Da jeg tjekkede bloggens stats i morges opdagede jeg søde anbefalinger fra både Miriam og Dines.
Førstnævnte efterlod mig smigret og blød om hjertet, sidstnævnte så starstruck at jeg blev nødt til at ringe til min fellow Dines-worshippende veninde og skingert proklamere at mit liv er skørt. Skørt, skørt, skørt.
Selvom alt flæberiet på anerikkehvadjeglaver er skrevet udelukkende med det formål at få sat ord på hvad der sker i mit forvirrede hoved i et forsøg på at få følelser og minder ind på deres rette hylder, er jeg virkelig glad for at der er nogen der faktisk gider læse med. At nogen faktisk siger ‘hey, se det her, det er sgu nice nok’ om noget jeg har skrevet. Det er sgu en mærkelig følelse, når man ikke plejer at vise sine skriblerier til nogen – og da slet ikke dem af så personlig karakter som det der ligger på den her blog.
Tak, for søren! Både til Dines og Miriam, men i særdeleshed også til dig, der kigger forbi lige nu.
Ha’ for søren en pisse god søndag! Min blev i hvert fald lige lidt meget bedre end jeg troede den ville blive.
aner ikke hvad jeg laver 