03.25

Klokken er 03.25, og jeg skammer mig ufatteligt meget over mig selv.

Over de to toasts jeg lige har kværnet i et forsøg på at få det lidt bedre.

Over at have knækket mig ud over et helt bord på beværding hvor jeg var sammen med min søde veninde og hendes venner.

Over at have fyldt en vask med bræk og ikke kunne få sorteret klumperne fra så væsken kunne løbe igennem afløbet.

Over at have tudet hjælpeløst i min lejlighed en halv time efter jeg kom ind af døren på ‘jeg gider ikke mere’ og ‘jeg vil bare gerne have alt bliver som før’-måden. Den måde jeg egentlig ikke engang selv vil kendes vil, fordi det føles som en slags følelsesmæssige tømmermænd, et desperat tilfælde set i forhold til hvor rationelt jeg normalt ser det. Jeg vil ikke have alt bliver som før, for før var slet ikke så fedt endda. Jeg ville bare virkelig ønske at han var ligeså ked af det som jeg er. Især klokken 03.29 om natten når jeg sidder og skriver skamfulde blogindlæg, og han sikkert sover trygt i sin store seng under sin store dyne med sine tusind puder. Uden mig.