overtænkning

Så, for et par dage siden skrev en gammel flamme til mig, lad os kalde ham S. Min og S’ historie rækker ikke længere end et par stjålne kys en weekend da jeg var fjorten, og to uger hvor jeg havde travlt med ikke at opdage at han ikke var interesseret i mere og fik gjort mig selv temmelig heftigt til grin med at sende en milliard sms’er som aldrig blev besvarede. Jaja. I de mange år efter er vi stødt på hinanden et par gange uden at nævne episoden, og har egentlig fået opbygget et behageligt bekendtskab uden de større akavetheder.

Men så skrev han til mig. På Facebook. For et par dage siden.

Eller måske skrev jeg til ham.

Noget med at vi begge bor i samme by nu. Var han mon faldet godt til, spurgte jeg måske?

Hvad der er helt sikkert er at han foreslog at mødes i løbet af ugen.

Jeg foreslog kaffe. Neutralt, tænkte jeg. Man kan altid løbe skrigende væk hvis der ikke er noget at snakke om, tænkte jeg. No big deal, tænkte jeg.

Og han blev ved med at skrive til mig.

Og jeg frydede mig på vegne af teenage-mig, der helt sikkert ville have elsket at blive spammet af S.
Og jeg frydede mig også lidt på vegne af nutidsmig, der helt sikkert har godt af at føle sig lidt eftertragtet. Selvom det måske slet ikke er det, han er ude efter. Tænkte jeg. Indtil han skrev at han dengang havde været dum ikke at indse, at han burde have været interesseret.

Nå, tænkte jeg.

Interessant, tænkte jeg.

Godt det bare er kaffe, tænkte jeg.

I går skrev han til mig igen. Om vi ikke kunne finde på noget andet end bare kaffe? Noget der involverede mad, måske?

Jeg døde lidt indeni. På en god måde. Han sagde noget med at fordi det var starten af måneden så kunne vi jo bare tage ud at spise?

Jeg frøs. Kunne ikke klare idéen om at det pludselig blev meget date-agtigt. Foreslog at lave mad sammen i stedet.

Selvfølgelig uden at indse at det involverede at være hjemme hos en af os.

Helt alene. Uden mulighed for at stikke af. Et sted hvor der er en seng.

Og at det på alle måder er meget værre end at spise sammen ude i byen.

Han var selvfølgelig på. Klart. Fedt. God idé, sagde han.

Når jeg tænker tilbage på de sidste tre dage kan jeg ikke forstå hvordan jeg har fået rodet mig ud i homecooked dinner and a movie med en gut jeg på ingen måde kan se mig selv få andet end et par nemme knald med. Akkurat 15 dage efter Dagen Hvor Det Skete. I min lejlighed, præcis syv dage efter Nogen og jeg havde vild eks-sex i den. Har ikke engang skiftet sengetøj siden.

Måske er det her en pisse god idé. Måske er det den værste i hele verden. Mit dilemma går ikke engang på om jeg skal aflyse eller ej.

Det går på om jeg skal nøjes med at barbere ben og bikinilinje, eller om jeg skal tage det hele nu man er i gang med skraberen.

Ved ikke om det er værst at virke som hende der så det komme og tog alle forholdsreglerne, eller at være hende der ikke har barberet ben i fire uger og kommer til at knalde med en alligevel.

Måske er det i virkeligheden værst at være hende der seriøst tror der kommer til at ske noget.

Især hvis der ikke gør.

Fuck.

Og hvad nu hvis han tror vi skal til at være kærester, hvis der så sker noget?

Hvad fanden gør man så? Man kan jo ikke bare sige ‘jeg gider sgu ikke bruge dig som arvemateriale, men en pik er jo en pik’.

Ku’ være fedt hvis man kunne.

Under alle omstændigheder nyder jeg at have noget andet at tænke på end lige hvor ked af det jeg er.