både min og Ekskærestens anonymitet. Jeg synes virkelig det er fedt, at I gider læse med alligevel. Selvom mit udgangspunkt er mig selv, håber jeg at nogen af jer får noget ud af at læse med herinde – og måske får inspiration til selv at skrive jer ud af jeres næste krise. Det virker i hvert fald rigtig godt for mig at have bloggen som en slags oversigt over hvor langt jeg har været på hvilke tidspunkter, hvad der har gjort mig glad, og hvad der har gjort mig ked af det. Et worddokument eller en notesbog havde gjort det samme, men i blogmediet har jeg jo jer, de søde og rare læsere der også ind i mellem smider en kommentar, et skulderklap eller et spark i røven. Mere af det, tak!

Min pointe med det her indlæg er egentlig bare at sige tak. Det er sgu ikke ligemeget, at I er her. Jeg holder ivrigt øje med bloggens statistik, og jeg er så beæret over sjældent at have færre end tres der lige kigger forbi hver dag, måske endda med tanken: ‘gad vide, hvordan hende dér har det i dag?’. Det er sgu sødt. I er sgu nice.