Nå.

Nogengange siger Den Kvikke ting på en måde, i et særligt tonefald, der er helt identisk med den måde Ekskæresten siger dem på.

Især ordet “nå”.

Det er sært så meget er ord kan kradse hele vejen ned ad rygsøjlen. Jeg får lyst til at flå hovedet af ham når han gør det. Han kan da ikke være bekendt pludselig at sige et ord ligesom Ekskæresten siger det? Hvad bilder han sig ind?

Jeg er bange for at ligegyldigheden pludselig sniger sig ind i ham. Først i hans enkelte ord, så i sætninger, så i hans kropssprog og til sidst i hans blik. Jeg er bange for at han pludselig bliver til én der vender sig til den modsatte side når jeg græder i sengen ved siden af ham, til én der hellere vil stirre på sin iPad end på mig.

Ekskæresten var jo også skide sød i starten, ikke?
Indtil han ikke rigtig var det mere.
Hvad hvis Den Kvikke ender ligesådan?

Og det er åndssvagt. Og jeg glemmer også den forfærdelige række af tanker så snart han begynder at snakke om at finde lejlighed med mig, og vi endda diskuterer muligheden for måske at købe. Købe. Købe et sted. Sammen. What. Commitment level 50000. Og han tager det som den dybeste selvfølge at det er os to, siger sætninger som ‘når vi bliver gamle’, ‘når vi får børn’, ‘når vi får et hus’. Og alt er perfekt.

Men så siger jeg noget. Og så siger han “nå”, på den der røvhamrendelorteirriterende måde. Og så er jeg lige inde i kaosset i mit hoved igen.

Som om jeg forventer at alt jeg lukker ud af min mund er pisse genialt. Som om jeg ikke godt ved at jeg sgu nogengange lukker ligegyldigt lort ud, der bare fortjener et ligegyldigt svar (og really, hvem kan se sig fri for orddiarre? Den her kvinde kan ikke!). Som om han ikke har ret til at tænke “nå” uden at der skal tillægges en masse betydning til det, uden at det betyder jordens vores undergang. Arghhhmen for helvede, det er jo åndssvagt.

Hjerne ønskes. Snarligt, før min kæreste opdager at jeg er skingrende sindssyg bange for at miste ham. Det er sgu ikke så classy.