Weekenderne er sværest, fordi det er dem, jeg før i tiden reserverede til ham. Vi ville gå lange ture, se film, høre musik, lave lækker mad, snakke om alting og ingenting, han ville coache mig igennem et eller andet computerspil, og han ville altid overfalde mig med kys når han kom ind ad døren. Det føles som om det er evigheder siden nu. Men jeg savner det.
Jeg savner ham virkelig, virkelig meget lige nu, og jeg var tæt på at skrive til ham i går, men jeg lod være. For jeg er ikke klar til at være hans ven endnu, selvom jeg virkelig ville ønske jeg bare kunne give ham lov til at være min lidt. Jeg har ondt i hele venstre side af kæften fordi en af mine visdomstænder synes den skal vokse. Det er svært at savne og have tandpine samtidig, åbenbart.
I nat drømte jeg om ham. Jeg drømte jeg besøgte ham, at vi kyssede og holdt om hinanden i hans seng. At jeg sagde, “hør, jeg gider ikke blive gammel med dig, for jeg tror ikke du er særlig sjov at blive gammel med alligevel, ikke når jeg ikke er et dumt nok menneske til at stole på dig igen. Jeg elsker dig, men jeg har ikke lyst til at få mine børn sammen med en, der kan finde på at stikke af det øjeblik det bliver lidt hårdt. Jeg fortjener mere end det”. Han så chokeret ud. “Men.. Du elsker mig jo?” mumlede han imens han så ned. “Ja, men ikke nok til at finde mig i dit lort resten af mit liv”.
Jeg er først kommet i tanker om drømmen i løbet af morgenen, imens jeg trissede rundt og hørte musik. Jeg får en mærkelig følelse i maven når jeg tænker på den. Hvorfor siger drømme-jeg så meget lort til ham, kom jeg til at tænke i første indskydelse. Det kan hun da ikke være bekendt. Jo længere tid der går, jo mere tænker jeg at det er ham, der ikke kan være det bekendt. Jeg ved godt der skal to til tango, og at jeg også har min del i at vi ikke er sammen mere – da det kom til rent faktisk at snakke om det, var jeg jo ikke ligefrem hende der kæmpede for det; jeg satte mig bare til at tude, fortalte kun om lettelsen over at det var slut, og ikke forkertheden der med det samme satte sig fast i min krop – men jeg har fandme altid gjort alt hvad jeg kunne for, at han ikke skulle komme til at føle sig uønsket, samtidig med at jeg fandt mig i selv at føle mig mere og mere overflødig i hans liv.
Nå, men det her indlæg skulle sådan set have været et sødt, upbeat, ‘hold nu kæft hvor er jeg ok’-agtigt et, hvori jeg praler over at jeg brugte hele weekenden på at se Pretty Little Liars (er næsten igennem sæson 2), og at jeg kun græd på passende tidspunkter. Jeg ville også fortælle, at jeg spiser havregrød til morgenmad for første gang siden dagen efter Dagen Hvor Det Skete (hvor han nærmest tvang det i mig), og at det imod al forventning stadig smager godt.
Men nu endte jeg med at græde ned i havregrøden i stedet for. Så deeet.
aner ikke hvad jeg laver 
Jeg synes, at drømme-dig er vildt sej. Og så vidt jeg ved, så er drømme-dig, faktisk dig. Din underbevidsthed. Og det virker som om noget dybere i dig faktisk er ved at forstå, at han ikke kan give dig det du gerne vil have. Sådan på længere sigt. Sådan på ‘resten af livet’-måden. Det kan godt være, at du kunne have gjort noget andet, noget mere i selv break-up situationen. Men det virker ikke som om du ville være bedre stillet ved at have gjort noget andet. For som jeg læser det var du ikke særlig godt stillet i det forhold. Man skal jo ikke føle sig overflødig i sin kærestes liv. Din drøm er fyldt med power, med viden om at han ikke var godt nok til dig, og det synes jeg er helt vildt dejligt at læse!
Åh, tak for den kommentar. Det tror jeg, jeg havde brug for! Glæder mig til mit hjerte indhenter min hjerne.
Kære dig. Det der det er ikke dumt, det er et farvel. Du har givet slip. Hæng ordene op på køleskabet så dit vågne jeg kan messe dem til de også fatter dem. 🙂 Under en rejse i et mellemøstlige land talte jeg længe med en ung kvinde fanget i slemt arrangeret ægteskab. Hun så mig dybt i øjnene og sagde: du skal ALDRIG lade dig nøjes, hvis du har et valg!
Gem en særlig plads i dit hjerte til ham du aldrig fik og nyd minderne (ikke svælge…) om gode tider og kom så meget videre. Du vil falde ned af stolen, når du finder ham som helt naturligt ikke kan lade være med at flytte ind og ville dig
Åh, jeg ved, du har ret, men jeg føler det ikke. Jeg glæder mig til jeg ægte begynder at fatte det. Jeg er totalt med på at man ikke skal nøjes, men jeg tror på mange måder jeg lige nu er fanget på et forfærdeligt ‘jeg ville bare ønske…’-stadie, hvor jeg opdigter tusind hypotetiske situationer der gør at Mr. Wrong pludselig bliver til Mr. Right igen, fordi mit hjerte går i tusind stykker ved tanken om at være sammen med andre end ham. Ak. Jeg må vel la’ den dér tid gøre sit job!
Pingback: Fra 1 til 100 på 1094 ord: At sætte af fra bunden og finde lyset | aner ikke hvad jeg laver